Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » bil
Opret egen blog | Næste blog »

Konservativ støtte til S-forslag om roadpricing

1. Dec 2008 08:12, Benny-Engelbrecht

Roadpricing skal hænge sammen med bedre tog og busserDet er ikke hver dag man oplever en regelret kovending i dansk politik i stil med den konservative foretager i dag. Politisk ordfører Henriette Kjær er meget direkte i spørgsmålet om roadpricing, som hun nu melder at konservative er positive overfor. Dermed lyder det umiddelbart som om det ene af de to regeringspartier er klar til at støtte det socialdemokratiske forslag om at flytte en del af afgifterne på biler fra anskaffelsen til anvendelsen.

Imidlertid kan man ikke se ud af den omtale der er i dagens medier om den nedsættelse af registreringsafgiften konservative foreslår også går på miljøvenlige biler. Det er en forudsætning for den socialdemokratiske plan, at vi dels skal have knækket kurven omkring trafikkens CO2 udledning og samtidig skal roadpricing mindske væksten i biltrafikken ved at der samtidig investeres massivt i kollektiv transport. Med andre ord kan roadpricing ikke stå alene.

At Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorenzen, der har været den førende modstander og kritiker af roadpricing, samtidig udtaler sig positivt om de konservatives forslag, gør naturligvis ikke udsigten til intelligente trafikløsninger ringere.

Læs mere på DRs hjemmeside.

Læs hele det socialdemokratiske trafikforslag her.

www.benny-engelbrecht.dk

Ægte grønt

21. Nov 2008 09:08, Benny-Engelbrecht

Flere og hurtigere tog til danskerneEt helt grundlæggende problem der skal løses for at imødegå den stigende CO2 emission er personbilstrafikken. Dels er den danske flåde af biler temmelig gammel og dels er det kollektive alternativ ikke godt nok til at få lokket bilisterne over i tog, bus og metro.

For at løse det skal der satses på to elementer:

  • Meget bedre kollektiv transport
  • Trængselsafgifter der intelligent begrænser trafikken der hvor der er kollektive alternativer

Konkret vil Socialdemokraterne med planen Grøn Trafik der blev annonceret i går, investere 200 milliarder kroner i kollektiv trafik. Det vil betyde højhastighedstog i Danmark med hastigheder på 250 km/t på hovedstrækningerne og rejsetider der barberes helt ned.

Samtidig vil vi omlægge registreringsafgiften som jeg beskrev på bloggen i går. Det giver store fordele til udkantsområderne, hvor vi ikke kan løse transportproblemerne med kollektiv transport alene.

På jernbanesiden skal der altså nye skinner til, nye signalanlæg, elektrificering af hele landet og meget bedre tog, men vel at mærke ikke tog vi skal udvikle først, for vi har haft rigeligt problemer med de specialudviklede tog som IC4.

Samtidig skal der etableres letbaner, nye S-togslinier, parkér-og-rejs-anlæg så man let kan komme fra bil til tog – og så er den nye metro-city-ring end ikke nævnt, for den er jo allerede vedtaget.

Samtidig skal også busserne have et løft, men et intelligent et af slagsen. Der skal investeres i forbedringer og busselskaberne skal belønnes for at skaffe flere passagerer. Det kunne for eksempel gøres med 5 kroner for hver ny passager – og dermed gives der grundlag for at sikre flere og bedre busser, så den kollektive dødsspiral for alvor brydes.

Du kan læse hele det socialdemokratiske trafikudspil her.

www.benny-engelbrecht.dk

Billigere miljøvenlige biler med roadpricing

20. Nov 2008 09:12, Benny-Engelbrecht

Roadpricing skal gøre miljørigtige biler meget billigereHvis du har en bil stående i indkørslen kender du sikkert den lille dovenskab der kan melde sig, når du kunne vælge at tage cykel eller bus i stedet – for bilen ER jo betalt og så kan man jo lige så godt bruge den. Det er et rigtig godt eksempel på et af de helt store problemer ved den nuværende registreringsafgift, der giver meget dyre biler. Men samtidig biler der næsten skriger til ejeren om at blive brugt, når den nu er betalt. Også når det strengt taget ikke er nødvendigt.

For at løse den udfordring er det helt naturligt at følge det råd som mange eksperter har anbefalet, ikke mindst OECDs økonomer og ifølge Information i dag også regeringens egne embedsmænd. Det er et råd der handler om at indføre roadpricing i Danmark. Det der også kaldes trængselsafgifter. Det er afgifter der skal være intelligente, således at man slipper meget billigt i udkantsområder, mens det bliver relativt dyrt i byer med velfungerende kollektiv transport.

I dag fremlægger Socialdemokraterne et udspil der tager udgangspunkt i netop roadpricing. Det vil føre til en halvering af registreringsafgiften på de mest miljøvenlige biler, der har en meget lav CO2 emission, mens der til gengæld skal betales afgift for at køre på vejene.

Alt sammen giver et samfundsøkonomisk nulspil, men det interessante er at vi får knækket kurven omkring trafikkens CO2 udslip og samtidig får vi for alvor sat gang i den kollektive transport. En fordobling af den kollektive transport er ganske enkelt målsætningen, mens den forventede voldsomme stigning i privatbilismen neutraliseres. Vi kommer ikke til at holde op med at køre i bil og vi skal heller ikke lade helt være med at lave nye veje, men vi kommer ikke til at drukne i biler på vejene, som der ellers er udsigt til.

I de kommende dage vil du kunne læse meget mere om den socialdemokratiske trafikplan her på bloggen.

Læs også artikel på TV2 Nyhederne...

www.benny-engelbrecht.dk

Hvad sker der mon med alko-låse

9. Sep 2008 17:39, Benny-Engelbrecht

Alkolåse stadig på vej?Efter en hektisk dag med udskiftninger på de konservative bænke i Folketinget, rejser der sig et naturligt spørgsmål. Den snart tidligere justitsminister Lene Espersen slog for nylig fast at hun synes godt om idéen om at indføre alko-låse i dømte spritbilisters køretøjer. Læs om mit forslag i et tidligere blog-indlæg her...

Jeg vil naturligvis, som noget af det første, stiller den kommende justitsminister det naturlige spørgsmål, om han også støtter forslaget.
Men nu skal minister-rokaden naturligvis lige på plads først.

Jeg vil naturligvis huske at respektere at en ny minister lige skal i gang... :-)

www.benny-engelbrecht.dk

En klog debat om uro og afbrændinger

24. Feb 2008 14:33, Benny-Engelbrecht

Billede fra Københavns Brandvæsen www.brand.kk.dk

Der er store følelser i spil i denne tid, hvor brand og uro har plaget det danske samfund. Jeg selv befandt mig i USA, da krisen startede. Derfra føltes det surrealistisk at se passivt til det der skete. Var det nu også virkelig Danmark der stod i brand. Brændende biler i gaderne er normalt et fænomen man ser i forstæderne til Paris. Men den var god nok.

Socialdemokraterne var meget hurtige til at reagere på uroen – ikke ved selv at gå ud med bål og brand, men ved at komme med en meget klar aktionsplan:

  • Ingen nedskæringer på politiet i forbindelse med finansloven for 2008
  • Hurtigere domfældelse og langt hurtigere sagsbehandling af unges kriminalitet
  • Stærkere indsats og flere midler til bekæmpelse af bandekriminalitet
  • Tættere samarbejde mellem skoler, kommuner og politi om forebyggelse af ungdomskriminalitet
  • Løft til udsatte boligområder
  • Styrket offerrådgivning i landets politikredse

Dette udspil har vi stået ved, fordi vi mener at svære spørgsmål, kræver kloge og ligevægtige svar. Det er ikke nok med retorik og bandeord.

Vores politiske ordfører Henrik Sass Larsen opsummerer den debat vi har haft i den socialdemokratiske folketingsgruppe utroligt godt i et blogindlæg på Politikens hjemmeside: ”Vi insisterer på at gå klogt og nuanceret til værks, og hvis præmissen for at slå igennem mediemæssigt er at vi skal råbe ”helvede”, sætte 12-årige i fængsel eller ændre grundholdninger – ved I hvad….så kan I hoppe på tungen og kure på albuen og svine os til fra morgen til aften, men vi har altså ikke tænkt os at gå ind på de betingelser.”
Læs hele Henrik Sass Larsens blog her.

Du kan også læse vores formand Helle Thorning-Schmidts blog her, hvor hun beskriver sit besøg i Gellerup-parken i denne uge. For mens andre partier udsendte retoriske pressemeddelelser fra Christiansborg, besøgte socialdemokraternes formand virkeligheden. Det var der sjovt nok ingen medier der interesserede sig for.

www.benny-engelbrecht.dk

Danskerne vil have bedre offentlig trafik

17. Dec 2007 06:44, Benny-Engelbrecht

AnalyseStaten bruger årligt 700 millioner kroner på veje og knap 590 millioner kroner på jernbane – beregningen er foretaget af nyhedstjenesten Altinget, i forbindelse med en meningsmåling der viser at danskerne hellere vil se investeringer i kollektiv trafik frem for investeringer i motorveje.

Jeg forstår godt den prioritering, for ser man samtidig på hvad det er danskerne efterspørger, for at skifte bilen med den kollektive transport, handler det om billigere priser og større pålidelighed. Det skal ikke være nogen hemmelighed at begge dele koster penge.

Det er ofte sagt at politik er det muliges kunst – det gælder også når vi taler trafikpolitik. Når vi der er medlemmer af folketingets trafikudvalg skal til at jonglere med fremtidens trafikinvesteringer er jeg imidlertid bekymret for at der bliver tale om ”det umuliges kunst”. Der er ganske enkelt ikke råd til noget nær de investeringer som der er forventninger om. Når man samtidig skuer i regeringens 2015-plan, kan man se at investeringerne i trafik fastfryses på det nuværende niveau. Der er med andre ord ikke flere penge på vej. Det er i øvrigt en kritik der ved flere lejligheder er luftet i forbindelse med diskussionen om den forestående rapport fra Infrastrukturkommissionen.

Jeg forstår så udmærket danskernes ønsker om mere, billigere og bedre kollektiv transport. Flere og bedre busser, tog der kører til tiden og skinner der tillader rimelige hastigheder. Kollektiv transport er en fornuftig samfundsmæssig investering. Sandheden er blot at det bliver meget vanskeligt at gennemføre, uden at der tilføres nye midler.

Senere i dag deltager jeg i et møde i Region Syddanmark, med deltagelse af en række af de folketingsmedlemmer der er valgt i regionen. På mødet er jeg sikker på at også spørgsmålet om trafik dukker op. Opgaven er imidlertid ikke blot at finde på de gode idéer til alt det vi gerne vil. Opgaven er også at opnå enighed om en prioritering af opgaverne – og det er en vanskelig kunst.

Her på bloggen vil jeg tage trafikale spørgsmål op løbende og stille dem til diskussion med læserne. Jeg kan ikke love at gennemføre alle forslag, men jeg vil læse og kommenterer.

www.benny-engelbrecht.dk