Når man snakker danske værdier tænke man ofte på de holdninger der binder det danske samfund sammen, men det der findes også en række fælles danske værdier der er meget håndfaste. Det er de offentlige virksomheder der ejes af os alle.
Sammen med mine partifæller Mogens Jensen, Magnus Heunicke og Kim Mortensen har jeg drøftet spørgsmålet om ejerskabet af disse offentlige værdier - ikke mindst set i lyset af kapitalfondenes fremfærd i Europa.

På den baggrund har vi udarbejdet en mini-kronik der bringes i dagens udgave af dagbladet Jyllands-Posten.
Vi håber at kunne tage debatten i månederne fremover med medlemmerne i partiet.

Nedenfor er vores fælles udspil gengivet.

Værn om Danmarks værdier 

Udsalgsskiltene er ved at blive fundet frem igen i finansministeriet. Efter halvfemsernes storudsalg af offentlige virksomheder, var salgsprocesserne ellers gået i stå, men nu skal regeringens salgsplaner føres ud i livet.

De store kapitalfonde retter igen deres sultne blik mod Danmark.

Regeringen vil nemlig i denne valgperiode afhænde store, offentlige selskaber som Post Danmark, DSB, TV2 og DONG til private investorer. Et salg i milliardklassen, hvor det danske samfund for en engangsindtægt en gang for alle frasiger sig al fremtidig indflydelse på disse selskaber; bortset fra DONG Energy hvor staten foreløbig takket være Socialdemokraterne bevarer aktiemajoriteten. Alle er det selskaber der udfører vigtige, samfundsbevarende opgaver.

Dermed vil VK-regeringen overtrumfe halvfemsernes storudsalg i finansministeriet. Nyrup-regeringerne gik grundigt til værks, og i alt blev der solgt offentlige virksomheder for 37 milliarder kroner. Samfundet sagde farvel til det fulde ejerskab af selskaber som Tele Danmark, Københavns Lufthavn, DSB Gods, Statsanstalten for Livsforsikring, Post Giroen og Kommune Data.

Dengang så den daværende oppositionspolitiker Anders Fogh Rasmussen det som sin fornemste opgave at bevise, at de flotte tal i Mogens Lykketofts statsregnskab netop skyldtes engangsindtægter fra salg af offentlige virksomheder for dermed at kunne gentage mantraet om, at ”pengene fosser ud af statskassen.”

Vores ærinde er ikke at kritisere halvfemsernes politik. Tiden var en anden, og langt de fleste frasalg var fornuftige både i princippet og i den praktiske udførelse. Men der er også sket fejltagelser, som vi trækkes med i dag; f.eks. da man valgte at sælge den vigtige danske IT-infrastruktur, nemlig kobbernettet, sammen med Tele Danmark.

Samtidig har den politiske konsensus om privatiseringer betydet, at debatten om emnet stort set har været fraværende. Stemningen for privates indtog var så markant, at ingen rigtig problematiserede emnet, og den kulminerede med Peter Brixtoftes Farum-model, som dengang blev hyldet af både eksperter, medier og samfundsdebattører.

Det er på tide at genoprette befolkningens tillid til demokratiet og dets funktion. Og det ligger til Socialdemokraternes historie og selvforståelse, at dette opgør skal være en del af fremtiden for vort parti.

Som led i den ideologiske debat i Socialdemokratiet, foreslår vi derfor, at der bliver afsat nogle sømærker, vi kan navigere efter, når det drejer sig om frasalg af offentlige virksomheder. Stadig oftere lyder undskyldningen fra Christiansborg, at ”det er et privat firma, der varetager den opgave nu, derfor må vi som politikere respektere direktionens dispositioner.” Men vores udgangspunkt er, at det er borgernes demokratiske ret at kunne stille politikerne til ansvar for grundlæggende kerneopgaver i samfundet.

Nyrup-regeringerne stoppede med få undtagelserne frasalget, før vi nåede ind til kerneopgaverne og infrastrukturen. Mange husker sikkert dokumentarfilmen om valget i 1998, der fulgte Poul Nyrup Rasmussens sejr over Uffe Ellemann-Jensen. En central scene udspiller sig på bagsædet af ministerbilen, hvor Nyrup sammen med sin spindoktor i et selvironisk øjeblik laver sjov med den grundsætning, der udgjorde hovedtemaet i socialdemokraternes valgsejr:

”Hvem har skabt værdierne? Det har vi. Hvem vil ta’ værdierne? Det vil de!”

I dag kan vi se, at den streg i sandet, som Nyrup-regeringerne trak, vil blive overskredet af Fogh.

Men mens den borgerligt-liberale regering i Danmark altså sætter fornyet fart i frasalget af de statslige virksomheder, der yder kerneydelser for danskerne inden for bl.a. infrastruktur, går udviklingen den modsatte vej i resten af Verden. Post Danmarks største konkurrent i Danmark er
således Citymail. Bag det smarte navn gemmer sig et selskab, der er ejet af den norske stat. Ligeså er det med Boxer, det svenske statsejede selskab, som vandt udbuddet om opbygning og drift af digitalt tv i Danmark.

Vi kan konstatere, at vores offentlige forsyningsvirksomheder er en næsten skamløs lækkerbisken for kapitalfondene. Deres produkter er så uundværlige, at vi ikke kan overlade det til markedet at administrere. Samtidig ømmer vi os stadig efter første bølge af kapitalfondenes indtog. De kommer ind via lånefinansierede opkøb og hidtil usete millionbonusser til velvillige direktører, derefter malker de værdierne ud af selskaberne ved frasalg, nedskæringer og fyringsrunder for til sidst at sælge videre inden for fem til syv år. Den udvikling må vi sætte en stopper for.

Tiden er inde til et paradigmeskift. De næste års planer om frasalg af offentlige virksomheder, der udfører kerneopgaver, kræver et parti, der vil værne om Danmarks værdier. Den opgave bør socialdemokraterne påtage sig.

www.benny-engelbrecht.dk

De danske bestyrelser er sande testosteronbomber hvor mænd udpeger mænd. Det er ikke godt for det danske samfund at bestyrelser i det private erhvervsliv er for præget af mænd – ikke mindst mænd med sølvstænk i håret.

Der mangler kvinder i de danske bestyrelser og de virksomheder der rent faktisk har kvinder i bestyrelsen kan se det på resultaterne. Der er med andre ord gode grunde til at se sig om efter kvindelige erhvervsfolk til topposterne. I Norge har man taget konsekvensen – og i modsætning til hvad erhvervslivet herhjemme påstår – så har det vist sig at det har været en enorm succes. Ja, erhvervslivet deroppe er sågar glade for, at de er blevet tvunget til at øge andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer.

Nu må man ikke tro at norske jenter generelt er bedre end danske kvinder – talentmassen herhjemme er særdeles udmærket og med en målrettet indsats kan man hurtigt opnå en stor gevinst. Alligevel har vi i Socialdemokraterne erkendt at Danmark nok er et lidt mindre omstillingsparat samfund end Norge. Vores formand Helle Thorning-Schmidt foreslog derfor i forbindelse med 8. marts – kvindernes kampdag – at vi skal indføre den norske model, men over fire år – ikke kun to år som man gjorde i Norge.

Det er interessant nok at selv Politiken synes det er interessant at fremme dette forslag – interessant fordi for et halvt år siden mente avisen ikke det var nødvendigt at bringe et indlæg om ligestilling, skrevet af tre mænd og en kvinde. Man må åbenbart ikke mene noget kontroversielt om ligestilling hvis man har noget mellem benene.

Jeg er rigtig glad for at Helle har taget idéen om kvotering til danske bestyrelser op. Det viser mod. Spørgsmålet er naturligvis hvorfor mænd ikke for længst har vist det samme mod ved at give plads til flere kvinder helt frivilligt. Jeg tror – og jeg ved godt det er kontroversielt – at der er en indlejret frygt for stærke kvinder hos mange mænd.
Jeg har den store fornøjelse at kende mange stærke kvinder. Det gør mig på ingen måde utryg, men jeg tror at mange af mine mandlige artsfæller har det anderledes – uanset hvad de ellers siger.

I dagens Jyllands-Posten skriver Ole Lauritzen at kvinder vil være en gevinst i bestyrelser. Ole skal nok blive mødt med mange kommentarer på den konto, men han har røv i bukserne, for han tør sige sandheden.

Som nævnt ovenfor skrev jeg et indlæg om ligestilling i efteråret. Mine medforfattere var alle socialdemokratiske folketingskandidater – nærmere bestemt: Bo Sandberg, Rasmus Horn Langhoff og Iben Sønderup. Indlægget har aldrig været bragt, men det vælger jeg at gøre nu. Så kan du jo selv vurdere om det er relevant.

Bedre balance mellem kønnene

Mænd kan også være rødstrømper, og socialdemokrater kan godt mene at fagbevægelsen bærer en del af skylden for den manglende ligestilling. Denne kronik om ligestilling er skrevet af tre mænd og en kvinde, fordi ligestilling er begge parters ansvar.

Der var engang hvor kvindesagsforkæmpere hed rødstrømper, og enhver snak om ligestilling lød som et angreb på mænd generelt. Tiderne er skiftet. I dag er ligestilling et spørgsmål, både mænd og kvinder skal og bør beskæftige sig med.
Vi vil gøre op med den gammeldags holdning til ligestilling, og vi tør foreslå konkrete tiltag til at ændre på den skæve fordeling af kønnene på arbejdsmarkedet. Vores vision er et samfund hvor det ikke længere er nødvendigt med en ligestillingsminister. Men det kan desværre have lange udsigter.

Når vi gør status i 2007 - et par generationer efter kvindernes store indtog på arbejdsmarkedet – er der stadig en uhyre skæv fordeling mellem kønnene. Der er ikke lige løn for lige arbejde. 70’ernes paroler burde i grunden stadig gjalde, men det gør de ikke. Vi mener at det er helt urimeligt, at kvinder i gennemsnit halter cirka 15 % efter mændene på lønområdet.
Vi støtter derfor en ligelønspulje, hvor der afsættes midler til de typiske kvindefag i offentligt regi – udenom overenskomstsystemet. Samtidig ønsker vi en klar synliggørelse af lønforskellene i både den private og den offentlige sektor. Der skal tydelige lønstatistikker til, og det er en oplagt rolle for fagbevægelsen at være med til – solidarisk – at lægge pres på arbejdsgiverne, så lønforskellene udlignes. Hvis man skal være helt firkantet kan man sige, at havde den danske fagbevægelse været lige så effektiv til at kæmpe for ligestilling og ligeløn, som den har været til at kæmpe for kortere arbejdstider, længere ferier, betalt efteruddannelse og mange andre goder – så havde vi nok slet ikke skullet skrive denne kronik.
Langt hen ad vejen har Danmark fulgtes med Norge og Sverige i ligestillingsspørgsmålene, men i 1980’erne og ikke mindst i 1990’erne skiltes vore veje. Det betyder at Sverige og Norge indførte regler og restriktioner, mens Danmark valgte en mere liberal vej. Man ville ikke tvinge nogen, men blot komme med hensigtserklæringer og opfordringer. Resultatet er en fatal mangel på kvinder i lederstillinger, både i dansk erhvervsliv og i den offentlige sektor.
Vi må i dag konstatere, at ulige lønninger og skæve magtbalancer er næsten mere aktuelle end i de lilla bleers tid.

Oven i dette videreføres uligheden fra arbejdslivet og udbygges i pensionist-tilværelsen. Kvinders pensionsordninger er markant ringere end mændenes, og vi frygter at det i sidste ende kan medføre fattigdom og dermed ringere livskvalitet og helbredstilstand blandt kvinder i den tredje alder, især for fraskilte kvinder.

Vi går ind for barselsorlov øremærket til mænd og langt bedre muligheder for at få fuld løn under barslen – for både kvinder og mænd. Vi mener at enlige fædre skal sikres flere rettigheder – for i et ægte ligestillet samfund, er fædre naturligvis sikret samme rettigheder som mødre. Der er skræmmende eksempler på at mænd fanges i systemet, og at det ikke er til barnets bedste. Vi mener, at det aldrig må være forældrenes behov, der kommer i første række, når der skal træffes beslutninger om skilsmissebørn. Det må og skal altid være barnets tarv der kommer i første række.

Når det kommer til ligestilling i erhvervslivet har Danmark en massiv udfordring. Regeringen lader stå til, selv om undersøgelser viser, at uden kønskvotering får vi ikke reel ligestilling før i år 2077. Den tidligere social- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) har sagt, at kønskvotering inden for lederposter signalerer, at man synes kvinder er dumme. Her er vi fuldstændig uenige. Tværtimod mener vi, at kvotering kan være et signal om at vise kvinder tillid. Hvis man ser på danske bestyrelser i dag, er det oftere personlige netværk der bestemmer hvem der sidder på en bestemt post, end det er kompetencer. Det betyder at det er utrolig svært at komme ind i bestyrelserne, når der ikke i forvejen er kvinder på direktionsgangen. Og manglende kvinder i bestyrelserne, giver samtidig en selvforstærkende virkning, når der skal ansættes ledere i en virksomhed. Alt i alt er det en negativ spiral, der kun kan brydes med lovgivning, nøjagtigt som i andre nordiske lande.

Vi foreslår kønskvotering med den målsætning, at 40 % af alle lederstillinger i Danmark besættes med kvinder. Dermed får vi udnyttet talentmassen ordentligt, og en sådan regel vil fremskynde en ændring af organisationskulturen i retning af større mangfoldighed. Disse fordele vil slå igennem i ledelserne, både på det private og det offentlige arbejdsmarked, hvilket er afgørende i en tid hvor nytænkning og iværksætteri er væsentlige succeskriterier for Danmark.

Nu er det ikke længere Eva Kjer Hansen der er ligestillingsminister i Danmark. Faktisk gjorde statsminister Anders Fogh Rasmussen meget ud af at fremhæve Karen Jespersens arbejde som ligestillingsminister, da han præsenterede hende på Amalienborg Slotsplads. Det er klart at han i den grad fremhævede den del af Karen Jespersens arbejdsområde, fordi hans parti Venstre netop mangler at markere sig på ligestillingsområdet. Fremhævelsen af den gamle rødstrømpe er dog mest af symbolsk karakter. Vi forventer i alt fald ikke at Jespersen får mulighed for at lave om på den hidtil førte politik – og dermed får Fogh en anvendelig kransekagefigur, der engang var en ægte rødstrømpe, men som nu har rakt hænderne frem og fået politiske håndjern på.
Hvis Fogh havde været modig, havde han udpeget en Ellen Trane Nørby som ligestillingsminister, men dertil er den unge Venstre-løvinde naturligvis for kontroversiel, med sine holdninger på eksempelvis kvindehandel. Holdninger der slet ikke matcher med den liberale standardpolitik. Fogh kunne også have valgt en Birthe Rønn Hornbech til ligestillingsminister, om ikke andet, så fordi hun snart er regeringspartiernes eneste mandfolk, med mod til sine ærlige meninger.

Hvis Karen Jespersen skal være mere end en kransekagefigur, skal hun i gang med at bevise, at hun stadig brænder for ligestilling mellem kønnene og ikke blot blander det sammen med det muslimske kvindesyn, som hun har for vane. Det kan dog blive svært i en regering, der har en mandlig kontrolfreak som leder. Den ubehagelige kontrolside så vi allerede i filmen Fogh bag facaden fra 2003.

Ligestilling handler – også – om lederskab og gode eksempler. I Frankrig var vælgerne desværre ikke parate til en kvindelig leder, men det var vores tyske naboer. I USA kan den næste præsident blive en kvinde, endda med en førstemand ved siden, der selv har siddet i embedet. I vores naboland Sverige er Mona Sahlin godt på vej mod statsministeriet med en klar ligestillingsprofil.
I Danmark har de borgerlige regeringspartier flere gode bud på kvindelige ledere, men de får ikke muligheden for at komme helt op i front. Et hurtigt blik på de konservative kunne faktisk være et sindbillede på det danske erhvervsliv: Her står højt kvalificerede kvindelige lederemner på tilsyneladende evig venteliste, mens en vattet mandlig leder, uden evnen til at lede partiet ud af dødvandet, står i spidsen for den hensygnende organisation.

Vi socialdemokrater tør sætte det bedste eksempel for dansk lederskab: En intelligent og dygtig kvindelig statsminister, med overskud til at være et helt menneske og med moderne ledelsesværktøjer i håndtasken. Danmark er længe nok blevet regeret af sure mænd med hang til kontrol og mistillid; mænd, der ved ethvert nyskabende tiltag fra andre, slår den aggressive automatpilot til og afviser alle reelle forslag til fornyelse. Samfundet har brug for et lederskab der tør fjerne den spændetrøje, som den offentlige sektor er underlagt; et lederskab der tør have tillid til folk. Vi har brug for moderne lederskab, der forstår at sammenhængskraft kommer indefra, og at ægte samarbejde og innovation opstår i et ligeværdigt samspil mellem mænd og kvinder.

www.benny-engelbrecht.dk

Ifølge Ritzaus bureau mener den konservative leder Bendt Bendtsen at skatten ned, ikke bare på de lave indkomster, men også mellem- og topskatten skal nedsættes. Det er en noget anden melding end den Anders Fogh Rasmussen kom med i går, så hvis det var den for tiden siddende statsministers hensigt at give et entydigt svar på hvad den borgerlige regering vil, så holdt det kun et døgn, inden hans konservative regeringspartner fik ødelagt det.

Kritikken har dagen igennem haglet ned over meldingerne om lavere skat, samtidig med at der åbenbart også skal flere penge til velfærd. Det er blandt andre overvismand Peter Birch Sørensen og underdirektør i Dansk Industri der advarer mod skattelettelser. Som overvismanden siger til Politiken: ”Der er ikke behov for at pumpe flere penge ud til forbrug lige nu, hvor der er mangel på arbejdskraft.”

 Alligevel fremturer Bendt Bendtsen med sin mærkesag. Man kan fristes til at spekulere over hvad det har kostet de konservative at få lov til at holde fast i deres linie på skatteområdet. Måske havde de været bedre tjent med at satse på en anden mærkesag. Hvis den konservative miljøminister for eksempel kunne få lov til at gøre mere, i stedet for blot at tale om alle sine gode intentioner, så ville det være meget bedre for samfundet.
Det bliver spændende at se hvor længe vi skal vente på at få at vide hvad regeringen egentlig vil, når det handler om skat.

www.benny-engelbrecht.dk

Jyllands-Posten sætter i dagens leder fingeren på et ømt punkt i velfærdsdebatten. Hvordan kan det være at politikere står i kø for at rose det høje niveau i velfærden, mens det folk der er på gulvet oplever er at skulle løbe stadig hurtigere og samtidig give en stadig dårligere service.

Konklusionen hos Jyllands-Posten er: "Vi er verdens bedste, men vi har ikke råd til at behandle de svage ordentligt. Hvem sagde velfærd?"

At denne kritik netop nu bliver rejst og netop af en avis der ellers er kendt for at være meget venligt stemt overfor regeringen viser at der er behov for handling.

Regeringen har foreløbig sparket den offentlige service til hjørnespark ved at nedsætte et ministerudvalg der først til næste år skal komme med sine tanker. Det er ikke godt nok.

Læs Jyllands-Postens leder her...

Man kan med rette spørge sig selv hvorfor regeringens ministre har ikke mindre end 15 spindoktorer ansat. Svaret er desværre ganske simpelt: Fordi det virker.

Det er ganske sjældent at offentligheden får indblik i hvor effektivt godt udført spin virker, men på grund af journalisten Morten Pihl fra Jyllands-Posten løftes nu en flig af det slør der oftest ligger over kommunikationsspecialisternes arbejde. Se en kort artikel på avisens hjemmeside: http://www.jp.dk/indland/artikel:aid=3854594/

Den 16. maj udgav Europarådets racismeorgan, ECRI, en kritisk rapport om Danmark. Det vidste man lang tid i forvejen, så adskillige uger inden offentligørelsen af rapporten vedtog regeringens koordinationsudvalg en offensiv kampagne der skulle udnytte svagheder i rapporten i form af faktuelle fejl.

Det er oplagt at faktuelle fejl ikke er hensigtsmæssige, men sandheden er nok at rapportens kritik ikke ville ændre sig væsentligt hvis fejlene var korrigeret. Er man i tvivl kan man jo selv læse rapporten igennem. Den findes i sin samlede form på dette link hvor dne kan downloades som PDF fil på dansk: http://www.coe.int/t/e/human_rights/ecri/1-ECRI/2-Country-by-country_approach/Denmark/Denmark_CBC_3.asp

Statsministeren var ude på selve dagen for offentliggørelsen der tilfældigvis faldt sammen med hans ugentlige pressemøde. På mødet sagde han blandt andet: "ECRI laver sin rapport på grundlag af von hørensagen, hvor man hører lidt der og lidt her, og så fører det ind i rapporten. Det kan vi ikke tage alvorligt."
Det er oplagt at ECRI skal nedgøres på sine fejl - og det lykkedes.

Jyllands-Posten har fået akt-indsigt i sagen og kan derfor afsløre at Udenrigsministeret allerede tre dage senere, den 19. maj, kunne notere sig at sejren var i hus både nationalt og internationalt.
En sag der meget vel kunne have ført regeringen i alvorlige problemer blev afværget på ingen tid.

Man kan naturligvis stille sig selv spørgsmålet om det nu også er så godt et spin, når Jyllands-Posten nu kan afsløre handlingsforløbet, men det behøver spin-doktorerne næppe bekymre sig over. Dels har man jo ikke gjort noget ulovligt eller bevidst forkert, man har blot fremhævet nogle fejl der jo reelt fandtes i rapporten. Dels befinder vi os lige midt i sommerferien - ja i en af de varmeste somre længe - og hvem pokker vil bekymre sig om en lille politisk krusning på vandet. Endelig - og det er nok det vigtigste - så er selve forløbet omkring sagen så kompliceret at det ikke er en "vinder-sag". Den er ganske enkelt for vanskelig at få folk engageret om at hidse sig op over.

Jeg erkender at der nok skal komme nogle krusninger. Der kommer lidt kritiske læserbreve og lederskribenterne i Politiken og Information skal nok finde den spidse pen frem. Ja, måske kommer der endda et kritisk indslag i DR2s Deadline. Men det er så også det.

Man kan derfor fristes til at tro at årsagen til at Jyllands-Posten har fået aktindsigt på netop det tidspunkt de har har været timet for at historien skulle bringes til torvs netop midt i sommerferien. Dette - vil jeg dog understrege - er blot en gisning fra min side.

Husk at du kan læse mere om mig på www.benny-engelbrecht.dk