I skrivende stund tyder alt på at vi skal sige farvel til blokpolitikkens fader, statsminister Anders Fogh Rasmussen, der efter lang tids mentalt fravær, nu er på vej mod fremmede udfordringer. Imidlertid er der intet der tyder på, at det betyder et farvel til blok-politikken og dermed den permanente valgkamp som mange danskere ikke bryder sig om. Tværtimod tyder alt på, at den sidste rest af forestillingsevne er forsvundet. Med skattereformen fik vi at se hvor slemt det står til – her orkede regeringens forhandlere, under ledelse af den sandsynligvis kommende statsminister, ikke engang at spille det sædvanlige skuespil – man kastede simpelthen hele oppositionen ud af forhandlingslokalet så hurtigt man kunne.

Reelt har VK-regeringen bundet sin politik uløseligt til Dansk Folkeparti frem til 2019!

Man kunne spørge, om det var bedre, hvis regeringen fik lov til ukommenteret at foreslå forringelse af dagpengene og at indføre en socialt og geografisk skæv skattereform? Listen kan gøre meget længere.

Det har siden 2001 været sådan, at ”blå stue” i dansk politik har dannet en sammentømret blok. Fogh har fået lov til alt det, han gerne ville – så længe Pia Kjærsgaard har givet ham lov. Af og til har regeringen så smidt en luns til især de radikale der har fået lov til at skrive under på det, VKO allerede var enige om.

Skulle oppositionspartierne da nu, hvor ”rød stue” står til at vinde et kommende valg, lade være med at gøre opmærksom på vores alternative politik? Kan danskerne ikke med rette forvente, at vi netop fortæller hvad vi vil – og især, at vi ønsker en helt anden kur mod den økonomiske krise, end den regeringen har valgt?
I tiden efter 2001 er den borgerlige regerings vellønnede og mange spindoktorer blevet sat på opgaven at føre permanent valgkamp for deres partier og for regeringen. Det sker i fuld overensstemmelse med loven og med klækkelige, skatteyderbetalte hyrer til de ”særlige rådgivere” i ministerierne.

Fra nu af og frem til det valg der kommer før eller siden (lige om lidt, hvis Løkke skal have et folkeligt mandat), vil der blive ført permanent valgkamp. Det betyder at den politiske situation vil forblive permanent ustabil. Spørgsmålet er om det er i Danmarks bedste interesse.

Som opposition må vi dog slå fast, at den eneste part der kan lave om på det, er den siddende regering. Indtil den gør det er det helt legitimt at melde at vi vil have den siddende regering ud af vagten, hurtigst muligt, fordi de gør deres job elendigt.

www.benny-engelbrecht.dk

Der er brug for fokus på arbejdsløsheden - ikke en enkelt statsmand personlige jobplan!

Skal den danske statsminister være generalsekretær for NATO? Spørgsmålet summer rundt på Christiansborgs gange i disse dage – ja helt ud for enden af den fjerneste gang sågar, herud hvor mit beskedne kontor befinder sig.
Og det er da sikkert noget der optager især Anders Fogh Rasmussen. Det må være spændende sådan at være med i slutspillet om en international toppost. Problemet er blot at der er så mange andre ting der burde optage en dansk statsminister lige nu – og det synes som om de rigtige vigtige dagsordener er overladt til tilfældighederne. Det ville i en normal situation være uhensigtsmæssigt, men da vi ikke er i en normal situation, men i en alvorlig krisetid, er det langt mere end uhensigtsmæssigt. Det kan vise sig katastrofalt.

Den internationale økonomiske krise kradser, mens landets Finansminister blot taler om at tingene nok vender senere på året. Det er en ubegribelig laissez faire holdning at indtage, når alle økonomer peger på at krisen varer ved længe. Der er brug for handling, ikke for passivitet. Her er der brug for en stærk statsminister der kan skære igennem, stille den nødvendige diagnose og udpege den rette medicin. Det er Anders Fogh Rasmussen imidlertid ikke i stand til at gøre. Det er åbenbart vigtigere at han får nyt job end at titusindvis af danskere mister deres.

Samtidig nærmer vi os med hastige skridt den største mulighed i verdenshistorien for at knække klimakurven. Det sker når verdens lande mødes i København i december til klimatopmøde. Det burde regeringen og dens statsminister udnytte ved en massiv diplomatisk indsats. Desværre tyder meget på at den mest massive indsats der har været gjort i den seneste tid, har handlet om at brande statsministeren, ikke klimaindsatsen og de fælles mål.

Det eneste positive der er at sige om den mulige udnævnelse af NATO generalsekretær er at det snart er afgjort. Vi har ikke brug for den usikkerhed der er om ledelsen af Danmark – uanset hvilken partifarve der besidder den er længere tids ustabilitet et alvorligt problem.

Min opfordring til statsministeren skal derfor være den meget enkle: Gå af nu.

Min opfordring er baseret på følgende enkle analyse: Der er følgende to muligheder:

1: Fogh bliver NATO generalsekretær. Vi siger farvel og tillykke. Få det overstået og lad Danmark komme videre i stedet for at blive hængende i dyndet.

2: Fogh bliver ikke NATO generalsekretær, for eksempel fordi Obamas regering foretrækker en tættere allieret som Canada. I dette tilfælde vil Fogh skulle komme sig over et alvorligt nederlag og det vil ikke kunne undgå at gå ud over hans embedsførelse. Der skal nok være noget andet man kan tage sig til som forhenværende statsminister – for eksempel er der en kommissærpost der skal besættes i EU, så der skal nok komme en passende retrætepost.

Uanset hvem der er statsminister om en måned i Danmark er et dog sikkert – den samlede opposition vil arbejde døgnet rundt indtil næste folketingsvalg for at sikre en anden sammensætning af Folketinget og en statsminister med en anden partifarve.

Se også min videoblog fra i dag...

www.benny-engelbrecht.dk

Jeg frygter lidt at jeg om et øjeblik vågner af en dejlig drøm, for det virker næsten sådan. 8 år med en håbløs ledelse af USA som har fået ubetinget støtte af en dansk regering er slut om to dage. En ny visionær, farvet præsident tiltræder og skal overtage opgaven med at få det amerikanske samfund ført gennem en voldsom økonomisk krise, blandt andet ved at investere i mere vedvarende energi. Men når jeg kniber mig i armen forsvinder drømmen ikke. Det er virkelighed.

Jeg er ikke naiv, jeg ved godt at politikere der stiller meget store forventninger op, nødvendigvis også har en større risiko for at skuffe end de der ikke gør det. Der var i grunden ikke de store forventninger til George W. Bush og dem der var, levede han op til – ikke mindst med hans meget klodsede udtalelser. Jeg er dog overbevist om at den nyvalgte præsident Obama kan løse en række af det amerikanske samfunds udfordringer.

Når vi skuer ud i fremtiden ligger der en yderst usikker vej for hele den vestlige verden. Jeg er ikke i tvivl om at vi må styrke de internationale relationer, for alt i verden modvirke konflikter mellem lande eller befolkningsgrupper og fremme bæredygtig handel og energifremstilling. Her vil Danmark få en vigtig rolle, ikke mindst på grund af FNs klimatopmøde i december. Netop fordi en succes er vigtig for hele verden – og ikke kun for Danmark – bør den danske statsminister også lægge sin politiske linie om. Han bør først fremmest erkende at den ubetingede støtte til den tidligere amerikanske ledelse havde præg af nærmest betingelsesløs hengivelse. Den kritik en god ven burde have givet den amerikanske præsident, har manglet fuldstændig.

Hvis ikke den danske statsminister forstår vigtigheden af et brud med tidligere dogmer, bør han snarest overlade roret til en anden, der ikke har samme blakkede fortid. Ellers er der en alvorlig risiko for at han kan blive en sten i skoen i forhold til det samarbejde mellem danske og amerikanske klimadiplomater. Det gnidningsfri samarbejde er helt afgørende for at sikre en god aftale i København i december 2009.

www.benny-engelbrecht.dk

Danske brakmarker har det godt og strutter af ny afgrøder og masser af gødning. Markerne er kommet under plov, fordi regeringen har inddraget dem som ”ny” landbrugsjord. Som svar på de stigende fødevarepriser vedtog EU nemlig sidste år at afskaffe støtten til oplægning af brakmarker til fordel for naturen.

Man kan bestemt ikke påstå, at der er i Danmark er problemer med plads til at fremstille fødevarer. Allerede på de eksisterende landbrugsarealer – uden brakmarkerne – har vi været i stand til at producere fødevarer nok til både eget forbrug og en betydelig eksport. Så oppløjningen af brakmarkerne var inderligt overflødig.

I henved 15 år har der eksisteret en glimrende naturpolitik, der har gjort mange brakmarker til miljø- og naturoaser. Naturens biologiske mangfoldighed har bogstaveligt talt oplevet en landvinding. Når marken ligger brak, bruger man ikke gødning, og dermed udledes der ikke forurenende næringsstoffer. Dermed undgår man også iltsvind og fiskedød i de nærliggende fjorde, søer og vandløb. Hermed har miljøet fået det bedre på nogle fredelige brakmarker.

Men den politik forsvandt så at sige natten over. Regeringen gav grønt lys til oppløjningen uden at interessere sig for, hvilke følger det vil få. Vi taler ikke bare om Jens Hansens 17 m2 brakmark ned til åen. Det drejer sig om mere end 800 km2 brakmark, eller sagt på en anden måde: Der er inddraget et areal på størrelse med Læsø, Samsø og Bornholm tilsammen.

De økonomiske vismænd fik da lov til at sige deres mening. Danske Miljøundersøgelser fik en hel uge til at vurdere suspenderingen af brakmarkerne. Selv bad de om at få seks uger. Det siger sig selv, at beslutningen slet ikke var ordentligt begrundet. Den var heller ikke ordentligt forberedt. Vi ved simpelthen ikke, hvor megen ny forurening fra næringsstoffer, der nu vil opstå.

Man skal ikke bruge ord som ”skandale” mere end højst nødvendigt, men dette forløb fortjener betegnelsen. Men vi kan jo blot erkende, at når miljøinteresser møder landbrugsinteresser, så må miljøet vige hver gang, så længe vi har en borgerlig miljø- og fødevareminister. Venstre ved vi altid, hvor vi har – oppe på traktoren i brakmarken i fuld gang med pløjningen gennem fuglereder og ynglepladser.

Du kan læse mere om Foghs 10 sorte miljøsynder her...

www.benny-engelbrecht.dk

Statsministeren har netop holdt sin åbningstale. Jeg oplevede den på nærmeste hånd, fra min plads i folketingssalen. Det blev til én lang kavalkade af eksempler på regeringens manglende nytænkning.

Hvor var den nyskabende politik, som statsministerens eget bagland for nylig har efterlyst? Hvor var den innovation, som regeringen gang på gang efterlyser hos erhvervslivet? Nej, regeringen er på mange måder kørt træt, og syntes ikke i stand til at komme med innovative forslag til fremtidens Danmark. Statsministerens tale dokumenterede til overflod den kritik, som venstres bagland med rette har rettet mod regeringen. Regeringen syntes ganske enkelt løbet tør for ideer.

Statsministeren kom ikke under sin tre kvarter lange tale ind på det manglende grundlag for regeringens deltagelse i Irakkrigen. Hvor var stillingtagen til grundlaget for Irak-krigen, som ellers Venstres egen spidskandidat til Europaparlamentet med rette har sået tvivl om?

Talen var den samme sang fra de varme lande: Der er lav arbejdsløshed i Danmark, lød parolen fratalerstolen igen og igen. Men statsministeren syntes ikke at forholde sig til det faktum, at alle uafhængige økonomer er enige om, at arbejdsløsheden vil stige i året der kommer. Regeringen forholder sig fodslæbende til det faktum, at vi befinder os midt i en finanskrise. Det er nu der skal handles, hvis vi skal sikre at Danmark klarer sig helskindet igennem krisen.   

På et tidspunkt hvor finansiel krise og stigende ledighed kræver politisk lederskab, mangler statsministeren visioner og griber til gammelkendte ideologiske løsninger og floskler. Det syntes paradoksalt, at Fogh taler om at få flere i arbejde ved blandt andet at ændre på dagpengeperioden, når virksomhederne nu bruger ord som "naturlig afgang", "reduktioner" og "nedjusteringer".

Stramninger i dagpengesystemet, som statsministeren i sin tale lagede op til, løser muligvis fortidens problemer men ikke fremtidens. Kortere dagpengeperiode forhindrer ikke ledigheden i at stige de kommende år. De forringelser i dagpengesystemet og arbejdsmarkedspolitikken, som regeringen foreslår, er mest af alt ideologisk betingede. Det danske arbejdsmarked har gennem de seneste år vist, at det er både godt og fleksibelt. Det er egenskaber, som vi i Danmark burde holde fast i og udvikle.

Nej, regeringen syntes løbet tør for nyskabende politiske forslag.

www.benny-engelbrecht.dk

Hvem er smukkest? Hvem er yngst? Hvem har mest appeal til publikum? Det er spørgsmål man kan stille når man læser de danske mediers omtale af ledende politikere. Man skulle tro at politik handlede om indhold, men der tager man altså fejl. Politik handler i disse år mere og mere om form og mindre om indhold. Man kunne kalde det en X-factorisering af dansk politik og noget tyder på at selv Anders Fogh Rasmussen er hoppet på den bølge.

Inden du nu får grimme billeder for dit indre øje af en swingende statsminister på scenen, så lad mig berolige dig. Det jeg tænker på er naturligvis den ambition Ekstra Bladet kunne ”afsløre” forleden dag, nemlig at statsministeren har internationale ambitioner. Han går efter sigende efter enten en EU- eller en NATO-toppost. Om avisens skriverier passer, ved man jo aldrig, men sikkert er det at rygterne har kørt på Christiansborg længe.
Om den virkelige årsag til Foghs besøg i USA var en slags ansættelsessamtale omkring en NATO position ved vi heller ikke, men man må da sige at Fogh fik smurt tykt på. Helt præcist sagde Fogh:

”Frihed og værdighed for den enkelte er universelle værdier. Det er værdier, som folk, der lever under undertrykkende og brutale regimer, længes efter. Vi har en forpligtelse til at støtte de mennesker i deres kamp for frihed og demokrati. Dette er vores fælles udfordring. Og De, hr. præsident, og USA har mere end nogen anden fremmet denne vision om frihed og demokrati over hele verden. Tillad mig at hylde Dem for det.”

Spørgsmålet er naturligvis om dommerne i det virkelig X-Factor ville være faldet for en sådan præstation. Hvad ville Blachman mon sige?
Jeg kan i alt fald afsløre at Fogh ikke høster roser hos mig med de udtalelser.

I sidste ende kræver Foghs ambitioner ikke SMS-afstemninger, men sandsynligvis at et eller flere af Danmarks EU-forbehold afskaffes ved folkeafstemning. Jeg frygter at vi dermed kan få den mest useriøse EU-debat til dato (og der skal altså noget til), når afstemningen kommer til at handle mere om hvem der skal være Foghs kommende arbejdsgiver end om forbeholdenes indhold.

www.benny-engelbrecht.dk

Med næsten stik modsat rettede meningsmålinger - én der giver en ny VKO-regering og en der giver næsten rent rødt flertal, er det tydeligt at meningsmålinger med den intensitet vi har oplevet i denne valgkamp, er fuldstændig ubrugelige. For min skyld kunne vi sagtens forbyde dem, som flere valgforskere har foreslået.

Nu får vælgerne ordet. Nu kan de vælge selv, om de foretrækker flere skattesænkninger til de velhavende, øget social ulighed og en ringere offentlig service. Nu kan vælgerne tage stilling til, om den udslidte gamle regering skal fortsætte sin kurs ud i sumpen, eller om man vil have fornyelse på trygge vilkår.
Det er ikke længere meningsmålinger og professionelle meningsdannere der skal tolke - det er den enkelte vælger der fælder dommen.

Man må nu stille sig selv spørgsmålene: Kan jeg stole på en Fogh, der i seks år har ført blokpolitik sammen med det yderste højre? Kan jeg stole på en Fogh, der først elskede minimalstaten, og nu åbenbart elsker velfærdssamfundets offentlige sektor? Kan jeg stole på en Fogh, som først fyrede alle ”smagsdommerne” – og derefter har ansat et rekordstort antal spindoktorer og nedsat flere råd og nævn end dem, han først nedlagde? Kan jeg stole på en Fogh som først skar milliarder i miljøpolitikken – for nu at gå i spidsen mod klimaforandringerne? Kan jeg stole på en Fogh, der har ladet afviste irakere sidde i Sandholm og andre steder i årevis – men som nu pludselig vil lade dem bo uden for asylcentrene?

Eller kan jeg stole på Socialdemokraterne, når de vil sætte den fælles velfærd over skattesænkninger til de velhavende? Når Socialdemokraterne vil bruge den hovedløse skattelettelse på ti milliarder kroner til samfundets bedststillede til den fælles velfærd? Når Socialdemokraterne garanterer en stram økonomisk politik, der skal få flere sluset ind på arbejdsmarkedet? Når Socialdemokraterne garanterer, at der skal føres en stram, men retfærdig udlændingepolitik?

Vi kender godt svaret. Og flertallet af vælgerne vil give os ret den 13. november.

www.benny-engelbrecht.dk

Jeg vågnede tidligere end min radiostyrede vækkeurs ringen her til morgen. I mørket fandt jeg mobiltelefonen, der her i valgkampen er ved mig døgnet rundt, og kunne se at der var et kvarter til vækkeuret skulle ringe. Jeg besluttede mig derfor for at stå op - kun for at finde ud af at i modsætning til mit vækkeur, havde min mobiltelefon jo ikke automatisk opdatering i forhold til sommertid/vintertid.

Jeg har med andre ord fået en hel time ekstra forærende i denne valgkamp. En time jeg naturligvis vil benytte til at hjælpe Helle med at slå Anders Fogh. Nå ja, og så stryge skjorter til den kommende uge :-)
Jeg skulle hilse og sige at hvis der er noget der er brug for i en valgkamp, så er det at tøjet er parat til brug når man står ud af sengen om morgenen. Så skjortestrygning må klares på forhånd.

Op af formiddagen har jeg en aftale med Dansk Flygtningehjælps Sønderborg afdeling, hvor jeg skal hjælpe med at finde indsamlere til landsindsamlingen og i eftermiddag skal jeg deltage i generalforsamlingen i Sønderborg Musikråd, så det bliver en god dag, med mindre politik end hidtil i valgkampen.

www.benny-engelbrecht.dk

Det har været en hektisk politisk uge i Danmark. Beskyldningerne er fløjet højt og lavt. Titusinder af mennesker har demonstreret mod regeringen, for velfærd, mod nedskæringer. I landets kommuner svedes der over de mange nedskæringer borgerne skal pålægges og midt i det hele har vi lært at den for tiden siddende statsminister er særdeles bekendt med funktionen Crtl C / Crtl V på sit tastatur. Ekstra Bladet påviste tidligere på ugen hvordan en hel del af statsministerens åbningstale var genbrug for tidligere taler.
På den måde er statsministeren blevet fanget i samme fælde, som studerende der kopierer deres opgaver fra nettet og afsløres af opmærksomme lærere.

Men betyder det noget? Næ – for ugens helt store politiske stunt handler om konfetti. Den konfetti der ”tvang” Pia Kjærsgaard bort fra Christiansborg Slotsplads i tirsdags. Og er det ikke bare typisk at det er der den store velfærdsdemonstration ender? Der er sikkert et par spindoktorer der fryder sig over den udvikling. Det ville jeg i alt fald gøre hvis jeg var i deres sko. For det er bedre at de yderste fløje skændes om konfetti, end at regeringen lægges under yderligere pres i spørgsmålet om bedre løn- og arbejdsforhold for de offentligt ansatte.

Dermed vinder regeringens spinstrategi desværre endnu en gang – men lad os nu se hvor længe de kan holde det brølende konfliktspøgelse fra livet…

Næppe har dønningerne efter regeringens skatteforlig med Dansk Folkeparti lagt sig, før endnu en skattelettelse er undervejs. Løftet var ellers helt klart fra forligspartiernes side – der kommer ikke flere skattelettelser. Det løfte holdt så ikke mere end et par uger.

De nye skattelettelser skal tilfalde 64-årige der bliver på arbejdsmarkedet i stedet for at vælge efterløn. En plan der kritiseres af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for at give bonus til en masse mennesker der i forvejen ville være blevet på arbejdsmarkedet. Med andre ord er effekten af skattelettelsen i bedste fald yderst tvivlsom.
Yderligere viser det sig nu at Fogh ikke havde præsenteret planen for sine regeringspartnere. Og det giver anledning til ny ballade i det rustne VK-samarbejde.

Forslaget om at give seniorer en skattelettelse er blevet lanceret af statsministeren i så rasende en fart – endda uden at være gennemregnet og uden at Skatteministeriet eller regeringspartiernes folketingsgrupper har været taget med på råd – at det lyder som en ren panikhandling.
Flere analytikere, blandt andre Thomas Larsen (Berlingske) og Peter Mogensen (Politiken), har vurderet at Fogh styrer direkte mod en valgudskrivelse. Et så hovedløst forslag som skattelettelsen til de 64-årige kan naturligvis tolkes i den retning – altså som et forslag der skydes af lige inden et valg, vel vidende at det ikke kan nå at blive behandlet og konsekvensberegnet, med den risiko at det pilles helt ned.
Jeg deler dog ikke den opfattelse. Anders Fogh Rasmussen står ikke styrket i dag – lidt over en måned efter han sidst var meget tæt på at trykke på valgknappen. Tværtimod er hans troværdighed svækket og de store uoverensstemmelser i regeringssamarbejdet er blot blevet endnu tydeligere. Desuden vil en valgudskrivelse nu, kun kunne tolkes som et svaghedstegn. Som en statsminister der ikke tør tage den konfrontation der ligger i de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område.

Jeg tolker derfor Anders Fogh Rasmussens udspil om en skattelettelse som rent og skært dårligt håndværk. Der var stort set intet nyt i hans åbningstale til folketinget i går, så i ren desperation har man fundet et forslag fra Dansk Industri frem, overvejet det kort og besluttet sig for at tage det med i talen. For et eller andet nyt skulle der jo ske.
Meget tyder på at Anders Fogh Rasmussens drejebog er nået sidste side – og den for tiden siddende statsminister kan åbenbart ikke finde ud af at improvisere.

www.benny-engelbrecht.dk

Ifølge Berlingske Tidende foretager den for tiden siddende statsminister Anders Fogh Rasmussen i morgen en regeringsrokade, der vil gøre den konservative Jacob Axel Nielsen til transport- og energiminister, mens den tidligere VS’er, senere socialdemokrat og nu Venstre-medlem Karen Jespersen skal være socialminister.

Hvis avisen oplysninger er rigtige bliver det et farvel til Flemming Hansen, der ellers var så glad for sin aftale med Tyskland om at få lov til at betale HELE Femernbroen og til Eva Kjer Hansen, der længe har været i ”bad standing”. Måske betyder rokaden (hvis den altså kommer) ny luft til Femern-modstanderne.

Det har længe været spået at Karen Jespersen skulle ind i regeringen, men efter det viste sig at hun ikke flyttede en eneste stemme har mange troet at gassen var gået af den ballon. Det er den tilsyneladende ikke. Vi kan derfor se frem til mange spændende timers tv med en ophidset Karen der hidser sig op over muslimer og andet godtfolk af fremmed herkomst.
I betragtning af at Anders Fogh Rasmussen endnu står rimelig godt med Ny Alliance og Naser Khader, er det nok ikke verdenshistoriens bedste strategiske disposition.
Nuvel – vi afventer morgendagens komme.

Læs artikel i Berlingske Tidende…

Hov - netop i skrivende stund påstår BT at Eva Kjer Hansen nok er fyret som Socialminister, men bliver i regeringen. Læs mere i BT...

www.benny-engelbrecht.dk

Den irakiske viceudenrigsminister Labeed M. Abbawi siger i et interview med Nyhedsavisen at Irak ikke har bedt Danmark trække sig ud af landet. Det strider direkte imod hvad statsminister Anders Fogh Rasmussen og resten af hans regering hårdnakket har benyttet som forklaring på at de danske tropper meget hurtigt skulle ud af det krigshærgede land.

Abbawi siger i interviewet: ”Vi beder ikke nogen om at forlade Irak, med mindre vi mener, at vi ikke har brug for deres hjælp længere.”
Journalisten spørger uddybende: ”I bad altså ikke danskerne om at trække sig tilbage?”
Og Abbawi svarer: »Nej. Vi bad ikke nogen om at forlade os.”

Udenrigsminister Per Stig Møller afviser overfor Nyhedsavisen at det skulle forholde sådan, men tilbage står en uklarhed der skriger til himlen – hvis en så fremtrædende politiker som Abbawi ikke kender til en aftale om tilbagetrækning, så rokker det gevaldigt ved troværdigheden hos den danske regering.

Hele den danske indsats i Irak bør underkastet en nøjere undersøgelse – både måden vi kom ind i Irak, hele vores indsats og den måde vi trak os tilbage. Hvis den for tiden siddende regering ikke vil iværksætte sådan en undersøgelse, må den forberede sig på at når der kommer et andet flertal i folketinget, vil sådan en undersøgelse blive gennemført. Hvis regeringen intet har at skjule, burde den derfor ikke bekymre sig om at iværksætte en sådan undersøgelse og med Abbawis udsagn in mente, har regeringen nu et så stort forklaringsproblem, at kun en grundig undersøgelse vil kunne rense luften for beskyldninger.

Læs artikel i Nyhedsavisen…

www.benny-engelbrecht.dk

Om to år bliver der trængsel i hovedstaden, når FNs klimatopmøde løber af stablen. Formålet er at forny den tidligere miljøaftale fra Kyoto. Statsministeren går nu ind for en ambitiøs politik forud for miljøtopmødet.
Betyder det så, at Fogh er blevet miljøbevidst?
Betyder det, at han er parat til at sløjfe de milliardbesparelser, hans regerings miljøministre har været pålagt siden 2001?
Nok ikke helt!
Vi er blot igen vidne til, at Fogh endnu engang har udskiftet ét sæt synspunkter med et andet.

Der er glædeligvis ingen grænse for, hvor højt VK-regeringen vil satse på klima, miljø og energi. Sloganet er "Mest miljø for pengene" - hvem kan være uenig i det? Hvis det altså holdt vand.
Vi har indtil nu oplevet massive nedskæringer på miljø- og energiområdet i løbet af fem år med Fogh ved roret - 5 år hvor Danmark er sakket bagud på miljø- og energiområdet.  Statsministerens ændrede holdning må derfor tages som udtryk for at han for en enkelt gangs skyld erkender en fejl.
I Foghs første regeringsår blev Bjørn Lomborg udnævnt til den store miljøguru. Miljøministeren har dog kun brugt én eneste af guruens rapporter. Denne ene rapport har kostet skatteyderne 83 mio. kr. Det må vist kaldes "mindst muligt miljø for pengene".
For dette beløb kunne man gennem tilskudsordninger have etableret solcelleanlæg i størrelsesordenen 75 til 100 MW - og samtidig have understøttet en branche, der har brug for et hjemmemarked til udvikling af nye produkter.

Regeringen har det med at bruge penge to gange. Det skete også i foråret, da miljøministeren afsatte en halv milliard til en plan for vand- og naturgenopretning. Men regeringen har tidligere sparet mere end en halv milliard på det selv samme felt - samlet resultat: Et stort rundt nul.
Det står nu knivskarpt, at vandmiljøplan III fortsat er utilstrækkelig, at regeringens svar på udfordringerne er passivitet. Nedbrydningen af vandmiljøet ved de danske fjorde og kyster fortsætter med iltsvind, døde fisk og døde havbunde.

De nye højere miljøafgifter, som skal finansiere lavere top- og mellemskatter, er til grin. Hvor mange danske familier vil ændre adfærd i brugen af el, vand, varme og benzin for at spare 350 kr. om året?
Det er slet ikke tilstrækkeligt, hvis formålet er, at begrænse resurseforbruget og stoppe den globale opvarmning.
Naturligvis er det meget synligt, når Fogh og Hedegaard viser den tyske kansler og stribevis af US-senatorer rundt på den vigende grønlandske indlandsis og ved de smeltede bræer, men det er trods alt indsatsen på nationalt plan, der tæller.
Her har regeringens hidtidige indsats været til dumpekarakter. Det kan end ikke værtskabet for klimatopmødet 2009 rette op på.
Anders Fogh, må nu aktivt vise, at den nye miljøprofil er andet end varm ordgas. Det kan ske ved aktive og reelle investeringer i miljøteknologi, både i form af forskning og prøveanlæg i stor skala. Det gælder for eksempel for nye typer vindmøller, solcelleanlæg og bølgeenergianlæg.
Vi har brug for reelle tiltag og ikke kun Foghs valg-gas.

Dette indlæg er bragt i Jyllands-Posten.

www.benny-engelbrecht.dk

Berlingske Tidende bringer i dag en veldokumenteret artikel om den ballade Anders Fogh Rasmussen står med efter det der af mange kommentatorer er blevet betegnet hans største fejl nogensinde, nemlig det kombinerede skatte-, økonomi- og velfærdsudspil, blev præsenteret i tirsdags. Berlingske Tidende skriver ligeud at den for tiden siddende statsminister bevidst stjal hele opmærksomheden fra regeringspartneren de konservative ved at køre solo efter at han var vendt hjem fra ferie. Det fik de konservative til at stille skrappe krav til skatteudspillet og dermed kom alt til at handle om lettelsen i topskatten, som er en ren tabersag. Læs artikel fra Berlingske her...

Samtidig er det lykkedes for en, for den enkelte borger, ret ubetydelig skattelettelse totalt at overskygge de tanker regeringen har gjort sig om velfærd. Tilbage står billedet af en Anders Fogh Rasmussen i krise og uden drejebog. Skal man benytte en sportsanalogi svarer det nærmest til en flad Tour de France etape hvor feltet ligger og hygger sig, den gule trøje er i gang med at kigge på kortet for morgendagens etape og der pludselig kommer kraftig sidevind, der får hele feltet til at eksploderer i atomer – efterladende den gule trøje isoleret i en mindre gruppe et stykke efter sine værste konkurrenter.

Fogh i defensiv
Fogh er med andre ord kommet i defensiven på et tidspunkt han ikke havde forventet. Og han havde faktisk planlagt at tage et valg i tirsdags, hvis man skal tro politisk kommentator Ralf Pittelkow i dagens Jyllands-Posten. I sidste øjeblik blev valgudskrivelsen annulleret og i hele landet står borgerlige politikere der var fuldstændig klar til valg, nu med en underlig smag i munden.

Der er stadig mange der tror på et snarligt valg, men min vurdering er at der næppe er et spin der er så godt at det kan redde den nuværende elendige situation for Anders Fogh Rasmussen, så plan B hvor der snart kommer en regeringsrokade er nok langt mere sandsynlig. Anders Fogh Rasmussen skal nok grave særdeles dybt i lommerne for at få Dansk Folkeparti med på skattelettelsesvognen, men er der noget vi ved, er det at DF netop kan købes, hvis de kan få tilstrækkeligt med profilering ud af det.

Kyllingen Fogh
Jeg har hørt mange omtale Anders Fogh Rasmussen som en kylling fordi han ikke turde tage valget, men det er efter min mening ikke den rette måde at kritisere den for tiden siddende statsminister, selvom han så kan overtage det øgenavn en meget omtalt cykelrytter ikke kan lide. Derimod bør Fogh kritiseres for i den grad at regere landet på basis af meningsmålinger, at han endda var parat til at tage et valg i utide, blot fordi det så fordelagtigt ud for ham. Det er ikke i landets bedste interesse at der føres politik med så kort sigt og netop af den årsag har vi brug for at få udskiftet flip-flop Fogh, som min partifælle Rasmus Prehn så rammende har døbt ham.

Den såkaldte kvalitetsreform er et glimrende eksempel. Som udgangspunkt skulle reformen intet koste, sagde Fogh, men under indtryk af andre partiers dagsorden og med hjælp af godt spin er det lykkedes ham at få det til at se ud som om det hele tiden har været et kæmpe investeringsprojekt.
Når vi sandsynligvis skal til valgurnerne i efteråret 2008 er målsætningerne derfor helt klare: Vi skal have brudt med den snærende blokpolitik i Danmark og have en ny statsminister der forstår at benytte moderne ledelsesmetoder og indgyder tillid og respekt i et fornuftigt blandingsforhold.
Til den tid vil jeg med glæde være den første til at sige ”Farvel flip-flop Fogh”.

www.benny-engelbrecht.dk

Den første Venstre-politiker indrykker i morgen tidlig en helsides annonce i Fyns Stiftstidende – bare for at gøre opmærksom på at han er klar til valg. I min egen valgkreds har Venstres Ellen Trane Nørby, ifølge medieomtalen, brugt hele dagen i dag på at klistre plakater, mens jeg har nydt en solbeskinnet sommerdag med arrangementer i Guderup og i Vester Sottrup. Men når man ser den Vilstrup måling Politiken bringer i morgen, kan de ivrige Venstre-politikere godt glemme alt om et valg nu. Den for tiden siddende statsministers parti står til at styrtdykke 3 procentpoint på bare fjorten dage og regeringen står til at miste sit flertal, så VKO-blokken kun kan mønstre 82 mandater.

Hvis det skulle vise sig at blive resultatet af et valg – selv hvis Fogh så kunne fortsætte som statsminister med stemmer fra Ny Alliance – ville det kun kunne tolkes som et massivt valgnederlag.

Så pak bare plakaterne ned igen, kør valgbussen tilbage i garagen og send kampagnestaben på ferie. Med de tal bør enhver spindoktor rådgive Anders Fogh Rasmussen til at glemme sit forehavende.

Det samme gør Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl. Og når han siger noget, så plejer den for tiden siddende statsminister jo at lytte efter. Dahl mener simpelthen at Fogh kun har sig selv at takke for det voldsomme tab af stemmer. Det er ganske enkelt ordet skattelettelser Dahl mener har kostet Fogh de mange vælgere.
Det er sjældent jeg er enig med DF, men i denne sammenhæng er jeg meget enig. Danskerne kan nemlig godt forstå at det ikke kan lade sig gøre at udvikle velfærdssamfundet og samtidig give massive skattelettelser. Man kan ikke bruge pengene to gange, som min partifælle Mette Frederiksen sagde i Deadline forleden dag, da hun præsenterede vores velfærdsudspil sammen Nick Hækkerup.

Og hvorfor nævner jeg så ikke vores udspil som årsag til Venstres fald? Af to årsager: Den ene er at jeg ikke af foromtalen af meningsmålingen kan læse om vi er gået frem. Den anden er at jeg ikke tror vores udspil at sunket ind endnu. Selvom vi har fået pæn omtale på forslaget, er der rigtig mange der ikke har hørt om det.

www.benny-engelbrecht.dk

Opdatering 19/8 kl. 7.20: Vilstrup målingen er lavet før det socialdemokratiske udspil om velfærd.

Hvis man skal tro alle borgerlige partier er det helligbrøde at kaste kritisk smuds på landets for tiden siddende statsminister. Med brask og bram er Mogens Lykketoft blevet udsat for et voldsomt pres dagen igennem, efter hans kronik i Politiken i dag, hvor han netop kalder Fogh for en farlig mand. Det samme som de radikales tidligere leder har kaldt Fogh.

Jeg må erklære mig enig med mit partis formand. Helle Thorning-Schmidt siger meget klogt at Anders Fogh ikke skræmmer hende. Hvis man tænker lidt over hvad hun dermed siger, kan det tolkes sådan: Hvis Fogh er så farlig som Lykketoft og Jelved gør ham, så sætter man ham op på en piedestal hvor han bliver urørlig. Fogh begår mange fejl – hans største er at han ikke vil indrømme at han begår dem. Med andre ord er han lige så menneskelig som alle andre – og dermed kan han slås. Hun piller altså det mytiske ud af manden og gør ham til en fjende, der kan besejres.

Man kender denne menneskeliggørelse fra sportspsykologien, hvor man også kan lære at se bort fra at man spiller på et kæmpestadion. For sit indre øje ser man kun Sønderbavelse stadion en regnvåd torsdag i september, mens man i virkeligheden spiller for 50.000 tilskuere på Wembley.
Man må aldrig undervurdere en modstander, men man må heller ikke gøre det modsatte. Hvis man tillægger modstanderen for store evner kan man overse hans svagheder. For Anders Fogh Rasmussens vedkommende er kommunikationen et glimrende eksempel. Den for tiden siddende statsminister fik sit ry som en stor kommunikator da han stillede op mod Poul Nyrup Rasmussen. Poul havde for sit vedkommende fået prædikatet ”uld i mund” hæftet på sig fra starten – og uanset hvor god han var, havde danskerne er refleks lært, at han var en dårlig taler.
Men i dag er Fogh ikke den bedste kommunikator. Hans direkte konkurrenter matcher ham og kan slå ham. Danskerne skal bare lære at lytte efter hvad der bliver sagt og ikke hvad kommentorerne tolker der er sket.

Godt spin har programmeret os til at opfatte Anders Fogh Rasmussen som en god taler. Det interessante eksperiment kunne derfor være at tage sidste weekends meget omdiskuterede partilederdebat med til et folk der lever fjernt isoleret i en jungle, som tilfældigvis taler dansk og som aldrig har stiftet bekendtskab med nogen af de danske politikere før. Hvis man viste dem debatten, ville de næppe have bedømt Fogh som vinder, som flere politiske kommentatorer har gjort. Tværtimod ville de undrer sig over at han tyede til platte vittigheder i starten. At han var usikker i flere af sine indlæg og at han sluttede debatten af på en utrolig ringe måde – helt uden pondus.

I dagens onlineudgave af Politiken kan man læse følgende: ”Jeg er bekymret for, at medierne ikke er i stand til at svare igen. Men at medierne bliver ærbødige, når statsministeren udtaler sig”, siger Henrik Qvortrop, der giver Mogens Lykketoft ret i, at statsministeren forstår at sno medierne.
Det er også interessant at både Mogens Lykketoft og andre socialdemokrater mange gange har kritiseret medierne for at give den for tiden siddende statsminister for let spil. Med Lykketofts kronik i dag, gjorde han derfor noget ekstra for at komme igennem med sit budskab – og igennem kom han, men pludselig blev han selv historien, fordi det borgerlige Danmark angreb ham for ordvalget ”farlig”.

 Til Nyhedsavisen siger Lykketoft: ”Jeg bliver da stadig forundret over, at meninger og holdninger ikke dækkes så intenst som ordvalg. Når jeg brugte Marianne Jelveds udtryk om Fogh vidste jeg da, at det ville blive kritiseret. Men det er jo jeres (mediernes, red.) måde at arbejde på. Det var en måde at få ordet.”

Man må med andre ord – ifølge det borgerlige Danmark – ikke kalde Fogh farlig. Men hvad må man mon så kalde ham? Berlusconi? Demagog? Og hvis man nu brugte et andet ord, ville det så blive hørt? Eller ville det bare blive placeret bagerst i avisen, nederst på siden, hvis det overhovedet bliver omtalt?

Jeg har længe før jeg trådte aktivt ind i politik, påpeget problemet i de stadig flere kommunikationsrådgivere i dansk politik. Tankesættet i en film som Kongekabalen er desværre ikke så langt fra virkeligheden som man kunne håbe. Man kan sige at parolen i dansk politik er blevet ”alt hvad du siger, bliver vendt imod dig”. Dialogen og mulige brede samarbejder, drukner i strategi, taktik og spin. Min påstand er at en del af årsagen til at Danmark er plaget af en meget stiv blokpolitik skal findes i det evige politiske spinneri.

Begår Anders Fogh Rasmussen noget ulovligt? Kan man anklage ham for at være på medie-EPO? Fogh har aldrig erkendt fejl, han er aldrig testet positiv, men medierne går heller ikke så hårdt til ham at han som en anden Bjarne Riis må træde frem og erkende sandheden.

Du kan i øvrigt debattere Lykketofts kronik direkte med ham selv på hans hjemmeside her...

www.benny-engelbrecht.dk

Anders Fogh Rasmussens massive spin mod filmen ”Den hemmelige krig” lykkedes. Der blev sået tvivl om troværdigheden, men en uvildig undersøgelse viser at der ikke var hold i regeringens kritik. Det er den højst troværdige prorektor ved Aarhus Universitet, tidl. chefredaktør for JydskeVestkysten Mette Bock der udtaler sig på vegne af undersøgelsesgruppen og konkluderer: ”Der bliver fremlagt tilstrækkelig dokumentation og indicier, brugt troværdige kilder i et omfang som gør, at filmen lykkes med det, den vil, nemlig at bringe kritisable forhold til offentlighedens kendskab.” Dette udtaler Bock i dag til Ritzau.

Læs om dette på TV2s hjemmeside...
Læs og hør interview med Mette Bock...
Læs mere på filmens hjemmeside

Dermed er der kommet endnu en pind til kritikken af regerings håndtering af tvivlsomme metoder, der ligner tortur. Atter må jeg påpege min tidligere opfordring til statsministeren om at tage skarpt afstand fra USA's metoder og samtidig undlade igen at indgå samarbejde med lande der ikke til fulde efterlever krigens konventioner.

Jeg erkender at det er USA der er ude på et skråplan med deres holdning til torturlignende metoder, men som ansvarligt land kan Danmark så heller ikke samarbejde med amerikanerne.

Læs også:
Trick nummer 1 hedder flyt fokus
Den lilla dør og det lille flag 
Statsministeren presses til at rejse kritik af Bush
Regeringen må lægge afstand til amerikansk regering
Fejlfortolker Anders Fogh George W. Bush
Regeringen giver indsigt i fortrolige Afghanistan dokumenter
Der kan være grundlag for rigsretssag mod statsministeren
Danske soldater fejlplaceret i Helmand
Søren Gade skaber utryghed hos danske soldater

www.benny-engelbrecht.dk

I 5 år skete der intet. Alt det store ambitiøse arbejde der var sat i gang under Poul Nyrup Rasmussens regeringsperiode blev skåret, sablet, fjernet. Fra at være blandt verdens førende nationer på vedvarende energi, blev Danmark overhalet, så vi nu ligger midt i feltet. Imens verdens ledere begyndte at indse at verden virkelig har et alvorligt klimaproblem, postede statsminister Anders Fogh Rasmussen penge i den førende miljøskeptiker Bjørn Lomborg og hans nyttesløse institut for miljøvurderinger.

På torsdag tager statsministeren til Grønland med den tyske kansler Angela Merkel, for at se på klimaproblemer. Som en anden Al Gore vil han føre sig frem for at danskerne kan kaste sig for hans fødder – men helt ærligt: Vi er altså nogen der har en hukommelse.

Den nuværende regering siger mange pæne ord om miljø- og energiområdet. De har endda en miljøminister i Connie Hedegaard der har den helt rette retorik. Problemet er bare at når det kommer til stykket er ambitionerne alt for små. Alene på vindmølleområdet er regeringen 1200 vindmøller bagud.

Socialdemokraternes tidligere miljøminister Svend Auken – mr. Miljø – har nu introduceret et udspil der sætter regeringens lemfældige omgang med ”den ubekvemme sandhed” til vægs.
Læs mere om udspillet her…

Fra min side må jeg sige: Godt gået Svend! Men også en varm tak til socialdemokraternes energi- og miljøordførere Kim Mortensen og Torben Hansen, der helt sikkert har været med i dette arbejde. Jeg er ikke i tvivl om at danskerne, ligesom jeg, kan gennemskue Anders Fogh Rasmussens tomme retorik på miljøområdet.

www.benny-engelbrecht.dk

Der loves til alle sider fra den for tiden siddende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Den får ikke får lidt med kræftgarantier, flere penge til offentlige bygninger og nu også skattelettelser. Danskerne skal bildes ind at det kan lade sig gøre at øge de offentlige udgifter væsentligt samtidig med at der skal betales mindre i skat. Ganske vist er der et råderum i dansk økonomi, men så stort er det ikke og med mindre Fogh vil bruge Anders Samuelsens metode – den med at gældsætte landet for at nedbringe skatten – så lover Venstres leder mere end han kan holde.

Det er bestemt ikke fordi jeg ikke vil bruge penge på de offentlige bygninger, på investeringer i offentlig transport og trafik i det hele taget, sådan som Fogh nu foreslår, men det er helt urealistisk at tro at det kan lade sig gøre, samtidig med at der postes penge ud til skattelettelser. Det er yderst tvivlsomt om dansk økonomi overhovedet ville kunne bære at der i den grad kom flere penge i omløb – og en overophedning af dansk økonomi ville være katastrofal på nuværende tidspunkt, hvor rigtig mange boligejere har sat sig meget hårdt og er afhængige af lave renter.

Alle advarselslamper må derfor lyse, når man hører den for tiden siddende statsminister. Jeg er meget enig i at hans handlemåde ligner en der er på vej til valg – men uden egentlig at kunne forklare danskerne hvorfor. Dansk politik er ikke et stort pokerbord, hvor man kan indkasserer gevinsten når man synes det ser fornuftigt ud. Dertil er vælgerne for kloge.

Når det ikke kan lade sig gøre både at bruge meget mere på velfærd og samtidig give skattelettelser, er mit valg enkelt. Jeg vælger velfærden.

www.benny-engelbrecht.dk

Her troede man måske at Ny Alliance og Naser Khaders drømme om storhed var ved at være puttet helt i graven, men med den relativt ukendte Venstre-politiker Inge-Lise Ebdrups exit til NA, er der ved at tegne sig et nyt billede. De mange valgrygter der har floreret i Danmark i den seneste tid og den for tiden siddende regerings klargørelse til valg, skyldes måske slet ikke et ønske, men nød.
Da Ny Alliance var allervarmest, var der mange i de borgerlige rækker der overvejede et skifte til det nye parti. Der blev ganske afgjort sat meget på plads dengang og det blev antydet af Anders Fogh Rasmussen at et valg kunne komme hvis hans flertal forsvandt. Det flertal er nu skrumpet med yderligere et mandat til bare 91.

Man skal ikke lytte meget til rygterne i det politiske landskab for at høre at mange i den borgerlige lejr har overvejelser om et skifte til Ny Alliance og var det ikke lige for det nye partis fejlslagne strategi og manglende politik, kunne der meget vel være vandret yderligere mandater til Khaders gruppe, der altså efter i dag kan mønstre 3 medlemmer.
Mange politiske kommentatorer har fremhævet at Fogh ikke vil udskrive et valg i utide, hvis der ikke er en grund – og danskerne synes da heller ikke et valg er en god idé, når de spørges i meningsmålinger. Så når der i den grad klargøres til valg og Anders Fogh Rasmussen nu pludselig giver os socialdemokrater ret i spørgsmålet om akut behandling af kræft og giver interview til Ekstra Bladet om Irak krigen, er det ganske enkelt et forsøg på at lukke huller.

Muligheden kan derfor være at flere medlemmer af Konservative eller Venstre går til Ny Alliance i de kommende uger og dermed udløser et valg.

August måned er højsæson for aktiviteter på gader og stræder her i Sønderjylland. I går og i dag er jeg derfor på gaden i Gråsten – og i de kommende weekender er der flere aktiviteter i vente. Det skyldes ikke valgrygter, det er blot en god tradition vi har i en række af vores partiforeninger. Det betyder dog at jeg har snakket med mange venlige mennesker, der naturligvis alle har en mening om at der kan komme et valg snart. Det får mig til at konkludere at der skal en særdeles god forklaring til fra den for tiden siddende statsministers side, hvis han ikke skal tabe stemmer, alene på grund af at folk synes det er noget pjat at tage et valg i utide.

Og så må jeg konstatere at et meget vigtigt hul Fogh-regeringen ikke har fået lukket, er den offentlige transport. Det kan godt være at de borgerlige politikere ikke vægter spørgsmålet om tog og busser til tiden så højt, men det gør deres vælgere.

Frygt dog ikke for at der udskrives valg i den kommende uge. Torsdag og fredag i næste uge er Fogh på Grønland sammen med Tysklands kansler Merkel – så valgfingeren skal nok blive i lommen så længe…

www.benny-engelbrecht.dk

De danske soldater er kommet hjem fra Irak. En fejlslagen indsats er omsider afsluttet og det er lykkedes at starte en debat om Irak krigen nu også var nødvendig. I sidste ende bør det være vælgerne der afgør om det var en rigtig beslutning, men midt i den seriøse debat stjæler en fejldisposition fra en DR journalist billedet. Med Jeppe Nybroe-sagen har den for tiden siddende regering fået tiltrængt luft i en meget dårlig sag.

 Sammenholder man det med at de danske soldater blev trukket tidligere ud end oprindeligt planlagt, så de i praksis kom hjem, mens det meste af Danmark var på ferie, samt at den danske statsminister ikke har villet imødekomme en henstilling fra folketingets ombudsmand, om at deltage i et interview om Irak, så frygter jeg at sagen glider i glemmebogen.
Min holdning er at det var en forkert beslutning at Danmark gik med i USA's kamp i Irak. Denne fejl skal først og fremmest placeres på statsministerens skuldre. Dette vil jeg – og sikkert mange med mig – gerne drøfte med statsministeren. Desværre er viljen til at tage denne debat ikke til stede. Til dato har den for tiden siddende statsminister blot givet 8 interviews hvor temaet Irak er blevet vendt. Det chokerende i det er ikke at det statsministeren har villet undgå dette omtålelige emne, det chokerende er derimod at den danske presse ikke har været mere kritisk.

Læs også:
Velkommen hjem fra Irak...

www.benny-engelbrecht.dk

De danske soldater blev sendt til Irak på en løgn og nu kommer de hjem på en løgn. Det skal de imidlertid ikke klandres for. Den danske indsats i Irak har jeg faktisk intet at udsætte på, set fra en forsvarsmæssig synsvinkel. Der er ganske enkelt ikke en finger at sætte på de danske soldater. Vi der har været kritiske overfor den for tiden siddende regering og deres fejlagtige politik, hvor de har samarbejdet med USA og blindt fulgt George W. Bush ind i Irak, er blevet skudt i skoen, at vi modarbejder de danske styrker. Det er ikke tilfældet.

Jeg har den dybeste respekt for de mænd og kvinder der risikerer deres liv og helbred i Danmarks tjeneste. Jeg mener netop at det er udtryk for den respekt, at jeg ikke ville have sat danske soldaters liv på spil i en så nyttesløs indsats som den i Irak.

Læren af Irak må være at Danmark ikke igen må gå i krig uden et bredt politisk grundlag i folketinget. Jeg mener ikke der skal lovgives om det, men den danske statsminister må bære ansvaret for denne brede politiske opbakning. I tilfældet Irak, har han handlet på et meget snævert flertal.
Jeg ønsker de danske soldater velkommen hjem. I har haft en hård opgave og I har løst den flot. Husk at når historien dømmer missionen i Irak til at være en massiv fejltagelse, så var det en politisk fejltagelse. En fejltagelse der alene kan tilskrives den for tiden siddende regering, dens støtteparti Dansk Folkeparti og ikke mindst dens leder Anders Fogh Rasmussen.
Der er måske ikke længe til næste folketingsvalg. Her må det være op til den danske befolkning at bedømme om indsatsen i Irak var rigtig eller forkert. Spørgsmålet er imidlertid om ikke det borgerlige Danmark vil gøre alt for at undgå at det bliver valgets tema?

Tilbage står blot, at mindes de der måtte betale den højeste pris, på grund af politiske beslutninger. Æret være deres minde!

www.benny-engelbrecht.dk

 Med et muligt folketingsvalg stående for døren vil vi i de kommende uger opleve en intensiveret jagt på oppositionens leder Helle Thorning-Schmidt fra regeringens side. Vi har allerede oplevet mange forsøg på at udstille hende i et negativt lys, senest i BT i den forgangne weekend, der beskriver hende som enlig mor og stiller spørgsmålstegn ved om hun er i stand til at være statsminister i den situation. Der vil sandsynligvis komme mere fra den skuffe i de kommende uger, men det bekymrer mig ærligt talt ikke så meget, for danskerne reagerer anderledes på smudskampagner end for eksempel amerikanske vælgere.

Da vi for to år siden havde kommunalvalg i Sønderborg, blev det i høj grad en personfokuseret valgkamp. De borgerlige partier gjorde den senere borgmester Jan Prokopek Jensen til ”hovedfjende” – de forsøgte nærmest at dæmonisere ham, mens vi i den socialdemokratiske lejr alene kom med konstruktive forslag, om hvor den nye Sønderborg kommune skal hen. Det var helt bevidst at vi undlod at spille med på de hårde personangreb. Det betalte sig, som det skulle vise sig da valgdagen oprandt. Jan Prokopek fik et imponerende valg med tæt på 12.000 personlige stemmer og selvom de borgerlige partier ikke ville være med i en konstitueringsaftale, kunne Jan sætte sig i borgmesterstolen med et flertal bag sig. Alt dette mens Venstre som var gået forrest i de personlige angreb på Jan Prokopek, fik et elendigt valg.

Der er naturligvis meget der ikke kan sammenlignes mellem et kommunalvalg og et folketingsvalg, men når det handler om personangreb er min påstand at danskerne er i stand til at gennemskue den negative retorik der anvendes.

Jeg er meget imponeret over at Helle Thorning-Schmidt har været i stand til at klare sig så godt igennem det stormvejr hun hidtil har været igennem – og derfor er jeg heller ikke bekymret for at hun kan klare sig igennem de kommende uger frem til et eventuelt valg udskrives, på bedst tænkelig måde.

Specielt ser jeg frem til den dag hvor Anders Fogh Rasmussen ikke længere kan gemmer sig for den direkte konfrontation med Helle. Hidtil har den for tiden siddende statsminister konsekvent undgået direkte møder med oppositionens leder – det vil han ikke kunne når et folketingsvalg først udskrives. Jeg ser meget frem til den duel.

Jeg har det meget svært med at få dette skrevet, men jeg må faktisk erklære at jeg er enig med Pia Kjærsgaard! Det er jeg når hun siger at regeringen ikke er garant for bedre velfærd (se artikel fra DR). Men bare rolig, der stopper min enighed med Pia Kjærsgaard så også. Vi skal være mere ansvarlige siger Claus Hjort Frederiksen, men når han siger det ved vi jo godt at det handler om at danskernes forventninger til velfærdssamfundet skal sættes ned. Derfor rammer lederen af Dansk Folkeparti faktisk helt rigtigt når hun påpeger at den for tidende siddende regering ikke er i stand til at løfte opgaven med at udvikle velfærdssamfundet.

Imidlertid tager hun helt fejl når hun tror at det er den nuværende regering, der med støtte fra hendes parti og med pres fra Socialdemokraterne i opposition, skal føre dette samfund videre.
Anders Fogh Rasmussens regering har lagt en kurs mod et Danmark med en betragteligt mindre vækst i den offentlige sektor end i den private. Der er derfor et misforhold mellem forventningerne i befolkningen og den service det offentlige leverer. Vi har råd til samtalekøkkener, men ikke til at give vores børn rene toiletter på skolerne eller et sundt måltid mad.
Den kurs har Dansk Folkeparti lagt stemmer til i de forgangne år – og det vil de sandsynligvis vedblive med at gøre. Derfor er det tom retorik, når Pia Kjærsgaard taler om en styrket offentlig sektor, om bedre lønninger til offentligt ansatte og bedre forhold til ældre.

Det kræver en ny regering at bringe den velfærd det danske samfund kan levere i balance. Jeg siger ikke at den enkelte ikke skal tage et ansvar for sig selv og sine egne, men der er langt vigtigere opgaver der skal løses. Det offentlige Danmark skal investere en del af de råderum der findes i samfundet i uddannelse, forskning og investeringer i infrastruktur og energiforsyning, der kan medvirke til at skabe overskud i generationer fremover. Samtidig skal velfærdssamfundet udvikles, ikke afvikles. Det danske samfund er blevet stærkt på grund af den fleksibilitet der er på det danske arbejdsmarked. Den fleksibilitet kan kun udvikles når der samtidig er et solidt sikkerhedsnet under den enkelte borger. Det er en samfundsmodel som verden ser beundrende på og som vi ikke må sætte over styr, blot på grund af liberal ideologi.
Imidlertid vil et regeringsskifte betyde mindre indflydelse til Dansk Folkeparti – og derfor forstår jeg godt Pia Kjærsgaards forsøg på at få det til at se ud som om en ny periode med Fogh ved magten, med DFs stemmer, vil være godt for velfærdssamfundet. Det er i sidste ende op til vælgerne at træffe den afgørelse.

Jeg ved at mit parti vælger velfærd og en socialdemokratisk ledet regering vil være den bedste til at videreudvikle den samfundsmodel vores nuværende velstand er skabt på. Ønsker Pia Kjærsgaard at støtte den udvikling skal hun såmænd være velkommen, men jeg tvivler på hendes intentioner, når hun lægger op til samarbejde.

www.benny-engelbrecht.dk

Den for tiden siddende regering, under ledelse af Anders Fogh Rasmussen, vil nu have endnu en værdikamp. Ifølge skatteminister Kristian Jensen er det på tide med et opgør med de socialdemokratiske værdier. Regeringen vil have danskerne til at tage ansvar for deres eget liv. Det er med andre ord et ægte liberalt slagsmål der skal tages. Er samfundets svageste vores fælles ansvar? Mit svar er ja.

Det er muligt at tidens neoliberale mener at det er gammeldags at tale om solidaritet, men så kald mig bare gammeldags. Det er en grundlæggende dansk værdi, at tænke på andre end de der bor på ens egen parcel. Om man kalder det solidaritet, næstekærlighed eller at man tænker på andre end sig selv, er ligegyldigt. Jeg er sikker på at en meget stor part af den danske befolkning oprigtigt mener at det er den rette måde at indrette samfundet på, at de stærkeste hjælper de svageste.

Hvis Anders Fogh Rasmussen virkelig mener at han er så magtfuldkommen, at han kan ændre samfundet og den grundlæggende samfundsopbygning hvor de svageste altid er vores fælles ansvar, så gør han regning uden vært.
Jeg ser frem til mange gode værdidebatter i dette efterår. Venstre skal i alt fald være indstillet på at den værdidebat de nu lægger op til, er en vi hellere end gerne vil tage.

Hvis spørgsmålet er ”mig” eller ”os” vælger jeg fællesskabet. Det er socialdemokratiske værdier.

Se artikel om regeringens værdikamp...

Ja det er rigtigt. Vi er klar til et valg, som rygterne på vandrørene siger. Alt er klar til hvis Anders Fogh Rasmussen skulle vælge at udskrive nyvalg. Det er det alle snakker om og når det så kommer til stykket, så er det knap så sandsynligt at det faktisk bliver til noget, for den fordel en statsminister har, er netop at han er den eneste der kender tidspunktet for et valgs udskrivelse.
Se også Politiken...

Vi tager det når det kommer
Jeg har derfor i sinde at forholde mig roligt afventende. Kampagnen er klar og der er derfor ingen grund til panik ved tanken om et eventuelt valg. Min tid vil i denne sommer gå med ganske afslappede formål, mit hus skal for eksempel males, jeg er ansvarlig for en børneaktivitet med 8.000 – 9.000 børn i forbindelse med årets ringriderfest og så vil der naturligvis skulle arbejdes med de mange gode forslag på trafikområdet Anders Kronborg og jeg har modtaget i den seneste måneds tid.

For og imod
Der er naturligvis meget der taler for et folketingsvalg, men samtidig er der meget der taler for det modsatte. Jeg vil ikke ridse alt det op der taler for et valg. Det skal du nok blive bombarderet med i pressen i de kommende dage. Lad mig i stedet pege på noget af det der peger på det modsatte.
Først og fremmest er Irak et alvorligt problem for Anders Fogh Rasmussen.

Irak
Dels er der spørgsmålet om de irakiske tolke, hvor to danske tolke har mistet livet og man er bekymret for de øvriges sikkerhed. Dels er der spørgsmålet om der var danske specialstyrker i Irak inden Folketinget traf beslutning om Danmarks deltagelse i krigen i Irak.

Strejken i plejesektoren
Dernæst er der problemerne med de strejkende i plejesektoren. De er en alvorlig streg i regningen for Foghs kvalitetsreform. Ved at begynde at beskæftige sig med de offentlige ansattes forhold har Fogh fået pustet til en ulmende ild. Der er ganske enkelt stor utilfredshed med de forhold offentlige ansatte har – og det vil i sidste ende falde tilbage på regeringschefen selv, når han nu har gået så klart ud som bannerfører i kvalitetsreformprojektet.

Taktiske overvejelser
Dertil kommer en række mere taktiske overvejelser, hvor den usikkerhed alle meningsmålinger er behæftet med for tiden, nok er den største. Fogh tør næppe tage et valg hvor der kan ske alt i løbet af de tre uger valgkampen løber. Med de store vælgervandringer der har været siden Ny Alliance kom på banen, kan alt ganske enkelt ske, fra status quo til en radikal ændring af sammensætningen af Folketinget. Netop den usikkerhedsfaktor er nok den største årsag til at undlade at tage et efterårsvalg.

Vi tager det når det kommer
Så jeg har is i maven. Kommer der et valg er jeg klar, jeg soves med støvlerne på, men jeg bliver heller ikke skuffet, hvis det ikke kommer. Mon ikke der er i alt fald et par journalister med politik som speciale der ville elske et snarligt valg – så giver det da noget at skrive om.

www.benny-engelbrecht.dk

Tilføjelse:

Vælgerne tror ikke på trepartsforhandlingerne giver bedre forhold for de offentligt ansatte ifølge måling fra A&B Analyse. Læs om analysen og se selv tallene her...

Sådan en ting må vi også have. Sådan kan man næsten forestille sig, at kommunikationsfolkene i Venstre har tænkt, da de besluttede, at landets statsminister skulle til at skrive weblog. Når Hillary Clinton gør det, må vi også kunne gøre det, kunne man forestille sig at der er blevet snakket om. Jeg synes det er udmærket at landets statsminister er parat til at gå i dialog med folket. Det er faktisk ikke for tidligt. Imidlertid forventer jeg ikke at statsministeren tør beskæftige sig med alvorlige emner. Skulle han alligevel have mod på det, har jeg følgende forslag til emner, jeg gerne ser ham blogge om:

• Grundlaget for krigen i Irak
• Regeringens ansvar i håndteringen af de irakiske tolke
• De danske EU forbehold
• Respekten for ombudsmanden

Måske har du forslag til andre emner? Idéer er meget velkomne.

Det positive ved Foghs blog er, at det ærligt meldes ud, at den er redigeret af en anden end Fogh. Det er helt logisk, at han ikke kan overvåge sin blog hele tiden og på sådan en side vil der være mange besynderlige kommentarer. Dog vil jeg understrege, at det burde være tydeligt hvem denne redaktør er. På internettet er man ikke anonym.

Weblog tegn på valg?
At statsministeren vælger at skriver weblog på nuværende tidspunkt, er naturligvis med til at puste til rygterne om, at et valg er nært forestående. I sidste ende er det statsministerens beslutning hvornår der er valg og det er næppe et tema han vil debattere – og det bør han heller ikke gøre. I den politiske branche sover man med støvlerne på, men man har is i maven. Hvis alle de rygter der flyder til torvs om valgudskrivelse skulle passe, kunne man ikke gøre andet end at tænke i valg.

Jeg er derimod sikker på at Foghs entré på nettet vil give ekstra opmærksomhed på de politiske weblogs og det kan man naturligvis ikke være ked af.

Regeringens dårlige erfaringer med webdialog
Måske vil statsministeren blog blive en større succes end andre regeringsinitiativer på nettet. Lad mig blot nævne debatten om kvalitetsreformen der blev lanceret på internet og det helt groteske dialogprojekt om ulandsbistand, der blev endnu en fiasko til Ulla Tørnæs.

Jeg har ikke en forventning om at komme på statsministerens blogroll, ikke desto mindre bør man henvise til det man skriver om, så ens læsere kan danne deres egen mening. Sådan er den indbyggede logik på nettet. Derfor vil jeg henvise til at du kan læse statsministerens blog her...

Husk: Der findes andre og mere civiliserede måder at debattere politik på. Nu er muligheden der i alt fald for at "angribe" Fogh verbalt.

www.benny-engelbrecht.dk

For syttende gang i dag blev jeg stoppet på gaden og spurgt: Er du klar til valget?
Fogh har raslet med valg-sablen ved at antyde at hvis to flere fra hans politisk blok springer, så vil han tage et valg. Det har her til aften fået Jelved og Kjærsgaard til at kræve et omgående valg.

Jeg har beroliget de mange der har spurgt mig: Jeg er klar, Fogh kan bare trykke på knappen.
Når det er sagt, vil jeg dog advare mod at lægge for meget vægt på Ny Alliance. Først og fremmest vil jeg advare enhver der tror det er muligt at tage et valg inden det lykkes NA at indsamle tilstrækkeligt underskrifter til at stille op til det næste valg. Gør man det, vil det ganske enkelt være et misbrug af det demokratiske system, der vil blive straffet af vælgerne og vil skabe en hidtil uhørt mistillid til politikerne.

Khader og NA har fået så meget medieopmærksomhed at partiet lige nu er det varmeste emne. Derfor kan vi ikke bruge det meningsmålinger der offentliggøres i disse dage til noget som helst. De to meningsmålinger der er kommet alene i dag, har resultater der kigger så langt fra hinanden, at det ligger langt uden for grænsen af normal statistisk usikkerhed.

Der er tilsyneladende gået mere end normal forårsstemning i den på Christiansborg. Medierne er gået i selvsving og alle vil analysere den mindste trækvind.
Lad mig minde om at for en uge siden så det politiske landskab helt anderledes ud end i dag. Ingen kan derfor med sandsynlighed forudse hvad der sker om en uge fra nu – endsige en måned fra nu. Det er da ærgerligt for Fogh, at hans drejebøger nu må skrives helt om, men måske kan vi så for første gang få lavet noget ægte politik.

Der skal ikke være nogen tvivl om at mine partifæller faktisk er interesserede i at hjælpe Fogh og Bendtsen med at bryde ud af Pia Kjærsgaards jerngreb. Så hvis der er så bred enighed i den borgerlige lejr om at DF ikke længere skal have så stor indflydelse, kan det lade sig gøre i morgen at bryde alliancen. Det vil naturligvis betyde at Fogh må være parat til at indgå kompromiser, men sådan må det jo være, hvis der skal laves politik hen over midten.

Tør Fogh mon det? Vi lader spørgsmålet stå…

www.benny-engelbrecht.dk

DR2 Tema handlede her til aften om Danmark og krigen mod terror. Spørgsmålene var skarpe, men ikke under bæltestedet i den to timer lange debat. Eksperter deltog i et yderst kompetent spørgepanel, mens alle Folketingets politiske partier havde sendt ledende repræsentanter - eller rettere, næsten alle. For fra Venstre deltog forunderligt nok forsvarsminister Søren Gade, til trods for at debatten handlede om langt mere end alene den militære indsats.

Dette skal ikke være en kritik af Gade, der nok var noget tavs i forhold til en del af debatten. Derimod er det en kritik af Venstre der ikke mener, at en debat om noget så væsentligt som Danmarks sikkerhed, fortjener at partiet er repræsenteret af partiets øverste ledelse. Man kunne med rette mistænke Venstre for dels at spekulere i at debatten er en dårlig sag for regeringen, dels at når oppositionen, bortset fra de radikale, stillede med sine partiledere, så turde man ikke stille med for eksempel statsministeren.

Debatten om krigen mod terror og ikke mindst den fejlagtige krig i Irak er blandt de væsentligste temaer at debattere og det var ikke mindst interessant at høre DFs Søren Espersen erkende at krigen mod Irak var en fejl og at Danmarks deltagelse i krigen var en fejl.

Debatten var skarpt ledet af Clement Kjersgaard, men i mit stille sind er jeg glad for at jeg ikke er Kenneth Plummers mobiltelefon, for den må sikkert komme på overarbejde med alle de kritiske SMSer der vil trille ind fra regeringsmedlemmer der mener at værten var for skarp. Jeg talte ikke efter, men det virkede mest af alt som om Kjersgaard var lige hård ved alle debattører.

I udsendelsen medvirkede udenrigsminister Per Stig Møller (K), forsvarsminister Søren Gade (V), udenrigsordfører Naser Khader (RV), formand Villy Søvndal (SF), udenrigsordfører Søren Espersen (DF), udenrigsordfører Frank Aaen (EL) og formand Helle Thorning-Schmidt (S).
Du kan gense udsendelsen i løbet af kort tid på DRs hjemmeside...

www.benny-engelbrecht.dk

Anders Fogh Rasmussen forsøger sig ud i disciplinen politisk specialslalom i denne tid. Hele tiden ændres kursen på politiske spørgsmål afhængig af hvor vælgeranalyserne peger på at vinden blæser hen. Blandt de virkelig vanskelige porte, de der ligger på et stejlhang, har været kvalitetsreformen der først skulle handler om mere offentlig kvalitet for de sammen penge, men nu gerne må koste et årligt milliardbeløb. Og det vel at mærke efter den borgerlige regering hånede den socialdemokratiske ledelse for at ville bruge flere penge på kvalitet i velfærden i forbindelse med finansloven.
En anden meget vanskelig port er de danske styrker i Irak. Her var der dog en forløber i banen der viste Fogh vejen, nemlig den britiske premierminister Tony Blair der gerne vil have et bedre eftermæle. Fogh fulgte straks efter.
En port der blev taget efter Al Gores succes med filmen "Den ubekvemme sandhed" var klimapolitikken, hvor den danske regeringschef er gået fra at være Bjørn Lomborgs eneste ven, til at være grøn miljøforkæmper - dog mere i ord end i handling.

Det samme gør sig gældende for de afviste irakiske flygtninge der nu pludselig godt få lov til at lave noget. Igen et kursskifte efter at det gik op for Fogh at opinionen var imod ham.

Naturligvis skal der bruges penge på bedre kvalitet i den offentlige velfærd, for det halter bagefter. Man kan med andre ord ikke være uenig i beslutningen, men det er ikke troværdigt når Fogh træffer sine valg, ikke ud fra hvad der er bedst for landet eller hvad der er det rette at gøre menneskeligt og etisk, men ud alene ud fra om regeringen kan få bedre tilslutning i meningsmålingerne.

Der er brug for flere penge til den danske velfærd, for selvom der i faktiske tal aldrig har været brugt mere på offentlig service end i dag, skal man huske at for hver gang der er brugt én krone mere i det offentlige, er der brugt 7 kroner mere på forbrug i det private.

Den tidligere VS'er Ralph Pittelkow kalder i Jyllands-Posten Foghs strategi for minerydning. Enhver fare skal fjernes fra vejen til endnu en periode i statsministeriet. Åbenbart er prisen for denne position underordnet.
Valgkampen frem mod næste folketingsvalg er for længst gået i gang, selvom der er små to år til februar 2009 der er det seneste tidspunkt der skal udskrives valg i Danmark. Om der går så lang tid ved kun statsministeren, men det er særdeles bemærkelsesværdigt at han er gået så hårdt ud som han er nu, for at begrænse det regeringen er bagud i forhold til sidste valg. Man kunne have den tanke at pønser på et valg i utide, for eksempel i dette efterår.

Uanset hvad der er Foghs motivation ændrer det ikke på at selvom hans regering kan mønstre et langt større apparat til kommunikation og enorme summer til at føre valgkamp for, sammenlignet med den samlede opposition, så er hans handlinger primært dikteret af hvad socialdemokraterne har udpeget som politiske mål. At lade oppositionen lede dagsordenen, er i længden ikke noget statsministeren kan leve med.

Der må stikke noget bag - det er den tanke jeg sidder tilbage med. Når statsministeren, der ellers er en dreven kommunikator, laver den fejl at kritisere DR og oven i købet bruge udtrykket "en undersøgelse", vel vidende at netop ordet "undersøgelse" kun kan lede tankerne hen på den proces oppositionen ønsker sat i gang om Afghanistan sagen, så må der være noget der stikker bag.

Jeg bliver mere og mere overbevist om at "der ER noget at komme efter" hos Fogh-regeringen i Afghanistan-sagen.

Jo mere statsministeren spiller "hard ball", jo mere tyder det på at en undersøgelse ville kunne afsløre detaljer der kan stille regeringen i et meget uheldigt lys. Der vil nu være masser af borgerligere bloggere der vil protestere - og det skal de være velkomne til. Imidlertid er der kun ét tiltag der en gang for alle vil kunne aflive de rygter der går i dansk politik i denne sag. Det er en uafhængig undersøgelse.

Jo mere statsministeren afviser en undersøgelse, jo mere nødvendig bliver den. Og jo mere sandsynligt er det at sagen vil blive belyst når dette land skifter regering.

Det første trick i bogen om politiske illusions numre hedder: "Flyt fokus". Det lyder som om det er netop hvad Anders Fogh Rasmussen forsøger i denne sag.

Læs i øvrigt Bo Arlinds glimrende analyse "Fogh's mareridt" her...

www.benny-engelbrecht.dk

Den danske miljøminister er benhård i sin kritik - hun siger det lige ud af posen: "Det er skuffende, at han ikke kommer med flere konkrete tiltag."
Det er imidlertid ikke sin egen statsminister hun omtaler sådan, men derimod George W. Bush, efter han i sin "state of the union"-tale kom med forslag til miljøforbedringer.

Den danske statsministers stort anlagte energiplan, der skulle forbedre miljøet, er ellers blevet omtalt i nøjagtigt de samme vendinger af miljøeksperter. Som Information konstaterede i går, så er der tale om: "et notat på syv sider, fem faktaark og et bilag på seks sider."
Professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet Henrik Lund sagde det ligeud: "Det her er ingen energiplan."

Så spørgsmålet er hvem man skal være mest skuffet over? Den danske statsminister der, hvis han ville, kunne gøre en virkelig forskel og sikre fremtidens arbejdspladser med en ambitiøs energipolitik eller den amerikanske præsident der aldrig har villet miljøet, men nu viser de første tegn på at ændre verdens mest forurenende lands politik.

Naturligvis gør det første lille skridt ikke George W. Bush til den store miljøforkæmper, men når selv han har måttet sande at verden må se på miljøet med andre øjne, er det i sandhed en sejr for den dagsorden Al Gore har sat.

Læs Informations artikel om energiplanen...
Læs Connie Hedegaards udtalelser om Bush...

www.benny-engelbrecht.dk

Den nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen er tilsyneladende blevet fanget på det forkerte ben i dag. På spørgsmålet om hvorfor han ikke vil mødes i TV-duel med Helle Thorning-Schmidt udtaler han at det "sejler for Helle & co".
Hvad Fogh skulle have sagt hvis han var ærlig er: Det går for fulde sejl for Socialdemokraterne med Helle ved roret.

Både Fogh og Helle Thorning-Schmidt er kommet med markante udmeldinger om velfærden. Hvis ikke det - der optager så store dele af den danske befolkning - er værd at debattere, hvad er så?

Tilbage står billedet af en hoven statsminister der "ikke vil nedlade sig" til at mødes med hans direkte modstander. Det er svært at udlede andre konklusioner, end manglende tro på at han vil komme styrket ud af et sådan møde.

Jeg er overbevist om at danskerne faktisk gerne vil opleve de to i debat. Hvorfor statsministeren ikke ønsker at optræde i den sammenhæng, må vi lade stå for hans egen regning, men han må være forberedt på at han ikke kommer langt ved at reagere fornærmet og overlegen. I sidste ende vil han være nødt til at mødes med Helle Thorning-Schmidt i duel, om ikke før så i valgkampen.
Jo længere han trækker denne konfrontation, jo svagere vil han stå.

Se historien omtalt hos Jyllands-Posten, Nyhedsavisen og TV2.

Læs også bloggen Dansk Politik...

www.benny-engelbrecht.dk

Den amerikanske brug af tortur og torturlignende metoder i Afghanistan har fået det til at vende sig i mange - ikke mindst borgerlige - der har stolet på verdens mægtigste magt. Det er nu kommet så langt at Statsminister Anders Fogh Rasmussen på Folketingets talerstol har erklæret at "Det vil indgå i mine overvejelser at rette en ny henvendelse til amerikanerne." Erklæringen kom efter et spørgsmål fra tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen der forespurgte om regeringen overvejer konkret at rette henvendelse til den amerikanske regering for at beklage fangemishandlingerne på Kandaharbasen i Afghanistan.

I dagens udgave af Jyllands-Posten bringes et indlæg jeg skrev i sidste uge med netop dette krav. Som de trofaste læsere af min weblog vil huske skrev jeg i sidste uge indlægget "Regeringen må lægge afstand til amerikansk regering" som tog udgangspunkt i netop dette - og med det som inspiration skrev jeg debatindlægget til Jyllands-Posten.
Indlægget bringes desværre først i dag - i øvrigt efter jeg har reduceret den oprindelig tekst efter ønske fra debatredaktionen. Jeg har naturligvis bemærket mig at i mellemtiden har flere Venstre folk, herunder Søren Pind, givet udtryk for lignende tanker.

Overtrædelser af Geneve-konventionen kan og må aldrig blive acceptabelt. Vi må derfor sætte os over den aktuelle diskussion om hvorvidt der skal være en undersøgelse omkring fangerne i Afghanistan og gå ind til kernen i problemet, nemlig at amerikanerne har handlet på en måde der ikke er foreneligt med danske værdier. Derfor må vi handle og ikke se passivt til.

Venstres udenrigsordfører Jens Hald Madsen har gjort sit i denne uge for at forsvare sin statsminister ved at berette om den megen kritik af blandt andet forholdene på Guantanamo basen der har været fremført via det stille diplomati. Det er en meget let forklaring at komme med, for der er ingen der kan kontrollere om der faktisk har været fremlagt kritik.

Tiden er moden til næste skridt: Åben og utvetydig kritik.

Det må være tydeligt, selv for Anders Fogh Rasmussen, at det er et krav der også findes langt ind i borgerlige kredse.

Her bringes debatindlægget fra dagens Jyllands-Posten:

Danmarks ansvar

Danmark må aldrig acceptere overtrædelser af Geneve-konventionen. Derfor bør den danske statsminister sige fra over for den amerikanske regering.

Regeringen bør handle på baggrund af den viden, vi har, om brug af tortur og torturlignende forhørsmetoder i Afghanistan, Irak og på Guantanamo-basen. Det er den danske regerings ansvar at benytte rollen som nær allieret til at protestere over en praksis, der strider mod, hvad Danmark står for.
George W. Bush udstedte i 2001 den såkaldte Military Order, der formulerer særregler for fanger. Den danner grundlag for de kritisable metoder, de amerikanske styrker har benyttet over for krigsfanger.

Tilliden svigtet
Statsminister Anders Fogh Rasmussen forklarede i sin første nytårstale 1/1 2002 den danske befolkning, hvorfor Danmark var allieret med USA: »Det amerikanske samfund er bygget på idéerne om personlig frihed, demokrati, menneskerettigheder og religiøs tolerance.«

5/1 udtalte statsministeren til danske medier: »Jeg tager på det skarpeste afstand fra, hvis der er fundet tortur eller mishandling sted af fanger i Afghanistan.« Det er ikke godt nok, at statsministeren kun siger det til danskerne.

Geneve-konventionen benævnes ofte krigens grundlov. Den danske regering har, efter eget udsagn, stolet på de forsikringer, de fik fra USA, om, at principperne i konventionen blev fulgt.

Med den viden vi har i dag er den tillid svigtet. Det er derfor nødvendigt, at Danmark fastslår, at vi aldrig igen vil deltage i en alliance med en nation, som ikke fuldt og helt opfylder Geneve-konventionen.

www.benny-engelbrecht.dk

Erik Meier Carlsen har gjort sig til fortaler for en teori om, at den krise Anders Fogh Rasmussens regering er inde i, blot er en gentagelse af hans vælgerkrise i 2004. Han har gentaget sit budskab igennem den seneste måned i et hav af lederartikler i BT og i forskellige debatter på TV. Igen i dag gentager han budskabet med et Poul Nyrup citat "Ellemanns formkurve topper for tidligt". Du kan læse hele dagens leder her.

Der kan da også siges at være flere faktorer der kan sammenlignes med Foghs sidste krise. Regeringens ministre har lavet fejl og der har ikke helt været styr på kommunikationen. Kvinderne forlader Anders Fogh og går mod en socialdemokratisk leder med en bedre appeal til netop de kvindelige vælgere.
Imidlertid er der også en række forskelle, som Erik Meier Carlsen ikke tager højde for i sin analyse. Først og fremmest skyldes den dalende vælgertilslutning ikke alene fejl hos regeringen, den skyldes i lige så høj grad at Socialdemokraterne har formået at sætte en grundlæggende dagsorden, der er fremhæver forskellene mellem regering og opposition. Samtidig har Anders Fogh Rasmussen nærmest udvist berøringsangst overfor Helle Thorning-Schmidt. Han lader sig generelt aldrig se sammen med hans hovedmodstander til statsministerposten. Når der skal debatteres med Helle er det altid via Lars Løkke eller en anden repræsentant for Venstre. Det tyder på at statsministeren for alt i verden vil undgå at vælgerne begynder at sammenligne ham med Helle. Det kan tolkes som at han og hans rådgivere har vurderet at han kun kan tabe på denne sammenligning. Hvis det er sagen, kan det blive særdeles vanskeligt for ham at vinde næste valgkamp, hvor han ikke vil kunne undgå sin direkte modkandidat.

Regeringen har allerede forsøgt sig med ambitiøse tiltag for at sætte sig selv i førerpositionen omkring velfærden. Det er imidlertid gået galt med Foghs nederlag på spørgsmålet om brugerbetaling på Venstres landsmøde som seneste uheldige eksempel.
Der er dog først og fremmest en ting som er helt afgørende forskelligt fra tidligere kriser i Anders Fogh Rasmussens regeringstid. Forskellen er, at det socialdemokratiske bagland er fuldt klar til at knokle for at sætte den første kvinde i Statsministeriet. Det er en kamp der vil kunne vare de næste par år, indtil statsministeren løber tør for tid og der skal afholdes folketingsvalg.

Erik Meier Carlsen har ret når han opremser alle de mange problemer Anders Fogh Rasmussen står med. Imidlertid synes hans stadige gentagen af at det blot er en gentagelse af 2004 mere at være ønsketænkning end baseret på fakta.

www.benny-engelbrecht.dk

Anders Fogh Rasmussen har lidt nederlag i sit eget parti. Skal man tro mediernes omtale af sagen er det nærmest katastrofalt. En fatal fejl. Statsministeren har mistet styringen. Om det er så slemt må vi jo se, men det er da godt at se at det ellers så topstyrede Venstre tilsyneladende er begyndt at tænke selvstændigt.

Venstre har for første gang i mange år faktisk tager reel stilling til formandens politik. Og Foghs politik stemmer altså ikke overens med partiets grundholdninger, det er tydeligt. Venstres medlemmer ønsker at indføre brugerbetaling på lægebesøg og hospitalsindlæggelser. Det passer ikke med Foghs ønske om at føre sig frem som velfærdens beskytter. Han ved at brugerbetaling er ensbetydende med at han vil blive udsat for en massiv kritik af en samlet opposition. Samt at kritikken vil skubbe ham yderligere bort fra muligheden for at blive genvalgt.

Lars Løkke Rasmussen forsøgte straks at slå afgørelsen hen som værende uden betydning. Det er dog langt fra sikkert at denne passive spin-strategi vil virke, for det er alt for gennemskueligt at han er på tynd is.
Man kan desuden tilføje et spørgsmål: Hvad er værst? At Venstre vil indføre brugerbetaling eller at Venstres ledelse ikke vil gennemføre den politik som Venstre vedtager?

Lars Løkke Rasmussen sagde umiddelbart efter afstemningen: "Landsmødet har vedtaget, at der skal være fri, lige og gratis adgang til sundhedsvæsnet. Og så har landsmødet i øvrigt vedtaget en mulighed for brugerbetaling. Det er en mulighed, som regeringen ingen planer har om at gøre brug af."
Det lyder jo flot, men betyder i bund og grund at Venstres næstformand er ligeglad med hvad medlemmerne vedtager. Det er i sidste ende ham og formanden der bestemmer.

Et demokratisk parti
Jeg er glad for at være medlem af et parti hvor det er helt legalt at have en bred debat. Det er den brede debat der skaber udvikling. Vores partiformand er valgt gennem en demokratisk proces blandt alle medlemmer.
Den udvikling vi ser nu, hvor Venstre og Dansk Folkeparti går tilbage i meningsmålingerne, skyldes måske netop denne grundlæggende demokratiske forskel.

www.benny-engelbrecht.dk

Skal danskerne betale mere for velfærden, ikke via skatten, men via brugebetaling? Det spørgsmål må vi til at stille os selv - om sider. For langt om længe kommer Anders Fogh Rasmussen på banen med hans synsvinkel på hvor Danmark skal hen. Det gør han i morgendagens Politiken hvor han er forfatter til en kronik.

Et af midlerne til at skaffe flere midler til de dårligst stillede skal være brugebetaling, ifølge det der offentliggjort forud. Læs mere her.

Det endelig blevet tydeligt at valget står mellem et solidaritetsprincip eller et skifte mod forsikring og brugerbetaling. Med andre ord et skifte mod et mere liberalt samfund.
Det kort og godt op til danskerne selv at beslutte hvilken retning de vil med deres land.

Den dagsorden Socialdemokraterne har stillet op har været valget mellem skattelettelser eller velfærd. Nu vil Anders Fogh Rasmussen sikkert påstå at man kan få begge dele samtidig. Velfærden skal så betales på anden måde end gennem skatten.

I min optik er den bedste løsning at vi hjælper hinanden solidarisk. Den bedste måde at sikre det på er at betale via skatten, ikke ved at skulle have tegnebogen op ved lægebesøg eller når der skal gøres rent af hjemmehjælpen.

Det bliver en særdeles spændende tid fra nu og de kommende år indtil næste valg, hvor netop velfærden vil blive en helt central del af den politiske diskussion. Tilsyneladende har statsministeren valgt en agressiv strategi, hvor han vil tage den svære debat i god tid inden valget i håb om at ride stormen af. Om denne strategi vil virke, må vi se.
I bund og grund tror jeg danskerne foretrække ikke at indføre mere brugebetaling og flere forsikringsordninger, men det vil den kommende tids debat vise.

Irak er ikke et spørgsmål om hvornår vi skal trække soldater ud eller hvem der har begået fejl. Vi kender nemlig allerede svarene på de spørgsmål. Vi skal trække vores soldater ud når det er muligt og det er statsminister Anders Fogh Rasmussen, hans regering og støttepartiet Dansk Folkeparti der har truffet den helt fejlagtige beslutning at danske soldater skal deltage i koalitionen i Irak.

Det der er spørgsmålet er hvordan vi får vendt denne groteske situation med tusinder af døde hver måned. Hvordan vi får skabt en bæredygtig udvikling i Irak.

Det kræver en ny strategi og den strategi kan kun bæres igennem hvis USA og Storbritanien går forrest. Her har Danmark kun lille indflydelse, men den indflydelse vi har bør vi udnytte.

Vi har passivt stået bag den amerikanske præsident George W. Bush i Irak. Skridt for skridt har vi fulgt trop uden at komme med indsigelser. Man kan jubeloptimistisk kalde det loyalitet, men jeg vil kalde det naivt. Udviklingen i Irak er ikke kommet ud af den blå luft. Ekspert efter ekspert har advaret imod den udviklingen der har ført Irak længere og længere i retningen mod en egentlig borgerkrig.

Det der mangler er reelle forbedringer for den enkelte iraker. Når infrastrukturen ikke virker og der ikke er udsigt til at det kommer til at virke foreløbig er der ikke meget tiltro til at der kan komme en god udvikling.
Havde irakerne selv fået lov til at stå for udviklingen i stedet for at udenlandske virksomheder skulle spinde guld på store projekter der ikke kan gennemføres på grund af manglende sikkerhed, havde situationen været en anden.

Mest fatalt var det dog at sende hæren hjem. Tusinder af våbenføre mænd blev sendt hjem uden noget at tage sig til. Det er blandt andet i denne gruppe at oprørerne rekrutterer nye styrker.

Det store problem er at det bliver stadig sværere at spole tiden tilbage og starte forfra. Og uanset hvordan vi vender og drejer det, så kan vi ikke slippe udenom at Danmark, ligesom USA, har et medansvar for den uretfærdighed der er overgået de civile irakere.

Det vil i længden koste Danmark omdømme at vi har været med i koalitionen. Den bedste vej frem vil måske være at erkende dette medansvar.

Jeg ved godt at statsminister Anders Fogh Rasmussen er urokkelig når det handler om kritik af at Danmark er allieret med USA i Irak i en konflikt der helt grundlæggende har været grebet forkert an fra starten. Alligevel må vi som politikere sørge for at finde gode og holdbare løsninger for et Irak i oprør. Det er let blot at pege fingre af Fogh, Blair og Bush og sige: Se hvad vi sagde!
Det er blot ikke særlig opbyggeligt.

Ikke desto mindre vil jeg blot lige i dag have lov til at sige: Vi har haft ret hele tiden!
Grundlaget var forkert fra starten og den amerikanske strategi er gået helt og aldeles galt.

George W. Bush kommer til at betale prisen på hjemmefronten ved de kommende midtvejsvalg, mens det må være op til vælgerne at vurdere Anders Fogh Rasmussens evner som statsmand.

Socialdemokraterne har i dag fremlagt et klart og visionært bud på en fredeligere verden. Et udspil der statsministeren burde bruge som et udgangspunkt for en fremtidig selvstændig dansk udenrigspolitik.
Læs udspillet her...

Sammenblandingen mellem privatliv og offentligt liv bliver stadig mere presset for danske politikere. Et er at underholdningsprogrammer i tv anvender top-politikerne der enten skal quizze, synge, danse eller slå kolbøtter - det er trods alt den enkelte selv der bestemmer hvad man vil være med til. Men når medierne begynder at angribe på den private front bliver jeg ærligt talt sur.

I dag er det ingen andre end Anders Fogh og hans hustru det går ud over. Ifølge Cosmopolitan der kommer på gaden i morgen, skulle statsministerfruen være udstyret med en kopi af en Louis Vuitton taske. Artiklen er omtalt i online udgaven af BT - læs den her...

Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg på mange områder mener at den danske statsminister kan og skal kritiseres. Men nu handler artiklen hverken om den danske deltagelse i Irak-krigen eller tyveriet fra landsbyggefonden. Det handler om hvorvidt hans kone har en kopi-taske eller ej.

Jeg er enig i at der skal gøres en indsats imod kopiprodukter, uanset om det handler om mærkevarer eller piratkopiering af film og musik. En designer kan ikke leve af at vedkommendes varer bliver kopieret i Asien ligesom en komponist ikke kan leve af at hans numre kopieres frit fra en fildelingstjeneste.

Dette til trods er der i familien Foghs tilfælde tale om en urimelig kritik. Jeg er sikker på at Anne-Mette Rasmussen er glad for sin taske og om hun har købt den selv eller fået den af sin mand er strengt taget underordnet.
Jeg er dog ikke i tvivl om at sagen, hvis den håndteres forkert, meget vel kan være mere skadelig for Anders Fogh end Irak-krigen hvor han kan slippe afsted med at sige: "Der er ikke noget at komme efter."

Efter afsløringerne af svenske ministres temmelig uheldige forhold til licens og sort arbejde er der en naturlig interesse i danske medier for at "finde noget på en minister". Det er helt naturligt at pressen skal være ude med den store lup og se politikerne efter i sømmene. Det gælder for såvel regeringen, dens støttepartiet og oppositionen. Imidlertid bør man gå efter konkrete og rimelige sager - og dem er der så sandelig rigeligt af herhjemme. Men sammenblandingen af det private og inddragelsen af familie og ægtefæller kræver en dyb og grundig etisk overvejelse fra de enkelte redaktioners side. En overvejelse som i den skarpe mediekonkurrences navn har en tendens til at blive overset.

Risikoen er en stadig større fokus på personer og mindre fokus på politik som man kender fra USA. Det er ikke en tendes der vil styrke demokratiet.

Jeg vil i øvrigt anbefale at læse Trine Jacobsens speciale om "Politikeren som iscenesat privatperson". Specialet kan downloades via Kommunkationsforums hjemmeside...

Statsminister Anders Fogh Rasmussen er på charmetur med et budskab om at der skal gøres plads til vores nye borgere på arbejdsmarkedet. Dette slag for integrationen er stærkt tiltrængt, men lyder meget hult.

Jeg er træt af at hver gang der sættes spørgsmålstegn ved regeringens manglende integrationsindsats, skal vi høre på "at vi skal bare ikke lukke så mange ind". Problemet i det argument er at de danske grænser de facto er hermetisk lukket - vores problemer er med de mange der allerede er en del af det danske samfund, men som af mange årsager ikke kan få arbejde på lige vilkår med "etniske danskere", som er et af de mange udtryk jeg ikke kan fordrage.

I praksis er der ikke sket væsentlige forbedringer af integrationsindsatsen i de seneste fem år - og det til trods for at den nuværende regering netop kom til magten på grund af sine løfter på dette område. Der er ingen tvivl om at de løfter der blev afgivet om at stramme grebet om grænserne til fulde er blevet opfyldt, med en meget ubehagelig skærpelse af debattonen til følge.

Der er heldigvis en meget vigtig åbning netop nu til at få styrket integrationen. Der er ganske enkelt så mange ledige stillinger og så få ledige, at der er behov for alle på arbejdsmarkedet. Det betyder at virksomhederne har en helt naturlig interesse i at integrere. Der skal naturligvis gøres en indsats og så omkring sprogkundskaberne, men det kan lade sig gøre. En af de gode redskaber der peger i den rigtige retning er mentor-ordningerne, hvor en virksomhed lader en medarbejder virke som hjælper i den første del af ansættelsesperioden, så den nyansatte med dårlige sprogkundskaber kommer godt i gang.

Det kan lade sig gøre at skabe en ny start for integrationen, men statsministerens indsats ligner mere en PR tur for statsministeren selv, end et dybfølt engagement.

Der blev givet håndslag på, at der skal findes en løsning så kommunerne får flere penge, men så hørte enigheden også op, da DR1 havde sat velfærden til debat i går aftes.
Håndslaget blev givet mellem Helle Thorning-Schmidt (A) og Kristian Thulesen Dahl (DF), men hvor pengene skal komme fra, er de to ikke enige om.
Det er en udfordring der kan og skal løses - og alene et spørgsmål om politisk vilje. Ønsker Dansk Folkeparti virkelig at hjælpe kommunerne kan det lade sig gøre og tvivlen bør komme dem til gode. Vi har set igen og igen hvordan Dansk Folkeparti har kommet med udmeldinger, der er gået imod regeringens linje, for så at rette ind til højre i sidste ende. Om det i år ender med en mindre justering af ældrechecken der skal være prisen for, at DF ikke sender regeringen til tælling må tiden vise.
Indtil videre vil jeg forholde mig positivt optimistisk til DFs udmeldinger.

På en anden front melder DF, at man ikke vil accepterer skattelettelser. Bliver der et råderum i dansk økonomi skal det bruges på velfærd. Det er vi socialdemokrater helt enige i - eller rettere burde man måske sige, at DF er helt enige med os. Om DF nu også mener det de siger vil tiden vise.
Henrik Sass Larsen har udtalt i går: "Jeg vil ikke stole for meget på Dansk Folkepartis melding. Jeg tror stadig, at de i en lummer stund vil stemme for skattelettelser i en eller anden aftale."
Det er jo da klare ord i oktober!

I dag er der åbningsdebat i Folketinget. Her vil vi for alvor kunne se, om det DF siger er ren snak eller om de virkelig er til sinds at presse regeringen på velfærdsspørgsmålet. Gør de det kan det blive et særdeles varmt år for regeringen Fogh.

Du har allerede oplevet det - regeringstro kommentatorer angriber Socialdemokraterne for at være økonomisk uansvarlige når der kræves flere midler til kommunerne. Dette budskab kan man se i Jyllands-Postens leder i dag og i BTs leder fra i søndags hvor budskabet fra Venstres jubelmøde i Odense om at Helle Thorning-Schmidt er en Anker Jørgensen i pænere tøj gentages.

Samtidig oplever vi at borgerlige politikere står i kø for at sende debatindlæg under samme parole afsted. Således kunne man i går læse om den "røde cirkusøkonomi" i JydskeVestkysten med Ellen Thrane Nørby som forfatter. Jeg er ret overbevist om at Thrane der for tiden er til FNs generalforsamling i New York har fået et vink med en vognstang om at dette indlæg skulle skrives, ja måske endda fået et udkast tilsendt. Sidstnævnte er måske også forklaringen på at hendes sprogbrug er utidigt hårdt. Min forgænger J. K. Hansen kritiserer hende for netop sprogbrugen i dagens udgave af JydskeVestkysten.

Regeringen vil givet fortsætte med at gøre alt for at flytte fokus fra den store velfærdskrise. Om det kan lade sig gøre vil tiden vise, men mon ikke danskerne godt kan gennemskue dette spin.

I dagens udgave af JydskeVestkysten svarer jeg på Thranes debatindlæg. Læs svaret her...

Det var med stor undren at jeg for nogle uger siden kunne læse i Jyllands-Posten at Anders Fogh Rasmussen mente at der ikke var en sammenhæng mellem den danske indsats i Afghanistan og Irak og så den øgede terror-risiko Danmark er udsat for.
Det var jeg langt fra den eneste der undrede sig over. Navnlig da PET netop vurderede nøjagtigt det modsatte blev der rejst tvivl om hvad statsministeren egentlig havde for.

Nu er statsministeren vendt på en tallerken og siger selv at "kritikken er helt forfejlet". Som bekendt begår Anders Fogh aldrig fejl, så derfor føler han sig ganske enkelt fejlfortolket.

Ironisk nok har han blot oplevet nøjagtigt det samme som den amerikanske præsident Bush: En efterretningsrapport der lodret modsiger hvad statslederen selv har udtalt.
Om danskerne så lettere lader sig besnakke af Anders Foghs spindoktorer må vi så se.

Læs mere om Anders Foghs bakken baglæns her...

Det er Anders Fogh Rasmussens store dag i dag. Han har været statsminister i 4 år og 10 måneder og kan dermed sætte rekord som den statsminister fra partiet Venstre der har siddet længst på den fineste ministertaburet.
Det giver anledning til at sætte et par de store sager i hans tid i et historisk perspektiv.

Danmark som krigsførende nation
Havde Anders Fogh Rasmussen på forhånd proklameret at han ville gøre Danmark til en krigsførende nation for første gang siden 1864, var han naturligvis aldrig blevet valgt.
At det alligevel er lykkedes ham, med et meget snævert flertal, at gå med i krigen i Irak og slippe ustraffet fra det i vælgertilslutning er uden sammenligning hans største bedrift. Det er ganske enkelt lykkedes ham at holde skansen om denne forkerte beslutning - noget der hverken er lykkedes for George Bush eller Tony Blair.
Man kan håbe at den tendens vi har set i netop USA og Storbritanien, hvor befolkningen over tid indser hvor forkert beslutningen om Irak-offensiven var, også slår igennem i Danmark.

Den ufinansierede kommunalreform
Det er ingen tvivl om at den kommunalreform som regeringen Fogh Rasmussen gennemførte med lynets hast efterlader et nydeligt indtryk - i alt fald indtil nu, hvor reformen skal udmøntes.
Protesterne pibler frem overalt. Den manglende finansiering af kommunalreformen viser sig nu for alvor. Det der skulle give bedre service, betyder i steder forringelser i mange danskeres velfærd.
Samtidig formår kommunerne, også de borgerligt ledede, for alvor at sende aben videre til regeringen når borgerne protesterer over kommunalreformens konsekvenser.
Kommunalreformen kan ende med at blive Anders Fogh Rasmussen akilleshæl, for hvis resultatet bliver at de fleste oplever dårligere velfærd ender skylden hos ham. Bliver resultatet at regeringen må sende stadig flere penge til kommunerne, for at modvirke serviceforringelser kan Socialdemokraterne med rette pege fingre og påpege at de havde ret da vi sagde at reformen manglede finansiering.

Muhammedkrisen
Det er næsten overflødigt at sige det. Skylden for at muhammedkrisen fik lov til at løbe helt af sporet var Anders Fogh Rasmussens manglende evne til at kommunikere og styre en krisesituation. Var han leder i en privat virksomhed havde han af bestyrelsen fået en halv time til at rydde skrivebordet.
Der er naturligvis tusindvis af aspekter i sagen, men i sidste ende var det statsministerens ansvar at sagen kom så vidt som den gjorde.

Farvel velfærd
Det er muligt at det lykkedes at få skabt en velfærdsreform, men reformen tager ikke højde for den borgernære velfærd. Ældrepleje, børnepasning og sundhedsområdet, blot for at nævne et par områder. Her viser den aktuelle debat at servicen er faldet og faldet under Fogh regeringen og den aktuelle krise statsministeren befinder sig i, skyldes i høj grad at det nu er gået op for vælgerne hvad regeringens politik reelt betyder.

En fest for Anders Fogh i anledning af hans rekord er naturligvis en mulighed for at fjerne fokus fra de aktuelle problemer, men jeg tror næppe at danskerne falder på halen over den strategi.

Tvært imod vil der nok være mange der vil tænke: Så er det da også på tide at få ham skiftet ud.

Og så har jeg slet ikke nævnt skattestop, kontraktpolitik og kontrolmennesket Fogh...

Tidligere vice-præsident i USA, Al Gore, er aktuel med filmen En ubekvem sandhed. En film der tager udgangspunkt i Gores foredrag om verdens miljøtilstand.

Jeg har desværre ikke haft mulighed for selv at se filmen, den går ganske vist i Kolding, men det er lidt langt at køre og svært at finde tid, så nu håber jeg at den i den nærmeste fremtid kommer længere sydpå. For anmeldelserne kan man ikke tage fejl af.

Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere, for kan man forestille sig at miljøspørgsmålet er blevet udpeget af smarte spindoktorer som "the next great theme" der skal vende vælgerne mod Gore i en kommende præsidentvalgkamp. Tanken har naturligvis også strejfet andre, men lad os lige prøve at overveje hvad det vil betyde hvis det er tilfældet.

Al Gore fremstår som en moden, afklaret person med stor indsigt omkring verdens miljøtilstand. Han har sat sig ind i stoffet, har besøgt såvel arktis som antarktis og har gjort sig til verdens førende fortaler for global handling for miljøet.
Skulle han, på den baggrund, blive valgt som USAs næste præsident vil han være tvunget til at handle på miljøets vegne. Alt andet vil være direkte ødelæggende for et eventuelt genvalg. Man kan som politiker ikke have en så stor mærkesag, som man så ikke gør en indsats for når man bliver valgt.

Min pointe er med andre ord, at hvis Al Gores mål er at blive præsident og det er årsagen til at han har valgt at dedikere år af sit liv på at tale miljøets sag, så er der intet galt i det. Tværtimod.

Faktisk er der også en anden mulighed, nemlig at Al Gore er helt igennem sandfærdig og ikke har gået efter den største post. Skulle hans indsats så vise sig at munde ud i at tilstrækkeligt med demokrater ønsker ham som deres kandidat, så er det bare et middel til at føre hans planer på miljøområdet ud i livet.

Uanset hvilket motiv der ligger bag, vil resultatet blive det samme: Et USA med en nyvunden miljøbevidsthed og dermed det bedst tænkelige udgangspunkt for endelig at få gjort noget globalt for miljøet.
Gores tanker har da også bredt sig. Schwarzenegger i Californien indfører nogle særdeles vidtgående miljøreformer og Hillary Clinton, der er den mest sandsynlige næste demokratiske præsident, har også tillagt sig miljøet som en mærkesag.

Sågar i Danmark er det lykkedes at få vendt den næsten hadske stemning om miljøområdet som Anders Fogh Rasmussen, med hjælp fra Bjørn Lomborg, brugte til at beskære Miljøministeriet helt ind til benet og undsige Svend Aukens store indsats. I dag lyder der helt andre toner, der dog i Fogh-regeringens orkestrering lyder underligt hult og falsk i sammenligning med Gores inderlige oprigtighed.

Spin eller ikke spin? Lad os nu bare glæde os over at miljøet ser ud til at blive vinderen.

Jeg deltog i går i Kulturnatten i Nordborg. Det var et særdeles godt arrangement, med masser af mennesker og masser af spændende aktiviteter.

Vi havde en lille stand hvor min plakat var sat på et klapskilt og så delte vi ellers æbler og materialer ud til de forbipasserende. Inger Bierbaum var ved min side og det var en rigtig god støtte.
Vores eneste problem var at vi løb tør for æbler, inden solnedgang, men det var et positivt problem. Den imødekommendehed der blev vist mig var meget stor.

Der er ingen tvivl om at det socialdemokratiske projekt nu og i de kommende år er sikringen af velfærden. Det ER det der optager vælgerne og der er ingen tillid til at Anders Fogh vil andet end at fortsætte nedskæringerne.

I dag fortsætter vi med agitationen, igen i Nordborg, så jeg ser frem til endnu en god dag.

Det er så let at være bagklog. At sige "hvad sagde jeg". Men lige i denne sammenhæng er der nu i tusindvis af politikere og embedsmænd der landet over med rette kan tillade sig den holdning.

Regeringen gennemførte inden sidste valg lovgrundlaget for en kommunesammenlægning uden samtidig at finansiere selve processen. Regeringens holdning var og er den at kommunerne skal finansiere sammenlægningen selv gennem effektiviseringer. Ikke alle effektiviseringer giver gevinst fra første færd og derfor kan der optages lån til dele af sammenlægningen.

Det viser sig dog nu at den reelle omkostning til den mest omfattende fusion i det offentlige Danmark er langt større end først antaget. Eller rettere, langt større end regeringen har foregøglet befolkningen.
DICAR har for Ugebrevet A4 gennemført en undersøgelse der viser at omkostningerne i kommunerne i gennemsnit er 60 % højere end antaget og en del af omkostningerne kan endda ikke måles. Det gælder for eksempel medarbejdernes overarbejde. Kommunalforsker Roger Buch vurderer at omkostningerne alene til overarbejde beløber sig til et to-cifret milliard-beløb.

Når man tager dette med i betragtning og når man ved at kommunernes økonomi i forvejen er presset helt i bund, står en ubehagelig mistanke tilbage. Hvad nu hvis regeringens godt har kendt konsekvenserne af dette projekt. At kommunerne ville være nødt til at barbere budgetter i stor stil for bare at få det hele til at hænge sammen.
At dette med andre ord er en stor nedskæringsøvelse der handler om at slanke kommunernes service.
Hvis det har været planen må man sige at det er lykkedes.

Jeg vil derfor opfordre borgere landet over til at huske hvem der har lavet rammerne om den økonomi der fremover vil hersker i deres kommune. For uanset om du bor i en kommune med en borgerlig eller socialdemokratisk borgmester vil du højst sandsynlig opleve at der bliver skåret ned til næste år. Det er naturligt at rette kritikken mod din lokalpolitiker, men husk når du gør det, at ansvaret ligger hos regeringen, hos Anders Fogh Rasmussen, Thor Pedersen og Lars Løkke Rasmussen. Det er dem der i sidste ende er ansvarlige for nedskæringer på børneinstitutioner, skoler, ældrepleje og alle andre områder der udsættes for besparelser.

Meningsmålingerne giver socialdemokraterne vind i sejlerne - så det er virkelig godt at være folketingskandidat.
En Gallup måling i weekenden viste at vi går frem i forhold til sidste valg og en måling i Greens viser i dag at vælgerne tror væsentligt mindre på Fogh og væsentligt mere på Helle Thorning-Schmidt som garant for velfærden i Danmark.

Læs mere om Greens målingen her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2006/09/01/034139.htm?rss=true

Det giver en god fornemmelse for arbejdet frem mod næste valg. Optimismen bobler i vores organisation her i Sønderborg-området og det peger på at det nok bliver hårdt arbejde, men også sjovt at være med til.

Og så er det meget svært at være ked af de uafvendelige opgør mellem konservative og venstre i spørgsmålet om skattelettelser.
Der skal ikke herske tvivl om at skattelettelser nu vil bringe den danske økonomi i alvorlig fare for overophedning. Og i en tid hvor servicen i den offentlige sektor bliver stadig hårdere presset, er der behov for at tænke anderledes.

På Venstres sommergruppemøde i sidste uge meddelte statsministeren at han i denne uge ville komme med en plan for hvordan velfærden skal forbedres. Det var tydeligt at Anders Fogh ønskede at fremstå som handlekraftig efter Socialdemokraterne havde meldt klart ud om ældreområdet.

Nu tegner der sig et billede af hvad det er Venstre og Konservative vil. Regeringen har den simple plan at der skal mere service i offentlige, men det må bare ikke koste mere!

Det kan lyde besnærende at man kan få mere service for pengene, men sandheden er den at der allerede er foretaget så mange effektiviseringer i de seneste år at der ikke kan presses virkelige velfærdsforbedringer ud af den citron.

Det væsentligste sted der kan hentes effektiviseringsgevinster i det offentlige er i det administrative led. Her er der allerede gennemført en kommunalreform med det formål at høste disse effektiviseringsgevinster. Imidlertid viser der sig nu tegn på at de gevinster man høster ikke er så store som forventet og de omkostninger der vil opstå i forbindelse med de mange kommunesammenlægninger vil spise gevinsterne op i de næste mange år.

Forslaget fra regeringen beskrives som et projekt der skal "...ruske op i stat, regioner og kommuner, så borgerne får bedre kvalitet..."
Blot formuleringen "ruske op i" taler sit eget klare sprog. Der er en dyb mistro til de ansvarlige lokale politikere der sidder med ansvaret for den offentlige service. Regeringen har tydeligvis ikke tiltro til at lokalpolitikerne er i stand til at gøre deres arbejde godt nok.

Det er en dybt ubehagelig holdning. Man kan sammenligne det med at have en arbejdsgiver der åbenlyst giver udtrykt for at man ikke gør sit arbejde godt nok.
Jeg er overbevist den generelle holdning der er i kritikken er helt forfejlet. De lokale politikere sidder med det fulde overblik på de enkelte områder og får således alle aspekter med, mens landspolitikere har en tendens til alene at se på tal og generelle linier.

Det er klart at vi endnu ikke kender regeringens plan - den kommer først senere i denne uge, men jeg vil tillade mig på forhånd at være dybt skeptisk.

Det er muligt at læse foromtale af regeringens plan på dette link: http://politik.tv2.dk/article.php/id-4678332.html

Mere om Benny
Du kan læse mere om mig på min hjemmeside www.benny-engelbrecht.dk

JydskeVestkystens politiske redaktør Poul-Erik Thomsen skriver i dag en glimrende leder hvor han analyserer Anders Fogh Rasmussens bevæggrunde for til stadighed at fremstå som værende en stadig større forkæmper for velfærden.

Fogh sætter ganske enkelt statsministerposten højere end Venstres politik.
Konklusionen kan sammenfattes i dette citat fra Thomsens side:
"Det levner ikke plads til én skæv sidebemærkning fra en Venstre-minister eller et Venstre-medlem af Folketinget, der tager sit udgangspunkt i et liberalt partiprogram på bekostning af det Fogh-projekt, der har titlen: Hold fast i regeringsmagten. Det Venstre, der tidligere betegnede sig selv om Danmarks liberale parti, har pantsat frihed, nye teser og ideologi i Statsministeriet."

Poul-Erik Thomsen overser imidlertid at signalpolitikken nok går i retning af dette, men til stadighed foretages der nedskæringer i den offentlige service over en bred kam.
Det er bare vanskeligt at se, for det sker gennem et lige så hårdt jerngreb om kommunerne som det partiet Venstre holdes i. Det betyder at det ikke er regeringen der får beskidte hænder, men derimod kommunalpolitikerne der skal udmønte besparelserne.

Det kommunale selvstyre er tæt på at være en ren illusion på grund af de meget stramme finansielle rammer. Den udvikling skal modvirkes hvis samfundet skal udvikles og velfærden have en acceptable kvalitet.

Mere om Benny
Du kan læse mere om mig på min hjemmeside: www.benny-engelbrecht.dk

Den nuværende statsminister er notorisk kendt for aldrig at erkende fejl. Det er dog tæt på at han i dag har gjort netop det.

På et pressemøde i forbindelse med Venstres sommergruppemøde melder han at den offentlige service skal forbedres. Det må så stå uvist hvordan han vil opnå det, for han meddeler samtidig at der først senere vil komme en plan for hvordan det skal ske.

Det er interessant at Venstre ser ud til at være parate til at løse nogle af de væsentlige velfærdssvigt der findes i samfundet - svigt der er opstået efter fem års borgerligt styre. Statsministeren har sandsynligvis set på den meningsmåling fra Ugebrevet A4 der i mandags viste at et klart flertal af danskerne mener at den offentlige service er blevet dårligere under den borgerlige regering.

Om der er en reel vilje til at forhandle med Socialdemokraterne må tiden vise, men vores holdning er klar og oplægget til finanslovsforhandlingerne ved vi allerede nu vil indeholde konkrete forslag til forbedringer af velfærden. Det er så op til den borgerlige regering at vise viljen til at spille med på disse forslag.

Hvad der samtidig kan glæde er at Fogh samtidig erkender at der ikke er basis for en skattelettelse på nuværende tidspunkt. Det skyldes at den danske økonomi kan blive overophedet hvis der frigives flere ressourcer. Dermed modsiger statsministeren sin egen regeringspartner De Konservative, hvis leder Bendt Bendtsen ellers har meldt det modsatte ud efter deres sommergruppemøde.

Mere om Benny
Du kan læse mere om mig på min hjemmeside: www.benny-engelbrecht.dk