Smartlog v3 » Benny Engelbrecht » fdselsdag
Opret egen blog | Næste blog »

Helle: 40, flot og fremtiden

14. Dec 2006 09:45, Benny-Engelbrecht

Det er Danmarks kommende statsministers fødselsdag i dag. En rund en af slagsen.
Traditionen byder at man nødigt taler om kvinders alder, men i Helle Thorning-Schmidts tilfælde er den i højeste grad værd at tale om. Helle har nemlig den helt rette alder til at blive landets næste leder. Hun er eksponent for en ny generation - en generation af politikere der tænker anderledes, har andre normer og færre fordomme. For ti år siden havde det ikke blot været usandsynligt at en kvinde kunne besidde landets førende post, det havde været direkte utænkeligt. Et skifte der handler om kvinder på ledende poster i samfundet er sket og i dag er det lige så naturligt at direktøren er kvinde som mand, selvom det ikke er så almindeligt endnu.
Min spådom er at dette vil ændre sig over de kommende år og med stadig flere gode forbilleder som Helle Thorning-Schmidt vil flere kvinder bliver ansporet til at søge indflydelse i det private erhvervsliv, i det offentlige og i politik.

Årsagen til denne ændring skal ikke kun findes i en ændret holdning i samfundet i forhold til at give plads til kvinder på topposter. Det skyldes i langt højere grad at mange kvinder har fået øjnene op for at det faktisk er muligt at bestride en toppost og samtidig have et helt liv ved siden af. Et liv hvor der også er plads til familie.
Dette holdningsskift skal ses i lyset af at danske virksomheder og institutioner er blevet stadig mere bevidste om at gode medarbejdere også betyder medarbejdere der er tilfredse og har andet i hovedet end blot arbejde. Her har mange kvinder en betydelig fordel frem for en hel del mænd. De forstår at der er andet i livet end arbejde, men også at man godt i fritiden kan tænke på arbejde, uden at det må tage overhånd og giver stress. Rolleskiftet mellem den professionelle person og den private, falder mange kvinder lettere end mænd.

Myten om multi-tasking
Jeg kan nogen gange godt være lidt træt af den gamle forklaring om at kvinder kan multi-taske, altså udføre flere opgaver samtidig, mens mænd ikke besidder den evne. Jeg tror snarere at en del af forklaringen skal findes i netop evnen til rolleskift.
Et godt eksempel på dette oplevede jeg for nogen tid siden. Der sad et par, sandsynligvis et ægtepar på romantisk aften sammen, ved et bord i nærheden af mig på en café. Der var tydeligvis kærlighed i luften, men hendes rolle skiftede straks fra forførersken til moderen, da hendes mobiltelefon ringede. Jeg gætter på at det var en teenage-søn eller -datter i den anden ende, med et madlavningsproblem. Og næppe var telefonen lagt på, før hun helt naturligt skiftede tilbage igen.
Denne evne til at være i øjeblikket, skifte fra én rolle til en anden på et splitsekund og bevare tråden i det man var i, så man kan vende tilbage, den er kvinder ofte bedre til at håndtere end mænd - er min påstand.

Kvindelige statsledere
Der er sket mange ændringer i befolkningens opfattelse af hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre for kvinder i lederstillinger. I udlandet har vi set flere gode eksempler på kvindelige statsledere og stadig flere er på vej. Mest imponerende synes jeg det er at se den udvikling det amerikanske samfund har været igennem. For blot får år siden var det utænkeligt at se andet end en mandlig hvid præsidentkandidat, men gennem en målrettet kommunikationsindsats, ikke mindst anført af den amerikanske underholdningsindustri, er det lykkedes at vende holdningen til at have kvindelige polikere og til dels også politikere med afroamerikansk og hispanic baggrund. Vejen ser ud til at være banet for at Hillary Clinton kan blive den næste amerikanske præsident.

Kvindelig chefer
Jeg vil gerne tage udgangspunkt i mine egne erfaringer. Jeg har trods alt været på arbejdsmarkedet i tyve år og i mere end halvdelen af de år har min chef været kvinde. Det giver mig derfor - i al beskedenhed - en berettiget grad af erfaring at tale ud fra, mine 36 år til trods. Min oplevelse er den at kvinder kan være lige så gode og lige så dårlige ledere som mænd. Eller for at sige det på en anden måde: Min erfaring er ikke at kvinder per definition er bedre end mænd til at lede, omvendt er de altså heller ikke ringere. Derimod har jeg haft chefer der var rigtig gode og chefer der var rigtig dårlige - af begge køn. Det handler med andre ord om den enkelte persons kompetencer og evner, ikke om kønnet.

Helle som statsminister
Det leder mig så videre til Helle Thorning-Schmidt og en kendsgerning jeg gerne vil slå fast på hendes fødselsdag: Helle er den rette kandidat til posten som Danmarks næste statsminister, men ikke fordi hun er kvinde. Hun er det fordi hun er kvalificeret og har evnerne.
I en tid hvor regeringen er i krise, senest med Lars Barfoeds afgang som minister, er det let at forestille sig et regeringsskifte i Danmark. Vi ved godt at det nok vil tage nogle år, før det sker, for så længe meningsmålingerne ser ud som de gør, tør Anders Fogh Rasmussen næppe udskrive et valg i utide.
Indtil da glæder jeg mig over den entydige opbakning der er i baglandet til Helle som leder, med den dækning i ryggen bliver det meget svært for Anders Fogh at blive i statsministeriet efter næste valg.
Læs i øvrigt mere om Helle Thorning-Schmidt på hendes hjemmeside.

Helle fylder fyrre i dag, men vi kan endegyldigt slå en streg over det forslidte udtryk "fyrre, fed og færdig". Derfor har jeg valgt at give Helle en fødselsdagshilsen med overskriften "40, flot og fremtiden".

Tilbage er vist blot at sige: Tillykke!

www.benny-engelbrecht.dk