Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » holland
Opret egen blog | Næste blog »

Hastighed dræber cyklister

1. Aug 2008 21:40, Benny-Engelbrecht

Læs mere om hvordan man undgår højresvingsulykker på Dansk Cyklist Forbunds hjemmesideDa den detaljerede statistik for trafikdræbte i 2007 for nylig forelå var det meget nedslående tal, ikke blot fordi antallet af dræbte for første gang i mange år var steget, men også fordi hver ottende trafikdræbte var cyklist. Dermed står cyklisterne for den største stigning.

Læser man i detaljerne kan man se, at det ikke blot er cyklisterne generelt der er i risikozonen, nej det er især de ældre cyklister. Helt nøjagtigt stod cyklister i aldersgruppen over 45 år for hele den stigning i trafikdræbte cyklister der var i 2007 og i aldersgruppen 60+ var der tale om mere end en fordobling. Da tallene forelå besluttede vi i Socialdemokraterne at komme med et udspil, der blandt mange andre forslag også pegede på muligheden for at sænke hastigheden i byerne, der hvor der ikke er anlagt cykelsti. Til trods for at forslaget indeholder en række andre initiativer, herunder 100 millioner om året til anlæg af cykelstier og forskellige kampagner, så var det især forslaget om hastighedsnedsættelserne der fik opmærksomhed i pressen og derfor også det der gav kommentarer.

Generelt har jeg fået flest kommentarer der handler om ”alle de cyklister der kører fuldstændig sindsygt og er en fare for sig selv”, for nu at summere det i én, let forståelig, sætning. Jeg kan så udmærket forstå at der er mange der kan have en fornemmelse af at der i alt fald er nogen cyklister der lidt selv er ude om det, når de kører så vildt. Problemet er imidlertid bare, at det slet ikke er de cyklister det går ud over i trafikken. Det er tværtimod de svage cyklister, nok endda de der kører lidt langsommere end gennemsnittet, der især er udsat. Det er med andre ord ikke fordi der er cyklister der kører ”råddent” som det så smukt kaldes, at der dør flere cyklister, det er ganske andre faktorer. Især når man se på hvordan uheldene sker, er der én ting der falder i øjnene, nemlig at antallet af uheld med personbiler er i dramatisk stigning.
Jeg har hørt dette forklaret med at bilisterne er blevet mere uopmærksomme, men det skal jeg ikke være klog på. Det er jeg sikker på at der er eksperter der vil kunne beskrive nærmere i den kommende tid. Et ved jeg dog: Der skal gøres en indsats for at beskytte de svageste cyklister. Især skal der laves sikre cykelveje, altså cykelstier på landeveje og i byerne, der hvor cyklister og bilister er tæt på hinanden. Muligheden for at sænke hastigheden er en kortsigtet løsning, men en der er meget effektiv. Man kan kort forklare det sådan, at hvis en bilist der rammer en cyklist udløser et dødsfald ved 50 km/t, så ville resultatet være en forstuvet fod ved 40 km/t og slet intet uheld ved 30 km/t. Og den lavere hastighed er helt bestemt muligt. Eksempelvis er hele den indre by i Sønderborg i dag 40 km/t zone og det fungere helt uden problemer. Trafikken glider fint og de bløde trafikanter er bedre sikret. I øvrigt er der gode erfaringer med nedsatte hastigheder i byer, for eksempel fra Holland, der er det eneste land i verden, der har flere cyklister end Danmark.

Og hvad med så med cykelhjelme? Ja, det spørgsmål har jeg også fået mange gange. Jeg synes det er fint at køre med cykelhjelm, men jeg vil ikke tvinge nogen til at bruge den. Hjelmen kan beskytte når man falder og støder hovedet, men ved en direkte påkørsel af en personbil, varevogn, lastbil eller traktor, så gør hjelmen desværre sjældent stor forskel. I øvrigt er de fire nævnte køretøjer modparten i 42 af de i alt 54 trafikdrab der skete i 2007.

Du kan læse gode råd om hvordan man undgår højresvingsulykker på Dansk Cyklist Forbunds hjemmeside...

www.benny-engelbrecht.dk