Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » dof
Opret egen blog | Næste blog »

Kan vi skyde os ud af problemerne?

19. Mar 2008 23:44, Benny-Engelbrecht

Bramgæs - Foto: Poul Reib fra www.dof.dk

”Ikke en fugl, ikke fisk, ikke en frø har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik,” får vi at vide igen og igen, når vi i oppositionen kritiserer den manglende miljøindsats i de forgangne år med borgerlig regering. Står det til fødevareminister Eva Kjer Hansen ser det dog ud til at i alt fald fuglene må forberede sig på nye tider. I valgkampen – nærmere bestemt den 30. oktober 2007 – foreslog fødevareministeren at man da bare kunne skyde de fredede bramgæs på Mandø.

Nu er det atter tid for besøg af det trækkende bramgæs på Mandø – og derfor er sagen atter aktuel. Det er vanskeligt at sige om ministerens tanker har spredt sig, men nu lufter en specialist fra Danmarks Miljø Undersøgelse muligheden for at man kan se på jagt af bramgæs. Det kræver dog store ændringer både i Danmark og EU – forvirringen breder sig med andre ord.
For at finde ud af hvad der er op og ned – og ikke mindst få klarlagt hvor meget ministeren har lovet i valgkampen – har vi i den socialdemokratiske gruppe besluttet at indkalde ministeren til et åbent samråd om problemerne med bramgæs den 9. april.

Naturligvis er der problemer med gæssene, men det er ikke det samme som at man straks skal i gang med at skyde dem. Vi må derfor også have set på andre løsninger – kan man for eksempel hjælpe de berørte landmænd med at lægge foder ud til fuglene, så deres afgrøder ikke ødelægges?
Hør i øvrigt også P1s miljømagasinet fra i dag.

Du kan også læse mere om det kommende samråd på TV Syds hjemmeside.

www.benny-engelbrecht.dk

Muslingefiskeri truer Vadehavet

12. Jan 2008 20:51, Benny-Engelbrecht

Blåmuslinger - kilde DOF

Tidligere på ugen udstedte fødevareministeren tilladelse til fiskeri af muslinger i Vadehavet i et begrænset tidsrum. Et fiskeri jeg frygter kan være problematisk - ikke mindst set i lyset af planerne om at gøre Vadethavet til nationalpark.

Jeg udtalte mig skeptisk i den sammenhæng - og det fik senere Dansk Ornitologisk Forening til at udtale sig kritisk - endda med truslen om at indbringe regeringen for EU i sagen.

Jeg har her samlet information i sagen, for at høre læsernes kommentarer omkring muslingefiskeriet, herunder det spørgsmål jeg har stillet til ministeren i sagen.
Jeg kan i øvrigt oplyse at jeg planlægger en tur til vestkysten for at tage orådet i selvsyn, i løbet af de kommende måneder.

Pressemeddelelse udsendt torsdag:

Skepsis over for nyt muslingefiskeri i Vadehavet

- Man må betragte det med stor skepsis, at Fødevareministeriet igen tillader fiskeri af blåmuslinger i Vadehavet. Vi må se det i det perspektiv, at Vadehavet er et særdeles miljøfølsomt om-råde, som gerne skulle have status af nationalpark.

- Det er fortsat ikke givet med sikkerhed, at der også fremover vil være tilstrækkeligt mange blåmuslinger til at ende i enten fuglenes maver eller muslingefiskernes net. Vi kan ikke vide, om bestanden af blåmuslinger nu har stabiliseret sig tilstrækkeligt.

Det siger MF Benny Engelbrecht, Sønderborg, efter at Fødevareministeriet har tilladt fiskerierhvervet at fange 700 ton blåmuslinger i Vadehavet indtil 1. marts.

- De lokale fiskere har naturligvis grund til at glæde sig, idet de har været kritiske over for det fiskestop, der blev indført i 2004. Fødevareministeriets tildeling af en ny kvote på 700 ton blå-muslinger er til slutningen af februar er derfor ingen garanti for, at det i fremtiden være være muligt for lokalområdets fiskere at fiske efter blåmuslinger på Vadehavets bund.

- Vi vil nøje følge udviklingen i fiskeriet af blåmuslinger, men vi kan kun støtte det, hvis der fortsat er mulighed for dyre- og plantelivet i Vadehavet for at trives samtidig med skrabefiske-riet efter blåmuslinger. Men vi foretrækker at lade blåmuslingerne blive i Vadehavet, når be-hovet sagtens kan dækkes af muslingefiskeriet alle andre steder i landet, siger Benny Engel-brecht (S), medlem af Folketingets miljøudvalg.

Ritzaus omtale af sagen torsdag:

Ornitologer og socialdemokrater skeptiske over for, om muslingefiskeri i Vadehavet er forsvarligt for miljøet.

Danmarks Ornitologiske Forening (DOF) overvejer at indklage regeringen for EU, fordi Fødevareministeriet og Miljøministeriet har tilladt et begrænset fiskeri af blåmuslinger i Vadehavet. Ligesom også Socialdemokraterne på Christiansborg er ornitologerne imod genåbningen af muslingefiskeriet i det EU-naturbeskyttede område af frygt for, at fuglene kommer til at mangle føde. Ornitologerne frygter især for områdets bestand af edderfugle, der i forvejen er truet.
Og ministerierne har truffet deres beslutning i strid med den såkaldte Århus-konvention, indvender DOF, fordi hun ikke som påbudt af de internationale regler har haft beslutningen i offentlig høring hos for eksempel ornitologer.
- Vi kan ikke nå at få stoppet fiskeriet her og nu. Men vi kan måske få ændret proceduren for den slags beslutninger ved at klage, siger biolog i DOF, Knud Flensted, til Ritzau.
Han anfører, at tilladelsen er givet trods advarsler fra Miljøcenter Ribe, der fører tilsyn med, at EU's naturbeskyttelse af Vadehavet håndhæves.
Tilladelsen til at skrabe 700 ton blåmuslinger op fra bunden af Vadehavet løber indtil udgangen af februar. Siden 2004 har muslingefiskeriet ellers været forbudt i området, fordi bestanden af blåmuslinger og dermed især edderfuglenes fødegrundlag har været trængt.
DOF henviser til, at muslingebestanden lige nu ifølge beregninger fra Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet ligger under 10.000 ton, og at edderfuglene i Vadehavet skal have mindst 10.300 ton at æde for opnå såkaldt "gunstig bevaringsstatus".
Ligeså skal muslingebestanden være på over 40.000 ton for at være bæredygtig. 1994 var muslingebestanden på 117.000 ton, mens bestanden af edderfugle også er styrtdykket.
- Danmark har pligt til at sørge for, at arten igen får gunstig bevaringstatus. Derfor er det yderst kritisabelt, at Miljøministeriet dispenserer fra Vadehavsbekendtgørelsen og nu tillader, at fiskerne skraber den muslingepulje, der burde være forbeholdt dykænderne, siger Knud Flensted.
På Christiansborg vil Socialdemokraterne holde et vågent øje med, hvordan det genåbnede muslingefiskeri i Vadehavet forløber, siger partiets medlem af Folketingets miljøudvalg, Benny Engelbrecht.
- Det er fortsat ikke givet med sikkerhed, at der også fremover vil være tilstrækkeligt mange blåmuslinger til at ende enten i fuglenes maver eller i muslingefiskernes net. Vi kan ikke vide, om bestanden af blåmuslinger har stabiliseret sig, siger han.

Spørgsmål stillet til fødevareministeren:

Vil fødevareministeren redegøre for tilladelsen til blåmuslingefiskeri i Vadehavet og tage stilling til, hvordan dette harmonerer med regeringens ønske om at give Vadehavet status som nationalpark?

Jeg ser frem til jeres eventuelle kommentarer og vil holde læserne opdateret om udviklingen i sagen. Spørgsmålet til ministeren forventes besvaret i løbet af en uge.

www.benny-engelbrecht.dk