Stil krav – det gør vi
14. Jan 2009 19:43, Benny-Engelbrecht
De danske banker har strammet kreditgivningen så meget at det kan betyde virksomhedslukninger og dermed tab af arbejdspladser. I en tid med stærkt stigende arbejdsløshed er det helt afgørende at gøre hvad vi kan for at undgå en sådan negativ udvikling. Det handler om at undgå at det økonomiske tilbageslag ikke rammer Danmark hårdere end nødvendigt. Derfor skal der naturligvis handles politisk.
Imidlertid skal der også stilles krav til de danske banker, så pengene ikke bare går til at styrke bankerne, men også kommer ud og arbejde i samfundet. Et af de krav mit parti har formuleret er at de styrkede banker ikke skal anvende deres forbedrede forretningsgrundlag til at give forhøjede lønninger og bonusser til deres direktører. Det kunne man naturligvis sikre ved at låse direktørernes lønninger fast, men når man ser de lønninger der udbetales i banksektoren, kan jeg godt forstå at der er mange danskere der ikke kan accepterer en bankpakke – uanset hvor nødvendig den er for hele samfundet.
Det går naturligvis ikke, for selvom en bankpakke ikke er en populær beslutning, skal der være en folkelig forståelse for dette enorme økonomiske tiltag. Derfor har socialdemokraterne valgt en løsning der stiller mere kontante krav til lønningerne. Der skal simpelthen sættes et loft over direktørlønningerne, så længe der er statslige midler med til at understøtte sektoren.
Når man ser over Atlanten til den amerikanske bilindustri kan vi genfinde direktørbilledet, bare i større målestok naturligvis. Her ankom direktørerne til høring i Washington i hvert sit jetfly – for netop at tigge om statslig støtte. Det blev naturligvis opfattet som udtryk for arrogance – og først da direktørerne kom tilbage i en bil de deltes om, faldt der et mere mildt blik på deres ønsker.
Tilsvarende er det helt umuligt at forestille sig at danskerne vil acceptere statslig støtte til virksomheder hvor ledelsen kan hæve to-cifrede million-beløb i årlig gage, foruden bonusordninger og andre privilegier.
Jeg kan sagtens forstå at ledelsen i de danske pengeinstitutter ikke har lyst til at stifte nærmere bekendtskab med lønkravet, men jeg og mine partifæller vil have utrolig svært ved at forklare helt almindelige lønmodtagere, hvorfor vi politikere skulle indskyde så mange af samfundets værdier for at understøtte en virksomhed, der udbetaler skyhøje lønninger til direktører der har haft det overordnede ansvar i en tid hvor det er gået voldsomt ned ad bakke.

