Smartlog v3 » Benny Engelbrecht » humanitaer
Opret egen blog | Næste blog »

Når unge vil gøre en forskel

2. Mar 2008 10:49, Benny-Engelbrecht

Ditte i hængekøjenDa jeg var helt ung vidste jeg med mit fulde hjerte, at jeg ville være med til at gøre en forskel. Gøre verden til et bedre sted, men jeg vidste ikke rigtig hvor jeg skulle starte. Dengang fandt jeg ud af at noget af det jeg var god til var at viderebringe information til andre, men jeg havde også en lille drøm om at rejse ud og gøre en forskel. Mange år senere befandt jeg mig i en virksomhed der arbejdede med internationale humanitære organisationer. Her fik jeg bekræftet min opfattelse af, at det er idealisme der driver folk til at arbejde med humanitært arbejde – også de der arbejder for FN og har en ganske pæn løn.

Derfor er jeg så glad når jeg oplever unge der ikke bare har den samme drift efter at gøre en forskel som jeg havde, men også gør noget ved det. Den tidligere DSU formand i Sønderborg, Ditte Houston Tønnies, rejste ved årsskiftet til Bolivia i forbindelse med et demokratiprojekt. Og Ditte er en grundig pige, der naturligvis også vil fortælle om hendes oplevelser. Derfor skriver hun naturligvis en blog der handler om hendes oplevelser i det sydamerikanske.

På billedet (der stammer fra hendes blog) slapper hun ganske vist af i siestaen, men ellers er det langt fra en fornøjelsestur – det er også hårdt arbejde. Ditte har også måttet sande at Bolivia er en udfordring på det personlige plan. Som hun skriver på sin blog:

Nogle vil påstå, at vi som mennesker kan vænne os til meget på ufattelig kort tid. Denne påstand har jeg imidlertid i skrivende stund svært ved at tilslutte mig. I den seneste tid har jeg erfaret, at tilvænning og omstilling også er noget der kan tage tid. Jeg er vokset op med bestemte normer og værdier - og er dermed blevet et slags produkt af det omgivende samfund. At blive placeret i en helt anden verden, hvor alt er ukendt, og hvor der samtidig stilles spørgsmålstegn ved det, som man troede var endegyldigt, kan derfor føles stærkt for både sind og sjæl.

Ditte har lovet at være hjemme den 1. maj, så hvis vi er heldige vil hun kunne fortælle os meget mere om hendes oplevelser i en tale – og det vil jeg glæde mig til, for jeg husker stadig hendes engagerede tale fra sidste års 1. maj.

Læs selv Dittes blog fra Bolivia her...

www.benny-engelbrecht.dk