Har du ligestillingsrøv i bukserne mand?

De danske bestyrelser er sande testosteronbomber hvor mænd udpeger mænd. Det er ikke godt for det danske samfund at bestyrelser i det private erhvervsliv er for præget af mænd – ikke mindst mænd med sølvstænk i håret.

Der mangler kvinder i de danske bestyrelser og de virksomheder der rent faktisk har kvinder i bestyrelsen kan se det på resultaterne. Der er med andre ord gode grunde til at se sig om efter kvindelige erhvervsfolk til topposterne. I Norge har man taget konsekvensen – og i modsætning til hvad erhvervslivet herhjemme påstår – så har det vist sig at det har været en enorm succes. Ja, erhvervslivet deroppe er sågar glade for, at de er blevet tvunget til at øge andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer.

Nu må man ikke tro at norske jenter generelt er bedre end danske kvinder – talentmassen herhjemme er særdeles udmærket og med en målrettet indsats kan man hurtigt opnå en stor gevinst. Alligevel har vi i Socialdemokraterne erkendt at Danmark nok er et lidt mindre omstillingsparat samfund end Norge. Vores formand Helle Thorning-Schmidt foreslog derfor i forbindelse med 8. marts – kvindernes kampdag – at vi skal indføre den norske model, men over fire år – ikke kun to år som man gjorde i Norge.

Det er interessant nok at selv Politiken synes det er interessant at fremme dette forslag – interessant fordi for et halvt år siden mente avisen ikke det var nødvendigt at bringe et indlæg om ligestilling, skrevet af tre mænd og en kvinde. Man må åbenbart ikke mene noget kontroversielt om ligestilling hvis man har noget mellem benene.

Jeg er rigtig glad for at Helle har taget idéen om kvotering til danske bestyrelser op. Det viser mod. Spørgsmålet er naturligvis hvorfor mænd ikke for længst har vist det samme mod ved at give plads til flere kvinder helt frivilligt. Jeg tror – og jeg ved godt det er kontroversielt – at der er en indlejret frygt for stærke kvinder hos mange mænd.
Jeg har den store fornøjelse at kende mange stærke kvinder. Det gør mig på ingen måde utryg, men jeg tror at mange af mine mandlige artsfæller har det anderledes – uanset hvad de ellers siger.

I dagens Jyllands-Posten skriver Ole Lauritzen at kvinder vil være en gevinst i bestyrelser. Ole skal nok blive mødt med mange kommentarer på den konto, men han har røv i bukserne, for han tør sige sandheden.

Som nævnt ovenfor skrev jeg et indlæg om ligestilling i efteråret. Mine medforfattere var alle socialdemokratiske folketingskandidater – nærmere bestemt: Bo Sandberg, Rasmus Horn Langhoff og Iben Sønderup. Indlægget har aldrig været bragt, men det vælger jeg at gøre nu. Så kan du jo selv vurdere om det er relevant.

Bedre balance mellem kønnene

Mænd kan også være rødstrømper, og socialdemokrater kan godt mene at fagbevægelsen bærer en del af skylden for den manglende ligestilling. Denne kronik om ligestilling er skrevet af tre mænd og en kvinde, fordi ligestilling er begge parters ansvar.

Der var engang hvor kvindesagsforkæmpere hed rødstrømper, og enhver snak om ligestilling lød som et angreb på mænd generelt. Tiderne er skiftet. I dag er ligestilling et spørgsmål, både mænd og kvinder skal og bør beskæftige sig med.
Vi vil gøre op med den gammeldags holdning til ligestilling, og vi tør foreslå konkrete tiltag til at ændre på den skæve fordeling af kønnene på arbejdsmarkedet. Vores vision er et samfund hvor det ikke længere er nødvendigt med en ligestillingsminister. Men det kan desværre have lange udsigter.

Når vi gør status i 2007 - et par generationer efter kvindernes store indtog på arbejdsmarkedet – er der stadig en uhyre skæv fordeling mellem kønnene. Der er ikke lige løn for lige arbejde. 70’ernes paroler burde i grunden stadig gjalde, men det gør de ikke. Vi mener at det er helt urimeligt, at kvinder i gennemsnit halter cirka 15 % efter mændene på lønområdet.
Vi støtter derfor en ligelønspulje, hvor der afsættes midler til de typiske kvindefag i offentligt regi – udenom overenskomstsystemet. Samtidig ønsker vi en klar synliggørelse af lønforskellene i både den private og den offentlige sektor. Der skal tydelige lønstatistikker til, og det er en oplagt rolle for fagbevægelsen at være med til – solidarisk – at lægge pres på arbejdsgiverne, så lønforskellene udlignes. Hvis man skal være helt firkantet kan man sige, at havde den danske fagbevægelse været lige så effektiv til at kæmpe for ligestilling og ligeløn, som den har været til at kæmpe for kortere arbejdstider, længere ferier, betalt efteruddannelse og mange andre goder – så havde vi nok slet ikke skullet skrive denne kronik.
Langt hen ad vejen har Danmark fulgtes med Norge og Sverige i ligestillingsspørgsmålene, men i 1980’erne og ikke mindst i 1990’erne skiltes vore veje. Det betyder at Sverige og Norge indførte regler og restriktioner, mens Danmark valgte en mere liberal vej. Man ville ikke tvinge nogen, men blot komme med hensigtserklæringer og opfordringer. Resultatet er en fatal mangel på kvinder i lederstillinger, både i dansk erhvervsliv og i den offentlige sektor.
Vi må i dag konstatere, at ulige lønninger og skæve magtbalancer er næsten mere aktuelle end i de lilla bleers tid.

Oven i dette videreføres uligheden fra arbejdslivet og udbygges i pensionist-tilværelsen. Kvinders pensionsordninger er markant ringere end mændenes, og vi frygter at det i sidste ende kan medføre fattigdom og dermed ringere livskvalitet og helbredstilstand blandt kvinder i den tredje alder, især for fraskilte kvinder.

Vi går ind for barselsorlov øremærket til mænd og langt bedre muligheder for at få fuld løn under barslen – for både kvinder og mænd. Vi mener at enlige fædre skal sikres flere rettigheder – for i et ægte ligestillet samfund, er fædre naturligvis sikret samme rettigheder som mødre. Der er skræmmende eksempler på at mænd fanges i systemet, og at det ikke er til barnets bedste. Vi mener, at det aldrig må være forældrenes behov, der kommer i første række, når der skal træffes beslutninger om skilsmissebørn. Det må og skal altid være barnets tarv der kommer i første række.

Når det kommer til ligestilling i erhvervslivet har Danmark en massiv udfordring. Regeringen lader stå til, selv om undersøgelser viser, at uden kønskvotering får vi ikke reel ligestilling før i år 2077. Den tidligere social- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) har sagt, at kønskvotering inden for lederposter signalerer, at man synes kvinder er dumme. Her er vi fuldstændig uenige. Tværtimod mener vi, at kvotering kan være et signal om at vise kvinder tillid. Hvis man ser på danske bestyrelser i dag, er det oftere personlige netværk der bestemmer hvem der sidder på en bestemt post, end det er kompetencer. Det betyder at det er utrolig svært at komme ind i bestyrelserne, når der ikke i forvejen er kvinder på direktionsgangen. Og manglende kvinder i bestyrelserne, giver samtidig en selvforstærkende virkning, når der skal ansættes ledere i en virksomhed. Alt i alt er det en negativ spiral, der kun kan brydes med lovgivning, nøjagtigt som i andre nordiske lande.

Vi foreslår kønskvotering med den målsætning, at 40 % af alle lederstillinger i Danmark besættes med kvinder. Dermed får vi udnyttet talentmassen ordentligt, og en sådan regel vil fremskynde en ændring af organisationskulturen i retning af større mangfoldighed. Disse fordele vil slå igennem i ledelserne, både på det private og det offentlige arbejdsmarked, hvilket er afgørende i en tid hvor nytænkning og iværksætteri er væsentlige succeskriterier for Danmark.

Nu er det ikke længere Eva Kjer Hansen der er ligestillingsminister i Danmark. Faktisk gjorde statsminister Anders Fogh Rasmussen meget ud af at fremhæve Karen Jespersens arbejde som ligestillingsminister, da han præsenterede hende på Amalienborg Slotsplads. Det er klart at han i den grad fremhævede den del af Karen Jespersens arbejdsområde, fordi hans parti Venstre netop mangler at markere sig på ligestillingsområdet. Fremhævelsen af den gamle rødstrømpe er dog mest af symbolsk karakter. Vi forventer i alt fald ikke at Jespersen får mulighed for at lave om på den hidtil førte politik – og dermed får Fogh en anvendelig kransekagefigur, der engang var en ægte rødstrømpe, men som nu har rakt hænderne frem og fået politiske håndjern på.
Hvis Fogh havde været modig, havde han udpeget en Ellen Trane Nørby som ligestillingsminister, men dertil er den unge Venstre-løvinde naturligvis for kontroversiel, med sine holdninger på eksempelvis kvindehandel. Holdninger der slet ikke matcher med den liberale standardpolitik. Fogh kunne også have valgt en Birthe Rønn Hornbech til ligestillingsminister, om ikke andet, så fordi hun snart er regeringspartiernes eneste mandfolk, med mod til sine ærlige meninger.

Hvis Karen Jespersen skal være mere end en kransekagefigur, skal hun i gang med at bevise, at hun stadig brænder for ligestilling mellem kønnene og ikke blot blander det sammen med det muslimske kvindesyn, som hun har for vane. Det kan dog blive svært i en regering, der har en mandlig kontrolfreak som leder. Den ubehagelige kontrolside så vi allerede i filmen Fogh bag facaden fra 2003.

Ligestilling handler – også – om lederskab og gode eksempler. I Frankrig var vælgerne desværre ikke parate til en kvindelig leder, men det var vores tyske naboer. I USA kan den næste præsident blive en kvinde, endda med en førstemand ved siden, der selv har siddet i embedet. I vores naboland Sverige er Mona Sahlin godt på vej mod statsministeriet med en klar ligestillingsprofil.
I Danmark har de borgerlige regeringspartier flere gode bud på kvindelige ledere, men de får ikke muligheden for at komme helt op i front. Et hurtigt blik på de konservative kunne faktisk være et sindbillede på det danske erhvervsliv: Her står højt kvalificerede kvindelige lederemner på tilsyneladende evig venteliste, mens en vattet mandlig leder, uden evnen til at lede partiet ud af dødvandet, står i spidsen for den hensygnende organisation.

Vi socialdemokrater tør sætte det bedste eksempel for dansk lederskab: En intelligent og dygtig kvindelig statsminister, med overskud til at være et helt menneske og med moderne ledelsesværktøjer i håndtasken. Danmark er længe nok blevet regeret af sure mænd med hang til kontrol og mistillid; mænd, der ved ethvert nyskabende tiltag fra andre, slår den aggressive automatpilot til og afviser alle reelle forslag til fornyelse. Samfundet har brug for et lederskab der tør fjerne den spændetrøje, som den offentlige sektor er underlagt; et lederskab der tør have tillid til folk. Vi har brug for moderne lederskab, der forstår at sammenhængskraft kommer indefra, og at ægte samarbejde og innovation opstår i et ligeværdigt samspil mellem mænd og kvinder.

www.benny-engelbrecht.dk