Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » enhedslisten
Opret egen blog | Næste blog »

Respektløst over for demokratiet

29. Jan 2008 11:20, Benny-Engelbrecht

Grundloven fra www.ft.dkVi er alle unge nyvalgte medlemmer af Folketinget. Det er et demokratisk hverv, som vi har stor respekt for.
Så meget desto større er vores skuffelse over den tone og de trusselsmetoder, vi i den forgangne uge har været vidner til fra flere medlemmer af regeringspartierne og regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, over for vores grønlandske kolleger i Folketinget.
Der skulle gerne stå en vis respekt i befolkningen om det arbejde, der udføres i Folketinget.

Men vi frygter, at det bliver svært at opretholde den, hvis den behandling, vores grønlandske kolleger har været udsat for, gentager sig fremover.
I forbindelse med hasteforespørgslen omkring afviste asylansøgere blev der fra flere sider sat spørgsmålstegn ved de grønlandske folketingsmedlemmers ret til at deltage i debatter og afstemninger i folketingssalen.
Og det på trods af, at den er grundlovssikret.

Der blev anvendt nedladende udtryk om de grønlandske medlemmers nationale baggrund og brugt tid på en lang række for sagen irrelevante politiske spørgsmål.
Spørgsmålene om selvstyrekommissionens arbejde og om bloktilskuddets størrelse blev anvendt som pressionsmiddel over for de grønlandske folketingsmedlemmer.
Ligeledes blev verserende socialsager vedrørende alt fra incest over voldtægt til omsorgssvigtede grønlandske børn fremført som ”argumenter” for, at de grønlandske folketingsmedlemmer ikke burde deltage i debatten om den danske asyllovgivning.
Dette til trods for, at lovgivningen i kraft af rigsfællesskabet også er gældende på Grønland. Og til trods for, at det er et politikområde, som det længe har stået klart, at de grønlandske folketingsmedlemmer anser som relevant for dem at deltage i debatten om.

Vi mener, at såvel statsminister Anders Fogh Rasmussen som vicestatsminister Bendt Bendtsen som partiformænd bærer et ansvar for udmeldingerne fra politiske ordførere fra de partier, de leder.
Og vi håber meget, at vi ikke igen skal være vidner til en tilsvarende nedgøring og mistænkeliggørelse af vores grønlandske kolleger.
Det danske folkestyre fortjener ganske enkelt bedre.

Dette er en udtalelse fra folketingsmedlemmerne Julie Rademacher (S), Julie Skovsby (S), Yildiz Akdogan (S), Thomas Jensen (S), Benny Engelbrecht (S), Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), Ida Auken (SF), Jesper Petersen (SF), Nanna Westerby (SF), Jonas Dahl (SF), Pia Olsen Dyhr (SF) og Astrid Krag (SF). Udtalelsen er bragt i Jyllands-Posten i dag.

www.benny-engelbrecht.dk