Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » billet
Opret egen blog | Næste blog »

Orange billetter i hele landet

22. Jul 2008 23:08, Benny-Engelbrecht

Ingen orange billetter når turen starter i for eksempel TønderDSB Harry futter landet rundt sammen med sin gode (og noget klogere) kollega Bahnsen. Altid med tog og altid fordi toget er det klogeste valg. Og altid orange. DSBs orange billetter er blevet en mærkevare der tiltrækker folk til den kollektive trafik på de tidspunkter hvor der er ledig kapacitet. Det er ganske enkelt en rigtig god idé, for togene kører jo alligevel.

Desværre er det bare ikke så god en idé hvis man bor i det vestlige Jylland på en station der er betjent af Arriva. For den aftale der hidtil har været mellem de to konkurrenter Arriva og DSB er nu opsagt. Det betyder at man for eksempel ikke kan købe en orange billet fra Tønder til København. Vil man nyde godt af en billig togtur til hovedstaden, for eksempel hvis familien skal i Tivoli, ja så skal man først tage toget til Esbjerg – og betale fuld pris for turen. Derfra kan man så køre orange resten af vejen.

Problemet er ret principielt, for det er et grundlæggende princip i Danmark at man skal kunne løse én billet til hele sin rejse. Rejser man fra den ene ende af landet til den anden kan man i princippet skulle køre med både bus, tog og metro. Derfor skal billetsystemerne spille sammen.

Vi har et liberaliseret transportmarked hvor de enkelte strækninger udliciteres i en årrække. Det betyder at vi på sigt kan få stadig flere operatører på det danske marked. Hvis det grundlæggende princip om et sammenhængende billetsystem skal kunne virke er vi derfor nødt til at have løst udfordringen med orange billetter.

Jeg har i dag stillet spørgsmål til Transportministeren som hun har frist til at svare på til begyndelsen af august. Forhåbentlig vil det føre til at ministeren inviterer de to selskaber til en samtale for at se om de to ikke kan finde en løsning i mindelighed. Hvis ikke, må vi politikere naturligvis på banen for at finde de rammer der skal til for at finde en løsning.

www.benny-engelbrecht.dk

Minister får spørgsmål om studerende i klemme

6. Sep 2007 09:57, Benny-Engelbrecht

3000 unge studerende i det sydlige Jylland har ikke modtaget deres uddannelseskort, så de skal betale den fulde billetpris for buskørsel til deres uddannelsessted. Det udløser nu en række spørgsmål til undervisningsministeren fra Socialdemokraterne Rasmus Prehn og Benny Engelbrecht.

I dag stiller folketingsmedlem Rasmus Prehn tre spørgsmål til undervisningsministeren, hvor han beder om en redegørelse for de unges situation. Den typiske ekstraomkostning for en studerende ligger omkring 200 kroner ekstra om ugen til billetter og klippekort. Penge som de unge ikke kan få refunderet og det harmer Rasmus Prehn og Benny Engelbrecht.
Reglerne er sådan, at hvis den unge har købt et månedskort, kan han eller hun få penge refunderet når kortet er udstedt, men hvis man bruger billetter eller klippekort giver det ingen refusion.

”Der er naturligvis ingen der køber månedskort, når de ikke ved hvornår deres uddannelseskort kommer. Derfor håber vi at ministeren vil give en dispensation, så de unge der er kommet i klemme kan få kompensation også for klippekort og billetter,” siger Benny Engelbrecht. ”Sådan som informationen til de studerende er lavet, er det intet at sige til at så mange har misforstået hvad de skulle gøre.”

De to socialdemokrater håber at spørgsmålene kan sætte skred i sagerne, så der kan komme en hurtig afklaring for de studerende der er i klemme her og nu, men deres sigte er også at der kommer et bedre system, inden der næste gang skal søges om uddannelseskort.

”Rasmus Prehn og jeg har givet hinanden håndslag på, at hvis regeringen ikke tager initiativ til at lave et smidigere system, må vi selv udarbejde et beslutningsforslag der kan behandles i folketingets kommende samling,” siger Benny Engelbrecht, der er folketingskandidat i Sønderborg kredsen.

Se artikel i dagens onlineudgave af JydskeVestkysten...

www.benny-engelbrecht.dk