Dårlige danske skinner koster en halv time
17. jul 2007 08:16, Benny-Engelbrecht
DSB direktør Ove Dahl Kristensen siger det klokkeklart i dagens udgave af Jyllands-Posten: ”Vi har sat en halv time over styr på dårlige skinner.” Udtalelsen kommer i forbindelse med en undersøgelse Jyllands-Posten har lavet, der sammenligner hastigheden på skinnerne i dag med hastigheden for 40 år siden, med køreplanen for 1967. Der er sket forbedringer, for eksempel over Storebælt, hvor broen har betydet en kraftig reduktion i rejsetiden, men sammenligner man på strækninger hvor der er direkte sammenlignelighed ser det skidt ud. Nogle steder påviser Jyllands-Posten endda længere rejsetider i dag end for 40 år siden.
Transportminister Flemming Hansen har for nyligt udtalt at han ikke ønsker højhastighedstog i Danmark. Dertil må man sige, at han har fået det som han ønsker det.
Det danske skinnenet er kendetegnet ved flaskehalse – som for eksempel det sydjyske spor, hvor der burde være dobbeltspor, men kun er enkeltspor. Årsagen er ikke svigt under en enkelt regering, men manglende investeringer igennem mange, mange år. Min opgave er derfor ikke at pege fingre, men at mane til at vi nu kommer i gang.
Min fornemmelse er at der mange steder i det politiske landskab er en vilje til at foretage investeringer i det offentlige skinnenet. I sidste måned lykkedes det at få positive tilkendegivelser for det sydjyske dobbeltspor, fra en række borgerlige politikere valgt i det sydjyske. Det næste skridt bliver at få de positive tilkendegivelser indfriet.
Du kan læse artiklen fra dagens Jyllands-Posten her...
Læs også:
Protest over DSBs sommerkøreplan
Sønderborg protesterer over sommerkøreplan
Solkurver og forsinkelser
Borgerlige politikere garanterer sydjysk dobbeltspor
Alle trafikpolitikere er velkomne i Sønderborg
Trafikmafia sender opfordring til borgerlige politikere
