6. Aug 2008 10:03, Benny-Engelbrecht
DSB kan i dag fortælle at antallet af togpassagerer i Syd- og Sønderjylland er i kraftig vækst. Det er strækningerne Kolding – Esbjerg og Kolding – Sønderborg/Padborg der trækker folk fra vej til skinner og det til trods for at der ikke er hverken bedre service eller oftere afgange. Selv mener DSBs regionschef at noget af forklaringen skal findes i prisen på benzin, der får folk til at fravælge bilen.
Uanset hvad årsagen er, er jeg glad for at den kollektive trafik er i fremgang og det understreger for mig vigtigheden af at vi også fremover får styrket togforbindelserne i det sydlige Danmark. Fortsætter fremgangen i passagerer er jeg sikker på at der vil være god fornuft i at intensivere antallet af afgange til og fra Esbjerg og Sønderborg. Jeg har tidligere fremhævet nødvendigheden i halvtimesdrift i Esbjerg og timedrift i Sønderborg, men der er en række forudsætninger der skal opfyldes for at det kan lade sig gøre.
En af forudsætningerne er færdiggørelsen af dobbeltsport fra Kolding til grænsen. På strækningerne fra Vamdrup til Vojens og fra Tinglev til Padborg er der i dag kun enkeltspor. Det betyder at kapaciteten ned gennem det sydlige Jylland er meget lille. Samtidig skal DSBs problemer med materiel løses hurtigst muligt – ikke for kun for det sydlige Jyllands skyld, men for hele landet. Både IC2 og IC4 togsættene er meget forsinkede fra den italienske producent og ganske vist skal vi om 14 dage have en opdatering af situationen når trafikudvalget besøger DSB, men vi skal være forberedt på at finde løsninger hurtigere end det de italienske leverandører kan præstere.
I det længere perspektiv er det dog nok så væsentligt at vi ikke bare lave hul-lapning i det sydlige Jylland. Danmark har brug for et generelt løft til jernbanen. Hastighederne skal op, servicen skal være bedre og naturligvis skal toget køre til tiden. Intet af det kan ske uden at vi giver hele området et løft. Det bliver en spændende udfordring når vi i dette efterår skal forhandle en langsigtet investeringsplan på trafikområdet.
Læs mere om de stigende passagertal i Syd- og Sønderjylland hos DR Syd...
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, benzin, benzinpriser, dsb, engelbrecht, esbjerg, folketing, jernbane, kolding, padborg, politik, socialdemokraterne, sonderborg, sonderjylland, tinglev, tog, trafik, vamdrup, vojens
|
kommentarer (0)
28. Jan 2008 09:50, Benny-Engelbrecht
Folketinget tager i dette forår stilling til et beslutningsforslag om etablering af et dobbeltspor på strækningerne Vamdrup – Vojens og Tinglev – Padborg.
I valgkampen var de borgerlige politikere ude med store løfter. Disse løfter blev hurtigt gjort til skamme af den konservative trafikordfører Henriette Kjær. Fra Folketingets talerstol den 22/1 lød det fra hende ”Det er meget, meget dyrt”. Samtidig afviste også Venstre og Dansk Folkeparti, at træffe beslutning nu. Sagen skal ifølge dem inddrages i en kommende investeringsplan. Der er ingen garanti for, at det vil betyde en løsning på den flaskehals, der eksisterer på den sydjyske jernbanestrækning.
Det betyder, at beslutningen i praksis udskudt på ubestemt tid.
Venstre gruppeformand, skrev den 31. december 2007 i JydskeVestkysten: ”Jeg mener, at vi skal udvide jernbanenettet, bl.a. ved at etablere et dobbeltspor mellem Vojens og Vamdrup.”
Jeg håber, at de vælgere, der satte deres kryds ved Hans Christian Schmidt og andre borgerlige politikere, der afgav løfter om dobbeltspor, vil holde dem fast på, at løfterne også udmøntes i handling.
Jeg skal ikke pege fingre. Mit ærinde er, at sikre Sønderjylland en løsning på et alvorligt kapacitetsproblem. En løsning der i mere end et årti har været undervejs. Jeg må desværre konstatere, at der ikke længere er den vilje til at sikre en løsning, som jeg havde en forventning om efter valgkampens løfter.
Jeg vil derfor blive ved med at minde de lokale politikere fra Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre om deres løfter, indtil en beslutning om et sydjysk dobbeltspor er truffet i Folketinget.
Dette indlæg er bragt i dagbladet JydskeVestkysten i dag.
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, dobbeltspor, engelbrecht, folketing, jernbane, kolding, padborg, politik, socialdemokraterne, sonderborg, sydjylland, tinglev, tog, trafik, vamdrup, vojens
|
kommentarer (0)
22. Jan 2008 16:39, Benny-Engelbrecht
I dag har Folketinget førstebehandlet et forslag om at færdiggøre dobbeltsporet på den sydjyske jernbane, på strækningerne fra Vamdrup til Vojens og fra Tinglev til Padborg – og det positive er at der er kommet meget klare tilkendegivelser fra de borgerlige ordførere.
Sammenholdt med de valgløfter der blev afgivet sidste år, vil det kun kunne opfattes som løftebrud, hvis vi ikke indenfor en rimelig årrække kan se en væsentlig øget kapacitet på det sydjyske jernbanespor, til gavn for togpassagerer og godstransportører.
Som ordfører for Socialdemokraterne fremførte jeg vores synspunkter i forbindelse med det beslutningsforslag der er stillet af Enhedslisten, i den halvanden time lange debat. Til min store overraskelse henviste Transportminister Carina Christensen i sin indledende tale til, at hun endnu er i gang med at gennemlæse den omfattende redegørelse fra Infrastrukturkommissionen. Det må man naturligvis respektere, for det er et omfattende tema, der skal behandles grundigt – og derfor er jeg også glad for at alle medlemmer af Folketingets partier i første omgang får mulighed for at deltage i den høring der vil være om redegørelsen i slutningen af februar.
For os der har læst Infrastrukturkommissionens rapport, er det dog tydeligt, at der er behov for en indsats i det sydlige Jylland. Således fremførte jeg følgende i min ordførertale:
I dag kender vi indholdet af Infrastrukturkommissionens rapport og vi ved at især to af rapportens hovedkonklusioner har indflydelse i forhold til den sydjyske del af Danmark:
Det første punkt er prioriteringen af det store H. Her kan man i rapportens kapitel 7, side 138 tydeligt se de kapacitetsproblemer det giver for banenettet, at der ikke er dobbeltspor på strækningerne Vamdrup – Vojens og Tinglev – Padborg. I dag udnyttes kapaciteten til fulde og selv små hændelser kan udløse forsinkelser eller aflysninger. Dette oplevede syd- og sønderjyderne i ekstrem grad i sommeren 2007, hvor DSBs sommerkøreplan resulterede i Danmarksrekord i driftsforringelser i Sydjylland.
Infrastrukturkommissionens rapport giver os på det punkt ikke ny viden, men en forklaring på sammenhængen mellem kapacitet og effekt.
Den anden hovedkonklusion, er styrkelsen af portene til Europa. En meget stor del af den internationale godstransport foregår i dag over den dansk/tyske grænse. Denne godsmængde vil øges betydeligt i de kommende år – også når en fast forbindelse over Femernbælt står klar. Derfor vil det både i det korte og i det lange perspektiv være at udvise rettidig omhu at opgradere den sydligste del af det store Hs ene ben på jernbaneområdet.
For at understrege dette synspunkt vil jeg henvise til notatet ”Strategiske perspektiver for udviklingen af baneinfrastrukturen” som Trafikstyrelsen sendte til Infrastrukturkommissionen. I notatet arbejder man med tre mulige teser for jernbanens udvikling. I alle tilfælde peges på dobbeltsporet mellem Vamdrup og Tinglev som en nødvendig investering.
Jeg er behersket optimist, efter dagens debat, med hensyn til udsigterne til, at den sydlige del af Jylland bliver styrket på jernbaneinfrastrukturen, men de løfter der blev afgivet i debatten, skal naturligvis følges op.
Læs også JydskeVestkystens omtale her...
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, dobbeltspor, dsb, engelbrecht, folketing, folketinget, infrastruktur, infrastrukturkommission, jernbane, padborg, politik, socialdemokraterne, sonderborg, sonderjylland, sydjylland, tinglev, tog, trafik, vamdrup, vojens
|
kommentarer (2)
17. Dec 2007 06:44, Benny-Engelbrecht
Staten bruger årligt 700 millioner kroner på veje og knap 590 millioner kroner på jernbane – beregningen er foretaget af nyhedstjenesten Altinget, i forbindelse med en meningsmåling der viser at danskerne hellere vil se investeringer i kollektiv trafik frem for investeringer i motorveje.
Jeg forstår godt den prioritering, for ser man samtidig på hvad det er danskerne efterspørger, for at skifte bilen med den kollektive transport, handler det om billigere priser og større pålidelighed. Det skal ikke være nogen hemmelighed at begge dele koster penge.
Det er ofte sagt at politik er det muliges kunst – det gælder også når vi taler trafikpolitik. Når vi der er medlemmer af folketingets trafikudvalg skal til at jonglere med fremtidens trafikinvesteringer er jeg imidlertid bekymret for at der bliver tale om ”det umuliges kunst”. Der er ganske enkelt ikke råd til noget nær de investeringer som der er forventninger om. Når man samtidig skuer i regeringens 2015-plan, kan man se at investeringerne i trafik fastfryses på det nuværende niveau. Der er med andre ord ikke flere penge på vej. Det er i øvrigt en kritik der ved flere lejligheder er luftet i forbindelse med diskussionen om den forestående rapport fra Infrastrukturkommissionen.
Jeg forstår så udmærket danskernes ønsker om mere, billigere og bedre kollektiv transport. Flere og bedre busser, tog der kører til tiden og skinner der tillader rimelige hastigheder. Kollektiv transport er en fornuftig samfundsmæssig investering. Sandheden er blot at det bliver meget vanskeligt at gennemføre, uden at der tilføres nye midler.
Senere i dag deltager jeg i et møde i Region Syddanmark, med deltagelse af en række af de folketingsmedlemmer der er valgt i regionen. På mødet er jeg sikker på at også spørgsmålet om trafik dukker op. Opgaven er imidlertid ikke blot at finde på de gode idéer til alt det vi gerne vil. Opgaven er også at opnå enighed om en prioritering af opgaverne – og det er en vanskelig kunst.
Her på bloggen vil jeg tage trafikale spørgsmål op løbende og stille dem til diskussion med læserne. Jeg kan ikke love at gennemføre alle forslag, men jeg vil læse og kommenterer.
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, bil, blogging, broer, busser, engelbrecht, folketinget, infrastrukturkommission, jernbane, kollektiv trafik, medier, politik, socialdemokraterne, tog, trafik, transport, veje, weblog
|
kommentarer (33)
26. Nov 2007 14:11, Benny-Engelbrecht
Det var en ambition for mig at der blev plads til et socialdemokratisk medlem af Folketingets Trafikudvalg. I dag i forbindelse med den socialdemokratiske folketingsgruppes konstituering blev jeg tildelt en plads i det meget eftertragtede udvalg.
Jeg er glad for at Sydjylland dermed er repræsenteret fra socialdemokratisk side og jeg vil gerne understrege at jeg naturligvis vil tænke i hele landets interesse, samtidig med at jeg er bevidst om udkantsområdernes behov. Jeg ser frem til maneg spændende udfordringer på det trafikale område.
Jeg har fået pladser i følgende udvalg i forbindelse med konstitueringen:
- Miljø- og planlægningsudvalget
- Trafikudvalget
- Udvalget for Videnskab og Teknologi
- Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
- Kirkeudvalget
Desuden er jeg medlem af folketingsgruppens gruppebestyrelse.
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, bus, engelbrecht, folketinget, jernbane, konstituering, tog, trafik, trafikmafia, transport, vej
|
kommentarer (7)
22. Nov 2007 13:56, Benny-Engelbrecht
Det nyvalgte folketingsmedlem for SF, Jesper Petersen, er i dag blevet udpeget til sit partis skatteordfører. Stort tillykke til Jesper, der ligesom jeg er valgt i Sønderborg, i den forbindelse.
Mindst lige så flot er det imidlertid at Jesper samtidig får plads i trafikudvalget. Det er helt afgjort en styrkelse af Syd- og Sønderjylland på det trafikale område.
Jeg selv håber at mindst én socialdemokrat fra den sydjyske storkreds følger Jesper i trafikudvalget - det vil være til gavn for vores område.
Under alle omstændigheder vil jeg se frem til at arbejde sammen med Jesper om de trafikale udfordringer, ikke blot i vores region, men i hele Danmark.
Læs mere om SFs ordførerskaber her...
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, engelbrecht, folketinget, jernbane, jesper petersen, politik, sf, socialdemokraterne, tog, trafik, trafikmafia
|
kommentarer (3)
7. Nov 2007 10:33, Benny-Engelbrecht
Allan Niebuhr (K), Jørn Dohrmann (DF) og Benny Engelbrecht (S) gav i går hinanden håndslag på at arbejde for de trafikale udfordringer i Syd- og Sønderjylland. Det er ikke mafiametoder der skal bruges, men bare godt gammeldags politisk håndværk, er de tre enige om. Sådan i korte træk beskriver dagbladet JydskeVestkysten det møde jeg deltog i med de to nuværende sydjyske medlemmer af Folketingets trafikudvalg.
Og det er da også rigtigt at vi havde en virkelig god og fremadrettet dialog. Der var sikkert meget vi kunne have gokket hinanden oveni hovedet med, men det gjorde vi ikke. Vi fandt frem til det vi kunne blive enige om i stedet, under kyndig mødeledelse af politisk redaktør på dagbladet JydskeVestkysten Poul-Erik Thomsen.
Og hvorfor er det nu så vigtigt at vi kunne blive enige – kan man spørge sig selv. Handler politik ikke om at finde det man er uenige om? Jo i en valgkamp, men ikke når der skal laves reelle løsninger. Intet parti i Danmark har eneret på politisk indflydelse og derfor handler politik i virkeligheden om det man kan blive enige om på tværs – ikke uenige. Det synes jeg var vigtigt at slå fast i forbindelse med de forestående trafikforhandlinger, når Infrastrukturkommissionens rapport er klar efter dette folketingsvalg.
Og hvad kunne vi så blive enige om? Blandt andet det sydjyske dobbeltspor.
Et helt nyt emne som blev spillet på banen af Sønderborgs borgmester Jan Prokopek Jensen, der deltog som tilhører, var spørgsmålet om at gøre Sønderborg til trafikal frikommune. Det fik borgmesteren fuld opbakning til fra os alle tre.
Jeg lægger ikke skjul på, at det er min ambition at der skal være mindst ét socialdemokratisk medlem af Folketingets trafikudvalg, der er valgt i den sydjyske storkreds. Det behøver ikke at være mig, men jeg vil gøre min indsats for at der kommer større fokus på de sydjyske problemstillinger på det infrastrukturelle område.
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, borgmester, bus, dobbeltspor, dohrmann, engelbrecht, folketingsvalg, folketingsvalg 2007, infrastruktur, infrastrukturkommission, jernbane, mafia, niebuhr, politik, prokopek, sonderborg, tog, trafik, trafikmafia, valgkamp
|
kommentarer (0)
5. Nov 2007 23:12, Benny-Engelbrecht
Der er jubel i Sønderborg ved udsigten til, at jernbanesporet mellem Tinglev og Sønderborg bygges om i 2010 – og ikke som tidligere antaget i 2014.
Den ændrede tidsplan fremgår af et brev til borgmester Jan Prokopek Jensen, Sønderborg, fra adm. direktør i Banedanmark, Jesper Hansen, der skriver, at det ”nu er forventningen, at banen vil blive sporombygget i 2010”. Brevet er sendt i anden anledning, nemlig i forbindelse med at borgmesteren har forespurgt hos Banedanmark om muligheden for at anlægge perronen på stationen i Sønderborg over for hovedindgangen til Alsion.
- For os er det en fantastisk god nyhed, og jeg er sikker på, at det har hjulpet, at der i så høj grad her fra området – ikke mindst af folketingskandidat Benny Engelbrecht (A) - er peget på behovet for at få fremrykket sporombygningen. Måske har Banedanmark også i forbindelse med sammenbruddet ved Adsbøl og de efterfølgende reparationer fundet ud af, at der er behov for at fremrykke sporombygningen, siger Jan Prokopek Jensen, som efter folketingsvalget vil følge yderligere op på sagen over for Folketingets nye trafikudvalg og regeringens transportminister.
Anlægschef i Banedanmark, Preben Jørgensen, siger, at der ikke foreligger detailplanlægning for Banedanmarks fornyelsesprojekter i 2010.
- Den tidsmæssige fastlåsning sker normalt to år i forvejen, d.v.s. at der i 2008 sættes endeligt navn på projekter, der gennemføres i 2010. Den endelige fastlægning af tidspunktet afhænger bl.a. at prioriteringer i forhold til andre projekter, siger Preben Jørgensen.
Mens Gråsten-Sønderborg var lukket pga dæmningsskredet ved Adsbøl, benyttede Banedanmark lejligheden til at gennemføre vedligeholdelsesarbejde på strækningen, og her i de første tre uger af november skiftes der sveller og enkelte skinner mellem Tinglev og Gråsten, hvilket kan give anledning til driftsforstyrrelser.
www.benny-engelbrecht.dk
adsbol, banedanmark, benny engelbrecht, borgmester, dsb, engelbrecht, folketingsvalg, folketingsvalg 2007, grasten, infrastruktur, jernbane, pressemeddelelse, prokopek, socialdemokraterne, sonderborg, sonderjylland, spor, tinglev, trafik, trafikmafia
|
kommentarer (0)
1. Nov 2007 05:56, Benny-Engelbrecht
Der er begyndt at ske noget med Danmarks mest udslidte skinnelegeme. På strækningen mellem Gråsten og Tinglev udskifter BaneDanmark nemlig sveller og enkelte stykke skinner i de kommende tre uger. Det vil sandsynligvis give driftsforstyrrelser i de kommende uger, men jeg er sikker på at passagererne hernede alligevel vil have forståelse for det, når nu formålet er at give bedre togdrift.
Det er i det hele taget opmuntrende at BaneDanmark tager fat på de værste eksempler på rådne sveller, så vi kan få en lidt bedre og mere sikker drift på strækningen til Sønderborg. Det tyder på at den indsats borgmester Jan Prokopek Jensen og jeg har lavet sammen har en effekt og der lyttes til hvad vi siger. Den slags giver optimisme og rygstød i forhold til at kæmpe videre for bedre togdrift til sønderjyderne.
læs mere hos DR Syd...
www.benny-engelbrecht.dk
banedanmark, benny engelbrecht, dr syd, dsb, engelbrecht, grasten, jernbane, prokopek, skinner, socialdemokraterne, sonderborg, sonderjylland, tinglev, tog, trafik, trafikmafia
|
kommentarer (0)
20. Oct 2007 10:15, Benny-Engelbrecht
Solkurver, rådne sveller, nedslidte skinner og vi kunne blive ved, men det gør vi ikke. For når man kan komme med kritik, skal man også huske at rose. Og nu er tiden inde til at rose BaneDanmark.
Den 21. august forsvandt en jernbanedæmning i Adsbøl efter et voldsomt regnskyl. Mens skinnerne hang, frit svævende i luften, kørte et tog over – kun et mirakel gjorde at der ikke skete en katastrofe i den forbindelse.
Siden har BaneDanmark gjort en forbilledlig indsats. Dag og nat er der blevet arbejdet med at genetablere den 12 meter høje dæmning, der skulle genopbygges helt fra bunden.
Sideløbende har BaneDanmark endvidere skiftet sveller to steder på strækningen mellem Gråsten og Sønderborg. Der er tale om gamle træsveller, som tidens tand har været hård ved. I dag er mange af dem så tæret, at hastigheden på banestrækningen flere gange har været sat ned af sikkerhedshensyn. I alt 1.000 træsveller er blevet erstattet af moderne betonsveller.
Efter den oprindelige plan skulle der igen være åbnet for tog til Sønderborg i november, men takket være en målrettet indsats fra BaneDanmarks dygtige medarbejdere, lykkedes det at lukke de første tog igennem til Sønderborg allerede den 16. oktober.
Den mellemliggende periode med manglende tog til Sønderborg har kostet passagerer, der har valgt andre transportformer end toget. Vi håber at passagererne belønner BaneDanmarks store indsats, ved nu at vende tilbage til jernbanen.
Til gengæld lover vi, at fortsætte dialogen med transportministeriet, BaneDanmark og DSB, for at sikre bedre tog til sønderjyderne.
Dette indlæg er skrevet i fællesskab af borgmester Jan Prokopek Jensen og folketingskandidat Benny Engelbrecht. Indlægget er bragt i dagbladet JydskeVestkysten.
www.benny-engelbrecht.dk
banedanmark, benny engelbrecht, borgmester, daemning, dsb, engelbrecht, jernbane, prokopek, solkurver, sommerkoreplan, spor, tog, trafik, trafikmafia, transportministeriet
|
kommentarer (3)
17. Oct 2007 08:46, Benny-Engelbrecht
Det har været en rigtig dårlig sommer, vejret har drillet på mange måder - det er især gået ud over de sønderjyske togpassagerer. Først valgte cirka 5000 togpassagerer DSB fra på grund af en urimelig dårlig sommerkøreplan. Dernæst betød dæmningsbruddet i Adsbøl den 21. august, at der ikke kørte tog frem til den 16. oktober, med yderligere passagerreduktion til følge. Med andre ord tre en halv måned, der virkelig satte deres negative præg på den offentlige trafik i Sønderjylland.
Helt symptomatisk måtte DSB da også indsætte busser, den allerførste dag toget atter kørte til Sønderborg, denne gang dog grundet en teknisk fejl i Rødekro.
Med disse negative oplevelser kan jeg godt forstå, at mange har valgt toget fra, men jeg vil gerne advare mod konsekvenserne af dette fravalg. Hvis passagertallet daler yderligere, kan det nemlig give den selvforstærkende virkning, at DSB, BaneDanmark og Transportministeriet dermed kan vælge yderligere at nedprioritere de sønderjyske strækninger.
Nu kører toget omsider igen, så min opfordring skal være, at det også bruges. Det er nemlig den bedste måde, at arbejde for et sydjysk dobbeltspor, renovering af banelegemet mellem Tinglev og Sønderborg og naturligvis den timedrift vi så længe er blevet stillet i udsigt.
God tur!
Dette indlæg er bragt i dagbladet JydskeVestkysten 17/10 2007.
www.benny-engelbrecht.dk
banedanmark, benny engelbrecht, blog, dsb, engelbrecht, jernbane, jv, jydskevestkysten, medie, politik, socialdemokraterne, tog, trafik, trafikmafia
|
kommentarer (3)
16. Oct 2007 06:42, Benny-Engelbrecht
Det er en lun morgen. Den store overfrakke får lov til at ligge i bilen, sammen med de æbler jeg ikke har brug for lige nu. Det er vindstille og klart her i Sønderborg på en tirsdag morgen. DSB har annonceret at det er i dag at der igen kører tog fra Sønderborg til resten af Danmark og det skal fejres, så ved de første togafgange her til morgen, uddeler jeg æbler og vand til passagererne.
Det var først i går eftermiddag, at BaneDanmark i en pressemeddelelse annoncerede at toget ville køre fra i dag. Efter en hurtig rådslagning, besluttede jeg mig for at markere det med en lille event. Når næste tog afgår fra Sønderborg, her klokken 7:59, vil jeg blive assisteret af borgmester Jan Prokopek, der ligesom jeg er særdeles glad for at vi atter har tog til og fra byen.
Når jeg sidder her i morgenstunden og skriver, med udsigten til det morgentomme Alsion – hjemsted for Sønderborgs universitet, forskerpark og koncertsal – er det helt åbenlyst at Alsion og toget klæder hinanden perfekt. Her midt i efterårsferien er der naturligvis ikke så mange der har behov for at komme hertil med toget, men fra på mandag, vil toget atter kunne virke som en af de mange faktorer der er med til at gøre Alsion byggeriet så ganske unikt.
I de forgangne måneder har Sønderborg først skulle leve med en stærkt forringet sommerkøreplan i juli og august og derefter følgende af dæmningsbruddet i Adsbøl, der lukkede sporet mellem Gråsten og Sønderborg. Det har været et hårdt slag mod togpassagererne og det kunne klart ses i ansigterne hos de morgentrætte pendlere der dukkede op på perronen her til morgen. Der var virkelig tale om glæde.
Det første tog ud af Sønderborg var lyntoget til København med afgang kl. 5.05. En enkelt passager dukkede op til det – og hans overraskelse var stor over at se ikke blot ét, men hele to togsæt vente på ham. Han kom med det rette og blev ønsket god rejse af både mig og de tilstedeværende DSB ansatte, der er mindst lige så glade for at være tilbage, som vi er for at have dem her.
Et større rykind kom der til den næste afgang kl. 5:59. Lidt over et dusin passagerer ankom i god tid, for de er jo vant til at skulle med bussen til Gråsten. Langt de færreste vidste på forhånd at toget kørte normalt, så der ligger en stor informationsopgave og venter på DSB i de kommende måneder, for at sikre at passagererne vender tilbage til jernbanen.
Jeg er glad for at jeg valgte at stå tidligt op i dag. At se toget forlade Sønderborg, vidende at vi nu har normal drift – det er en stor oplevelse. Det giver mig mod at arbejde videre for jernbanedriften i det syd- og sønderjyske. De næste opgaver bliver at sikre det sydjyske dobbeltspor, få udskiftet det nedslidte banelegeme mellem Tinglev og Sønderborg og endelig at få timedrift til Sønderborg.
Kampen er kun lige begyndt…
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, borgmester, bus, engelbrecht, jernbane, lyntog, partipolitik, politik, prokopek, timedrift, tog, trafikmafia, trafikpolitik
|
kommentarer (4)
15. Oct 2007 18:24, Benny-Engelbrecht
Fra i morgen tidlig kan man igen kører med tog til og fra Sønderborg. Det skal naturligvis fejres!
Så i morgen tidlig (meget tidlig) står jeg på perronen i Sønderborg med æbler og vand, som en lille gave til de rejsende. De skal sendes godt på vej, når de efter planen kl. 05:05 ruller fra Sønderborg Station ud på strækningen, der har været lukket siden det voldsomme dæmningsbrud i august.
Senere på morgenen assisteres jeg af ingen ringere end Sønderborgs borgmester Jan Prokopek Jensen, der også gerne vil markere at der igen er tog til og fra byen.
Det skal nok blive en god – men også lidt tidlig start – på dagen.
Så hvis du skal med toget i morgen tidlig fra Sønderborg, så ses vi. Mojn!
læs også TV Syds omtale...
www.benny-engelbrecht.dk
adsbol, aeble, banedanmark, benny engelbrecht, borgmester, daemning, dsb, engelbrecht, jernbane, politik, prokopek, skinner, socialdemokraterne, sonderborg, tog, trafik, vand
|
kommentarer (0)
22. Aug 2007 10:25, Benny-Engelbrecht
Sønderborg har i mange år været betjent af en alt for dårlig togdrift, og med åbningen af Alsion, er behovet bestemt ikke blevet mindre. Men desværre går det den stik modsatte vej. Med DSB’s sommerkøreplan, solkurver på de nedslidte skinner og en alt for høj billetpris, er indenrigsflyet blevet at foretrække, og dette er naturligvis dejligt og positivt for Cimber Air og Sønderborg Lufthavn – men på den forkerte bekostning!
Mange er i almindelighed afhængig af en stærk offentlig transport, og ikke mindst Sønderborg som by er det i særdeleshed. Langt fra alle har muligheden for at tage flyet, og her tænker jeg især på de unge studerende, som får op til 50 pct. rabat på DSB’s billetter – med perron lige ved universitetets dør. Samtidig er Danmarks hovedstad langt fra altid rejsemålet for sønderborgenserne, - byer som f.eks. Kolding, Odense og Århus er for mange et centralt rejsemål.
I Sønderborg må vi sammen kæmpe for en langt bedre infrastruktur, og ikke mindst på skinnenettet. Derfor stopper vi ikke med at råbe den borgerlige regering op, før vi får ret. Det er hjerteblod for vores område.
Og lad det så være slået fast: Jeg ind går for både lufthavn og jernbane.
Dette indlæg er bragt som Synspunkt i dagbladet JydskeVestkysten i dag.
www.benny-engelbrecht.dk
banedanmark, benny engelbrecht, bus, dsb, engelbrecht, fly, jernbane, jv, lufthavn, medie, partipolitik, politik, socialdemokraterne, sommerkoreplan, sonderborg, sonderjylland, station, tog
|
kommentarer (0)
22. May 2007 08:24, Benny-Engelbrecht
Pressemeddelelse
Der skal investeres mere i trafikken i udkantsområderne i Syd- og Vestjylland, hvis det står til socialdemokraterne Anders Kronborg og Benny Engelbrecht. Derfor præsenterer de i dag 10 trafikpolitiske teser, der skal styrke trafikudviklingen.
"Kald os bare en ny trafikmafia," siger de to samstemmende.
De to socialdemokrater er enige om, at trafikpolitiske investeringer i langt højre grad skal komme udkantsområderne i Syd- og Vestjylland til gode. De seneste års trafikpolitiske investering har medvirket til at skævvride forholdene i Danmark til ugunst for udkantsområderne.
- Vi vil ikke længere stiltiende se på, at vores landsdele sakker agterud på grund af forkerte trafikpolitiske prioriteringer. Vi har desværre alt for nedslidte skinner og signalanlæg, for gamle tog og for få afgange, forklarer Anders Kronborg.
De to kommende folketingsmedlemmer er helt bevidste om at de vil blive kaldt den nye trafikmafia. Den legendariske jyske trafikmafia havde netop repræsentanter fra Esbjerg og Sønderborg. De to præsenterer i dag 10 trafikpolitiske teser som de mener, kan forbedre den trafikale situation i Syd- og Vestdanmark.
- Vi vil i dialog med borgerne om de 10 konkrete forslag, der omhandler alt fra fly og tog, til biler og cykler, siger Benny Engelbrecht, folketingskandidat i Sønderborg. - Det vil vi gøre ved at mødes med borgerne både på Internettet, på gaden og til møder.
I morges åbnede de to socialdemokrater derfor en ny hjemmeside, hvor de sammen med borgerne i Syd- og Vestjylland vil videreudvikle trafikpolitikken. Hjemmesidens adresse er naturligvis www.trafikmafia.dk
De to folketingskandidater holder i dag pressemøde i Esbjerg, hvor de mødes med pressen på Esbjerg Banegård, hvor de formelt underskriver de 10 trafikpolitiske teser. Senere på dagen mødes de med Sønderborgs borgmester, Jan Prokopek Jensen, for at orientere ham om initiativet.
www.benny-engelbrecht.dk
www.trafikmafia.dk

engelbrecht, esbjerg, jernbane, kronborg, politik, pressemeddelelse, skinner, socialdemokraterne, sonderborg, tog, trafik, trafikmafia
|
kommentarer (0)
1. Mar 2007 08:19, Benny-Engelbrecht
Debatindlæg bragt i JydskeVestkysten:
Det er vigtigt for Sønderborg-området at få sikret timedrift med toget. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke også er andre trafikale spørgsmål der skal løses. Vi skal for eksempel sikre lufthavnen ved at indgå i et regionalt samarbejde.
Udfordringen her og nu er først og fremmest, at få forbedret skinnenettet, ikke kun for Sønderborgs skyld, men i høj grad for at sikre den regionale udvikling i hele det sydlige Danmark og nordlige Tyskland. Uden bedre skinner får vi ikke højere hastighed og dermed mulighed for bedre togdrift.
Det er derfor helt afgørende, at alle står sammen for at sikre et forbedret skinnenet og en udvidet køreplan til Sønderborg.
Desværre må vi konstatere at Venstre ikke længere er med i dette sammenhold.
I den anledning har jeg bemærket mig, at Venstres lokale folketingsmedlem Ellen Thrane Nørby (ETN) har et stort behov for at forklare, hvorfor hun ikke vil samarbejde for områdets interesser i denne sag. Det skete i et læserbrev i JV den 28/2 og i en række kommentarer på debatten på min hjemmeside.
Jeg opfatter dette som bortforklaringer, men vil dog alligevel sende et klart signal til både ETN og områdets øvrige politikere: Jeg ønsker, at vi skaber brede alliancer omkring trafikale spørgsmål - kun ved at stå sammen kan vi få resultater.
Det kan godt være at ETN og jeg ikke er enige om timedrift, men jeg forventer, at vi kan arbejde sammen om de andre vigtige spørgsmål om den sønderjyske infrastruktur.
Tilbage står at konstatere, at så længe vi har en Venstre-ledet regering, kan vi tilsyneladende ikke forvente timedrift til Sønderborg.
Resten må være op til vælgerne.
www.benny-engelbrecht.dk
engelbrecht, jernbane, politik, socialdemorkaterne, soenderborg, timedrift, tog
|
kommentarer (11)