30. Apr 2008 19:44, Benny-Engelbrecht

I dag besøgte Sønderborg byråd Christiansborg – et besøg der var arrangeret af de fire folketingsmedlemmer valgt i området, herunder undertegnede. Formålet var at sætte nogle af de aktuelle udfordringer Sønderborg har på den politiske dagsorden og det lykkedes.
Først og fremmest er det klimaudfordringen og de mange initiativer Sønderborg Kommune har i den forbindelse, der blev sat på den politiske dagsorden. Det skete via møder med blandt andre finansminister Lars Løkke Rasmussen der midt i den travle politiske hverdag på Christiansborg havde afset en lille time til debat med byrådet. Af respekt for den politiske drøftelse der foregik for lukkede døre vil jeg ikke refererer fra dette møde, men blot konstatere at der blev ført en meget åbenhjertig og ærlig dialog og der blev lyttet til de argumenter det samlede byråd i Sønderborg fremførte om det problem at kommunernes anlægsloft betyder at Sønderborg ikke kan komme i gang med investeringer i energibesparelse. En udfordring som også andre kommuner har for tiden.
Det 6 timer lange og meget pressede program omfattede i øvrigt møder med sundhedsministeren, en række af de kommunalpolitiske ordførere, et frokostmøde med de lokale MF’ere og et tema om FNs klimakonference i København i 2009.
Endelig blev udnævnelsen af Sønderborg som klimakommune afviklet ved en højtidelighed hvor repræsentanter for Danmarks Naturfredningsforening mødte frem.
Alt i alt blev det en rigtig god dag for Sønderborg og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke både byrådet for at have afsat tid til besøget, for det flotte fremmøde og til mine ”kolleger” i de andre partier, Jørn Dohrmann (DF), Jesper Petersen (SF) og Ellen Trane Nørby (V), for deres indsats med at sætte programmet sammen.
Allerede mandag skal vi fire i øvrigt mødes igen – denne gang i Sønderborg til kvartalsmøde med borgmesteren på Sønderjyllands Kunstskole. Her skal vi blandt andet høre om skolens fremtidsplaner og på et efterfølgende møde med borgmesteren drøfte hvordan vi følger op på dagens besøg.
www.benny-engelbrecht.dk
anlaegsloft, benny engelbrecht, borgmester, byrad, christiansborg, danmarks naturfredningsforening, engelbrecht, fn, folketing, folketinget, klima, klimakommune, klimakonference, klimaudfordring, lars lokke, mf, miljo, prokopek, sonderborg, sonderjylland
|
kommentarer (0)
2. Mar 2008 10:49, Benny-Engelbrecht
Da jeg var helt ung vidste jeg med mit fulde hjerte, at jeg ville være med til at gøre en forskel. Gøre verden til et bedre sted, men jeg vidste ikke rigtig hvor jeg skulle starte. Dengang fandt jeg ud af at noget af det jeg var god til var at viderebringe information til andre, men jeg havde også en lille drøm om at rejse ud og gøre en forskel. Mange år senere befandt jeg mig i en virksomhed der arbejdede med internationale humanitære organisationer. Her fik jeg bekræftet min opfattelse af, at det er idealisme der driver folk til at arbejde med humanitært arbejde – også de der arbejder for FN og har en ganske pæn løn.
Derfor er jeg så glad når jeg oplever unge der ikke bare har den samme drift efter at gøre en forskel som jeg havde, men også gør noget ved det. Den tidligere DSU formand i Sønderborg, Ditte Houston Tønnies, rejste ved årsskiftet til Bolivia i forbindelse med et demokratiprojekt. Og Ditte er en grundig pige, der naturligvis også vil fortælle om hendes oplevelser. Derfor skriver hun naturligvis en blog der handler om hendes oplevelser i det sydamerikanske.
På billedet (der stammer fra hendes blog) slapper hun ganske vist af i siestaen, men ellers er det langt fra en fornøjelsestur – det er også hårdt arbejde. Ditte har også måttet sande at Bolivia er en udfordring på det personlige plan. Som hun skriver på sin blog:
Nogle vil påstå, at vi som mennesker kan vænne os til meget på ufattelig kort tid. Denne påstand har jeg imidlertid i skrivende stund svært ved at tilslutte mig. I den seneste tid har jeg erfaret, at tilvænning og omstilling også er noget der kan tage tid. Jeg er vokset op med bestemte normer og værdier - og er dermed blevet et slags produkt af det omgivende samfund. At blive placeret i en helt anden verden, hvor alt er ukendt, og hvor der samtidig stilles spørgsmålstegn ved det, som man troede var endegyldigt, kan derfor føles stærkt for både sind og sjæl.
Ditte har lovet at være hjemme den 1. maj, så hvis vi er heldige vil hun kunne fortælle os meget mere om hendes oplevelser i en tale – og det vil jeg glæde mig til, for jeg husker stadig hendes engagerede tale fra sidste års 1. maj.
Læs selv Dittes blog fra Bolivia her...
www.benny-engelbrecht.dk
blog, bolivia, ditte, dsu, engelbrecht, fn, folketinget, houston, humanitaer, siesta, socialdemokraterne, socialdemokratiet, solidaritet, unge
|
kommentarer (17)
8. Dec 2007 17:42, Benny-Engelbrecht
De igangværende klimaforhandlinger på Bali kan meget vel komme til at blive vendepunktet i kampen mod global opvarmning. For første gang peges der på at det er de rige lande der skal gå foran i reduktionerne af CO2 udslip, mens de fattige lande skal holde deres udslip uændret.
Reelt vil det betyde at Danmark skal fordoble sin 2020 målsætning, fra regeringens mål om 20 % til en reduktion med udgangspunkt i Bali-udspillet på 40 %. Det er endda længere end den danske regering har været villig til at strække sig tidligere, så jeg håber at den danske delegation på Bali – og ikke mindst EU's delegation med min partifælle Dan Jørgensen i forhandlingsdelegationen – nu holder fast og ikke begynder at ryste på hånden.
Helt afgørende er det naturligvis at vi får alle de store lande med – især USA er en udfordring i den sammenhæng.
Målsætningen om 40 % reduktion i de rige lande er at finde i et udkast til sluterklæring. Udkastet er udarbejdet af delegerede fra tre lande - Indonesien, Australien, Sydafrika - forud for den afgørende uge med drøftelser for repræsentanter for de 190 lande. Dokumentet på fire sider fungerer som en uforpligtende vejledning for forhandlerne på mødets sidste dage, hvor landenes miljø- og klimaministre er til stede.
Formålet med klimamødet på Bali er at begynde at tegne omridset af en ny klimatraktat, som kan afløse Kyoto Protokollen efter 2012. Planen er, at forhandlingerne om en ny traktat bliver færdiggjort med succes på klimatopmødet i København i december 2009.
På mandag skal de delegerede på topmødet på Bali komme med reaktioner på udspillet – vi afventer spændt!
www.benny-engelbrecht.dk
bali, benny engelbrecht, co2, dan jorgensen, danmark, engelbrecht, eu, fn, global opvarmning, klima, klimakonference, kyoto protokol, politik, reduktion, socialdemokraterne, un, usa
|
kommentarer (4)
5. Dec 2007 22:52, Benny-Engelbrecht
I næste uge indleder politikere fra hele verden FNs Klimatopmøde på Bali. Et af de konkrete eksempler der vil komme med i de mange diskussioner, er Sønderborgs ambitiøse Project ZERO.
Det er min partifælle Kim Mortensen - tidligere energiordfører, nu europaordfører - der deltager i den danske delegation på FN topmødet og som tager det gode budskab om Sønderborgs tiltag med.
Læs mere på DR Syds hjemmeside...
www.benny-engelbrecht.dk
bali, benny engelbrecht, co2, co2 neutral, dr syd, engelbrecht, fn, kim mortensen, klima, klimatopmode, politik, project zero, socialdemokraterne, sonderborg, un
|
kommentarer (0)
12. Oct 2007 16:45, Benny-Engelbrecht
Det har været en usædvanlig sløj uge fra min bloggerhånd – og det med en god forklaring. Det meste af ugen har været på langs i sengen med influenza og stort set kun overskud til at sove til dårlige serier i fjernsynet. Heldigvis er jeg nu så nogenlunde på højkant igen og det til den gode nyhed, at Al Gore og FNs klimapanel deler årets Nobels Fredspris.
Det er ikke så meget hvem der har vundet prisen, som hvad der har vundet prisen, der er afgørende for mig. Det er sammenkædningen mellem den globale klimaudfordring og fred der er så væsentlig. For jeg er ikke i tvivl om at vi i fremtiden vil opleve krige afstedkommet af klimaforandringer, hvis vi ikke gør en indsats. Det kan være spørgsmål om adgang til rent drikkevand eller masseflugt fra områder der blive gjort ubeboelige.
Jeg vil helt sikkert vende tilbage til Al Gore senere, lige nu glæder jeg mig på klimaets vegne og over at feberen i min krop er væk.
I mellemtiden kan du læse mit indlæg om Gore og spin fra sidste år...
www.benny-engelbrecht.dk
al gore, benny engelbrecht, engelbrecht, fn, fredspris, influenza, klimaforandringer, klimapanel, nobel, partipolitik, politik, project zero, socialdemokraterne, sonderborg, un
|
kommentarer (2)
10. Sep 2007 20:10, Benny-Engelbrecht
Det er enorme mængder CO2-udslip der årligt kan spares i Sønderborg, hvis det lykkes DONG at finde optimale forhold i undergrunden under byen, så der kan etableres geotermisk varme. DONGs projekt sker i samarbejde med Sønderborg Fjernvarme og vil kunne gå i fuld produktion i år 2011.
Der bliver senere i denne måned Sønderborg Fjernvarme og DONG Energy tager hul på den første fase i etableringen af det geotermiske anlæg, der skal udnytte varmen fra jorden og omsætte den til forureningsfri fjernvarme. I første omgang vil det give grøn opvarmning af cirka 10.000 husstande i Sønderborg Kommune, men på længere sigt er planen at udvide dækningsområdet for fjernvarme i kommunen.
Planen om geotermisk varme er et vigtigt skridt på vej mod at Sønderborgs ambition om at blive Europas første CO2-neutrale vækstområde kan opfyldes.
I første fase er investeringen for DONG og Sønderborg Fjernvarme på 5 millioner kroner der skal dække seismiske undersøgelser. Er de positive er vejen banet for den fulde investering der er beregnet til 155 millioner kroner.
Hvis det lykkes at etablere det planlagte anlæg, vil det blive Danmarks største geotermiske anlæg og kun det tredje af sin slags. De to første ligger i Thisted og på Amager.
Da planen i morges blev præsenteret på Alsion, blev der naturligvis også stillet spørgsmål til hvor lang tid man kan forvente at kunne hente energi op af undergrunden. Svaret var ret tydeligt: I princippet uendeligt!
Sønderborgs plan om at blive Europas første CO2 neutrale by vil få et særdeles godt skub på vejen, når anlægget står klar. CO2-besparelsen er således beregnet til 15.000 ton CO2 årligt!
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, co2, co2 neutral, energi, energiby, engelbrecht, fjernvarme, fn, geotermi, miljo, miljokonference, partipolitik, politik, project zero, socialdemokraterne, socialdemokratiet, sonderborg, varme
|
kommentarer (0)
20. Aug 2007 04:07, Benny-Engelbrecht
Med Sønderborg som Europas første CO2 neutrale by, er der 5.000 nye arbejdspladser på vej til Syddanmark. Så enkelt formuleres den forventede gevinst ved at sætte intelligent energihåndtering i centrum i Sønderborg – ikke med vores ord, men med Jørgen Mads Clausens ord. Clausen er direktør for Danfoss koncernen og medinvestor i Project Zero, sammen med Sønderborg kommune og Sydenergi.
Socialdemokraterne støtter at Sønderborg skal blive en del af FNs miljøkonference i 2009, blandt andet fordi projektet er enestående ved at involvere både kommunen, erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne og den lokale forskning. Vi mener derfor at Sønderborgs ambitiøse plan om at blive CO2 neutral, vil være oplagt at vise frem for verdens førende energi- og miljøfolk, når de samles i Danmark.
Samtidig passer planen om Sønderborg som energiby med satsning på intelligent energihåndtering perfekt med den overordnede strategi, der spreder energisatsninger i hele Syddanmark. I de fire syddanske hjørner vil byerne Esbjerg, Tønder, Vejle og Sønderborg være fikspunkter, når det handler om at skabe arbejdspladser i energierhvervet.
Esbjerg er naturligt hjemsted for off-shore branchen. Tønder er førende i udvikling af biobrændstof, Skærbæk er hovedkvarter for energiselskabet DONG Energy og Sønderborg vil altså blive blandt verdens førende indenfor intelligent energihåndtering. Tilsammen kan dette firkløver blive afgørende for fortsat vækst i det sydligste Danmark.
Syddanmarks satsning på energiområdet kan desuden tiltrække langt mere af den videnstunge forskning og uddannelse der knytter sig til energiområdet. Vi giver derfor borgere og erhvervsliv i Syddanmark håndslag på at arbejde sammen for at opnå resultater på energiområdet.
Dette indlæg er skrevet sammen med Socialdemokraternes energipolitiske ordfører Kim Mortensen og bragt som synspunkt i dagbladet JydskeVestkysten.
www.benny-engelbrecht.dk - www.kim-mortensen.dk
benny engelbrecht, co2, co2 neutral, danfoss, energi, engelbrecht, esbjerg, fn, folketingsvalg, intelligent energihandtering, jv, miljokonference, mortensen, partipolitik, politik, socialdemokraterne, sonderborg, syddanmark, tonder, valg, vejle
|
kommentarer (0)
23. Mar 2007 15:25, Benny-Engelbrecht
Med nogle ganske få undtagelser er der bred opbakning til at Danmark gennemfører FNs store klimakonference i 2009. Det er en enestående chance for verden og for Danmark og i al sin enkelthed en opgave der er alt for vigtig til at køre partipolitik på.
Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg har store roser til Connie Hedegaard der tydeligvis har gjort en storartet indsats for at få konferencen til Danmark og vi bør alle glæde os over det resultat. På dette tidspunkt i et blogindlæg ville man forvente at jeg nu kom med en masse sætninger indledte med et "men". Det er imidlertid ikke tilfældet, for jeg ønsker ikke at nogen af de negative holdninger jeg har i forhold til den nuværende regering skal smitte af på min holdning til klimakonferencen.
I dag omtaler medierne da også en henvendelse fra min partifælle Svend Auken til Connie Hedegaard der foreslår borgfred om miljøtemaet, for at sikre arbejdsro frem til klimakonferencen, ikke kun med henblik på at have en positiv dansk politisk dialog, men også for at sikre regeringen i forhold til selve finansieringen af konferencen.
Hvad der ikke nævnes i medierne er naturligvis den bagtanke, at uanset hvad den siddende regering har planlagt at skulle fremlægge på konferencen, så vil der inden da skulle afholdes et folketingsvalg. Et valg der kan betyde at en socialdemokratisk regering skal overtage det forarbejde der gøres af den nuværende regering. Derfor er det klart at der må bygges på en så bred politisk platform som muligt.
Man kan lidt sammenligne situationen med den Anders Fogh Rasmussen var i umiddelbart efter at have overtaget regeringsmagten og skulle gennemføre det store EU-topmøde, hvor forarbejdet var udført af hans forgænger Poul Nyrup Rasmussen.
www.benny-engelbrecht.dk
auken, engelbrecht, fn, hedegaard, klima, klimakonference, miljo, politik, socialdemokraterne, un
|
kommentarer (0)
15. Oct 2006 10:27, Benny-Engelbrecht
I dagens udgave af Jyllands-Posten bringes mit svar til Louis Trebbien der 10/10 foreslog at der på Dybbøl indrettes en "heltekirkegård" som man kender fra Arlington i USA. Naturligvis skal danske soldater der stiller sig til rådighed med livet som indsats hyldes, men det gælder alle. Det må aldrig forstås sådan at Danmark sætter mere pris på de soldater der kommer hjem i kister end de der kommer hjem i live.
Seks danske soldater har mistet livet i Irak. Jeg ville have det meget skidt med at deres familier skulle opleve at deres kære blev brugt til national propaganda. Hvor og hvordan en falden dansk soldat skal begraves er ene og alene de efterladtes beslutning. Mange udstationerede har sandsynligvis diskuteret situationen igennem med deres familier inden de tager afsted eller efterladt skriftlige instruktioner.
Det væsentligste problem med at skabe en "heltekirkegård" er dog at man derved ville skabe grobund for accept af at menneskeliv går tabt under udstationeringer. Ethvert tab af menneskeliv er chokerende og skal skabe reflektion i samfundet. Er det vi gør også risikoen værd? Bliver det først acceptabelt at der går menneskeliv tabt under udstationeringer kan vi stå i en situation hvor folk blot trækker lidt på skulderen og konstaterer at "det er risikoen". Det må aldrig ske!
Mit debatindlæg fra Jyllands-Posten kan læses på min hjemmeside.
dybboel, engelbrecht, fn, heltekirkegaard, irak, krigsminde, menneskeliv, politik, tab, trebbien
|
kommentarer (0)
23. Aug 2006 06:24, Benny-Engelbrecht
50 angreb med raketter og granater siden 21. juli. Sådan lød status efter den første måned med danske soldater i Musa Qala i den urolige Helmand provins i Afghanistan.
De danske styrker der er sendt afsted er helt afgjort dygtige. Chefen for styrken udtalte forleden dag: "Vores enhed er meget erfaren, og trods de primitive vilkår og hårde betingelser, virker tingene, når de skal."
Jeg er ikke i tvivl om soldaternes evner og alligevel vil jeg hævde at det er en fejl at have givet dem denne opgave, fordi de kunne gøre så meget mere gavn andre steder.
Det er sagt mange gange før, men jeg vil til stadighed holde fast i at danske soldater har den særlige kompetence der skal til i en fredsstyrke. De tænker ikke som traditionelle soldater, men er i stand til at handle på en måde der er tillidsskabende. I Afghanistan er de en del af en styrke der har til opgave at nedkæmpe modstand. Det kan de givetvis også, men det er ikke det de er bedst til.
I en tid hvor der mangler tropper til FN styrken i Libanon er det måske tid til at genoverveje Danmarks indsats i Irak og Afghanistan. Vi er ikke specialister i at være besættelsesstyrke - vores indsats ville derimod være bedre anvendt i Libanon.
afghanistan, engelbrecht, fn, helmand, irak, libanon, politik, taliban
|
kommentarer (0)
12. Aug 2006 09:38, Benny-Engelbrecht
FNs sikkerhedsråd vedtog i nat en resolution der skal ende konflikten i Sydlibanon. Resolutionen forudsætter at agressionerne ophører og at der derefter indsættes en FN styrke på 15.000 mand. Det er en meget omfattende militærstyrke, men hvis det er hvad der skal til for at sikre civilbefolkningen er det hvad man må gøre.
Libanon har allerede accepteret resolutionens betingelser, mens Israel afventer et ministerrådsmøde søndag før de vil tage officielt stilling. Samtidig har Israel optrappet kamphandlingerne i Libanon.
Jeg er fuldt opmærksom på at mange kommentatorer fremhæver Israels ret til at forsvare sig mod angrebene fra Hizbollah og at Hizbollah bevidst har placeret sig i områder med mange civile. Ikke desto mindre kan jeg ikke acceptere de israelske angreb fordi de ikke har taget hensyn til netop civilbefolkningen. Alt for mange uskyldige liv er gået tabt og derfor kan det ikke gå stærkt nok med at få afsluttet krigshandlingerne.
Kravet er nu en omgående våbenhvile inden en FN styrke kan indsættes. Her ligger ansvaret på Israels hænder.
Mere om Benny
Du kan læse mere om mig på min hjemmeside: www.benny-engelbrecht.dk
engelbrecht, fn, israel, krig, libanon, politik, sikkerhedsraad
|
kommentarer (0)
26. Jul 2006 07:58, Benny-Engelbrecht
Israelske kampfly bombede i går en FN observationspost i det sydlige Libanon og slog dermed fire FN observatører ihjel.
Angrebet er et markant brud på respekten for FN og det må medføre en markant konsekvens for Israel.
Når man læser om omstændighederne omkring angrebet er det meget vanskeligt at forestille sig at der er tale om sort uheld. Observationsposten havde været beskudt ikke mindre end 14 gange i løbet af i går. De fire dræbte observatører var da også gået i beskyttelsesrummet, men en direkte træffer kan intet beskyttelsesrum modstå.
Det jeg særligt hæfter mig ved er den normalt meget diplomatiske Kofi Annan der udtaler (ifølge Ritzau): "Jeg er chokeret og i dyb sorg over det tilsyneladende overlagte angreb fra de israelske styrker mod en FN-post i det sydlige Libanon." Se hele artiklen her: http://www.jp.dk/udland/artikel:aid=3859294/ eller denne lidt længere: http://politiken.dk/VisArtikel.iasp?PageID=467274
Hvis det er korrekt at Israel har angrebet bevidst, vel vidende at det var FN man angreb, er det en situation der stiller Israel i et utrolig dårligt lys.
Mange har i de forgangne uger udtalt sig om hvor skylden for den igangværende konflikt ligger. Er det Israel eller er det Hizbollah der er skyldige i at det er kommet så vidt?
Uanset hvordan man vender argumenterne er der en ting der står tilbage: Det er civile der er ofrene på begge sider. Det har alle vidst ville blive konsekvensen, både Hizbollah der har placeret sig strategisk som man har og Israel der valgte at angribe.
Skylden er delt og kun ét er sikkert: Jo længere konflikten løber, jo flere uskyldige vil dø.
Krig må og skal undgås for enhver pris - men nøglen ligger først og fremmest på den anden side af Atlanten, hvor USA meget hurtigt vil kunne bremse deres nære samarbejdspartner Israel, hvis de vil.
Jeg håber at viljen er til stede.
fn, hizbollah, israel, krig, libanon, politik, socialdemokraterne, un, usa
|
kommentarer (0)