Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » affaldsindsamling
Opret egen blog | Næste blog »

Fordobling af dåsepant

7. Jul 2008 09:23, Benny-Engelbrecht

Illustration fra Dansk RetursystemFredag aften blev jeg interviewet til TV2 Nyhederne om det socialdemokratiske forslag om at fordoble dåsepanten. Siden har min telefon kimet, min mail glødet og folk stoppet mig på gaden for at snakke dåser. Altovervejende er forslaget om at hæve panten på dåser i en periode på 2 – 4 år, for at for flere til at returnere dåser, blevet rigtig godt modtaget.

Sågar Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo overraskede alle ved fredag, fra en solbeskinnet Roskilde Festival, at sige at han faktisk syntes det lød som et godt forslag som han ville diskutere med os efter sommer. Om det var den gode musik, det gode vejr eller noget helt tredje der havde påvirket Vesselbo vides ikke, men der gik mindre end 24 timer før han vendte på en tallerken og til Ritzaus Bureau udtale: ”Jeg tror ikke umiddelbart, at højere dåsepant vil løse problemerne.”

Baggrunden for vores forslag er ret enkelt. Alt for få dåser returneres i det danske pantsystem. 14 % af alle solgte sodavands- og øldåser kommer aldrig tilbage – Dansk Retursystems mål er at 95 % af alle dåser skal retur og der er altså ganske lang vej til vi når det punkt.

I dag er panten på dåser reguleret efter panten på glas og plastikflasker. Det betyder i praksis at en 33 cl dåse er belagt med en pant på 1,00 krone – samme niveau som en 33 cl glasflaske. Socialdemokraterne mener at en fordobling af panten på dåser – i en kortere årrække – kan få flere til at aflevere deres dåser. Det vil bryde med det princip der er for at panten på forskellige materialer er ens, men når der er store miljøgevinster ved at indføre differentieret pant på forskellige materialer, er miljøhensynet vigtigere end at fastholde dette princip.

En øget pant på metaldåser vil kunne hæve returgraden af dåser ved at give et kraftigt incitament til forbrugerne for at indlevere de tomme dåser. Samtidig vil det have en afsmittende effekt på andre affaldstyper, idet bortkastede dåser i naturen har fået stor opmærksomhed i befolkningen.

Tomme dåser har en meget lang nedbrydningstid i naturen og dele af dåser er mistænkt for at være skadelige for køer, når dåser smidt i grøftekanten havner i dyrenes foder.

Hvert år køber danskerne 300 millioner dåser med pant i danske butikker. Af dem returneres 42 millioner dåser aldrig. På bare 5 år er antallet af solgte dåser i Danmark steget fra 59 mio til 300 mio. og den stigende tendens forventer branchen vil fortsætte.

Jeg har udtalt til pressen at danskerne er verdensmestre i at aflevere tomme flasker. Vi er ganske enkelt opdraget med at en flaske er penge værd. Jeg husker tydeligt hvordan jeg selv som barn samlede flasker til 1. maj i Fælledparken. Det var et godt supplement til lommepengene!

Spørgsmålet om de mange dåser uden pant der bliver købt i Tyskland i grænsebutikkerne ved hjælp af eksporterklæringer vil ikke kunne løses af forslaget om fordobling af den danske pant, men som faste læsere af denne blog vil vide, så har jeg beskæftiget mig rigtig meget med det tyske dåseproblem i de forgangne måneder.

Miljøminister Troels Lund Poulsen var i weekenden ude med en melding i Jyllands-Posten om at han nu vil kontakte sin tyske kollega. Man kunne fristes til at tilføje ”igen”. For det er jo ministerens standardsvar, som vi senest fik på det åbne samråd om problemet den 15. maj. Jeg vil skrive mere om dette i løbet af denne uge, så følg med – dåsesagen er ikke slut endnu.

Læs også:

Nu er det blevet tid til handling – ikke mere dåseskjul

Danmark samler affald 

For mange dåser i den danske natur

Danmark samler affald

13. Apr 2008 07:55, Benny-Engelbrecht

Fra www.dn.dkOm nogle timer begynder Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling. Landet over vil forventet 65.000 begynde indsamlingen af affald i naturen. Dermed er det den største indsamling til dato og en fantastisk mulighed for at sætte fokus på affaldsproblemet.

Det gør en forskel på det korte sigt at der samles ind. Hver en plasticpose der samles op fra grøftekanter, betyder en lille smule mindre miljøbelastning, men der er helt andre perspektiver i kampagnen. Det er nemlig helt afgørende at vi danskere tager os selv i nakkeskindet og erkender at det ikke er i orden at kaste sit affald hvor som helst. Affald skal i skraldespanden, ikke ud af bilens vindue.

Sidste års resultat sætter problemet i perspektiv: 187 tons affald blev det til. I denne mængde var der alene 177.000 øl- og sodavandsdåser. Der er behov for at vi får ændret adfærd, for det er naturligvis ikke meningen at der skal sendes horder af indsamlere på gaden for at rydde op. Det er lidt som med det gamle udsagn: ”Din mor er her ikke, ryd op!”

Jeg deltager selv i kampagnen sammen med mange af mine partifæller fra miljøudvalget. Ligeledes deltager to ministre i kampagnen – og det er jeg særligt glad for. Denne glæde skyldes at vi netop har behov for at gøre mere for at forhindre det meget affald i at lande i naturen. Jeg håber at dagens indsamling vil give især miljøminister Troels Lund Poulsen noget at tænke over.

Allerede i næste måned kan han så på et åbent samråd i folketingets miljøudvalg fortælle hvad han har tænkt sig at gøre i forhold til de mange øl- og sodavandsdåser der flyder i naturen. Når der hvert år køres over 400 millioner dåser over den dansk/tyske grænse, så er der et problem at tage hånd om, for ingen af disse dåser er belagt med pant. Dermed er der ikke noget incitament til at aflevere dem til genanvendelse.

Jeg vil naturligvis berette nærmere om dåsesagen når samrådet nærmer sig. Du kan læse mere om affaldskampagnen på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside.

www.benny-engelbrecht.dk

For mange dåser i den danske natur

21. Feb 2008 09:46, Benny-Engelbrecht

DåseFolketinget vedtager i næste uge – sandsynligvis i fuld enighed – et forslag om at hæve bødetaksterne for bortkastelse af affald i naturen. Det betyder at et skovsvin i princippet kan få en bøde på 1.000 kroner hvis man ”glemmer” et par tomme dåser efter en skovtur. Problemet er blot at det er meget sjældent at det er muligt at straffe de mennesker der opfører sig uhensigtsmæssigt i naturen. Øgede bødestraffe kan derfor ikke stå alene – der skal andet til, for at det kan have en effekt.

Jeg har meget vanskeligt ved at tro at politiet, der lider under ressourceproblemer efter politireformen og samtidig skal spare hvis det står til regeringen, kan øge kontrollen. Det er trods alt også vigtigere at forhindre bål og brand i gaden, end at kratluske for at undgå at der kastes affald i naturen.

Derfor er jeg også glad for at det er lykkedes at åbne miljøministerens øjne for de problemer der er med de cirka 400 millioner øl- og sodavandsdåser der hvert år indføres over den dansk/tyske grænse. Jeg mener at det er nødvendigt at skabe en mulighed for at dåser, købt i Tyskland, pålægges en pant og kan afleveres i Danmark – hvor panten så kan genindløses. På papiret lyder det ganske enkelt, men fordi det handler om to lande – Danmark og Tyskland – med to helt forskellige pantsystemer, er det vanskeligt. Udfordringen – som ingen miljøministre endnu har formået at løse – er at finde en praktisk løsning. Jeg mener godt det kan lade sig gøre, men der skal tænkes udenfor rammen.

Fakta i dåsespørgsmålet er, at stort alle de dåser der købes i Tyskland stammer fra danske bryggerier. Samtidig køber tyskerne ikke danske produkter. Jeg vil derfor i de kommende uger tage kontakt med relevante organisationer, for at afklare om det er muligt at finde en praktisk løsning, muligvis gennem en frivillig ordning.

Problemets omfang er under alle omstændigheder helt åbenbart. Danmarks Naturfredningsforening indsamlede sidste år, på en enkelt dag, 170.000 tomme dåser. Et både svimlende og skræmmende tal!

Også her på bloggen vil jeg i den kommende tid sætte fokus på dåsesagen og lytter gerne til idéer og forslag til løsninger.

Læs også JydskeVestkystens leder fra sidste uge om dåsesagen

Læs mere om Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling

www.benny-engelbrecht.dk