Østafrika i vores bevidsthed

Den politiske krise i Kenya har vendt vores øjne mod den østlige del af det afrikanske kontinent. Dette meget aktuelle emne var jeg så heldig at kunne være med til at kaste en smule lys på i denne weekend, da jeg i går åbnede en udstilling med østafrikansk samtidskunst på Bispen i Haderslev. Det er Mellemfolkeligt Samvirke, Ulandssekretariatet under LO og AIF Sønderjyllands som jeg er formand for, der står for udstillingen.

I forbindelse med udstilling holdt jeg følgende tale:

Nairobi. Mombasa. Kisumu. Alle disse byer i Østafrika har navne, der lyder som tre farver. De virker som musikalske trikolorer fra steder, som vi ikke besøger – ret tit i hvert fald. Heller ikke selv om området, der engang var Britisk Østafrika er præget af ældgamle traditioner for handel om samkvem med omverdenen.

Lige nu ser Østafrika også ud til at bære præg af tre farver – grøn, brun og gul. Farver som camouflageuniformer båret af Kenyas regeringsstyrker, der slår ned på oppositionens demonstrationer.

Dagens udstilling er således kommet her til Haderslev på et tidspunkt, hvor Østafrika – eller mere præcist Kenya – er hot news. Situationen er meget spændt efter et omdiskuteret præsidentvalg, så denne vandreudstilling – Vilje til forandring – kunne næppe være mere aktuel.

Udstillingen er ikke politisk i traditionel forstand. Billedernes mangfoldige farver er flere end camouflageuniformernes. Formsproget er eksplosivt, men ikke værre, end at alle kan begribe kunstnernes univers. Men farver og former er ikke sat på lærredet for hvide nordeuropæeres skyld, men fordi nogle mennesker fra Uganda, Kenya og Tanzania har noget på hjerte

Det ville være utænkeligt ikke at i det mindste strejfe de politiske vilkår i den del af Afrika, der peger ud mod Det indiske Ocean, når det nu er nogle aktive solidaritetsorganisationer, der står bag. Vi, altså Ulandssekretariatet, Mellemfolkeligt Samvirke og AIF Sønderjylland har til formål at vise praktisk solidaritet med mennesker, der som os mener, at demokrati, menneskerettigheder og frihed er selvindlysende rettigheder både i egnen omkring Kongeåen og egnene omkring de store søer.

For i sidste ende må vi som danskere ikke glemme, at Østafrika netop også var Karen Blixens land, hvor hun stred en umulig kamp for at få en tilværelse til at hænge sammen og blev kunstner af det – eller rettere: En endnu bedre kunstner.
De billeder, vi kan se her i dag og to uger frem på Bispen er også store kunstneres værk. Originalværkerne burde kunne ses ved udstillinger på landets store museer. Derfor glæder det mig endnu mere at kunne sige: Fra det øjeblik, vi fik muligheden for at vise denne spændende nutidskunst og til åbningen lige nu er der gået mindre end fem dage. Derfor vil jeg også takke vore værter og samarbejdspartnere på Bispens Café og Månen for deres hurtige og positive reaktion.
De udstillede værker er stor, engagerende og varm samtidskunst – men også billeder, alle kan have glæde af at se på mange år frem. De udstillede kunstneres navne er nok til gengæld ikke kendte. Omvendt behøver vi kun ganske få øjeblikke foran værkerne for at fornemme, hvad kunstnerne vil sige os og dermed give indtryk af, hvad afrikanske kunstnere formår.

Derfor vil jeg blot sige tak til jer, der nu er mødt frem i forventningen om en god oplevelse. Der kommer forhåbentlig mange flere forbi, hvis man skal bedømme på pressens forhåndsinteresse. Og hermed er udstillingen åben.

Du kan se udstillingen i Haderslev i de kommende fjorten dage.

Læs mere om fokus på Østafrika på www.ulandssekretariatet.dk

www.benny-engelbrecht.dk