Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » brugertaling
Opret egen blog | Næste blog »

Brugerbetaling eller ikke brugerbetaling, det er spørgsmålet

18. Nov 2006 19:01, Benny-Engelbrecht

Anders Fogh Rasmussen har lidt nederlag i sit eget parti. Skal man tro mediernes omtale af sagen er det nærmest katastrofalt. En fatal fejl. Statsministeren har mistet styringen. Om det er så slemt må vi jo se, men det er da godt at se at det ellers så topstyrede Venstre tilsyneladende er begyndt at tænke selvstændigt.

Venstre har for første gang i mange år faktisk tager reel stilling til formandens politik. Og Foghs politik stemmer altså ikke overens med partiets grundholdninger, det er tydeligt. Venstres medlemmer ønsker at indføre brugerbetaling på lægebesøg og hospitalsindlæggelser. Det passer ikke med Foghs ønske om at føre sig frem som velfærdens beskytter. Han ved at brugerbetaling er ensbetydende med at han vil blive udsat for en massiv kritik af en samlet opposition. Samt at kritikken vil skubbe ham yderligere bort fra muligheden for at blive genvalgt.

Lars Løkke Rasmussen forsøgte straks at slå afgørelsen hen som værende uden betydning. Det er dog langt fra sikkert at denne passive spin-strategi vil virke, for det er alt for gennemskueligt at han er på tynd is.
Man kan desuden tilføje et spørgsmål: Hvad er værst? At Venstre vil indføre brugerbetaling eller at Venstres ledelse ikke vil gennemføre den politik som Venstre vedtager?

Lars Løkke Rasmussen sagde umiddelbart efter afstemningen: "Landsmødet har vedtaget, at der skal være fri, lige og gratis adgang til sundhedsvæsnet. Og så har landsmødet i øvrigt vedtaget en mulighed for brugerbetaling. Det er en mulighed, som regeringen ingen planer har om at gøre brug af."
Det lyder jo flot, men betyder i bund og grund at Venstres næstformand er ligeglad med hvad medlemmerne vedtager. Det er i sidste ende ham og formanden der bestemmer.

Et demokratisk parti
Jeg er glad for at være medlem af et parti hvor det er helt legalt at have en bred debat. Det er den brede debat der skaber udvikling. Vores partiformand er valgt gennem en demokratisk proces blandt alle medlemmer.
Den udvikling vi ser nu, hvor Venstre og Dansk Folkeparti går tilbage i meningsmålingerne, skyldes måske netop denne grundlæggende demokratiske forskel.

www.benny-engelbrecht.dk