Ægte grønt
21. Nov 2008 09:08, Benny-Engelbrecht
Et helt grundlæggende problem der skal løses for at imødegå den stigende CO2 emission er personbilstrafikken. Dels er den danske flåde af biler temmelig gammel og dels er det kollektive alternativ ikke godt nok til at få lokket bilisterne over i tog, bus og metro.
For at løse det skal der satses på to elementer:
- Meget bedre kollektiv transport
- Trængselsafgifter der intelligent begrænser trafikken der hvor der er kollektive alternativer
Konkret vil Socialdemokraterne med planen Grøn Trafik der blev annonceret i går, investere 200 milliarder kroner i kollektiv trafik. Det vil betyde højhastighedstog i Danmark med hastigheder på 250 km/t på hovedstrækningerne og rejsetider der barberes helt ned.
Samtidig vil vi omlægge registreringsafgiften som jeg beskrev på bloggen i går. Det giver store fordele til udkantsområderne, hvor vi ikke kan løse transportproblemerne med kollektiv transport alene.
På jernbanesiden skal der altså nye skinner til, nye signalanlæg, elektrificering af hele landet og meget bedre tog, men vel at mærke ikke tog vi skal udvikle først, for vi har haft rigeligt problemer med de specialudviklede tog som IC4.
Samtidig skal der etableres letbaner, nye S-togslinier, parkér-og-rejs-anlæg så man let kan komme fra bil til tog – og så er den nye metro-city-ring end ikke nævnt, for den er jo allerede vedtaget.
Samtidig skal også busserne have et løft, men et intelligent et af slagsen. Der skal investeres i forbedringer og busselskaberne skal belønnes for at skaffe flere passagerer. Det kunne for eksempel gøres med 5 kroner for hver ny passager – og dermed gives der grundlag for at sikre flere og bedre busser, så den kollektive dødsspiral for alvor brydes.
Du kan læse hele det socialdemokratiske trafikudspil her.
Danskerne er plaget er dårlige tog, dårlige skinner, forsinkelser og ikke mindst manglen på 83 IC4 togsæt. Det betyder – især på Sjælland – at pendlerne der må lægge ryg til de dårlige forhold spises af med beskedne plastre på såret. Forsinkelser kan for eksempel udløse en chokolade eller måske endda en gratis billet til toget. Med det sidstnævnte vil en stand-up komiker sikkert kunne få meget sjovt ud af at overveje om det skal opfattes som en erstatning eller en ny straf.