Hvor sød må din mad være?
1. apr 2009 09:18, Benny-Engelbrecht
Begynder du dagen med en flødebolle, skyllet ned en halv kop kaffe med fløde og 10 stykker sukker? Nej vel. Og du vil heller ikke lade dine børn få vingummi til morgenmad? Slet ikke. Men hvis du sætter knasende morgenmadsprodukter på bordet, så kunne du egentlig lige så godt have sat slikskålen frem med det samme.
Det er nemlig rene sukkerbomber, vi overhælder med mælk ved morgenbordet. De mindst sukkerholdige er ganske almindelige cornflakes, som indeholder otte pct. sukker. I den modsatte ende finder vi produkter fra Kellogg´s som Special K Red Berries og All Bran Apple & Fig, hvor sukkerindholdet er oppe på ca. en fjerdedel.
Det triste er, at vi har fået det at vide utallige gange før. Uafhængige undersøgelser fra forbrugerorganisationer har testet vores morgenmad så mange gange, og hver gang er resultatet nedslående: Antallet af sukkerholdige knaseprodukter stiger, og det gør indholdet af sukker altså også.
To af de ”sukkertungeste” produkter på det danske marked er fødevarebranchens svar på horrorhistorier: De traditionelle Guldkorn og de nyere Honey Bees, indeholder begge op mod 40 pct. sukker. Et femårigt barn, som spiser en lille portion af disse produkter til morgenmad, får dækket over halvdelen af sit sukkerbehov ved den lejlighed.
Det er direkte forbrugervildledning, når producenterne påstår, at en række af disse morgenmadsprodukter er noget, man bliver sund af at indtage. Naturligvis er det sundt med fiberrig kost, men når fibrene bogstaveligt talt er druknet i sukker og honning, så er det så som så med sundheden.
De påståede sunde morgenmadsprodukter er faktisk slet ikke egnede til morgenmad. De indeholder simpelthen alt for meget sukker til at være en del af den daglige kost, selv om de sælges som ”særligt sunde”, der giver velvære, slanke taljer og fysisk styrke. Forbrugerne må i dag selv holde sig orienteret om sukkerindholdet, men det står jo ikke på posen med store bogstaver, at ”sukkerindholdet i dette produkt er meget højt.”
Også derfor er det betænkeligt, at stærke kræfter med fødevareministeren i spidsen vil gøre GDA-mærket obligatorisk i hele EU. GDA betyder ”retningslinje for daglig mængde”, men det angiver ikke ernæringsindholdet pr. 100 gram – som vi gør nu – men pr. ”portion”. Problemet ligger i, at producenten selv kan bestemme, hvor meget ”en portion” er. Fx har Coca-Cola forskellige portionsstørrelse angivet på forskellige typer sodavand. Desuden er GDA meget usikker, fordi det tager udgangspunkt i, hvad en voksen kvinde på 40 år bør indtage som en afbalanceret kost. Denne kvindes børn eller hendes forældre har helt andre kostbehov, og dermed vildleder GDA.
Jeg glæder mig over, at syv danske organisationer fra Forbrugerrådet til Hjerteforeningen nu advarer mod at gøre GDA obligatorisk. Navnlig skal Landbrugsraadet have ros for at være på den rigtige side af plankeværket i denne sag.
I sammenhæng med det helt overdrevne sukkerhindhold i vores morgenmad er det svært at forestille sig, hvordan forbrugeren skulle kunne orientere sig udelukkende med den tvungne GDA-mærkning.
I dag kan forbrugerne læse en deklaration, som angiver sukkerindholdet pr. 100 gram. Det kan være svært nok, men det er trods alt en mængde angivelse der er til at forholde sig til. Jeg vil dog gerne slå fast at der ikke noget som helst i vejen for, at producenterne af egen fri vilje begynder at skrue ned for sukkeret i vores morgenmad.
Samtidig med at de skruer ned for de overdrevne sukkermængder kunne de så passende holde op med at klæbe etikken ”sund” på morgenmad med for højt sukkerindhold.
En række store fødevareproducenter har de seneste år skabt en ny, frivillig ernæringsmærkningsordning til fødevarer, som baserer sig på angivelse af portionsstørrelser. Mærket GDA dækker over begrebet ”guideline daily amount” eller på dansk ”vejledende dagligt indtag”. 
