På denne solbeskinnede sommerdag er det svært at forestille sig, at man for alvor ville opleve den store kritik, men næppe nogen grundlovsdag har da været så fuld af kritiske ytringer som netop i dag. Kritisk både fra opppositionen mod regeringer, fra regeringen mod oppositionen, men så sandelig også kritik internt i regeringspartierne.

Jeg skal gerne erkende at jeg ikke kunne lade være med at citere Anders Fogh Rasmussens berømte 2001 grundlovstale, hvor han tornede mod kammerateri og magtfuldkommenhed. Siden valget har det udsagn i udpræget grad fået en hul lyd.

Jeg selv var til et dejligt arrangement i Sottrupskov i Sundeved som trak et par hundrede mennesker til grundlovsarrangement med tale, musik, dans og kanonkonkurrence. I øvrigt blev min kone nummer to i finalen, selvom hun sammen med Sønderborgs kulturudvalgsformand Stephan Kleinschmidt, var en mindre i både, end vinderkanoen - ret imponerende!

Her bringer jeg dagens tale fra Sottrupskov:

Grundlovsdag er alle danskeres festdag. Nogle fester ved at tage en fridag ved stranden, andre ved at gå til festmøde. Her i Sottrupskov kan man gøre begge dele samtidig. Man kan sige at den gamle kommunes slogan om at ”der er dejligt i Sundeved” får fornyet liv på sådan en skøn sommerdag.

Grundlovsdag er næsten et sammenligne med en fælles fødselsdag. En fødselsdag for vores demokrati, grundlagt med den første grundlov i 1849. For med grundloven blev også fastlagt alle de betingelser, der udgør grundlaget for vores samfund. Det kan sammenlignes med en demokratiets færdselslov.

Da jeg for et halvt år siden trådte ind på Christiansborg som nyvalgt folketingsmedlem, var min første officielle pligt, at underskrive en erklæring om at overholde den danske grundlov. Det giver, helt naturligt, grundlag for at gøre sig overvejelser om fundamentet for det danske demokrati. Og de tanker jeg gjorde mig har jeg benyttet som inspiration for dagens tale.

Grundloven er i dag udtryk for alle de forventninger om, hvordan rammerne for et godt samfund kan se ud – i hvert fald som de så ud for 55 år siden, da den nuværende grundlov blev vedtaget. Sammenligner vi imidlertid med rigets første grundlov fra 1849 er der store forskelle. Hvis et land i dag vedtog en grundlov som den danske årgang 1849, ville ingen demokratisk nation anerkende den som en fri, demokratisk forfatning.

Vi ville ikke acceptere, at kun 200.000 ud 1,3 mio. mennesker kunne vælge sine ledere – uanset hvor frit det måtte være. Vi ville ikke gå med til, at valghandlingen fandt sted ved håndsoprækning i en skolegård. Og vi ville slet ikke høre tale om, at kun ét køn – mændene – skulle bestemme. Men det var dengang, 5. juni 1849 og siden er grundloven ændret tre gange. Fordelen ved 1849-grundloven må vi dog ikke se bort fra: At vi fik en forfatning uden blodige revolutioner. Og dog. For grundloven krænkede det grundlag, det daværende danske rige havde, og det førte til to krige i Slesvig og at de sønderjyske måtte leve adskilt fra resten af Danmark fra 1864 til 1920. 1849 grundloven har derfor en ganske særlig betydning for Sønderjylland – en betydning som ikke må gå over i glemslen eller en ligegyldighed for historien.

Demokrati er ikke en fastlagt størrelse. Demokrati udvikler sig. Sådan har det været siden oldtidens Grækenland og sådan har det været siden 1849 i Danmark.

Der kan også komme en dag, hvor folk i fremtiden ser tilbage på 2008 og spørger i undren: Hvordan kunne de dengang nøjes med en grundlov, der gav så få rettigheder? Var det dét, de forstod ved demokrati? Vi må nøje med at konstatere to kendsgerninger.

Den ene er, at en grundlov er svær at ændre. Det står beskrevet i paragraf 88. En grundlovsændring i 1939 faldt bort, fordi der var blot 11.000 ja-stemmer for lidt. Det er snusfornuftigt. Vi skal ikke kunne skalte og valte med det fælles grundlag for befolkningens liv.

Den anden er, at der nu er gået 55 år siden den sidste ændring. Det betyder, at man skal være i efterlønsalderen for at kunne huske tiden før sidste grundlovsændring. Det er den længste periode, der overhovedet er gået uden en grundlovsændring.

Men en grundlov skal være tidssvarende. Og det er vores nuværende grundlov fra 1953, desværre ikke længere. Vi har vel næppe længere brug for bestemmelser om, at kongen ikke må pantsætte dele af riget. Skal der være respekt for grundloven skal den være forståelig og logisk og vi må aldrig forfalde til amerikanske tilstande hvor forfatningen har nærmest religiøs status og til stadighed udsættes for fortolkninger på grund af dens alder og manglende stillingtagen til nutidige samfundsproblemer.

Vi kan stille os selv spørgsmålet: Hvordan står demokratiet så i dag? Er vi på vej mod et demokrati med større folkelig deltagelse, eller er vi på vej til ad bagdøren at genindføre et elitært styre, der har sin egen eksistens som højeste mål?

Jeg konstaterer med glæde, at Danmark ikke lider af den demokratiske sygdom, som breder sig i mange europæiske lande, nemlig vælgernes ulyst til at gå til stemmeurnerne. Ved sidste valg stemte 86,6 pct. af os, der har stemmeret. Lige syd for grænsen kunne vi ved lokalvalget i sidste måned opleve en stemmeprocent under 50. Folk mange steder i verden måber over, at danskerne utvungent og frivilligt begiver sig til valgurnerne. Men høje stemmeprocenter er i sig selv ikke et bevis for demokratiske vilkår. De kommunistiske lande havde altid stemmeprocenter på op mod 98 pct., der sjovt nok altid stemte på de kandidater, systemet havde opstillet. Og i Irak opnåede Saddam Hussein, kort tid inden invasionen, at blive valgt af 100 % af vælgerne.
I modsætning dertil er det et stort demokratisk problem for hele verden, at lederen for verdens største demokratiske land vælges af en meget lille del af befolkningen. Uanset om USA's næste præsident hedder McCain eller Obama, er det kun godt halvdelen af befolkningen der har registreret sig som vælgere, og kun en mindre del af disse går faktisk valg for at bestemme navnet på den næste beboer af Det Ovale Kontor og nærmeste omegn.

Vi har i Danmark i de seneste år set beslutninger, som har indskrænket det demokratiske spillerum. Ikke forstået på den måde, at stemmeretten er blevet indskrænket, men forstået på den måde, at demokratiet er snævret ind.

I en vis forstand er det kendetegnende for det siddende politiske flertal, at det konsekvent afviser at føre politik med andre flertal end lige præcis én kombination. Vi oplever altså, at det snævre flertal gang på gang vender ryggen til dialog. Den ene gang efter den anden blokerer man for at høre på andre signaler end sine egne. Man nægter at indrømme fejl. Også de indlysende.
Det er et brud med en hundredeårig tradition i dansk politik. Traditionen har været at søge de bredest tænkelige forlig i alle sammenhænge. Det er ikke princip der er skrevet ind i grundloven, men det er et princip som ganske givet er i den grundlovsgivende forsamlings ånd.
Når stadig flere beslutninger træffes på basis af snævre flertal, bag lukkede døre og under beskyttelse af et spæklag af spindoktorer og særlige politiske rådgivere, er det en regulær trussel for det danske demokrati.
Risikoen består ikke blot i, at der kan træffes ukloge beslutninger baseret mere på fokusgrupper end på reel analyse, nej risikoen er der for, at danskerne blive trætte af politikere der altid beskytter sig bag tommetyk retorik og floskler.

Og lad os så lave en lille gættekonkurrence. Hvem har sagt følgende: ”De har siddet så længe på regeringsmagten, at de betragter regeringsapparatet som deres personlige ejendom. De kan ikke længere se, hvor grænsen går mellem stat og parti. De baserer magten på kammerateri, vennetjenester og magtfordrejning.” Man kunne jo tro at det var en kritik af den nuværende regering, men nej. Ordene er sagt af Anders Fogh Rasmussen grundlovsdag 2001.

Anders Fogh Rasmussens ord fra dengang klinger hult i dag. Var formålet dengang at bryde med vennetjenester og magtfordrejning eller var det blot et ønske om selv at komme til fadet?

Alt for meget tyder på, at magtsyge, arrogance og selvretfærdig nedladenhed ikke bare er noget, vi ser i amerikanske tv-serier, men noget, der er gjort til spillets regler i Danmark af et snævert politisk flertal.

Vi har afsløret en miljøminister der har en kogebog for spin, der fortæller hvordan dårlige historier skal pakkes ind i gode. Vi oplever en finansminister med rod i bilagene, der efter lukkede møder med Dansk Folkeparti bliver fredet.
Men først og fremmest oplever vi en regering der benytter sig af statsbetalte rådgivere i et hidtil uset omfang og med en, efter min mening, for lille demokratisk regulering. Brugen af især spindoktorer kræver en anden åbenhed om den demokratiske proces, end den vi oplever i dag.

Men demokratiet er heldigvis ikke kun et spørgsmål om hvad vi 179 på tinge laver. Demokratiet gennemsyrer det danske samfund og den danske kultur. Og hvad kendetegner så viljen til at opretholde en demokratisk kultur?

En demokratisk kultur gennemsyrer samfundet, når tilskuerne til fodboldkampe viser deres engagement på fredelig vis uden at skyde fyrværkeri af. En demokratisk kultur gennemsyrer samfundet, når trafikanterne tager hensyn til andre uden at vise obskøne håndtegn ved enhver lejlighed. En demokratisk kultur præges også af, at man lytter til andres lange, kedelige taler med et indhold, man ikke er enig i – som fx på en Grundlovsdag. En demokratisk kultur er præget af, at et mindretal ikke stiller krav til flertallet om at følge en bestemt religiøst betinget optræden eller fremtonen.

Vi må sørge for, at flere kommer med ind i vores demokratiske hverdag. Vi må aldrig acceptere, at der udvikler sig parallelsamfund med egne normer og regler, hvor samfundets fællesskab ikke længere når ind. Vi er ikke et klansamfund, men en lille folkestamme med tradition for at respektere andre og lære uden at belære. Vores opgave er at skabe et samfund, hvor alle er medborgere. Hvor alle har reelle muligheder for at deltage på lige fod. Hvor alle føler sig på samme hold. Men det må aldrig blive et samfund inden for murene. Vores demokrati må være modent til at give lige muligheder til alle, ligegyldigt hvor ulige menneskers økonomiske, sociale og mentale resurser måtte være. For os er der ikke nogen velfærd, før alle er med i båden. Der kan ikke være demokrati, med mindre alle konkret føler, at de har indflydelse på deres liv og hverdag.

Mange tak for ordet, og rigtig god Grundlovsdag.

www.benny-engelbrecht.dk

Vi er alle unge nyvalgte medlemmer af Folketinget. Det er et demokratisk hverv, som vi har stor respekt for.
Så meget desto større er vores skuffelse over den tone og de trusselsmetoder, vi i den forgangne uge har været vidner til fra flere medlemmer af regeringspartierne og regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, over for vores grønlandske kolleger i Folketinget.
Der skulle gerne stå en vis respekt i befolkningen om det arbejde, der udføres i Folketinget.

Men vi frygter, at det bliver svært at opretholde den, hvis den behandling, vores grønlandske kolleger har været udsat for, gentager sig fremover.
I forbindelse med hasteforespørgslen omkring afviste asylansøgere blev der fra flere sider sat spørgsmålstegn ved de grønlandske folketingsmedlemmers ret til at deltage i debatter og afstemninger i folketingssalen.
Og det på trods af, at den er grundlovssikret.

Der blev anvendt nedladende udtryk om de grønlandske medlemmers nationale baggrund og brugt tid på en lang række for sagen irrelevante politiske spørgsmål.
Spørgsmålene om selvstyrekommissionens arbejde og om bloktilskuddets størrelse blev anvendt som pressionsmiddel over for de grønlandske folketingsmedlemmer.
Ligeledes blev verserende socialsager vedrørende alt fra incest over voldtægt til omsorgssvigtede grønlandske børn fremført som ”argumenter” for, at de grønlandske folketingsmedlemmer ikke burde deltage i debatten om den danske asyllovgivning.
Dette til trods for, at lovgivningen i kraft af rigsfællesskabet også er gældende på Grønland. Og til trods for, at det er et politikområde, som det længe har stået klart, at de grønlandske folketingsmedlemmer anser som relevant for dem at deltage i debatten om.

Vi mener, at såvel statsminister Anders Fogh Rasmussen som vicestatsminister Bendt Bendtsen som partiformænd bærer et ansvar for udmeldingerne fra politiske ordførere fra de partier, de leder.
Og vi håber meget, at vi ikke igen skal være vidner til en tilsvarende nedgøring og mistænkeliggørelse af vores grønlandske kolleger.
Det danske folkestyre fortjener ganske enkelt bedre.

Dette er en udtalelse fra folketingsmedlemmerne Julie Rademacher (S), Julie Skovsby (S), Yildiz Akdogan (S), Thomas Jensen (S), Benny Engelbrecht (S), Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), Ida Auken (SF), Jesper Petersen (SF), Nanna Westerby (SF), Jonas Dahl (SF), Pia Olsen Dyhr (SF) og Astrid Krag (SF). Udtalelsen er bragt i Jyllands-Posten i dag.

www.benny-engelbrecht.dk

Et bærende element i demokratiet er delingen af magt mellem lovgivende, udøvende og dømmende instanser. Sammenblandes disse ender man i et diktatur.

Konkret fastlægges uafhængigheden mellem politikere og domstole i grundlovens paragraf 3: "...den dømmende magt er hos domstolene." og igen i paragraf 62: "Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen. Regler herom fastsættes ved lov."

Dette grundlæggende princip bringes stadigt oftere i fare når folketingspolitikere kommenterer aktuelle eller verserende sager i medierne. Eksemplerne er mange og omfatter de fleste partier i folketinget, men diskussionen er blevet særligt aktuel fordi formanden for folketingets retsudvalg Peter Skaarup (DF) kritiseres for at misbruge sin rolle til at lægge pres på domstolene.

Det er et helt grundlæggende etisk problem når politikere på denne måde overtræde grundlæggende spilleregler, men jeg vil gerne påpege at der er en mulig forklaring - der dog ikke skal opfattes som en undskyldning.
Mediernes rolle i denne sammenhæng er ganske stor. Retssager der er særligt markante og nyder medierne bevågenhed, vil man gerne belyse på forskellig vis på redaktionerne. Her kommer den politiske vinkel ofte ind i billedet. Jeg er sikker på at mange af de udtalelser der kommer fra politikere i forbindelse med verserende sager, skyldes at den pågældende politiker er blevet kontaktet for en kommentar.

Her skal der ikke herske tvivl om at politikerne aldrig må glemme grundlovens principper og til enhver tid afvise at kommentere konkrete sager. Det er her det ofte går galt. For en politiker handler det blandt andet om at sikre sig taletid og når en chance for at komme i medierne byder sig, er det ofte for fristende at slå til.

Det glæder mig derfor også at folketingets formand Christian Mejdahl har taget initiativ til at spørgsmålet bliver rejst på en konference mellem regeringen og folketinget i begyndelsen af oktober.

Naturligvis skal en politiker kunne udtale sig om domstolenes arbejde, men det vil altid være om generelle tendenser, aldrig med udgangspunkt i en konkret sag - det kan hverken samfundet, de anklagede i de pågældende retssager eller dommerstanden være tjent med.

Vi kan ønske hinanden mange ting i dag. God pinse, god fars dag, men vigtigst af alt: God grundlovsdag.

Vi kan i dag fejre en grundlov der står foran den første revision siden 1953. I al ubemærkethed har Folketinget vedtaget en ændring af grundloven, der betyder at kvinder og mænd ligestilles når der skal udpeges en tronfølger. Ændringen er ganske logisk, for naturligvis skal der ikke gøres forskel på prinser og prinsesser - men når det så er sagt, kan man ikke være tilfreds med den forspildte chance for at få vedtaget en gennemgribende revision af grundloven. En revision der er tiltrængt.

Helt grundlæggende giver den nuværende grundlov ikke et dækkende billede af forholdet mellem kongemagten og folkestyrets retvisende organer.
Hvis du ikke lige er opdateret på alle grundlovens elementer kan jeg anbefale den publikation Folketinget har udarbejdet som introducerer grundloven. Den blev sidste år udsendt til alle 18-årige på deres fødselsdag. Du kan hente den som PDF fil på denne adresse: http://www.ft.dk/pdf/Min_Grundlov.pdf

Specielt halter vores nuværende grundlov på menneskerettighedsområdet. Borgernes rettigheder og friheder er ganske enkelt mere vidtgående i Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention og i EU's charter om grundlæggende rettigheder end i vores grundlov. Det er et problem som vi før eller siden er nødt til at forholde os til - navnlig i en tid hvor kontrol, som en del af kampen mod terrorisme bringer os stadig tættere på grænsen for overskridelser af menneskerettighederne.
Vi er med andre ord nødt til at tage stilling til hvad der er vores grundlæggende værdier, hvad der skal være fundamentet for vores samfund.

Desværre har den borgerlige regering - ikke mindst den nuværende statsminister - ikke ønsket denne debat nu.
Skal man være meget kynisk kan man mistænke statsministeren for ikke at turde tage en meget vigtig diskussion, der heller ikke kan undgås hvis man skal lave en ny grundlov: Spørgsmålet om Danmarks forhold til EU.
Men at en diskussion kan blive ubehagelig, langvarig og at det kan blive nødvendigt at gå på kompromisser for at nå et resultat alle kan stå inde for, er ikke det samme som at det ikke er vigtigt.

Der er næppe nogen tvivl om at vil være meget vanskeligt at trække danskerne af huse for at stemme om en grundlov, hvis der ikke er en "vindersag". Sådan en vindersag er netop spørgsmålet om en tronfølger. Her vil man kunne få tilstrækkeligt mange til at møde op og afgive deres stemme når det kommer til en folkeafstemning.

Det vil være langt vanskeligere at få folk af huse hvis en revision drejer sig om menneskerettigheder eller andre mere filosofiske spørgsmål, der kan være nok så vigtige, men som ikke just er de store "sællerter".

Når statsministeren har valgt at gå efter en mini-ændring af grundloven nu, er det derfor det samme som at hamre en solid pæl igennem enhver debat om grundloven i de kommende mange år. Og måske er det netop statsministerens bevæggrund.
Det gør ham ikke til nogen stor visionær statsmand - nærmere tvært imod.

Alligevel skal og bør vi fejre vores grundlov i dag. Og så må vi håbe på at kommende politikere vil være mere visionære. Politikere der indser at i det moderne velfærdssamfund har indbyggerne fået borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som ligger klart ud over, hvad der følger af den nuværende grundlovs ord. Politikere der forstår at det fælles værdisæt, som disse rettigheder udspringer af, bør indføjes i grundloven.

God 5. juni!