I mange år har jeg rendt rundt med et lille rødt kort i min tegnebog, hvor min underskrift til sidst var helt forsvundet. Kortet var den del af registreringen til donorregistret, som man selv kunne beholde. Til sidst blev kortet så slidt at jeg besluttede mig for at arkivere det, men det mindede mig om, at jeg havde gjort et aktivt valg og besluttet at stille mine organer til rådighed for andre mennesker, hvis den ulykkelige situation skulle indtræffe, at jeg ikke længere har brug for dem selv.

Det er jo nemt nok for mig, her 17 år efter donorregistret blev indført, at sige: ”Ha! Jeg har da bare registreret mig den første dag i 1990, så se bare at kom i gang.”, men det er nu ikke det der er min pointe.
Jeg mener ikke at der skal være automatik i spørgsmålet om organtransplantation. Man skal altså ikke fødes som mulig organdonor. Derimod bør alle tage stilling til spørgsmål om transplantation. Det kunne for eksempel ske når man fylder 18 år. En beslutning som man naturligvis kan lave om på, hvis man ønsker det.

Mine overvejelser om dette er ikke politiske, men derimod mere filosofiske. Jeg kan huske den gode snak om livet og dermed også døden, min kone og jeg havde da vi skulle tage stilling til om vi skulle registreres som donorer, dengang i 1990. For der er jo kun ét der er sikkert i livet og det er at det en dag slutter. Vi var ikke i tvivl om at vores organer skal kunne bruges af andre, hvis det er muligt, men sådan vil det ikke være for alle.

Dødsangst er – sådan lidt lommefilosofisk betragtet – nok én af årsagerne til at mange ikke lige får taget sig sammen til at blive registreret i donorregistret, for så slipper man for at skulle tage stilling til det deprimerende faktum, at man en dag ikke længere er.

Jeg kan under alle omstændigheder kun opfordre dig, hvis du ikke allerede har taget stilling, til at lade dig registrere. Uanset om du vil lade andre få gavn af dine organer eller foretrækker det modsatte, bør du selv tage stilling til det. Det er en beslutning du ikke bør overlade til de der overlever dig.
Du kan registrere dig lige her…

www.benny-engelbrecht.dk

På en helt fantastisk sommerdag i Danmark, kan man næste ikke bære triste begivenheder. Men det er alligevel hvad i dag bringer.
Det er sidste dag Bageriet i Brandtgade har åbent. Og nu kan jeg forestille mig at der er flere der tænker: Og hvad så?

Jeg bliver nødt til at fortælle lidt om Jens Peter og hans lille butik Bageriet. Det er nemlig andet og mere end bare et bageri - det er intet mindre end et lille kunststykke. Jens Peter bager nemlig noget af landets bedste brød.
At der er slut kan jeg kun begræde, men jeg forstår og respekterer Jens Peters beslutning. Skulle han fortsætte og udvikle sin forretning skal der flere midler til end han selv er i stand til at skaffe på nuværende tidspunkt. Jeg håber at han en dag vil tage chancen igen, men jeg har også forståelse for at det måske ikke lige bliver i Sønderborg. Dertil bor hans familie for langt væk.

Jeg vil savne det franske landbrød, de lækre baguettes, de fantastiske rosinboller og ikke mindst det gode rugbrød.

Da jeg første gang satte foden i Jens Peters åbne bageri og kom til at snakke med ham, kunne jeg ikke vide hvad det ville føre til. Men som med så mange andre af hans faste kunder havde jeg oplevelsen af at have fundet en godt gemt hemmelighed. Folk begyndte at snakke:
"Dernede hos "den gode bager" - det er bare sådan noget godt brød."
"Det er ligesom når man er på ferie i Frankrig."

En af mine kolleger har fransk baggrund, men lever til daglig i Afrika. Jeg serverede på et tidspunkt han var i Danmark croissanter for ham. Først ville han ikke have noget, for intet slår jo en fransk croissant, men jeg insisterede. "Oh la la!", svarede han ved første bid. Jo, Jens Peter kan det der med brød - og kager i øvrigt!

Det var i december 2004 at jeg brød barrieren mellem "bare" at være kunde og ven med Jens Peter. Jeg hjalp ham med at lave lidt reklamemateriale, for at sætte lidt mere skub i hans forretning. Det førte til mange gode middage og lange snakker over kaffe, mad eller bål om alt fra musik til livet og døden.

For at forstå hvad det er han kan, da jeg skulle hjælpe ham første gang, dukkede jeg op en sen aftentime og fulgte med i processen fra rå dej til færdigt brød. Jeg lærte om hans surdej, som han kalder Brian og som kommer i al hans brød og forstod hvor står forskel der er på at bage med melblandiger og så at lave alt for bunden. Arbejdet er enormt, men resultatet er også derefter.

Mange vil mindes Jens Peters bageri, ikke kun på grund af brødet, men også på grund af tonen. Jens Peter er virkelig god til mennesker og han kan huske de fleste af de faste kunder. Og så diskuteredes der ofte verden, filosofi og musik i det lille bageri. Charlotte - min kone - endte faktisk med at få Jens Peter til at stemme til valg. Noget han aldrig havde gjort før i sit liv. Men som hun siger: Vil man have retten til at brokke sig, skal man også benytte sin borgerret til at stemme. Og Jens Peter har altid en mening om politik - og langt fra altid den samme som jeg.
Det var i den gode diskussion at jeg blandt andet fik inspirationen til det der skulle blive til den kulturpolitiske handlingsplan der nu er vedtaget som den nye Sønderborg kommunes kulturpolitik.

Jeg var forbi i bageriet i går - i dag er jeg på familiebesøg i Viborg - og for sidste gang købte vi brød. Jens Peter var lidt beklemt ved situationen, men det er der heller ikke noget at sige til. Alle vil sige farvel og der skal nok komme en enkelt tåre eller to ind imellem. For der er mere end brød mellem Jens Peter og hans kunder.
Det er det der har gjort det til noget ganske særligt at købe brød hos Bageriet - og det vil blive særligt savnet.

I dag står folk i køb for sidste gang. På tavlen står det sidste citat skrevet med kridt. Et uddrag fra Blade Runner - hvad ellers.
Et eventyr er slut, men livet går videre. Og vi er mange der må til at bage selv igen...