Vi har fået en ny avis i Danmark. Faktisk er det en side på nettet, men derfor er det en avis alligevel. Den hedder ligetil.nu. Avisen skriver let og ligetil omdøgnets nyheder. Den skriver i korte sætninger og med lette ord, så svage læsere kan følge med. Avisen bliver skrevet ud fra dagens telegrammer fra Ritzaus Bureau, så kvaliteten er i orden.

Fordelen ved ligetil.nu er, at alle kan være med. Man får et hurtigt overblik over det skete, uanset om man læser normalt eller langsomt. Desuden kan siden bruges af andre end bare ordblinde og folk med andre læseproblemer. Børn og unge kan jo med fordel tjekke dagens nyt. Når nu alle børn alligevel er små computer-eksperter, kan de også få letlæste nyheder fra nettet. De er lettere end avisers, radioers og tvs hjemmesider med nyheder. De vil få en baggrund for at forstå, hvad der står på andre ”voksne” hjemmesider med nyheder.

En anden målgruppe kan bestemt være dem, der kommer fra andre lande. Af en eller anden grund er det meget vanskeligt for andre medier at tilbyde indvandrere lette nyheder. Derfor sidder deres parabol-antenne og peger på tv-kanaler med arabiske eller tyrkiske udsendelser. Det lærer man ikke meget om det danske samfund af. Altså vil ligetil.nu også være et sted, hvor nye danskere kan læse nyt fra og om Danmark.

Man kan spørge sig selv, hvorfor der først nu kommer et tilbud til de læsesvage og andre grupper.
Man siger, at hver fjerde dansker har svært ved at læse. Det er mange, og desværre går mange ud af skolen uden at være en sikker læser. Jeg skal ikke her komme med løsninger på det problem. Men jeg vil slå fast, at de mange svage læsere er et problem. Vel at mærke et overset problem, fordi det ikke er synligt. Du kan ikke se på en pige, at hun ikke forstår ordene på vejskiltene. Du kan ikke se på din kollega, at han ikke kan nå at læse underteksterne på tv.

Der skal gøres endnu mere for de læsesvage. De behøver ikke skamme sig og gemme deres problem. For de fleste kan blive bedre til at læse. Og det behøver ikke at tage lang tid. Men hvis man har valgt læsningen fra, så kan man heller ikke øve sig og blive bedre. Det er en ond cirkel. Derfor er ligetil.nu en god nyhed.

For folkestyret er det et problem, hvis én ud af fire mennesker læser for dårligt. De læsesvage kan blive hægtet af demokratiet, når de ikke kan få samme informationer som resten af befolkningen. De vil ikke forstå, hvad der sker og hvorfor. De vil være ude af stand til at være kritiske, og de vil træffe beslutninger på et spinkelt grundlag. Det kan være svært nok for andre.

Så melder spørgsmålet sig: Hvorfor skriver medierne ikke, så flere forstår nyhederne? Kan aviserne ikke komme de læsesvage i møde? De ny gratisaviser skriver allerede kort – dem der vel at mærke er tilbage. Kan de ikke også skrive enkelt? Det udelukker ikke, at man så andre steder i aviserne kan skrive mere indviklet. Aviserne taber købere. Mange ”holder avis” ved at læse nettets mange nyhedssider. Var det ikke en idé at gøre medierne lidt lettere at læse og forstå? Ligetil.nu har i hvert fald taget hul på et problem, og man må ønske dem held og lykke.

Og så skal jeg for en god ordens skyld beklage at jeg ikke selv er god nok til selv at skrive meget kort og letforståeligt.

www.benny-engelbrecht.dk

Antallet af dræbte i trafikken er desværre stadigt stigende - og en del af stigningen skyldes spritbilister. På baggrund af finske erfaringer mener socialdemokraterne at der skal indføres alko-låse på dømte spritbilisters biler.

Dette har jeg skrevet et indlæg om i dagens udgave af dagbladet Politiken og det rejser naturligt en række spørgsmål som jeg også gerne vil debattere med læserne af denne blog.

Alkolås på biler

Af og til er Danmark slet ikke det foregangsland, vi selv tror. Nu har amerikanske og canadiske spiritusbilister i små 30 år, som en del af straffen, kunnet få sat en såkaldt alkolås i bilen. Herhjemme slæber vi dog gevaldigt med fødderne.

En alkolås sikrer, at bilisten skal blæse i et mundstykke, før bilen startes. Er der alkohol i luften, nægter bilen at køre. Der har længe været europæiske forsøg med alkolåsen. I Sverige har 14.000 dømte spritbilister allerede har fået en alkolås sat på, inden de atter fik adgang til vejene.

Tiden har altså længe været inde til at gøre alkolåse en del af den dom, berusede trafikanter kan modtage, hvis de vil ud på gader og veje på ny. Det alvorlige understreges af ny tal fra Danmarks Statistik, som viser, at antallet af spiritusrelaterede trafikdrab i 2007 steg med 53 procent til 112 i alt. De berusede bilister tegner sig således nogenlunde alene for den samlede, bekymrende stigning i antallet af trafikulykker i året, der gik.

Færdselssikkerhedskommissionen anbefalede alkolåse allerede i februar sidste år. Nu slutter Rådet for Større Færdselssikkerhed sig til. Og det forslag er Socialdemokraterne helt enige i. Så snart man får den første dom for spirituskørsel, skal der sættes en alkolås på bilen. I Sverige og Finland har man gode resultater med ordningen, så der er kun dårlige undskyldninger for ikke at komme i sving.

Det var derfor meget skuffende, at justitsminister Lene Espersen næsten rutinemæssigt afviste alkolåsene for halvandet år siden, og nu må hun ganske enkelt skifte signaler. Når hendes statsministerchef på alle politikområder kan vende på en tallerken hyppigere end vi andre skifter sokker, så må Espersen gerne følge trop.

Socialdemokraterne vil så ikke tage stilling til, hvor længe en alkolås skal sidde i de spritdømtes køretøj. Men den sikrer i hvert fald, at den pågældende bilist i en periode ikke kan køre spritkørsel. Omvendt forhindrer alkolåsen ikke, at bilisten kan være impliceret i uheld overhovedet – men det er der ingen anordninger, der kan.

Gennem de senere år har antallet af pågrebne spirituspåvirkede trafikanter ligget jævnt omkring 15.000, og i hver fjerde dødsulykke på vejene er der alkohol med i billedet. Tidligere har DFs trafikordfører udtalt sig positivt om alkolåsene, så hvis ikke regeringen i denne omgang handler, vil der måske kunne samles et flertal uden om regeringen.

Man kan spørge - og det er der også nogen der har gjort - hvor længe man skal køre med alkolås i bilen efter man har udstået sin straf for spritkørsel. En mulighed kunne være 5 år, der jo også er den tidsgrænse der er for forældelse af oplysninger på straffeattesten. Jeg vil dog mene at det er dommerne der i de enkelte tilfælde der skal kunne bestemme denne tidsfrist.

www.benny-engelbrecht.dk

En verden uden Internettet er vel utænkelig for de fleste og dog er det kun et godt årti fænomenet har præget vores hverdag. Det betyder at mange der ikke er med på de mange spændende funktioner nettet har let kan blive koblet af. Et eksempel på en politiker der ikke er ”med på noderne” er den amerikanske senator (og præsidentkandidat) John McCain. Spørgsmålet der nu stilles er ”kan man blive præsident i USA uden at kunne emaile?”. Det kunne være interessant at stille spørgsmålet: ”kunne McCain vælges til det danske Folketing hvis han ikke kunne emaile?”. Svaret på det sidste spørgsmål er et klart ja, for her i landet er vi langt fra at have digital forvaltning – mere om det senere.

Til dagbladet New York Times har senator John McCain udtalt: ”Jeg emailer ikke. Jeg har aldrig følt et særligt behov for at emaile.” Det er jo klar tale, men næppe særligt klogt af den snart 72-årige politiker, der har brug for at flytte mest mulig fokus væk fra sin høje alder, hvis han skal kunne vinde en valgkamp der højst sandsynligt vil komme til at handle om USA har brug for forandring – også når det handler om selve måden at handle som politiker.
Både McCain og Obama benytter sig af nettet til deres kampagner, Obama så succesfuldt at han er med til at danne skole for fremtidige netbaserede kampagner.

Der er helt sikkert store muligheder for at gøre digital forvaltning til en god nichesag i den kommende valgkampagne, for mens vi i Danmark er vant til at ordne både bankforretninger og skattesager på nettet, er det langt fra dagligdag for hverdagsamerikaneren.

Men vi er ikke helgener i Danmark, for måske vil det være helt utænkeligt at forestille sig en amerikansk præsident der ikke kan finde ud af det med at sende og modtage mails, men når det handler om at begrænse papirdyngerne i det danske Folketing, så ser det tungt ud.

Der er meget fokus på at digitalisere mest muligt, men det er ikke muligt at fravælge papir helt. Jeg modtager dagligt bunkevis af dokumenter, men langt det meste har jeg allerede læst på mail eller på Folketingets intranet. Dette ressourcespild vil jeg i øvrigt i den kommende samling arbejde på konkrete forslag til at minimere.

Jeg har intet imod at der er ældre medlemmer af Folketinget der ikke ønsker at blive fri for papiret. Ja endog medlemmer der slet ikke kan finde ud af det der med emails – ligesom McCain. Det skal ganske enkelt ikke være en forudsætning for at blive valgt til det danske parlament, at man er 100 meter mester i PC, men det skal samtidig være muligt at vi også er nogen der foretrækker at minimere papirforbruget mest muligt.
Jeg selv har valgt – sammen med min sekretær – at benytte papir til så lidt som muligt. Det betyder eksempelvis at jeg medbringer PC til alle udvalgsmøder, så jeg har adgang til dagsordner og alle bilag med et klik. Ja, det vil sige, næsten alle udvalgsmøder, for i Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri påbyder forretningsordenen, at det ikke er tilladt for medlemmerne at benytte PC under møderne. Jeg har dog, ved et enkelt meget bilagstungt samråd i udvalget, fået formandens særlige tilladelse til at anvende PC under et enkelt punkt.

Bortset fra de åbenlyse fordele ved at man kan spare meget papir ved at fravælge at få dokumenter i trykt form, har den digitale løsning også andre fordele. Den ene er at jeg slipper for at slæbe kilovis af materialer med mig rundt på Christiansborgs lange gange (jeg sidder for enden af Ridebanen, så jeg går rigtig meget) og samtidig er det meget hurtigt at søge elektronisk i bilag når man skal genfinde en specifik oplysning.
Der er naturligvis ”bivirkninger” ved at anvende PC ved alle møder. Eksempelvis kan andre mødedeltagere tro at man ikke lytter – især hvis man skriver notater direkte på PCen mens andre taler. Langt hen ad vejen tror jeg dog at det vil løse sig selv efterhånden som flere og flere benytter denne arbejdsform.

www.benny-engelbrecht.dk

Weekenden stod i sommerens og det sydslesvigske tegn. Min kone og jeg deltog i de danske årsmøder i Sydslesvig som en del af den officielle danske repræsentation hos de danske syd for grænsen.

Det var en dejlig oplevelse at blive taget så åbenhjertigt imod overalt vi kom frem. To steder skulle jeg tale - på Duborg Skolen i Flensborg og ved SdUs arrangement i Schleswig. Ved begge lejligheder blev der lyttet særdeles opmærksomt og der blev lejlighed til eftertænksomme samtaler efterfølgende.

Nedenfor gengiver jeg min tale, for interesserede:

Allerførst vil jeg takke for at få lejlighed til at tale ved et dansk årsmøde i Sydslesvig. Som bekendt skal der jo være en første gang til alting, og i år er første gang jeg får denne store ære. En sådan første gang giver anledning til at gøre sig overvejelser om selve det at være dansk. Hvad er danskhed? Kan det måles og vejes eller kan det føles?

Sydslesvig er et glimrende eksempel på, at det ikke er fødested, pas eller stemmeret der er afgørende for, om man føler sig dansk. I dagene omkring de danske årsmøder klæder landsdelen her sig jo i rødt og hvidt. Dansk tales alle steder, og Dannebrog er hejst. Mennesker over hele landsdelen deltager i arrangementer tilrettelagt efter danske skikke og sæder. Øjet møder her et koncentreret Minidanmark med den uundgåelige sønderjyske drejning.

Der kan i år være flere grunde til fejringerne. Jeg har på fornemmelsen, at SSVs, fornemme resultat ved kommunalvalgene for nylig giver glæden et ekstra hak i vejret. Som dansk politiker vil jeg ikke kommentere den politiske situation andre steder, men vi må heller ikke gå i så små sko, at vi ikke kan gratulere SSV med resultaterne. Det var virkelig fornemt. For man kan ikke kunstigt trække et skel mellem det danske mindretal og mindretallets politiske gren.

Mindretallet vil altid være en vigtig dialogpartner for os der har bosat os lige nord for grænsen. Uanset vores politiske tilknytningsforhold og vores politiske hverv, har vi desuden en særlig forpligtelse, fordi vi er bosat hvor vi er.

Man kan altid få et præcist billede af et samfunds karakter ved at se på den behandling, det giver sine mindretal, men man kan også lære meget af at se på hvordan mindretallet opfører sig overfor det samfund det befinder sig i. Jeg har noteret mig, at danskerne i Sydslesvig tager aktivt del i udviklingen af deres region. Og jeg har noteret mig at man har et aktivt samarbejde med andre mindretal i Tyskland og samtidig gør en stor indsats i den europæiske forening af nationale mindretal. Dermed får et nationalt mindretal også en international rolle og et globalt udsyn ved at samarbejde og sammenligne vilkår.

Et ufrit samfund nægter altid sine mindretal særrettigheder. Alle skal tvinges ind under ”nationen”. I Østeuropa fik de østtyske sorbere og de tysktalende rumænere ikke større frihed, blot fordi de blev anerkendt som nationale mindretal. Efter 2. Verdenskrig blev danskere og tyskere enige om at anerkende, respektere og støtte eksistensen af nationale mindretal på begge sider af grænsen.

Vor vej har været den gunstigste. For uanset hvor ens pas er udstedt, i Danmark eller Tyskland, gælder kun én ting – menneskets hjertelag. For mange af jer, der her formelt set er enten tyske eller danske ser ud over det. Hvad der samler os er større end en landegrænse.

De danske syd for grænsen er ikke danske i udlændighed, for Sydslesvig har været deres slægts hjem i generationer, og man forener det danske sind med det tyske flertalssamfunds hverdag. Derfor har danske sydslesvigere aftvunget deres tysksindede naboer respekt, fordi de tænker dansk – men lever tysk.

Vi har på kryds og tværs af grænser og sindelag udviklet et net af forbindelser i det sønderjyske og slesvigske område. Vi må bestræbe os på at udbygge kontakterne og samarbejdet. Så kan vi måske om 12 år i anledning af 100 året for Sønderjyllands tilbagevenden sige: Det var rigtigt at trække en grænse på det sted, på den tid, men i år 2020 er tyske, danske, sydslesvigske og frisere så integreret i det europæiske hus, at fortids nationale strid er afløst af samvirke.

Dermed, med sprog og fællesskab, er vi inde ved noget af kernen i det at være dansk. Vores fælles sprog er nøglen til at forstå vores kultur, til at begå sig i vores samfund, til at forstå vores underfundige humor. Vores åbenhed er nøglen til at forstå vores samfunds og vores erhvervslivs store succes.
Det danske sprog har intet menneske, ingen bevægelse patent på, ligesom der ikke er eneret på det danske flag, på Dannebrog.
Men i disse år udfordres danskheden af en nationalromatisk tankegang, som også kan følges i Sydslesvig, ikke mindst fordi I er så privilegerede at have en fremragende dansksproget avis, der også vender øjnene nordpå – og I har muligheden for at følge æterbårne danske medier. Endnu i alt fald.

Det danske samfund er kendetegnet ved at tilpasse sig, udvikle sig og være et forbillede for andre samfund i verden. Det kan og skal vi være stolte af. Derfor er det fortvivlende at opleve, at småligheden breder sig i den danske værdidebat. Stærke kræfter er fortalere for værdier der leder tankerne hen på en tid før min, til da mine forældre var unge i 1950’erne. Til et romantisk billede af røvballegardiner og søndage i kolonihaven, men også et billede af en lukkethed, en definition af næsten som naboen, men ikke den fremmede. En vi er os selv nok. Et værdisæt der fordi det er grundlag for en borgerlig/liberal regering også har indflydelsen til at påvirke det danske samfund. Ikke med det borgerlige Danmarks gode vilje, men den borgerlige trang til at regere smalt er større end ønsket om at kunne sige ”nok er nok”.

Danskheden kan ikke kræves af en bestemt gruppe som deres hævdvundne ret. Den tilhører os alle og ikke kun os i Danmark, men også de mange, der ude i verden føler sig danske. Man behøver med andre ikke at kunne stemme til et dansk valg for at føle sig som en del af det danske.

Min partifælle, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde i 1999, at ”så længe I holder ved os, holder vi ved jer”. Det løfte vil jeg ikke blot gentage i dag, men også tilføje, at i denne tid, hvor danskheden igen og igen bliver udfordret i Danmark, vil jeg gerne slå fast at jeg er stolt. Stolt over at I fortsat vælger at holde fast i os.

Endnu en gang tak for jeres invitation – og med håbet om nogle smukke årsmødedage glæder jeg mig allerede til næste år. Jeg ønsker jer alle et godt årsmøde 2008.

www.benny-engelbrecht.dk

Flere beslutninger om posten i Danmark venter på at blive taget i år. Den ene handler om at fusionere Post Danmark A/S med det svenske Posten AB. Den anden handler om at regeringens forslag om at sælge yderligere aktier til en kapitalfond samtidig med fusionen med svenskerne. Endelig skal der træffes beslutning om hvordan den endelige liberalisering af postmarkedet i Danmark skal genneføres. Nå ja, og oven i alt det er der et udestående der handler om de postproblemer som danskerne oplever i disse tider med postruter der springes over.

I dagens Jyllands-Posten har jeg taget stilling til spørgsmålet om salg af aktier i Post Danmark, som socialdemokraterne ikke kan støtte.
Jeg er faktisk, på mange måder, enig med Venstres Britta Schall Holberg, der i et samråd om posten for nylig sagde: "Det kan vel ikke være sådan at situationen for borgerne bliver forringet i og med at Post Danmark skal skabe et større overskud."

Herunder gengives indlægget fra Jyllands-Posten i dag.

Stands salg af post-aktier

Hvem skal vi gribe i kraven, når posten ikke kommer, som den skal?

Det er ikke så svært i dag, for ganske vist har Post Danmark i mange år været et aktieselskab og ikke længere en etat i staten, men staten er stadig hovedaktionær. Senest i sidste uge måtte transportministeren efter et åbent samråd i trafikudvalget indkalde Post Danmarks ledelse til en kammeratlig samtale på grund af den seneste tids problemer. Men hvad sker der, hvis den danske stat frasælger aktiemajoriteten, som regeringen ønsker med det lovforslag, den netop har fremsat i Folketinget i forbindelse med den forestående fusion med det svenske postvæsen?

Socialdemokratiet støtter selve tanken om at fusionere Post Danmark og Posten AB. Vi forventer også, at en samlet postvirksomhed kan give bedre postservice. Så vidt, så godt. Men så slutter festen også. Vi er stærkt kritisk over for den model, transportministeren har valgt for fusionen.

Regeringen vil desværre sælge endnu flere aktier i Post Danmark til kapitalfonden CVC Capital Partners, som siden 2005 har ejet en femtedel af virksomheden.

Værdien stiger
Transportministeren lover, at man nok skal få en god pris for aktierne. Man har sat sine bedste folk på opgaven. Det er jeg sikker på, at man også gjorde, da man solgte aktier i 2005, men siden har CVC mere end fordoblet værdien.
Det er en rigtigt god forrentning af 1,2 mia. kr. på små tre år. Et nyt fusioneret dansk/svensk postfirma vil også stige betragteligt i værdi på kort tid. Der er derfor ingen grund til at betvivle, at CVC meget gerne vil erhverve sig yderligere gevinster hurtigst muligt. Socialdemokratiet stiller derfor det spørgsmål, som regeringen ikke selv kan finde ud af at stille: Hvorfor skulle det offentlige forære den værdistigning til andre, når der er mere brug for at give danske kunder bedre kundebetjening?

Socialdemokratiet ønsker, at Danmark skal holde fast i en betydelig og fortsat bestemmende ejerandel af fusionsselskabet for at sikre en stabil og god udvikling i det ny selskab. Vi mener, at regeringen bør vise det, der med en frase hedder ”rettidig omhu” og ikke åbne for yderligere udsalg af arvesølvet.

Vi kan slet ikke se pointen i at berige CVC's aktionærer på bekostning af Post Danmarks efterhånden hårdt prøvede kunder og vil kraftigt appellere til de tænkende borgerlige om at standse kapitalfondenes vækst med offentlige midler som drivkraft. Det er postkundernes penge, der fosser ud af kassen og lige ned i kapitalfondens dybe lommer. Det vil Socialdemokratiet ikke deltage i.

Dårligt købmandskab
Jeg må klart udtrykke skuffelse over transportministerens håndtering af sagen. For ministeren haster det så meget med at forgylde CVC's aktionærer med danske postkunders penge, at en salgsaftale med CVC vil ligge klar, inden Folketinget går på sommerferie.

Det lugter af utroligt dårligt købmandskab, at Venstre, konservative og Dansk Folkeparti vil sælge aktier nu, når de om et par år måske er meget mere værd?

www.benny-engelbrecht.dk

Siden den borgerlige regering tiltrådte har der været tre miljøministre og de har alle haft en sag tilfælles. Der køres hvert år enorme mængder engangsemballage ind over den dansk/tyske grænse i form af øl- og sodavandsdåser. Vel at mærke pantfrie dåser. For i Schleswig-Holstein har man den noget særlige ordning, at man ikke behøver at opkræve pant af øl- og sodavandsdåser der går til eksport. Udfylder kunden en eksporterklæring fritages man fra den tyske pantordning, der kræver at man returnere emballagen til den forretning den er købt i, for at man kan få panten retur.

Først var det altså Hans Chr. Schmidt, siden Connie Hedegaard og nu Troels Lund Poulsen der sidder med dåsesagen. Og der har været vist vilje undervejs til at løse striden. Den dukkede først op under Hans Chr. Schmidt der jo har et naturligt kendskab til problematikken som sønderjyde. Han blev dog udskiftet inden han kunne nå at finde en løsning. Derefter var det Connie Hedegaards tur og hun var også oppe på de høje nagler. I 2005 fik hun den tyske regering til at erkende at den ordning man har i delstaten Schleswig-Holstein faktisk ikke er i overensstemmelse med de tyske regler. Med andre ord var der basis for at gøre noget – men noget der vel at mærke ville kunne mærkes i grænsehandlen og naturligvis vakte det bekymring i delstaten, der frygter for et erhverv der beskæftiger 2.000 ansatte og omsætter for ca. 4,1 milliarder kroner om året.
Hedegaard gik så langt som til at love at tage sagen op bilateralt med sin tyske kollega og derefter kunne vi danskere så vente med længsel på en løsning. Siden er intet sket.

I dag kan vi konstatere at der vælter dåser ind over den dansk/tyske grænse som aldrig før. Mellem 400 og 500 millioner øl- og sodavand bliver det til om året – altså mere end en million dåser om dagen! Belastningen kan mærkes, ikke bare i de danske skraldespande, men også i naturen. Især langs de danske veje kan man nærmest følge sporet af de danske der befordre sig hjem fra Tysklandstur med højt humør, en naturlig tørst og en vane med at smide tomme dåser ud af vinduet. Nøjagtigt hvor mange dåser vejsvin, skovsvin og strandsvin kaster fra sig er svært at bedømme, men de årlige affaldsindsamlinger der udføres af Danmarks Naturfredningsforening vidner om store problemer.

Nu mener jeg og med mig socialdemokraterne, at det er tid at slå en streg i sandet og komme videre. Nu skal vi gå fra snak til handling. Og der er to fronter:
Den ene handler om at finde løsninger, der på kort sigt kan spare naturen for de mange dåser der kastes bort. Den anden handler om at indføre en fælles europæisk pant og det er naturligvis noget der vil tage længere tid.

For nu at starte med det sidste, så behøver jeg ikke at lave det store lobbyarbejde, for min partifælle Dan Jørgensen, der er næstformand i EU-parlamentets miljøudvalg, har for længst taget sagen op. Jeg bakker ham naturligvis 100 % op og derfor er næste skridt at bede den danske regering om at rejse spørgsmålet på et passende tidspunkt i de respektive organer.
Men det løser som sagt ikke vores udfordringer nu. Der kan let gå både 5 og 10 år før der for alvor kommer skred i den udvikling – ikke mindst fordi mange EU-lande slet ikke har pant i dag. Derfor skal der også kortsigtede løsninger til og her kan jeg se to væsentlige indsatsområder. Den ene er at se på den kultur der gør at vi danskere åbenbart synes at det er i orden at smide affald, herunder dåser, overalt. Det skal blandt andet være meget lettere at komme af med affaldet via flere skraldespande der hvor folk har brug for det. Men det skal også være lettere at aflevere de tomme dåser, så på linie med de kuber vi kender til at aflevere tomme flasker og aviser, skal der også være mulighed for at aflevere tomme dåser i de dele af landet hvor der er særlig mange. Som eksempel vil jeg blot nævne at der på min hjemegn er mulighed for at aflevere tomme dåser i en container på genbrugspladsen. Det er en fin start og det er imponerende så mange der uopfordret samler de tomme dåser i en sæk og tager den med når man alligevel fylde traileren med haveaffald – men nu bor jeg jo altså også i den egn af Danmark hvor de er flest trailere per indbygger!

Endelig er der behovet for en bedre dialog mellem Danmark og Tyskland. Allerede i begyndelsen af april lovede Troels Lund Poulsen mig at han ville sætte Miljøstyrelsen til at finde en løsning sammen med de tyske myndigheder. I øvrigt et svar der blev forsinket i ministeriet i en måned. Nu er der gået yderligere tid og derfor mener jeg at vi bør gå fra snak til handling. Af den årsag har jeg indkaldt ministeren i åbent samråd i sagen i morgen onsdag. Her vil jeg om nødvendigt lægge pres på ministeren for at vi kan gå fra at lege dåseskjul til rent faktisk at gøre noget ved problemerne.

www.benny-engelbrecht.dk

Når man snakker danske værdier tænke man ofte på de holdninger der binder det danske samfund sammen, men det der findes også en række fælles danske værdier der er meget håndfaste. Det er de offentlige virksomheder der ejes af os alle.
Sammen med mine partifæller Mogens Jensen, Magnus Heunicke og Kim Mortensen har jeg drøftet spørgsmålet om ejerskabet af disse offentlige værdier - ikke mindst set i lyset af kapitalfondenes fremfærd i Europa.

På den baggrund har vi udarbejdet en mini-kronik der bringes i dagens udgave af dagbladet Jyllands-Posten.
Vi håber at kunne tage debatten i månederne fremover med medlemmerne i partiet.

Nedenfor er vores fælles udspil gengivet.

Værn om Danmarks værdier 

Udsalgsskiltene er ved at blive fundet frem igen i finansministeriet. Efter halvfemsernes storudsalg af offentlige virksomheder, var salgsprocesserne ellers gået i stå, men nu skal regeringens salgsplaner føres ud i livet.

De store kapitalfonde retter igen deres sultne blik mod Danmark.

Regeringen vil nemlig i denne valgperiode afhænde store, offentlige selskaber som Post Danmark, DSB, TV2 og DONG til private investorer. Et salg i milliardklassen, hvor det danske samfund for en engangsindtægt en gang for alle frasiger sig al fremtidig indflydelse på disse selskaber; bortset fra DONG Energy hvor staten foreløbig takket være Socialdemokraterne bevarer aktiemajoriteten. Alle er det selskaber der udfører vigtige, samfundsbevarende opgaver.

Dermed vil VK-regeringen overtrumfe halvfemsernes storudsalg i finansministeriet. Nyrup-regeringerne gik grundigt til værks, og i alt blev der solgt offentlige virksomheder for 37 milliarder kroner. Samfundet sagde farvel til det fulde ejerskab af selskaber som Tele Danmark, Københavns Lufthavn, DSB Gods, Statsanstalten for Livsforsikring, Post Giroen og Kommune Data.

Dengang så den daværende oppositionspolitiker Anders Fogh Rasmussen det som sin fornemste opgave at bevise, at de flotte tal i Mogens Lykketofts statsregnskab netop skyldtes engangsindtægter fra salg af offentlige virksomheder for dermed at kunne gentage mantraet om, at ”pengene fosser ud af statskassen.”

Vores ærinde er ikke at kritisere halvfemsernes politik. Tiden var en anden, og langt de fleste frasalg var fornuftige både i princippet og i den praktiske udførelse. Men der er også sket fejltagelser, som vi trækkes med i dag; f.eks. da man valgte at sælge den vigtige danske IT-infrastruktur, nemlig kobbernettet, sammen med Tele Danmark.

Samtidig har den politiske konsensus om privatiseringer betydet, at debatten om emnet stort set har været fraværende. Stemningen for privates indtog var så markant, at ingen rigtig problematiserede emnet, og den kulminerede med Peter Brixtoftes Farum-model, som dengang blev hyldet af både eksperter, medier og samfundsdebattører.

Det er på tide at genoprette befolkningens tillid til demokratiet og dets funktion. Og det ligger til Socialdemokraternes historie og selvforståelse, at dette opgør skal være en del af fremtiden for vort parti.

Som led i den ideologiske debat i Socialdemokratiet, foreslår vi derfor, at der bliver afsat nogle sømærker, vi kan navigere efter, når det drejer sig om frasalg af offentlige virksomheder. Stadig oftere lyder undskyldningen fra Christiansborg, at ”det er et privat firma, der varetager den opgave nu, derfor må vi som politikere respektere direktionens dispositioner.” Men vores udgangspunkt er, at det er borgernes demokratiske ret at kunne stille politikerne til ansvar for grundlæggende kerneopgaver i samfundet.

Nyrup-regeringerne stoppede med få undtagelserne frasalget, før vi nåede ind til kerneopgaverne og infrastrukturen. Mange husker sikkert dokumentarfilmen om valget i 1998, der fulgte Poul Nyrup Rasmussens sejr over Uffe Ellemann-Jensen. En central scene udspiller sig på bagsædet af ministerbilen, hvor Nyrup sammen med sin spindoktor i et selvironisk øjeblik laver sjov med den grundsætning, der udgjorde hovedtemaet i socialdemokraternes valgsejr:

”Hvem har skabt værdierne? Det har vi. Hvem vil ta’ værdierne? Det vil de!”

I dag kan vi se, at den streg i sandet, som Nyrup-regeringerne trak, vil blive overskredet af Fogh.

Men mens den borgerligt-liberale regering i Danmark altså sætter fornyet fart i frasalget af de statslige virksomheder, der yder kerneydelser for danskerne inden for bl.a. infrastruktur, går udviklingen den modsatte vej i resten af Verden. Post Danmarks største konkurrent i Danmark er
således Citymail. Bag det smarte navn gemmer sig et selskab, der er ejet af den norske stat. Ligeså er det med Boxer, det svenske statsejede selskab, som vandt udbuddet om opbygning og drift af digitalt tv i Danmark.

Vi kan konstatere, at vores offentlige forsyningsvirksomheder er en næsten skamløs lækkerbisken for kapitalfondene. Deres produkter er så uundværlige, at vi ikke kan overlade det til markedet at administrere. Samtidig ømmer vi os stadig efter første bølge af kapitalfondenes indtog. De kommer ind via lånefinansierede opkøb og hidtil usete millionbonusser til velvillige direktører, derefter malker de værdierne ud af selskaberne ved frasalg, nedskæringer og fyringsrunder for til sidst at sælge videre inden for fem til syv år. Den udvikling må vi sætte en stopper for.

Tiden er inde til et paradigmeskift. De næste års planer om frasalg af offentlige virksomheder, der udfører kerneopgaver, kræver et parti, der vil værne om Danmarks værdier. Den opgave bør socialdemokraterne påtage sig.

www.benny-engelbrecht.dk

Seks om dagen, lyder Hjerteforeningens slogan for at få os til at spise mere frugt. Seks om ugen bør så være Post Danmarks slogan, når det handler om antallet om postudbringninger. Sammenlægningen engang i fremtiden mellem Post Danmark og Posten AB i Sverige har bragt risikoen for færre omdelinger op i debatten igen. Men det er klart Socialdemokraternes krav til postkvaliteten, at lørdagsposten fortsætter uændret.

Det ville være helt uacceptabelt at forringe omdelingen så voldsomt, blot for at overlade endnu en lækker luns til de private postfirmaer. Det må aldrig ske, at smarte forretningsfolk skummer fløden ved at tage de mest lukrative forretningsområder, mens Post Danmark er tvunget til at uddele underskudsgivende postkort i de såkaldte ”yderområder”.

Socialdemokraterne ønsker, at alle husstande skal kunne sende post fredag, således at den havner hos modtageren lørdag. Vi ønsker også, at de postomdelte aviser som Kristeligt Dagblad skal kunne udkomme om lørdagen, hvor folk har tid til at læse avis. Ellers kunne avisen stå med to-tre kedelige alternativer: Enten at lukke lørdagsavisen, at lade den udkomme i løssalg eller at lade den postomdele mandag. Bestemt ikke et valg, der gør avisens økonomi bedret.

Den danske postbetjening må ikke blive ringere af hverken fusionen med det svenske Posten AB eller af EU's postliberalisering. Derfor er Socialdemokraterne glade for, at der allerede er et bekvemt flertal i Folketinget for at dele post ud seks dage om ugen.

Dette indlæg er bragt i Kristeligt Dagblad

www.benny-engelbrecht.dk

Statsministeren skal nu forklare hvad regeringens politik er omkring kritisk dialog med Kina. Er det meningen at alle ministre der besøger landet skal fremføre kritik eller er det alene en opgave for udenrigsministeren?

Baggrunden for dette spørgsmål er at jeg i onsdags sammen med min partifælle Kirsten Brosbøl havde videnskabsminister Helge Sander i folketingssalen i spørgsmålet om, hvorfor han ikke har kritiseret Kina for deres problematiske forhold til menneskerettigheder, da han besøgte landet i november. Her svarede Helge Sander at han opfattede det som en opgave for udenrigsministeren – med andre ord har han intet problem i at besøge Kina, lave store fine aftaler og ellers tie stille med kritikken, for ellers kommer aftalerne måske ikke i hus.

I klar modsætning til dette står statsministerens citat fra Berlingske Tidende den 2. april, hvor han slår fast at ”Udgangspunktet er, at når danske ministre møder kinesiske kollegaer, så føres der kritisk dialog om menneskerettigheder og demokrati.”

Under debatten i salen slog Helge Sander fast, at han ikke havde fået dette direktiv fra sin statsminister, derfor vil det være yderst interessant at få belyst hvad regeringens politik i grunden er.

Du kan finde spørgsmålet til statsministeren her...

www.benny-engelbrecht.dk

Det kan siges helt lakonisk: Danmark er blevet rigere, men væksten er ikke slået igennem på investeringerne i natur og miljø. Konklusionen kan findes i et digert værk af en rapport fra det Miljøøkonomiske Råd. Rapporten er den første fra det nyetablerede råd. Rapporten vil i øvrigt til september blive fulgt op af en konference.

Den nye rapport lægger sig fint i forlængelse af tre tidligere rapporter, der ligeledes peger på den ringe indsats på miljøområdet. Miljøvismandsrapporten konkluderer kort sagt, at dansk miljø og naturpolitik står i stampe, at der mangler fremadrettet handling, og at vidensgrundlaget er for dårligt. Dermed er konklusionerne i overensstemmelse med tidligere miljørapporter fra OECD, Ingeniørforeningen og Danmarks Miljøundersøgelser.

Den undrende offentlighed har igen og igen fået tudet ørene fulde fra regeringen med statsministeren i spidsen med sætningen: ”Ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik.”
Med den nu fjerde rapport der udstiller regeringens mangelfulde indsats, kan man sige ”ikke et pip, ikke et blop, ikke et kvæk støtter regeringens miljøpolitik.”

I den kommende tid vil socialdemokraterne fremlægge en række konkrete forslag til forbedring af miljøet. Det bliver spændende at se om regeringen vil være parat til at støtte disse forslag når de behandles i folketingssalen, eller om det igen bliver ved den varme luft.

www.benny-engelbrecht.dk

Det dansk/tyske grænseland er mindst lige så vigtigt et område for den danske samfundsudvikling som Øresundsregionen, men det er en udfordring at der ikke er tilstrækkelig med informationsudveksling hen over grænsen. Et første lille skridt er at styrke de medier der arbejder hen over grænsen. Derfor er jeg glad for at der nu ser ud til at være skred i dialogen mellem Tyskland og Danmark i spørgsmålet om en mediekommission.

Jeg udsendte derfor tidligere på ugen denne pressemeddelelse:

Engelbrecht støtter medieinitiativ over grænsen

Danmark bør arbejde aktivt med i en kommende fælles dansk-tysk mediekommission, som landdagen i Kiel netop har foreslået i en erklæring, der bakkes op af samtlige fem partier i landdagen.

Det foreslår socialdemokraten Benny Engelbrecht MF, Sønderborg, som også har modtaget en positiv melding om dette arbejde fra kulturministeren.

- Nu er vi for alvor ved at gå fra analog til digital tv-udsendelse, og det er derfor ikke et sekund for tidligt at sikre det danske mindretal adgang til at se dansk tv i Tyskland. Jeg vil derfor støtte en sådan mediekommission, som jeg tidligere selv har foreslået.

- TV Syd kan ikke løse sin opgave med at dække Sydslesvig journalistisk, hvis de mange seere syd for grænsen ikke har mulighed for at modtage signalerne. Derfor ser jeg frem til, at den fælles mediekommission hurtigt kan finde en løsning. Jeg er også glad for, at Brian Mikkelsen så klart har slået fast, at han vil drøfte sagen med partierne bag medieaftalen, siger Benny Engelbrecht.

I morgen holder jeg møde med chefredaktør Sigfried Matlok om dette emne. Matlok er en af de skarpeste kommentatorer omkring grænselandets forhold og jeg ser derfor frem til at udveksle idéer med ham.

www.benny-engelbrecht.dk

Folketinget vedtager i næste uge – sandsynligvis i fuld enighed – et forslag om at hæve bødetaksterne for bortkastelse af affald i naturen. Det betyder at et skovsvin i princippet kan få en bøde på 1.000 kroner hvis man ”glemmer” et par tomme dåser efter en skovtur. Problemet er blot at det er meget sjældent at det er muligt at straffe de mennesker der opfører sig uhensigtsmæssigt i naturen. Øgede bødestraffe kan derfor ikke stå alene – der skal andet til, for at det kan have en effekt.

Jeg har meget vanskeligt ved at tro at politiet, der lider under ressourceproblemer efter politireformen og samtidig skal spare hvis det står til regeringen, kan øge kontrollen. Det er trods alt også vigtigere at forhindre bål og brand i gaden, end at kratluske for at undgå at der kastes affald i naturen.

Derfor er jeg også glad for at det er lykkedes at åbne miljøministerens øjne for de problemer der er med de cirka 400 millioner øl- og sodavandsdåser der hvert år indføres over den dansk/tyske grænse. Jeg mener at det er nødvendigt at skabe en mulighed for at dåser, købt i Tyskland, pålægges en pant og kan afleveres i Danmark – hvor panten så kan genindløses. På papiret lyder det ganske enkelt, men fordi det handler om to lande – Danmark og Tyskland – med to helt forskellige pantsystemer, er det vanskeligt. Udfordringen – som ingen miljøministre endnu har formået at løse – er at finde en praktisk løsning. Jeg mener godt det kan lade sig gøre, men der skal tænkes udenfor rammen.

Fakta i dåsespørgsmålet er, at stort alle de dåser der købes i Tyskland stammer fra danske bryggerier. Samtidig køber tyskerne ikke danske produkter. Jeg vil derfor i de kommende uger tage kontakt med relevante organisationer, for at afklare om det er muligt at finde en praktisk løsning, muligvis gennem en frivillig ordning.

Problemets omfang er under alle omstændigheder helt åbenbart. Danmarks Naturfredningsforening indsamlede sidste år, på en enkelt dag, 170.000 tomme dåser. Et både svimlende og skræmmende tal!

Også her på bloggen vil jeg i den kommende tid sætte fokus på dåsesagen og lytter gerne til idéer og forslag til løsninger.

Læs også JydskeVestkystens leder fra sidste uge om dåsesagen

Læs mere om Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling

www.benny-engelbrecht.dk

De igangværende klimaforhandlinger på Bali kan meget vel komme til at blive vendepunktet i kampen mod global opvarmning. For første gang peges der på at det er de rige lande der skal gå foran i reduktionerne af CO2 udslip, mens de fattige lande skal holde deres udslip uændret.

Reelt vil det betyde at Danmark skal fordoble sin 2020 målsætning, fra regeringens mål om 20 % til en reduktion med udgangspunkt i Bali-udspillet på 40 %. Det er endda længere end den danske regering har været villig til at strække sig tidligere, så jeg håber at den danske delegation på Bali – og ikke mindst EU's delegation med min partifælle Dan Jørgensen i forhandlingsdelegationen – nu holder fast og ikke begynder at ryste på hånden.

Helt afgørende er det naturligvis at vi får alle de store lande med – især USA er en udfordring i den sammenhæng.
Målsætningen om 40 % reduktion i de rige lande er at finde i et udkast til sluterklæring. Udkastet er udarbejdet af delegerede fra tre lande - Indonesien, Australien, Sydafrika - forud for den afgørende uge med drøftelser for repræsentanter for de 190 lande. Dokumentet på fire sider fungerer som en uforpligtende vejledning for forhandlerne på mødets sidste dage, hvor landenes miljø- og klimaministre er til stede.

Formålet med klimamødet på Bali er at begynde at tegne omridset af en ny klimatraktat, som kan afløse Kyoto Protokollen efter 2012. Planen er, at forhandlingerne om en ny traktat bliver færdiggjort med succes på klimatopmødet i København i december 2009.

På mandag skal de delegerede på topmødet på Bali komme med reaktioner på udspillet – vi afventer spændt!

www.benny-engelbrecht.dk

Venstres skatteminister Kristian Jensen mener ikke han har tid til at sætte sig ind i sagen om at smuglere frit kan køre over den dansk-tyske motorvejsgrænse ved Frøslev om natten. Han siger, at han ikke har haft tid, da han fører valgkamp.

Til TV Syd udtaler Kristian Jensen: ”Jeg vil tage det op, hvis jeg får lov til at fortsætte som minister.”

Udtalelsen kommer alt imens Kristian Jensen i sin travle valgkamp, blandt andet har travlt med at se på køer der bliver malket.
Det er en fuldstændig uacceptabel holdning at have, hvilket jeg i dag har kommenteret overfor TV-Syd.

Se TV-Syds indslag om problemerne ved den dansk-tyske grænse her.

 I dag har været en særdeles aktiv dag med optakt til den store ”Gang i Danmark”-dag i morgen søndag den 16. september. Jeg var i morges ude på en løberute, for at anmelde den i Radio Syd (DR P4) og senere i dag gik Charlotte og jeg med på en march i Sønderborg. Og hvorfor nu det?

Jeg har den grundholdning at politikere bør være med til at sætte et godt eksempel. Det betyder ikke at alt hvad man foretager sig skal være ”helligt”, men hvis jeg kan være med til at sætte fokus på det vigtige i at dyrke motion – uanset hvem man er – så medvirker jeg gerne til det.
I alt 74 kommuner har tilmeldt sig projektet – blandt dem alle fire sønderjyske kommuner. Du kan læse meget mere om Gang i Danmark på projektets hjemmeside, hvor du også kan finde en løberute eller gangsti i nærheden af dig.

Den rute jeg prøveløb i morges var en del af Gendarmstien ved Broager. I øvrigt en del af ruten ved Gendarmløbet, der er et stort tilløbsstykke hvert efterår. Desværre var det meget blæsende i morges – ja, faktisk var det første gang i mange måneder jeg var nødt til at løbe med både lange bukser og langærmet trøje. Du kan finde ruten og andre ruter i Sønderborg kommune lige her...

Der er mange sundhedsprojekter der falder sammen i Sønderborg i denne tid, hvor den store KRAM-undersøgelse (KRAM står for kost, rygning, alkohol og motion), der er arrangeret af det nationale råd for folkesundhed. Det var en kombination af KRAM, Gang i Danmark og Sønderborg Handel der stod bag initiativet i eftermiddag med en march rundt i Sønderborg. Det kostede en rund tier at være med, penge der gik ubeskåret til Sønderborg Sygehus’ børneafdeling.

Og hvad gør man så når man sådan kommer hjem fra en aktiv dag? Ja, man går naturligvis en tur med hundene. Efter sådan en dag er det helt i orden at sætte sig med benene oppe.

www.benny-engelbrecht.dk

Jeg har det meget svært med at få dette skrevet, men jeg må faktisk erklære at jeg er enig med Pia Kjærsgaard! Det er jeg når hun siger at regeringen ikke er garant for bedre velfærd (se artikel fra DR). Men bare rolig, der stopper min enighed med Pia Kjærsgaard så også. Vi skal være mere ansvarlige siger Claus Hjort Frederiksen, men når han siger det ved vi jo godt at det handler om at danskernes forventninger til velfærdssamfundet skal sættes ned. Derfor rammer lederen af Dansk Folkeparti faktisk helt rigtigt når hun påpeger at den for tidende siddende regering ikke er i stand til at løfte opgaven med at udvikle velfærdssamfundet.

Imidlertid tager hun helt fejl når hun tror at det er den nuværende regering, der med støtte fra hendes parti og med pres fra Socialdemokraterne i opposition, skal føre dette samfund videre.
Anders Fogh Rasmussens regering har lagt en kurs mod et Danmark med en betragteligt mindre vækst i den offentlige sektor end i den private. Der er derfor et misforhold mellem forventningerne i befolkningen og den service det offentlige leverer. Vi har råd til samtalekøkkener, men ikke til at give vores børn rene toiletter på skolerne eller et sundt måltid mad.
Den kurs har Dansk Folkeparti lagt stemmer til i de forgangne år – og det vil de sandsynligvis vedblive med at gøre. Derfor er det tom retorik, når Pia Kjærsgaard taler om en styrket offentlig sektor, om bedre lønninger til offentligt ansatte og bedre forhold til ældre.

Det kræver en ny regering at bringe den velfærd det danske samfund kan levere i balance. Jeg siger ikke at den enkelte ikke skal tage et ansvar for sig selv og sine egne, men der er langt vigtigere opgaver der skal løses. Det offentlige Danmark skal investere en del af de råderum der findes i samfundet i uddannelse, forskning og investeringer i infrastruktur og energiforsyning, der kan medvirke til at skabe overskud i generationer fremover. Samtidig skal velfærdssamfundet udvikles, ikke afvikles. Det danske samfund er blevet stærkt på grund af den fleksibilitet der er på det danske arbejdsmarked. Den fleksibilitet kan kun udvikles når der samtidig er et solidt sikkerhedsnet under den enkelte borger. Det er en samfundsmodel som verden ser beundrende på og som vi ikke må sætte over styr, blot på grund af liberal ideologi.
Imidlertid vil et regeringsskifte betyde mindre indflydelse til Dansk Folkeparti – og derfor forstår jeg godt Pia Kjærsgaards forsøg på at få det til at se ud som om en ny periode med Fogh ved magten, med DFs stemmer, vil være godt for velfærdssamfundet. Det er i sidste ende op til vælgerne at træffe den afgørelse.

Jeg ved at mit parti vælger velfærd og en socialdemokratisk ledet regering vil være den bedste til at videreudvikle den samfundsmodel vores nuværende velstand er skabt på. Ønsker Pia Kjærsgaard at støtte den udvikling skal hun såmænd være velkommen, men jeg tvivler på hendes intentioner, når hun lægger op til samarbejde.

www.benny-engelbrecht.dk

Den danske regering har ikke opfyldt sine forpligtelser i Irak. Ifølge UNHCR er der 1,9 millioner internt fordrevne i Irak og yderligere 2 millioner flygtninge der befinder sig uden for Irak, primært i Syrien og Jordan. Danmark er en del af en koalition sammen med USA og Storbritanien og til trods for at vi er ved at trække vores tropper ud, har vi fortsat en særlig forpligtelse i forhold til at afhjælpe flygtningesituationen i Irak. Det er ikke blot en moralsk forpligtelse, det er også en forpligtelse i forhold til den humanitære folkeret.

Danmark kan naturligvis ikke løfte denne enorme indsats selv, men vi har en særlig forpligtelse til at gå foran med et godt eksempel og ikke mindst lægge pres på vores alliancepartnere, så de yder deres del af støtten til de mange flygtninge.

Den danske regering kan ikke blive ved med at gemme sig bag undskyldninger om at det går fremad i Irak. Det er der ingen der lader sig feje af med længere. Tager man udgangspunkt i UNHCRs forudsigelser vil antallet af internt fordrevne i Irak, ved udgangen af 2007 være steget med cirka 1 million.
Det er enorme antal mennesker der er på flugt og det betyder at der er behov for store summer til en ekstraordinær indsats. I 2006 bidrog Danmark med 0,- kroner til UNHCRs arbejde for irakiske flygtninge. USA bidrog med små 8 millioner dollars og Storbritanien med sølle 266.000 dollars. Det var dog langt mindre end det samlede behov. Gransker man Udenrigsministeriets akter i sagen kan man se at der er planlagt at anvende samlet 70 millioner kroner til henholdsvis UNHCR og Dansk Flygtningehjælp, men det er penge der højst kan betegnes som dråber i havet. I 2007 beder UNHCR således om 335 millioner kroner til deres indsats i Irak.

Det nedenstående billeder stammer fra en lejr i ingenmandsland, beboerne kommer fra byen Al Tanf hvor de er flygtet fra på grund af chikane, dødstrusler, arrestationer og drab. Billedet stammer fra UNCHR og copyright tilhører Paris Match/Thierry Esch.

Jeg har valgt at vise billedet her, for at understrege at det på ingen måde er luksuriøst at være flygtning fra Irak.

Der er en særlig årsag til at Danmark bør gå foran med et godt eksempel i Irak. Danmark er i forvejen en af de fem største bidragydere til UNHCRs arbejde. Derfor er det særligt vigtigt at sætte et stærkt eksempel for andre lande at følge, særligt når en del af ansvaret for katastrofen kan føres tilbage på os selv.
Muligheden ligger lige for. Den 17. og 18. april afholdes der i Geneve en international konference med det formål at rejse midler til indsatsen omkring det irakiske flygtningeproblem.
Et vigtigt argument for at støtte de mange flygtninge er sikkerheden. Vi ved at hvor der er store flygtningeproblemer er der også en væsentligt forøget risiko for ekstreme religiøse handlinger. Det betyder med andre ord at vi kan være med til at skabe fremtidens terrorister hvis ikke sætter ind nu.

Danmark har samlet afsat 550 millioner kroner til genopbygning i Irak i perioden 2003 - 2008. For at give et indtryk af hvad midlerne er blevet anvendt til gengiver jeg her i kort form hvad Udenrigsministeriet oplyser:

Igangværende projekter:
Nærområdeindsats gennem Dansk Flygtningehjælp (35 mio. kr.)
FN's Flygtningehøjkommisær (UNHCR) (35 mio. kr.)
Indsats gennem Danish Demining Group (35 mio. kr.)
Bøjeskibet NISR (26 mio. kr.)
To overrislingsprojekter i det sydlige Irak (22 mio. kr.)
Transportkorridorstudiet (11 mio. kr.)
Nærområdeindsatser via International Organisation for Migration og AGEF (8 mio. kr.)
International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT) (7 mio. kr.)
Dansk Institut for Menneskerettigheder  (DIMR) (3.5 mio. kr.)
Projekt gennem UNIFEM, FN's Kvindeorganisation (3 mio. kr.)

Eksempler på afsluttede aktiviteter:
Støtte til demokratifremme og valgforberedelser (51 mio. kr.)
Danske NGO-indsatser (40 mio. kr.)
FN's udviklingsprograms (UNDP's) udviklingsfond for Irak (20 mio. kr.)
FN's Børnefond (UNICEF) og World Food Programme (WFP) 12 mio. kr.)
Slamsugere (6 mio. kr.)
Blodgasapparater til hospitaler (4 mio. kr.)
EU Just Lex (3 mio. kr.)

Læs mere om den fortvivlede situation i Irak i UNHCRs udgivelse Refugees Magazine...

www.benny-engelbrecht.dk

Diskussionen om et lille flag på skulderen af en dansk soldat kan fuldstændig overskygge debatten om Genevekonventionens vigtighed. Det minder om en ren illusion.

Når man ser en tryllekunstner på scenen ved man godt, at han faktisk ikke kan magi. Magien findes ikke, det er blot en illusion. Kunsten består i at bortlede opmærksomheden og få publikum til at koncentrere sig om noget der ikke har noget med illusionen at gøre.

En vognmand skal bygge et stort garagebyggeri, der vil tage en del af udsigten fra naboerne. Inden han går i gang med byggeriet, fremlægger han en tegning for naboerne hvor porten i gavlen er skrigende lilla. De kommende måneder er der en stor debat om farven på porten. Til sidst accepterer vognmanden at porten skal være blå i stedet for lilla, men selve byggeriet af den store garage er aldrig blevet diskuteret.
En lille detalje kan fuldstændig overskygge debatten om en meget vigtig beslutning.

Det passer Fogh godt
Det passer ganske givet den danske statsminister udmærket at hans forsvarsminister er den der er i krydsild i forbindelse med Afghanistan sagen. For det første er det beviseligt ikke Søren Gade der havde ansvaret for krigsfangerne i Afghanistan, han tiltrådte nemlig først som minister den 24. april 2004.
Alligevel er det ham der er i oppositionens skudlinie fordi han har holdt fast i at danske soldater i Afghanistan ikke bar synlige flag på skulderen - en oplysning der er blevet draget alvorligt i tvivl af såvel øjenvidneudsagn og billeder fra Afghanistan.

Imidlertid er Søren Gade blevet kastebold i et spil der handler om en meget lille teknisk detaljer, der ikke desto mindre kan ende med at koste enten ham eller ledende personer i forvaret alvorlig påtale, måske endda en fyring. Spillet om hvilke skuldre ansvaret skal placeres på er i fuld gang.

Fjerner fokus fra overtrædelser af Geneve-konventionen
Fordelen for Anders Fogh Rasmussen er, at så længe flag-sagen kører, glemmer såvel vælgere som medier tilsyneladende alt om det der virkelig er problemet, nemlig at de amerikanere vi er allierede med i Afghanistan og Irak systematisk har anvendt metoder der strider mod Geneve-konventionen. Helt grundlæggende burde diskussionen jo handle om hvorfor den danske statsminister ikke for længst har protesteret højlydt og vedvarende over for amerikanerne over dette misbrug af den danske tillid.

Geneve-konventionen er så grundlæggende et element i forståelsen af rigtigt og forkert i krig, at man aldrig kan acceptere et kompromis.
Læser man teksten der omhandler krigsfanger kan man derfor heller ikke være i tvivl om de forpligtelser som Danmark har påtaget sig over for tilfangetagne personer:
"Krigsfanger må af tilbageholdelsesmagten kun overføres til en magt, som har tiltrådt nærværende konvention, og om hvis vilje og evne til at bringe konventionens bestemmelser i anvendelse tilbageholdelsesmagten har forvisset sig. Når krigsfanger overføres under sådanne omstændigheder, påhviler ansvaret for konventionens overholdelse den magt, der modtager dem, medens de er i dens varetægt.
Skulle sidstnævnte magt i nogen vigtig henseende undlade at overholde konventionens bestemmelser, skal den magt, der har overført krigsfangerne, efter at have modtaget meddelelse herom af beskyttelsesmagten, desuagtet tage effektive forholdsregler med henblik på at bringe sagen i orden eller anmode om tilbageførelse af krigsfangerne. Sådanne anmodninger skal efterkommes."

Der kan med andre ord ikke være tvivl om at Danmark er forpligtet i henhold til Geneve-konventionen til at handle på baggrund af de rapporter vi har fået om mishandlinger af fanger i amerikansk varetægt. At Danmark undlader dette kan i sig selv tolkes som en overtrædelse af Geneve-konventionen.

Der er tale om overtrædelse af konventionen
At der på baggrund af de oplysning den danske regering er i besiddelse af bør ske handling kan man heller ikke være i tvivl om, når man læser konventionen:
"Krigsfanger skal til enhver tid behandles humant. Enhver uretmæssig handling eller undladelse fra tilbageholdelsesmagtens side, der medfører, at en krigsfange i dens varetægt afgår ved døden, eller at vedkommendes helbred udsættes for alvorlig fare, forbydes og vil blive betragtet som et groft brud på nærværende konvention. I særdeleshed må ingen krigsfange underkastes legemlig lemlæstelse eller medicinske eller videnskabelige forsøg af en hvilken som helst art, der ikke er forsvarligt begrundet i læge-, tandlæge- eller hospitalsbehandling af den pågældende fange og udføres i hans interesse."

Flag må ikke blive til en lille dør
Diskussionen om hvorvidt danske soldater optrådte med flag på skulderen eller ej ændrer ikke på at Danmark har en forpligtelse, selv efter lang tid, at forfølge de beviser der for at der har fundet fangemishandling sted. Om der blev afleveret fanger til amerikanerne 2 gange eller 5 gange er i grunden ligegyldigt i det store billede. Det har naturligvis betydning for om forsvarsministeren har svaret urigtigt til Folketinget, men der er langt vigtigere principper på spil.

Du kan læse meget mere om humanitær folkeret og Geneve-konventionen i denne publikation. Afsnittet om krigsfanger findes på side 121 og fremefter.
Læs Dansk Politiks analyse af flag-sagen...

Den danske statsminister skal holdes fast på hans ansvar i denne sag, ellers bliver flag-sagen til en "lilla dør".

www.benny-engelbrecht.dk

Socialdemokraten Benny Engelbrecht og Byrådsmedlem i Sønderborg Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti, foreslår et tættere samarbejde mellem Øresundsregionen og det dansk-tyske grænseområde, efter foreningen Öresundsborger er blevet stiftet. Tilsvarende foreninger i den dansk/tyske grænseregion findes allerede.

"Igennem de seneste år har vi oplevet en voldsomt øget pendling af arbejdskraft over den dansk-tyske grænse, men grænselandet er i risiko for at blive overset," siger Stephan Kleinschmidt. "Der er stor fokus på de problemer der er i Øresundsregionen, mens de udfordringer grænsependlerne i den dansk/tyske grænseregion oplever, ikke får samme bevågenhed".

Socialdemokraten Benny Engelbrecht er betænkelig ved om det kan give en skævvridning når fremtidige regler skal udarbejdes.

"I stedet for at være i konkurrence med Øresundsregionen skal vi lære af hinanden og samarbejde" siger Benny Engelbrecht, folketingskandidat for Socialdemokraterne. "Jeg vil derfor hilse et tættere samarbejde mellem foreningerne for pendlere meget velkommen."

Sønderjylland har en rekordlav ledighed. Det stiller store krav til de sønderjyske virksomheder og det er derfor helt naturligt at trække på den arbejdskraft der findes i Nordtyskland, hvor ledigheden er høj.

"Det er andre problemer, pendlere her i området har i forhold til Øresundsregionen, hvor man kan arbejde under nordiske ordninger," siger Benny Engelbrecht. "Derfor må vi politisk arbejde målrettet med at skabe de rammer, der er nødvendige for at sikre en fortsat erhvervsudvikling i Sønderjylland og det nordlige Tyskland. Vi har ganske enkelt ikke råd til at lade være."

Der findes ingen nøjagtig statistik for grænsependling i grænselandet, men ifølge vurderinger fra blandt andre Institut for Grænseforskning, er antallet af pendlere bosat i Tyskland med arbejde i Danmark firedoblet siden 2003.

"I Slesvig hører vi sammen på en langt mere naturlig måde end i Øresundsregionen" forklarer Stephan Kleinschmidt. " Dette åbne grænseoverskridende arbejdsmarked medfører flere pendlere, men også et stigende antal problemer med de sociale sikringsordninger, skatteforholdene og sprogene og det giver flere udfordringer. Forskellene i systemerne er dog andre og det kræver andre løsninger her i grænseregionen."

Yderligere information kan fås ved henvendelse til Benny Engelbrecht 20 46 09 69 eller Stephan Kleinschmidt 24 24 24 71

For mere information om grænselandet, besøg Institut for Grænseforskning

Min kone var nær kommet galt afsted da hun, mens hun skar frugt, havde statsministerens nytårstale kørende i baggrunden og han citerede den arbejdersang hun skatter højest: Danmark for folket.
Det lød helt forkert i hans mund og det er sikkert heller ikke noget han er kommet i tanke om at citere selv. Det var en lidt popsmart måde at få knyttet en kommentar til den megen snak der har været om ulighed, hvor fremtrædende ministre i Foghs regering har udtalt sig positivt om netop uligheden.

Selve citatet er naturligvis forfattet af Oskar Hansen, men sangen er skrevet med inspiration i programudtalelsen af samme navn fra 1934. En programudtalelse der er forfattet af Thorvald Stauning selv. Jeg har dog ikke en fornemmelse af at det er en sang Anders Fogh Rasmussen ligefrem kender udenad eller gå og nynner til daglig.
Det er selve fundamentet for den velfærdsstat som det danske samfund bygger på, statsministeren benytter sig af i sin tale. Et tankesæt der helt grundlæggende har ændret vores samfund.

Imidlertid står de smukke ord alene når Anders Fogh Rasmussen taler om "Plads til alle ved samfundets bord". I bund og grund var hans tale mange ord og næsten intet indhold.

Dagens aviser er naturligvis fulde af kommentarer om talen. Således fremhæver Information for eksempel at statsministeren tilsyneladende helt har glemt de store løfte om en grøn profil han spillede ud med sidste sommer. Politiken er benhård i sin kritik, både i forhold til Irak-konflikten og håndteringen af tegningekrisen. BT nye lederskribent Helle Ib påpeger at statsministeren helt undlod at nævne skatten i sin tale.
Meningerne om nytårstalen er mange, men tilbage står et billede af en Anders Fogh Rasmussen der holdt den tale alle forventede. Der var ingen overraskelser, udover lige Oskar Hansen citatet. Der var ingen nye udspil, ingen visioner, ingen bud på en ny politik for Irak, en gentagelse af snakken om kvalitet i den offentlige sektor.

Konklusionen er at Anders Fogh Rasmussen ikke formåede at anvende dette års nytårstale til at sætte en ny dagsorden. De politiske positioner er ikke ændret ved indgangen til 2007 og tilbage står Pia Kjærsgaards kritik af statsministeren for manglende lederskab.

Det blev til en usædvanlig populistisk overskrift på dagens weblog - jeg kunne ikke lade være. Men faktisk er det mere alvorligt end som så.

Trafikminister Flemming Hansen kritiserer nemlig meget overraskende DSBs ledelse direkte for at være for dårlige til at kommunikere. Hans budskab er at DSB hellere skulle bruge midler til at fortælle om trafiksituationen end på at sende Harry reklamer i bedste sendetid.

Det er helt utidigt at ministeren offentligt angriber en institution som han selv har ansvaret for. Hvis han har et budskab han mener DSB bør lytte til er det ganske enkelt for ham at kontakte virksomheden af de normale kanaler. DSB er Flemming Hansens ansvar og når han kommer ud med en kritik af den type han kommer med nu, er det et tegn på at dialogen mellem ministeriet og DSB må være i ganske alvorlig krise.

Trafikministeren er helt retfærdigt blevet udsat for massiv kritik og flere har krævet hans afgang, så det nye udspil kan være et ønske om at vise initiativ. Det er sørgeligt at ministeren har mere travlt med at tænke på sit eget omdømme - reelt er det jo at frasige sig ansvar. Det bør være Flemming Hansens opgave at løse problemer, ikke påpege dem.

Flemming Hansen bliver spurgt direkte af Berlingske Tidende hvorfor han tager kritikken op i det offentlige rum. Han svarer: "Ét er, hvad jeg siger på møder, men når jeg nu for første gang siger det til dig, og der er en halv million, der læser det, så tror jeg, det virker."

Hvis hvad Flemming Hansen siger passer, viser det en leder der er helt uden evner. Har man udstukket retningslinier der er blevet accepteret af de ansvarlige og de ikke bliver fulgt er der grund til at tage dette direkte op med de pågældende. Om nødvendigt må man skride ind med represalier overfor de ansvarlige, men man må som leder aldrig angribe sine underordnede offentligt.
Når tilliden og dialogen ophører, ophører alt.
Er Flemming Hansen ikke tilfreds med DSB og Bane Danmarks ledelser må han enten ændre på ledelsen i selskaberne eller selv gå.

Du kan læse hele artiklen fra Berlingske Tidende her: http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=772832/

Mere om Benny
Du kan læse mere om mig og mit kandidatur på min hjemmeside: www.benny-engelbrecht.dk