Det er gået særdeles godt for den danske banksektor i en ganske lang periode. Det har jeg al mulig grund til at ønske branchen tillykke med. Finansrådets opgørelser viser at bankerne de seneste 10 år har tjent 263 mia. kr. før skat – efter skat blev det til 204 mia.
Det er faktisk ikke så ringe endda, som man siger i Jylland.

Men som Bob Dylan sang: The times they are changing. Lige nu står Danmark lidt på kanten af bassinet, mens de store lande skvulper rundt i det store finanskrisebassin. Vi er blevet ramt af lidt bølger, men endnu har vi da ikke set de kæmpe krak som har ramt lande som USA, Storbritannien og eksempelvis Island, for at vælge nogen i en anden størrelse.

Imidlertid kommer man ikke udenom at Nationalbanken med opkøb af en bank og garantistillelse til en række andre kriseramte banker, har belastet de danske skatteydere med et større milliardbeløb.

Det er på tide at stille sig selv det enkle spørgsmål om det er rimeligt. Skal det virkelig være danske skatteydere, der først og fremmest skal finansiere en økonomisk redningsplanke til dårligt drevne banker. Banker hvor ledelsen i visse tilfælde har tjent rigtig godt på investeringsstrategier, med uacceptabelt høje risikoprofiler? Var det ikke rimeligt at bankverdenen, der samtidig har en både direkte og indirekte interesser i at redde nødlidende banker, var med til at bidrage med en større bid af kagen?

Socialdemokraterne har i dag spillet klart ud, ved at sige at vi ikke accepterer, at bankdirektioner bare kan feste igennem i opgangstider og så smutte fra regningen, når de dårlige tider viser sig. Det skal ikke alene være en offentlig finansieret redningstjeneste der tager sig af fallenterne, når ulykken er sket.
Derfor mener socialdemokraterne at den finansielle sektor skal pålægges at etablere og finansiere en nødfond, der træder til, når finansielle virksomheder er i alvorlig krise.

Vores vurdering er, at nødfonden skal være på mindst 10 mia. kr. for at være tilstrækkelig robust til at yde et væsentligt bidrag i eventuelle kommende redningsaktioner. Og det kan kun gå for langsomt med at få bygget rammerne op.

www.benny-engelbrecht.dk

Flere beslutninger om posten i Danmark venter på at blive taget i år. Den ene handler om at fusionere Post Danmark A/S med det svenske Posten AB. Den anden handler om at regeringens forslag om at sælge yderligere aktier til en kapitalfond samtidig med fusionen med svenskerne. Endelig skal der træffes beslutning om hvordan den endelige liberalisering af postmarkedet i Danmark skal genneføres. Nå ja, og oven i alt det er der et udestående der handler om de postproblemer som danskerne oplever i disse tider med postruter der springes over.

I dagens Jyllands-Posten har jeg taget stilling til spørgsmålet om salg af aktier i Post Danmark, som socialdemokraterne ikke kan støtte.
Jeg er faktisk, på mange måder, enig med Venstres Britta Schall Holberg, der i et samråd om posten for nylig sagde: "Det kan vel ikke være sådan at situationen for borgerne bliver forringet i og med at Post Danmark skal skabe et større overskud."

Herunder gengives indlægget fra Jyllands-Posten i dag.

Stands salg af post-aktier

Hvem skal vi gribe i kraven, når posten ikke kommer, som den skal?

Det er ikke så svært i dag, for ganske vist har Post Danmark i mange år været et aktieselskab og ikke længere en etat i staten, men staten er stadig hovedaktionær. Senest i sidste uge måtte transportministeren efter et åbent samråd i trafikudvalget indkalde Post Danmarks ledelse til en kammeratlig samtale på grund af den seneste tids problemer. Men hvad sker der, hvis den danske stat frasælger aktiemajoriteten, som regeringen ønsker med det lovforslag, den netop har fremsat i Folketinget i forbindelse med den forestående fusion med det svenske postvæsen?

Socialdemokratiet støtter selve tanken om at fusionere Post Danmark og Posten AB. Vi forventer også, at en samlet postvirksomhed kan give bedre postservice. Så vidt, så godt. Men så slutter festen også. Vi er stærkt kritisk over for den model, transportministeren har valgt for fusionen.

Regeringen vil desværre sælge endnu flere aktier i Post Danmark til kapitalfonden CVC Capital Partners, som siden 2005 har ejet en femtedel af virksomheden.

Værdien stiger
Transportministeren lover, at man nok skal få en god pris for aktierne. Man har sat sine bedste folk på opgaven. Det er jeg sikker på, at man også gjorde, da man solgte aktier i 2005, men siden har CVC mere end fordoblet værdien.
Det er en rigtigt god forrentning af 1,2 mia. kr. på små tre år. Et nyt fusioneret dansk/svensk postfirma vil også stige betragteligt i værdi på kort tid. Der er derfor ingen grund til at betvivle, at CVC meget gerne vil erhverve sig yderligere gevinster hurtigst muligt. Socialdemokratiet stiller derfor det spørgsmål, som regeringen ikke selv kan finde ud af at stille: Hvorfor skulle det offentlige forære den værdistigning til andre, når der er mere brug for at give danske kunder bedre kundebetjening?

Socialdemokratiet ønsker, at Danmark skal holde fast i en betydelig og fortsat bestemmende ejerandel af fusionsselskabet for at sikre en stabil og god udvikling i det ny selskab. Vi mener, at regeringen bør vise det, der med en frase hedder ”rettidig omhu” og ikke åbne for yderligere udsalg af arvesølvet.

Vi kan slet ikke se pointen i at berige CVC's aktionærer på bekostning af Post Danmarks efterhånden hårdt prøvede kunder og vil kraftigt appellere til de tænkende borgerlige om at standse kapitalfondenes vækst med offentlige midler som drivkraft. Det er postkundernes penge, der fosser ud af kassen og lige ned i kapitalfondens dybe lommer. Det vil Socialdemokratiet ikke deltage i.

Dårligt købmandskab
Jeg må klart udtrykke skuffelse over transportministerens håndtering af sagen. For ministeren haster det så meget med at forgylde CVC's aktionærer med danske postkunders penge, at en salgsaftale med CVC vil ligge klar, inden Folketinget går på sommerferie.

Det lugter af utroligt dårligt købmandskab, at Venstre, konservative og Dansk Folkeparti vil sælge aktier nu, når de om et par år måske er meget mere værd?

www.benny-engelbrecht.dk

Der er udsigt til dårligere mediedækning i det sydlige Jylland. Løsningen kan være at sælge folkeaktier til Syddanske Medier.
Vi er privilegerede på medieområdet i det sydlige Danmark med flere dagblade, regional radio, regionalt fjernsyn, en stribe velfungerende lokalradioer og ugeaviser. Vi har endda fået de nye gratisaviser, som en del af vores hverdag i nogle af de større byer. Desværre er den gode mediedækning truet - og dermed en del af grundlaget for vores demokratiske udvikling.

Det dagblad du læser nu - JydskeVestkysten - har netop været igennem en større sparerunde, efter en ny ejer er kommet til. Var det ikke for dygtige medarbejdere, havde det nok ramt den redaktionelle kvalitet meget hårdt. Alt andet lige vil nedskæringer i antallet af medarbejdere give en ringere avis og jeg kan tvivle på at entusiasmen fra medarbejderne alene kan bære projektet igennem.

Samtidig fyrer DR Syd på redaktionerne i Esbjerg og Aabenraa, som følge af de massive omkostninger i forbindelse med det nye DR byggeri i Ørestaden.
Nedskæringerne sker ikke fordi vi, i det sydlige Danmark, læser og lytter mindre eller fordi vi har et mindre behov for at vide hvad der sker i samfundet omkring os. Tværtimod har vi et større behov at få dækket, hvad der sker i samfundet omkring os, i en tid med store ændringer i kommunerne.

Det er nu at læsere, lyttere og seere skal gøre sig synlige og stille krav til deres medier. Det er ikke den enkelte journalist, der skal høre for, at der blevet dårligere rammer. Jeg kender ingen journalister, ingen redaktør, der har det godt med dårlige rammer, dårlig tid og ikke mindst en usikker fremtid. For spørgsmålet vil jo uundgåeligt opstå: "hvornår kommer den næste fyringsrunde".

En af forudsætningerne for et velfungerende demokrati er de frie og uafhængige medier. Spørgsmålet er, om vi i længden kan beholde det antal medier, vi har brug for - uden nytænkning.

For tiden er Syddanske Medier og dermed dagbladet JydskeVestkysten, delvist ejet af Den Sydvestjydske Venstrepresse og delvist af det Berlingske Officin. Hvis fokus i koncernen skal ændres fra optimering af overskud til god lokal dækning, kan løsningen være at løsrive JydskeVestkysten fra det Berlingske Officin. Det kunne for eksempel ske ved, at sælge folkeaktier eller anparter i avisen. Jeg er sikker på, at der er den folkelige opbakning i vor region, til at sikre en langsigtet overlevelse og god redaktionel dækning.

I sidste ende skal alle aviser overleve på trofaste læsere. Den bedste måde at sikre den trofasthed, er ved at byde læserne selv med i ejerkredsen.

Dette indlæg er bragt som Synspunkt i dagbladet JydskeVestkysten.

www.benny-engelbrecht.dk

Statsminister Anders Fogh Rasmussen kræver åbenhed om politikernes økonomi. Det gælder i hans egen regering og nu også i lokalpolitik. Det gør at jeg er nødt til at krybe til korset og afgive en erklæring om min privatøkonomiske situation: Jeg ejer nemlig en aktie! Endda en der giver et rigtigt godt afkast. Og ikke nok med det - jeg er særdeles stolt over at være aktionær i den pågældende virksomhed, der netop nu er i gang med at markedsføre sig på bedst tænkelige måde i tv-reklamer der sandsynligvis har kostet spidsen af en jetjager.

Inden du nu begynder at tro at jeg er mangemillionær, vil jeg understrege at jeg ikke har begået en fejl ved at benytte ord aktie - altså i ental. For jeg kan desværre kun købe den ene.
Jeg ejer en aktie i Arbejdernes Landsbank. Du ved dem med "Vi arbejder for dig" reklamen på TV. Den med det ørehængende tema "na na na na na na na na na".

Jeg ved godt at det lyder gammeldags at benytte bevægelsens bank, men der er virkelig ved at ske ting og sager i den bank Palle fra Krøniken var direktør for. Og nej, Palle er en opdigtet person der aldrig har været direktør. Til gengæld er det kontor der blev brugt i serien rigtigt nok. Det ligger i Panoptikonbygningen der blev tegnet af arkitekt Mogens Jacobsen i begyndelsen af 1950'erne. Den oprindelige ejendom overtog Arbejdernes Landsbank i 1927, efter Diskonto- og Revisionsbankens krak. Arbejdernes Landsbank havde et stort tilgodehavende i den krakkede bank, som man indløste ved at overtage Panoptikon. Desværre nedbrændte bygningen i december 1950 (på grund af en juledekoration).

Du kan naturligvis stille spørgsmålstegn ved hvorfor jeg kunne tænke mig at have flere aktier. Det er ret let at svare på: Den giver et ret godt afkast. Men nej - én aktie per kunde, sådan er det.
I stedet må jeg jo så nøjes med at være stolt af at være kunde - og medejer - af en bank med traditioner. Og ikke mindst en vilje til at modernisere sine tilbud.
Så nu ved du det Anders Fogh, jeg har en økonomisk interesse i "mit" pengeinstitut og ejer for 1.000 kroner aktie i den.
Du kan i øvrigt finde en liste med alle danske ministres personlige økonomiske interesser her...

Du kan se reklamen for Arbejdernes Landsbank her...

www.benny-engelbrecht.dk