Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » abningstale
Opret egen blog | Næste blog »

Regeringen kørt træt!

7. okt 2008 13:22, Benny-Engelbrecht

FolketingetStatsministeren har netop holdt sin åbningstale. Jeg oplevede den på nærmeste hånd, fra min plads i folketingssalen. Det blev til én lang kavalkade af eksempler på regeringens manglende nytænkning.

Hvor var den nyskabende politik, som statsministerens eget bagland for nylig har efterlyst? Hvor var den innovation, som regeringen gang på gang efterlyser hos erhvervslivet? Nej, regeringen er på mange måder kørt træt, og syntes ikke i stand til at komme med innovative forslag til fremtidens Danmark. Statsministerens tale dokumenterede til overflod den kritik, som venstres bagland med rette har rettet mod regeringen. Regeringen syntes ganske enkelt løbet tør for ideer.

Statsministeren kom ikke under sin tre kvarter lange tale ind på det manglende grundlag for regeringens deltagelse i Irakkrigen. Hvor var stillingtagen til grundlaget for Irak-krigen, som ellers Venstres egen spidskandidat til Europaparlamentet med rette har sået tvivl om?

Talen var den samme sang fra de varme lande: Der er lav arbejdsløshed i Danmark, lød parolen fratalerstolen igen og igen. Men statsministeren syntes ikke at forholde sig til det faktum, at alle uafhængige økonomer er enige om, at arbejdsløsheden vil stige i året der kommer. Regeringen forholder sig fodslæbende til det faktum, at vi befinder os midt i en finanskrise. Det er nu der skal handles, hvis vi skal sikre at Danmark klarer sig helskindet igennem krisen.   

På et tidspunkt hvor finansiel krise og stigende ledighed kræver politisk lederskab, mangler statsministeren visioner og griber til gammelkendte ideologiske løsninger og floskler. Det syntes paradoksalt, at Fogh taler om at få flere i arbejde ved blandt andet at ændre på dagpengeperioden, når virksomhederne nu bruger ord som "naturlig afgang", "reduktioner" og "nedjusteringer".

Stramninger i dagpengesystemet, som statsministeren i sin tale lagede op til, løser muligvis fortidens problemer men ikke fremtidens. Kortere dagpengeperiode forhindrer ikke ledigheden i at stige de kommende år. De forringelser i dagpengesystemet og arbejdsmarkedspolitikken, som regeringen foreslår, er mest af alt ideologisk betingede. Det danske arbejdsmarked har gennem de seneste år vist, at det er både godt og fleksibelt. Det er egenskaber, som vi i Danmark burde holde fast i og udvikle.

Nej, regeringen syntes løbet tør for nyskabende politiske forslag.

www.benny-engelbrecht.dk