L:Ron:Harald på hitlisterne
2. Sep 2007 21:02, Benny-Engelbrecht
Rapperen L:Ron:Harald burde være strøget direkte ind på de danske hitlister, efter at han for en uge siden udgav en ny single. Sangen er imidlertid slet ikke sat til salg, men kan downloades kvit og frit – dermed udelukkes han fra at blive placeret på de officielle danske hitlister, der bestemmes ud fra officielle salgstal.
L.Ron:Harald har indspillet sangen ”Respekt få Engelbrecht”, for at støtte en sønderjysk politiker og på under en uge er nummeret downloadet mere end 1200 gange.
Socialdemokraterne Benny Engelbrecht som har lagt nummeret på sin hjemmeside er overvældet: ”Jeg er et par gange blevet ringet op af folk der lige ville gøre mig opmærksom på, at nu kørte serveren altså temmelig langsomt, så jeg var godt klar over at der var en god trafik, men slet ikke noget i denne stil.”
L:Ron:Harald har fået frie hænder til at skrive teksten og det er tydeligvis faldet i danskernes smag at høre den sønderjyske rapper i fri dressur med tekster som:
Dæ ska ske nau nyt det ka' itt blyw ve
få Dyffel Møll male helt a hælved te'
Sy- å Vestjylland blywe æueset å glemt
det æ Køffenhauneri å det dævlengame slemt
Rygtet om den nye sang fra L:Ron:Haralds hånd har spredt sig som ringe i vandet, blandt andet via forskellige communities på Internettet. Faktisk så langt væk at Benny Engelbrecht har fået mange sjove henvendelser:
”Folk jeg møder på gaden skal lige fortælle de synes det er en sjov tekst og så langt væk fra som New York har jeg fået kommentarer på min weblog,” siger Benny Engelbrecht, der dog afviser at han forventer at få en masse stemmer på grund af L:Ron:Haralds sang: ”Jeg tror ikke sangen i sig selv vil give én eneste ekstra stemme på mig, men hvis der er nogen der på grund af den lægger mærke til mig og de politiske budskaber jeg har, kan det naturligvis gøre en forskel.”
Sangen ”Respekt få Engelbrecht” kan downloades gratis på www.benny-engelbrecht.dk
