Smartlog v3 » Benny Engelbrecht » jord
Opret egen blog | Næste blog »

Ekspropriation er ikke et rabatvåben

1. Apr 2008 08:41, Benny-Engelbrecht

Haderslevs borgmester H. P. Geil mener at det er i orden at ekspropriere for at presse prisen nedHaderslev Kommune med Venstre-borgmester H. P. Geil i spidsen, har valgt at ekspropriere et grundstykke som virksomheden Bestseller skal anvende til at etablere sig i kommunen. Det mener kommunen er så væsentligt for almenheden, at man skal anvende muligheden for ekspropriation. Det er ikke usædvanligt at man beslutte sig for at sætte samfundets interesser over den private og ellers ukrænkelige ejendomsret – og der er da også mulighed for at gøre det, når ellers formålet er rimeligt.

Imidlertid er Haderslev Kommune ude på meget tynd is i denne sag, for den grund der er på tale er faktisk til salg. Bestseller kunne uden problemer købe byggegrunden direkte af ejeren, uden at kommunen skulle blandes ind i den sag. Imidlertid er man ikke tilfreds med prisen. Derfor anvender Haderslev den mulighed man har i ekspropriationsloven, så man ved tvang kan overtage jorden til en meget lavere pris.

Jeg skal ikke gå ind i en vurdering af om den pris som ejeren har forlangt er urimelig, pressens omtale tyder ikke på det, men der kan være elementer i sagen jeg ikke kender til og derfor skal jeg ikke gøre mig til dommer over det. Imidlertid er forskellen mellem den tilbudte pris og ekspropriationssummen så forskellig at det slet ikke virker rimeligt.

Om Haderslev Kommune begår lovbrud skal domstolene nu afgøre. Hvis det skulle vise sig at domstolene afgør at kommunen ikke har brudt lovens ord, vil jeg påpege at man i alt fald brudt lovens ånd. Ekspropriation er en mulighed, men kun når der er tale om særlige interesse for almenheden. Og vel at mærke kun interesser der ellers ikke kunne gennemføres.

I dette tilfælde er der alene tale om jord og penge, men det er væsentligt at der ikke skabes præcedens for en fremgangsmåde der en gang i fremtiden kan efterlade en ejer i en ugunstig situation. Næste gang kan det være en familie der skal sættes ud af deres hjem uden en rimelig erstatning – og det kan vi ikke leve med.

Læs mere på DR Syds hjemmeside...

www.benny-engelbrecht.dk