Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » kaffe
Opret egen blog | Næste blog »

Minister enig når der skal mælk i kaffen

17. Sep 2008 16:29, Benny-Engelbrecht

Mælk i kaffen?Kaffe er kaffe. Men mælk er ikke altid mælk, selvom det står på cafemenuen eller på kaffeautomaten. Et vegetabilsk produkt, som indeholder fedt og sukker, erstatter mange steder mælk eller fløde. Dette produkt, ”pulverfløde” eller whitener med salgsnavne som Coffee Mate, Coffee Creamer o.l. må ikke kaldes mælk. Gør man det alligevel, er det en overtrædelse af fødevarelovens bestemmelser om vildledning.

Kaffeforbrugeren kan derfor fra nu af kræve, at ”mælk” skal være mælk. Hermed har fødevareminister Eva Kjer Hansen i et svar tril Folketinget givet mig helt ret. Jeg rejste spørgsmålet over for hende, og ifølge hendes svar skal mælkeprodukter kommer fra en levende kos yver – ellers er det ikke mælk og må ikke omtales som mælk. Det synes jeg er meget tilfredsstillende.

Alle ved, at flødepulveret og mælken bestemt ikke smager ens. Men bestemt ikke alle kan kigge kaffeautomaten efter i kortene og konstatere, om der er brugt pulver eller ægte mælk. Nu må udbyderne så til at ændre skiltningen – eller indholdet af kaffen.

Grunden til pulverets succes er, at det er billigere end ”yversekretion” (ministerens betegnelse for mælkeprodukter), samt at det har været i brug i lang tid. Men fremover vil kaffeautomatens ”kaffe med mælk” betyde ”kaffe med mælk”, ellers er det ulovligt. Vildledningen af forbrugerne er hermed stoppet i dette hjørne af virkeligheden, og det skal vi være tilfredse med. Fødevarekontrollen får så noget arbejde med at påtale sagerne, men i princippet skal ændringerne træde i  kraft med det samme.

Læs også mit tidligere indlæg om denne sag...

www.benny-engelbrecht.dk

Mælk kommer fra køer

14. Aug 2008 11:35, Benny-Engelbrecht

Bruger De noget i kaffen?Vi er ved barnelærdom, jeg ved det godt. Mælk kommer fra køer, det er egentlig ikke så svært – og så alligevel. For når du står ved kaffeautomaten og trykker på knappen ”kaffe med mælk” har det hvide der bleger din bleger din ellers sorte drik aldrig set et yver. I langt størstedelen af kaffeautomaterne i Danmark benytter man nemlig ikke mælkepulver, men den såkaldte ”whitener” der er et pulver der består af sukker og fedt.

Det er falsk varebetegnelse – derom kan der ikke herske tvivl. Forbrugerrådet har allerede slået dette fast – læs blot denne artikel på FPN. Jeg vil få undersøgt om det er nødvendigt med en justering af de gældende regler, så det er helt klart at man kun kan benævne noget mælk hvis det faktisk er mælk.

Man skal kalde tingene hvad de er. Jeg har talrige gange deltaget i møder med hvidt pulver på bordet i stedet for mælk eller kaffefløde og det er der jo ikke noget galt i. Til gengæld er der heller aldrig tvivl hvad det er der står på bordet: ”Vil du ikke række mig blegemidlet?”, spørger sidemanden gerne, for ingen er i tvivl om at det hvide pulver ikke er et naturprodukt. Det er såmænd i orden at bruge pulver i kaffen, så længe man ved hvad man går ind til.

Heldigvis drikker jeg min kaffe som min samvittighed og så må du selv overveje om det er sort eller ren :-)

www.benny-engelbrecht.dk