Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » fugle
Opret egen blog | Næste blog »

EU sag truer motorvejen til Sønderborg

29. Jun 2008 13:25, Benny-Engelbrecht

En bulet vej fremover En klage fra Danmarks Naturfredningsforening har nu ført til en åbningsskrivelse til den danske stat fra EU Kommissionen, der fastslår at man ikke i tilstrækkelig grad har vurderet de miljømæssige konsekvenser af anlægsprojektet. Det kan føre til en forsinkelse af vejprojektet der skulle sendes i udbud i dette efterår.

Jeg blev bekendt med åbningsskrivelsen i fredags og sendte derfor straks et spørgsmål til miljøministeren for at få afklaret hvad han agter at gøre for at forhindre at projektet bliver forsinket. Det lakoniske notat fra Miljøministeriet til Folketingets Miljøudvalg lyder: ”Udenrigsministeriet har den 6. juni 2008 modtaget Kommissionens åbningsskrivelse nr. 2006/4993 (dokument nr. SG-Greffe (2008)D/203610 af 6. juni 2008, hvori Kommissionen gør gældende, at ved planlægningen af motorvej mellem Kliplev og Sønderborg har de danske myndigheder ikke foretaget en korrekt vurdering af alle motorvejens virkninger for de omliggende naturbeskyttelsesområder. Ifølge Kommissionen har Danmark derved tilsidesat de forpligtelser, der påhviler landet i henhold til artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter.”

Problemet skyldes en ganske kort strækning på få hundrede meter, hvor motorvejen, efter planen, skal gå gennem et EU habitatsområde i nærheden af Kliplev.

Dengang det daværende Sønderjyllands Amt fastlagde linieføringen havde man valget mellem en I-løsning der skulle gå direkte fra Sønderborg til Kliplev, mens man også havde en Y-løsning som ville være lidt dyrere, men til gengæld også ville aflaste hovedvejen mellem Sønderborg og Kruså. Denne løsning ville desuden gå langt forbi EU habitatsområdet. Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, havde det naturligvis været klogt at vælge Y-løsningen, men det er for sent at lave om på nu. I stedet må vi alvorligt overveje om linieføringen skal flyttes en smule mod syd, på en kortere strækning, sådan at man kan komme udenom det naturbeskyttelsesområde som er hele problemet.

Det vil i alt fald være en dybt ulykkelig situation, hvis denne miljøsag skal betyde at Danmark skal igennem en langvarig retssag og i sidste ende bliver pålagt at ændre linieføringen.

Når jeg tænker tilbage på den proteststorm der rejste sig tidligere på året, da regeringen ville udskyde anlægsprojektet to år i forbindelse med finansloven for 2008, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at sønderjyderne ønsker at se handling fra regeringens side i sagen. Samtidig skal man heller ikke glemme at motorvejsprojektet har meget principiel betydning fordi det er det første såkaldte OPP-projekt (Offentlig Privat Partnerskab). Mange afventer erfaringerne med denne finansieringsmodel – ikke mindst fordi udenlandske erfaringer viser at anlægsprojekter efter OPP-modellen har en tendens til at bliver udført hurtigere og uden budgetoverskridelser.

Jeg er ærligt talt meget, meget bekymret over den situation vi nu befinder os i. Jeg vil ikke være den der siger ”se hvad jeg sagde”, for det fører ikke til noget, men jeg vil arbejde aktivt for at finde løsninger der kan forhindre yderligere forsinkelser. Jeg vil allerede i morgen tage kontakt til mine kollegaer fra mit eget og andre partier, valgt i Sydjylland, for at vi kan drøfte en fælles indsats i forhold til denne problemstilling.

www.benny-engelbrecht.dk