Hvem er smukkest? Hvem er yngst? Hvem har mest appeal til publikum? Det er spørgsmål man kan stille når man læser de danske mediers omtale af ledende politikere. Man skulle tro at politik handlede om indhold, men der tager man altså fejl. Politik handler i disse år mere og mere om form og mindre om indhold. Man kunne kalde det en X-factorisering af dansk politik og noget tyder på at selv Anders Fogh Rasmussen er hoppet på den bølge.

Inden du nu får grimme billeder for dit indre øje af en swingende statsminister på scenen, så lad mig berolige dig. Det jeg tænker på er naturligvis den ambition Ekstra Bladet kunne ”afsløre” forleden dag, nemlig at statsministeren har internationale ambitioner. Han går efter sigende efter enten en EU- eller en NATO-toppost. Om avisens skriverier passer, ved man jo aldrig, men sikkert er det at rygterne har kørt på Christiansborg længe.
Om den virkelige årsag til Foghs besøg i USA var en slags ansættelsessamtale omkring en NATO position ved vi heller ikke, men man må da sige at Fogh fik smurt tykt på. Helt præcist sagde Fogh:

”Frihed og værdighed for den enkelte er universelle værdier. Det er værdier, som folk, der lever under undertrykkende og brutale regimer, længes efter. Vi har en forpligtelse til at støtte de mennesker i deres kamp for frihed og demokrati. Dette er vores fælles udfordring. Og De, hr. præsident, og USA har mere end nogen anden fremmet denne vision om frihed og demokrati over hele verden. Tillad mig at hylde Dem for det.”

Spørgsmålet er naturligvis om dommerne i det virkelig X-Factor ville være faldet for en sådan præstation. Hvad ville Blachman mon sige?
Jeg kan i alt fald afsløre at Fogh ikke høster roser hos mig med de udtalelser.

I sidste ende kræver Foghs ambitioner ikke SMS-afstemninger, men sandsynligvis at et eller flere af Danmarks EU-forbehold afskaffes ved folkeafstemning. Jeg frygter at vi dermed kan få den mest useriøse EU-debat til dato (og der skal altså noget til), når afstemningen kommer til at handle mere om hvem der skal være Foghs kommende arbejdsgiver end om forbeholdenes indhold.

www.benny-engelbrecht.dk

De danske soldater blev sendt til Irak på en løgn og nu kommer de hjem på en løgn. Det skal de imidlertid ikke klandres for. Den danske indsats i Irak har jeg faktisk intet at udsætte på, set fra en forsvarsmæssig synsvinkel. Der er ganske enkelt ikke en finger at sætte på de danske soldater. Vi der har været kritiske overfor den for tiden siddende regering og deres fejlagtige politik, hvor de har samarbejdet med USA og blindt fulgt George W. Bush ind i Irak, er blevet skudt i skoen, at vi modarbejder de danske styrker. Det er ikke tilfældet.

Jeg har den dybeste respekt for de mænd og kvinder der risikerer deres liv og helbred i Danmarks tjeneste. Jeg mener netop at det er udtryk for den respekt, at jeg ikke ville have sat danske soldaters liv på spil i en så nyttesløs indsats som den i Irak.

Læren af Irak må være at Danmark ikke igen må gå i krig uden et bredt politisk grundlag i folketinget. Jeg mener ikke der skal lovgives om det, men den danske statsminister må bære ansvaret for denne brede politiske opbakning. I tilfældet Irak, har han handlet på et meget snævert flertal.
Jeg ønsker de danske soldater velkommen hjem. I har haft en hård opgave og I har løst den flot. Husk at når historien dømmer missionen i Irak til at være en massiv fejltagelse, så var det en politisk fejltagelse. En fejltagelse der alene kan tilskrives den for tiden siddende regering, dens støtteparti Dansk Folkeparti og ikke mindst dens leder Anders Fogh Rasmussen.
Der er måske ikke længe til næste folketingsvalg. Her må det være op til den danske befolkning at bedømme om indsatsen i Irak var rigtig eller forkert. Spørgsmålet er imidlertid om ikke det borgerlige Danmark vil gøre alt for at undgå at det bliver valgets tema?

Tilbage står blot, at mindes de der måtte betale den højeste pris, på grund af politiske beslutninger. Æret være deres minde!

www.benny-engelbrecht.dk

Det er endnu et nederlag for George W. Bush når Paul Wolfowitz den 30. juni træder tilbage som direktør for Verdensbanken. Wolfowitz kaldes en af hovedarkitekterne bag Irak-krigen. Det er med andre ord en kontroversiel person der nu trækker sig fra en af de vigtigste institutioner når det handler om fattigdomsbekæmpelse og udviklingsstrategier.

Derfor er det også bemærkelsesværdigt at en anonym medarbejder fra Verdensbanken har udtalt til Reuters at ”alle løb ud i gangen og klappede og krammede hinanden, da beslutningen om Wolfowitz' afgang blev kendt.”
Der kan ikke være tvivl om at Verdensbankens medarbejdere ser optimistisk på fremtiden.

Der er tradition for at det er en amerikaner der er direktør for Verdensbanken, men det er en tradition som man nok bør genoverveje. Blandt andet har Japan, der er den største bidragsyder til banken, antydet at man gerne ser at bankens direktør udpeges uden skelen til nationalitet. Det lyder med andre ord som om Bush ikke længere kan få mulighed for at udpege gode venner til store poster.

Hvem kunne man forestille sig kunne give banken ny troværdighed og samtidig sætte mere fokus på Verdensbankens vigtige arbejde? Mit naive, men progressive, forslag er Bob Geldof.
Andre forslag er velkomne...

www.benny-engelbrecht.dk

Bob Geldof - kunne han blive den næste direktør for Verdensbanken? Copyright www.bobgeldof.com

Den danske miljøminister er benhård i sin kritik - hun siger det lige ud af posen: "Det er skuffende, at han ikke kommer med flere konkrete tiltag."
Det er imidlertid ikke sin egen statsminister hun omtaler sådan, men derimod George W. Bush, efter han i sin "state of the union"-tale kom med forslag til miljøforbedringer.

Den danske statsministers stort anlagte energiplan, der skulle forbedre miljøet, er ellers blevet omtalt i nøjagtigt de samme vendinger af miljøeksperter. Som Information konstaterede i går, så er der tale om: "et notat på syv sider, fem faktaark og et bilag på seks sider."
Professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet Henrik Lund sagde det ligeud: "Det her er ingen energiplan."

Så spørgsmålet er hvem man skal være mest skuffet over? Den danske statsminister der, hvis han ville, kunne gøre en virkelig forskel og sikre fremtidens arbejdspladser med en ambitiøs energipolitik eller den amerikanske præsident der aldrig har villet miljøet, men nu viser de første tegn på at ændre verdens mest forurenende lands politik.

Naturligvis gør det første lille skridt ikke George W. Bush til den store miljøforkæmper, men når selv han har måttet sande at verden må se på miljøet med andre øjne, er det i sandhed en sejr for den dagsorden Al Gore har sat.

Læs Informations artikel om energiplanen...
Læs Connie Hedegaards udtalelser om Bush...

www.benny-engelbrecht.dk

Den amerikanske brug af tortur og torturlignende metoder i Afghanistan har fået det til at vende sig i mange - ikke mindst borgerlige - der har stolet på verdens mægtigste magt. Det er nu kommet så langt at Statsminister Anders Fogh Rasmussen på Folketingets talerstol har erklæret at "Det vil indgå i mine overvejelser at rette en ny henvendelse til amerikanerne." Erklæringen kom efter et spørgsmål fra tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen der forespurgte om regeringen overvejer konkret at rette henvendelse til den amerikanske regering for at beklage fangemishandlingerne på Kandaharbasen i Afghanistan.

I dagens udgave af Jyllands-Posten bringes et indlæg jeg skrev i sidste uge med netop dette krav. Som de trofaste læsere af min weblog vil huske skrev jeg i sidste uge indlægget "Regeringen må lægge afstand til amerikansk regering" som tog udgangspunkt i netop dette - og med det som inspiration skrev jeg debatindlægget til Jyllands-Posten.
Indlægget bringes desværre først i dag - i øvrigt efter jeg har reduceret den oprindelig tekst efter ønske fra debatredaktionen. Jeg har naturligvis bemærket mig at i mellemtiden har flere Venstre folk, herunder Søren Pind, givet udtryk for lignende tanker.

Overtrædelser af Geneve-konventionen kan og må aldrig blive acceptabelt. Vi må derfor sætte os over den aktuelle diskussion om hvorvidt der skal være en undersøgelse omkring fangerne i Afghanistan og gå ind til kernen i problemet, nemlig at amerikanerne har handlet på en måde der ikke er foreneligt med danske værdier. Derfor må vi handle og ikke se passivt til.

Venstres udenrigsordfører Jens Hald Madsen har gjort sit i denne uge for at forsvare sin statsminister ved at berette om den megen kritik af blandt andet forholdene på Guantanamo basen der har været fremført via det stille diplomati. Det er en meget let forklaring at komme med, for der er ingen der kan kontrollere om der faktisk har været fremlagt kritik.

Tiden er moden til næste skridt: Åben og utvetydig kritik.

Det må være tydeligt, selv for Anders Fogh Rasmussen, at det er et krav der også findes langt ind i borgerlige kredse.

Her bringes debatindlægget fra dagens Jyllands-Posten:

Danmarks ansvar

Danmark må aldrig acceptere overtrædelser af Geneve-konventionen. Derfor bør den danske statsminister sige fra over for den amerikanske regering.

Regeringen bør handle på baggrund af den viden, vi har, om brug af tortur og torturlignende forhørsmetoder i Afghanistan, Irak og på Guantanamo-basen. Det er den danske regerings ansvar at benytte rollen som nær allieret til at protestere over en praksis, der strider mod, hvad Danmark står for.
George W. Bush udstedte i 2001 den såkaldte Military Order, der formulerer særregler for fanger. Den danner grundlag for de kritisable metoder, de amerikanske styrker har benyttet over for krigsfanger.

Tilliden svigtet
Statsminister Anders Fogh Rasmussen forklarede i sin første nytårstale 1/1 2002 den danske befolkning, hvorfor Danmark var allieret med USA: »Det amerikanske samfund er bygget på idéerne om personlig frihed, demokrati, menneskerettigheder og religiøs tolerance.«

5/1 udtalte statsministeren til danske medier: »Jeg tager på det skarpeste afstand fra, hvis der er fundet tortur eller mishandling sted af fanger i Afghanistan.« Det er ikke godt nok, at statsministeren kun siger det til danskerne.

Geneve-konventionen benævnes ofte krigens grundlov. Den danske regering har, efter eget udsagn, stolet på de forsikringer, de fik fra USA, om, at principperne i konventionen blev fulgt.

Med den viden vi har i dag er den tillid svigtet. Det er derfor nødvendigt, at Danmark fastslår, at vi aldrig igen vil deltage i en alliance med en nation, som ikke fuldt og helt opfylder Geneve-konventionen.

www.benny-engelbrecht.dk

Uanset om koalitionen med USA i spidsen bliver eller forlader Irak, er kampen om freden tabt. Uanset hvilken løsning man følger, vil det stort set uundgåeligt føre til mere blodbad. Skulle denne udvikling have været bremset havde det krævet en helt anderledes strategi fra starten. Det nytter dog ikke meget at pege fingre, blot må vi konstatere at der nu omsider er nye toner i USA og dermed en chance for at vi kan starte forfra.
Selv den danske regering har - omsider - indset at der er behov for at tænke nyt. Det er ikke noget de selv er kommet i tanke om, men efter George W. Bush ikke længere kan fortsætte sin hidtidige linie, er stemningen også skiftet herhjemme.
Som forsvarsminister Søren Gade siger: "Jeg ville da være både døv, dum og blind, hvis jeg sagde, at jeg er ligeglad med, hvad USA gør."

I de kommende dage arbejder man i USA på højtryk for at finde en exit-strategi og dialogen mellem Washington og London vil sikkert være heftig i de kommende dage. Det der er interessant er at ingen nævner Danmark i denne sammenhæng. Havde statsministeren en forventning om at han kan få indflydelse på de amerikanske beslutninger, så bliver han skuffet.
Vi må nu se til, mens statsministeren helt givet vil følge den amerikanske strategi. Med rette kan Anders Fogh Rasmussen derfor igen lægge ryg til kritik af at han er passivt vedhæng til den amerikanske præsident.

Statsministeren har tilsyneladende reelt aldrig forholdt sig kritisk til den amerikanske indsats i Irak. Denne manglende stillingtagen er det mest bekymrende.

Statsministeren er blevet opfordret til at søge bred opbakning i folketinget til en ny strategi i Irak. Den opfordring har Anders Fogh Rasmussen desværre ikke fulgt.

Irak er ikke et spørgsmål om hvornår vi skal trække soldater ud eller hvem der har begået fejl. Vi kender nemlig allerede svarene på de spørgsmål. Vi skal trække vores soldater ud når det er muligt og det er statsminister Anders Fogh Rasmussen, hans regering og støttepartiet Dansk Folkeparti der har truffet den helt fejlagtige beslutning at danske soldater skal deltage i koalitionen i Irak.

Det der er spørgsmålet er hvordan vi får vendt denne groteske situation med tusinder af døde hver måned. Hvordan vi får skabt en bæredygtig udvikling i Irak.

Det kræver en ny strategi og den strategi kan kun bæres igennem hvis USA og Storbritanien går forrest. Her har Danmark kun lille indflydelse, men den indflydelse vi har bør vi udnytte.

Vi har passivt stået bag den amerikanske præsident George W. Bush i Irak. Skridt for skridt har vi fulgt trop uden at komme med indsigelser. Man kan jubeloptimistisk kalde det loyalitet, men jeg vil kalde det naivt. Udviklingen i Irak er ikke kommet ud af den blå luft. Ekspert efter ekspert har advaret imod den udviklingen der har ført Irak længere og længere i retningen mod en egentlig borgerkrig.

Det der mangler er reelle forbedringer for den enkelte iraker. Når infrastrukturen ikke virker og der ikke er udsigt til at det kommer til at virke foreløbig er der ikke meget tiltro til at der kan komme en god udvikling.
Havde irakerne selv fået lov til at stå for udviklingen i stedet for at udenlandske virksomheder skulle spinde guld på store projekter der ikke kan gennemføres på grund af manglende sikkerhed, havde situationen været en anden.

Mest fatalt var det dog at sende hæren hjem. Tusinder af våbenføre mænd blev sendt hjem uden noget at tage sig til. Det er blandt andet i denne gruppe at oprørerne rekrutterer nye styrker.

Det store problem er at det bliver stadig sværere at spole tiden tilbage og starte forfra. Og uanset hvordan vi vender og drejer det, så kan vi ikke slippe udenom at Danmark, ligesom USA, har et medansvar for den uretfærdighed der er overgået de civile irakere.

Det vil i længden koste Danmark omdømme at vi har været med i koalitionen. Den bedste vej frem vil måske være at erkende dette medansvar.

Jeg ved godt at statsminister Anders Fogh Rasmussen er urokkelig når det handler om kritik af at Danmark er allieret med USA i Irak i en konflikt der helt grundlæggende har været grebet forkert an fra starten. Alligevel må vi som politikere sørge for at finde gode og holdbare løsninger for et Irak i oprør. Det er let blot at pege fingre af Fogh, Blair og Bush og sige: Se hvad vi sagde!
Det er blot ikke særlig opbyggeligt.

Ikke desto mindre vil jeg blot lige i dag have lov til at sige: Vi har haft ret hele tiden!
Grundlaget var forkert fra starten og den amerikanske strategi er gået helt og aldeles galt.

George W. Bush kommer til at betale prisen på hjemmefronten ved de kommende midtvejsvalg, mens det må være op til vælgerne at vurdere Anders Fogh Rasmussens evner som statsmand.

Socialdemokraterne har i dag fremlagt et klart og visionært bud på en fredeligere verden. Et udspil der statsministeren burde bruge som et udgangspunkt for en fremtidig selvstændig dansk udenrigspolitik.
Læs udspillet her...

Den amerikanske højesteret afgjorde i går at de militærdomstole der behandler sagerne omkring fangerne på Guantanamo-lejren er ulovlige.
Med andre ord slår højesteret fast at Præsident Bush brød Geneve-konventionen, da han efter terrorangrebet 11. september 2001 oprettede militærdomstole på Guantanamo-basen.

Bush administrationen opfandt ganske enkelt et nyt begreb for at kunne slippe uden om reglerne i Geneve-konventionen. I stedet for at kalde de tilfangetagne for krigsfanger, opfandt man begrebet "ulovlige kombattanter".

Det er uhørt at USA sætter sig ud over bestemmelserne i Geneve-konventionen. Konventionen sætter de mest basale regler for optræden i krig og kan man ikke stole på at verdens mægtigste magt vil leve op til de regler, kan man ikke forvente at nogen andre vil.

Det er naturligvis glædeligt at den amrikanske højesteret nu slår det helt grundlæggende princip fast om at Geneve-koncentionen komemr først når det handler om tilfangetagne i krig. Men at det skulle være nødvendigt at det skulle komme så langt er ikke godt. Den amerikanske regering burde aldrig have haft muligheden for at slippe så let om ved et så klart brud på internationale konventioner.

Den danske statsminister har på det seneste tilsluttet sig kritikken af den amerikanske beslutning, men som med så meget andet er det for lidt og for sent. Anders Fogh Rasmussen burde for længst have sagt fra i denne sag og det så tydeligt at det ikke kunne misforstås.

Jeg kan sagtens forstå de der siger at alle midler må tages i brug for at bekæmpe international terrorisme, men jeg er ikke enig. Problemet er at et af terrorismens mål er at skade samfundet ved at rykke ved normerne, ødelægge strukturer og skabe frygt. Hvis vi spiller med på det, ved at bryde de regler og normer menneskeheden har ført krige på siden 1864 hvor Geneve-konventionen blev underskrevet, spiller vi med på terrorismens betingelser - og dermed vinder den.

Beslutningen i USAs højesteret er et lille skridt i den rigtige retning.