Smartlog v3 » Benny Engelbrecht » forbrugerrad
Opret egen blog | Næste blog »

Slut med uønskede reklamer

19. Nov 2008 12:54, Benny-Engelbrecht

Ingen reklamerEfter sigende er Danmark ret enestående, fordi dagligvarehandlen sender farvestrålende og husstandsomdelte tilbudsaviser ud til lokalområdet. Men mange forbrugere synes ikke om den ugentlige avis, så de har et mærkat ”reklamer – nej tak” på postkassen eller i brevsprækken. Alligevel har mange fået proppet en uønsket reklameavis ind.

Normalt skal denne besked respekteres, men indtil nu har tilbudsavisernes udgivere kunnet kræve, at tryksagen alligevel blev stoppet i brevkassen. Det stopper fra 1. maj 2008 til mange forbrugeres store glæde. De har nemlig med god grund ikke begrebet, hvorfor udgiverne af reklamerne ikke tog et nej for et nej.

Forbrugerne kan fra maj nu vælge mellem at sige nej tak kun til uønskede reklamer eller nej tak til både reklameaviser og gratisaviser. Problemet med uønskede tryksager er nok lidt mindre nu, hvor én gratis, husstandsomdelt avis er gået ned, og den anden er blevet trafikavis. Men det ændrer ikke ved, at forbrugeren nu har fået en rettighed, der burde være indlysende: At kunne afvise uønskede tryksager.

Ordningen er frivillig, men den gælder altså for alle for distributører af reklame- og gratisaviser, og den er blevet til med Forbrugerrådets og Forbrugerombudsmandens bistand. Lad os gå ud fra, at distributørerne så ikke bare lægger deres tryksager ved siden af postkassen eller i trappeopgangene til fri afbenyttelse, for det var jo ikke meningen.

Det er dog en fortræffelig ordning, som forbrugerne skulle have haft for længe siden. Det er bare ærgerligt, at det har varet flere år med at presse en fornuftig ordning igennem.

Og skulle du tænke: Gad vide hvad forbrugerordføreren selv gør? Ja, så kan jeg sige at jeg har et "Nej tak"-skilt på døren i min lille københavnerlejlighed, mens jeg ofte ser reklamerne igennem hjemme i Adsbøl - både for at finde gode tilbud og for at holde øje med hvad butikkerne finder på.

www.benny-engelbrecht.dk