Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » kapitalfond
Opret egen blog | Næste blog »

Regeringen skjuler milliongevinst til kapitalfond med spin

3. Feb 2009 05:55, Benny-Engelbrecht

Så er der travlt i spin-kontoretLangt om længe falder den stort anlagte fusion mellem dansk og svensk postvæsen på plads. Det er godt for de ansatte i PostDanmark, der længe har gået i uvished om virksomhedens fremtid. Imidlertid forsøger regeringen at gemme en rigtig dårlig sag, ved at fortælle om fusionsaftalen i ly af Skattekommissionens pressemøde mandag i denne uge.

Den dårlige sag handler om den pris kapitalfonden CVC Capital Partners får ud af aktierne som staten overtager i PostDanmark – i alt 22 % af den samlede aktiebeholdning. Helt nøjagtigt hvor stor fortjenesten bliver, vil først være kendt når Folketingets Finansudvalg har godkendt salgsaftalen, men sikkert er det allerede nu, at fortjenesten vil være betydelig. Dermed lider regeringens store appetit efter kortsigtet gevinst, ved at sælge aktier i offentlige virksomheder, alvorligt skibbrud. I en tid hvor finanskrisen kradser, er det jo grotesk at en udenlandsk kapitalfond skal kunne tjekke ud af Danmark med klækkelig gevinst på bundlinien, tab til statskassen og oven i købet en fremragende aftale om at overtage det der har været PostDanmarks guldkalv, nemlig medejerskabet af det belgiske postvæsen La Poste.

Da den tidligere britiske spindoktor Jo Moore, der var ansat af den britiske minister for transport og indenrigsanliggende, den 11. september 2001 skrev en mail til de ansatte i ministeriet, lagde hun grunden til det nu klassiske spinudtryk: ”En god dag til dårlige nyheder.”

Netop sådan en dag, hvor en enkelt sag tager hele mediedagsordenen, var mandag den 2. februar hvor skattekommissionen fremlagde deres rapport klokken 12:15. Det bedst tænkelige tidspunkt at komme med en dårlig nyhed ville derfor være samme dag, tidligt på eftermiddagen, sådan lidt over middag.

Netop den 2. februar lidt efter middag annoncerede Transportministeriet da netop også aftalen om tilbagekøbet af CVCs aktier i PostDanmark. Det lugter med andre ord langt væk af ”En god dag til en dårlig nyhed.”
Mon ikke Jesper Damm Olsen i Transportministeriets presseafdeling har studeret sin britiske kollegas råd meget nøje, da han udsendte en lakonisk pressemeddelelse om den dansk/svenske postfusion. Intet sted i pressemeddelelsen kan man – belejligt nok – læse om CVCs fortjeneste på salget af sine aktier i PostDanmark.

Jeg er sikker på at der vil komme mange forklaringer om at netop dette tidspunkt var det eneste rigtige at offentliggøre nyheden, men jeg er sikker på at sagen om Jo Moore også har lært danske kommunikationsrådgivere at de ikke skal lade sig fange i at begå spin – det ville jo være en meget pinlig historie hvis man blev fanget i at lave den slags. Med andre ord er mine beskyldninger i denne blog ene og alene baseret på indicier – og dommeren er dig.

www.benny-engelbrecht.dk