Sig mig er du ikke på ferie?
1. Jul 2008 20:09, Benny-Engelbrecht

I de seneste uger er jeg blevet mødt med spørgsmålet ”sig mig er du ikke på ferie” rigtig mange gange. I lufthavnen til eller fra København, på Christiansborgs gange, når folk har ringet til mig og troet jeg sad hjemme på terrassen.
Vi er i Folketingets mødefri periode og det betyder da også at man slipper for at sidde til møder i Folketingssalen, men der er stadig nok at se til for en del af de danske politikere. Det nærmer sig dog at det stilner helt af og den måned vi netop er gået ind i – juli – er da også kendt som en stille måned. Når denne uge er omme regner jeg derfor heller ikke med at skulle til Christiansborg mere end en enkelt gang mere i denne måned – og det bliver i grunden helt rart.
Nu venter blandt andet en travl ringriderfest, hvor tusindvis af forhåbentlig glade børn og deres familier ser frem til 4 dage med masser af gratis aktiviteter. I forbindelse med Ringriderfesten i Sønderborg er jeg formand for børnekomitéen og dermed de mange gratis børneaktiviteter. Det er noget helt andet end den politiske hverdag – og noget både jeg og min kone Charlotte ser frem til hvert år. Jeg håber naturligvis at vejret bliver lige så godt når vi kommer frem til de dage, som det ser ud til det bliver i den kommende weekend.
Jeg har også et andet sommerprojekt der dog nok vil tage lidt længere tid end de fire dage ringridningen varer. Det projekt handler om at male stakit og hus. Til det formål skulle det helst ikke blive for varmt og solrigt, men hvis vejret nu ikke ter sig helt efter den plan – skulle det blive strålende solskin hele juli – ja, så går det også nok. Så længe det ikke giver øs-pjask-regnvejr, så er jeg ikke ked af det.
Min partifælle, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen ynder at fortælle om hvor meget han holder af at lave gør-det-selv arbejde i sit sommerhus. Der bliver savet og banket søm i – og det er med til at give overskud til at tænke. Jeg er ikke så god til det praktiske som Poul. Jeg har faktisk flere tommelfingre end de fleste, når sandheden skal frem. Heldigvis er jeg gift med en rigtig handy-woman, der ikke går af vejen for lidt powertools, så tilbage står de lidt blødere opgaver som det at male. Heldigvis er det noget jeg er rigtig glad for, for det er virkelig også afstressende. Desuden er der en del spændende udsendelser fra P1 jeg ikke har hørt – og da mange af dem har en tendens til at blive genudsendt hen over sommeren, skal transistoren nok finde sin vej med ud til malerarbejdet. Går det helt galt, er podcasts jo en del af DRs public service – og det er ikke bare godt til når man maler, det kan også bruges på lange flyrejser til udlandet. Skal du på en sådan langtur kan jeg derfor anbefale dig at tage et kig på DRs hjemmeside hvor du kan finde en lang række podcasts lige til at tage med i MP3-afspilleren. Jeg har eksempelvis en særlig forkærlighed for Carsten Wiedemanns program Spørgehjørnet hvor lytterne med deres spørgsmål bekræfter at der ikke findes dumme spørgsmål, kun svære og underfundige svar.
Men det vigtigste af det hele er, at jeg nu har en periode hvor Charlotte og jeg bogstavelig talt er sammen i døgndrift. Det bliver en dejlig afveksling fra en hverdag hvor jeg er rigtig meget væk hjemmefra. Så det er faktisk helt bevidst og med fuldt overlæg at vi ikke har planlagt nogen rejser til langt borte. Slet ikke da vores have endnu må defineres som nyanlagt.
Undervejs i den kommende sommerperiode har jeg dog ikke i sinde helt at lægge skriverierne på hylden, så du vil kunne finde 1 – 2 ugentlige blogindlæg her på stedet over den kommende måned.
