Danske årsmøder i Sydslesvig

Weekenden stod i sommerens og det sydslesvigske tegn. Min kone og jeg deltog i de danske årsmøder i Sydslesvig som en del af den officielle danske repræsentation hos de danske syd for grænsen.

Det var en dejlig oplevelse at blive taget så åbenhjertigt imod overalt vi kom frem. To steder skulle jeg tale - på Duborg Skolen i Flensborg og ved SdUs arrangement i Schleswig. Ved begge lejligheder blev der lyttet særdeles opmærksomt og der blev lejlighed til eftertænksomme samtaler efterfølgende.

Nedenfor gengiver jeg min tale, for interesserede:

Allerførst vil jeg takke for at få lejlighed til at tale ved et dansk årsmøde i Sydslesvig. Som bekendt skal der jo være en første gang til alting, og i år er første gang jeg får denne store ære. En sådan første gang giver anledning til at gøre sig overvejelser om selve det at være dansk. Hvad er danskhed? Kan det måles og vejes eller kan det føles?

Sydslesvig er et glimrende eksempel på, at det ikke er fødested, pas eller stemmeret der er afgørende for, om man føler sig dansk. I dagene omkring de danske årsmøder klæder landsdelen her sig jo i rødt og hvidt. Dansk tales alle steder, og Dannebrog er hejst. Mennesker over hele landsdelen deltager i arrangementer tilrettelagt efter danske skikke og sæder. Øjet møder her et koncentreret Minidanmark med den uundgåelige sønderjyske drejning.

Der kan i år være flere grunde til fejringerne. Jeg har på fornemmelsen, at SSVs, fornemme resultat ved kommunalvalgene for nylig giver glæden et ekstra hak i vejret. Som dansk politiker vil jeg ikke kommentere den politiske situation andre steder, men vi må heller ikke gå i så små sko, at vi ikke kan gratulere SSV med resultaterne. Det var virkelig fornemt. For man kan ikke kunstigt trække et skel mellem det danske mindretal og mindretallets politiske gren.

Mindretallet vil altid være en vigtig dialogpartner for os der har bosat os lige nord for grænsen. Uanset vores politiske tilknytningsforhold og vores politiske hverv, har vi desuden en særlig forpligtelse, fordi vi er bosat hvor vi er.

Man kan altid få et præcist billede af et samfunds karakter ved at se på den behandling, det giver sine mindretal, men man kan også lære meget af at se på hvordan mindretallet opfører sig overfor det samfund det befinder sig i. Jeg har noteret mig, at danskerne i Sydslesvig tager aktivt del i udviklingen af deres region. Og jeg har noteret mig at man har et aktivt samarbejde med andre mindretal i Tyskland og samtidig gør en stor indsats i den europæiske forening af nationale mindretal. Dermed får et nationalt mindretal også en international rolle og et globalt udsyn ved at samarbejde og sammenligne vilkår.

Et ufrit samfund nægter altid sine mindretal særrettigheder. Alle skal tvinges ind under ”nationen”. I Østeuropa fik de østtyske sorbere og de tysktalende rumænere ikke større frihed, blot fordi de blev anerkendt som nationale mindretal. Efter 2. Verdenskrig blev danskere og tyskere enige om at anerkende, respektere og støtte eksistensen af nationale mindretal på begge sider af grænsen.

Vor vej har været den gunstigste. For uanset hvor ens pas er udstedt, i Danmark eller Tyskland, gælder kun én ting – menneskets hjertelag. For mange af jer, der her formelt set er enten tyske eller danske ser ud over det. Hvad der samler os er større end en landegrænse.

De danske syd for grænsen er ikke danske i udlændighed, for Sydslesvig har været deres slægts hjem i generationer, og man forener det danske sind med det tyske flertalssamfunds hverdag. Derfor har danske sydslesvigere aftvunget deres tysksindede naboer respekt, fordi de tænker dansk – men lever tysk.

Vi har på kryds og tværs af grænser og sindelag udviklet et net af forbindelser i det sønderjyske og slesvigske område. Vi må bestræbe os på at udbygge kontakterne og samarbejdet. Så kan vi måske om 12 år i anledning af 100 året for Sønderjyllands tilbagevenden sige: Det var rigtigt at trække en grænse på det sted, på den tid, men i år 2020 er tyske, danske, sydslesvigske og frisere så integreret i det europæiske hus, at fortids nationale strid er afløst af samvirke.

Dermed, med sprog og fællesskab, er vi inde ved noget af kernen i det at være dansk. Vores fælles sprog er nøglen til at forstå vores kultur, til at begå sig i vores samfund, til at forstå vores underfundige humor. Vores åbenhed er nøglen til at forstå vores samfunds og vores erhvervslivs store succes.
Det danske sprog har intet menneske, ingen bevægelse patent på, ligesom der ikke er eneret på det danske flag, på Dannebrog.
Men i disse år udfordres danskheden af en nationalromatisk tankegang, som også kan følges i Sydslesvig, ikke mindst fordi I er så privilegerede at have en fremragende dansksproget avis, der også vender øjnene nordpå – og I har muligheden for at følge æterbårne danske medier. Endnu i alt fald.

Det danske samfund er kendetegnet ved at tilpasse sig, udvikle sig og være et forbillede for andre samfund i verden. Det kan og skal vi være stolte af. Derfor er det fortvivlende at opleve, at småligheden breder sig i den danske værdidebat. Stærke kræfter er fortalere for værdier der leder tankerne hen på en tid før min, til da mine forældre var unge i 1950’erne. Til et romantisk billede af røvballegardiner og søndage i kolonihaven, men også et billede af en lukkethed, en definition af næsten som naboen, men ikke den fremmede. En vi er os selv nok. Et værdisæt der fordi det er grundlag for en borgerlig/liberal regering også har indflydelsen til at påvirke det danske samfund. Ikke med det borgerlige Danmarks gode vilje, men den borgerlige trang til at regere smalt er større end ønsket om at kunne sige ”nok er nok”.

Danskheden kan ikke kræves af en bestemt gruppe som deres hævdvundne ret. Den tilhører os alle og ikke kun os i Danmark, men også de mange, der ude i verden føler sig danske. Man behøver med andre ikke at kunne stemme til et dansk valg for at føle sig som en del af det danske.

Min partifælle, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde i 1999, at ”så længe I holder ved os, holder vi ved jer”. Det løfte vil jeg ikke blot gentage i dag, men også tilføje, at i denne tid, hvor danskheden igen og igen bliver udfordret i Danmark, vil jeg gerne slå fast at jeg er stolt. Stolt over at I fortsat vælger at holde fast i os.

Endnu en gang tak for jeres invitation – og med håbet om nogle smukke årsmødedage glæder jeg mig allerede til næste år. Jeg ønsker jer alle et godt årsmøde 2008.

www.benny-engelbrecht.dk