Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » kleinschmidt
Opret egen blog | Næste blog »

Dansk-tyske grænsependlere overses

11. Jan 2007 21:01, Benny-Engelbrecht

Socialdemokraten Benny Engelbrecht og Byrådsmedlem i Sønderborg Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti, foreslår et tættere samarbejde mellem Øresundsregionen og det dansk-tyske grænseområde, efter foreningen Öresundsborger er blevet stiftet. Tilsvarende foreninger i den dansk/tyske grænseregion findes allerede.

"Igennem de seneste år har vi oplevet en voldsomt øget pendling af arbejdskraft over den dansk-tyske grænse, men grænselandet er i risiko for at blive overset," siger Stephan Kleinschmidt. "Der er stor fokus på de problemer der er i Øresundsregionen, mens de udfordringer grænsependlerne i den dansk/tyske grænseregion oplever, ikke får samme bevågenhed".

Socialdemokraten Benny Engelbrecht er betænkelig ved om det kan give en skævvridning når fremtidige regler skal udarbejdes.

"I stedet for at være i konkurrence med Øresundsregionen skal vi lære af hinanden og samarbejde" siger Benny Engelbrecht, folketingskandidat for Socialdemokraterne. "Jeg vil derfor hilse et tættere samarbejde mellem foreningerne for pendlere meget velkommen."

Sønderjylland har en rekordlav ledighed. Det stiller store krav til de sønderjyske virksomheder og det er derfor helt naturligt at trække på den arbejdskraft der findes i Nordtyskland, hvor ledigheden er høj.

"Det er andre problemer, pendlere her i området har i forhold til Øresundsregionen, hvor man kan arbejde under nordiske ordninger," siger Benny Engelbrecht. "Derfor må vi politisk arbejde målrettet med at skabe de rammer, der er nødvendige for at sikre en fortsat erhvervsudvikling i Sønderjylland og det nordlige Tyskland. Vi har ganske enkelt ikke råd til at lade være."

Der findes ingen nøjagtig statistik for grænsependling i grænselandet, men ifølge vurderinger fra blandt andre Institut for Grænseforskning, er antallet af pendlere bosat i Tyskland med arbejde i Danmark firedoblet siden 2003.

"I Slesvig hører vi sammen på en langt mere naturlig måde end i Øresundsregionen" forklarer Stephan Kleinschmidt. " Dette åbne grænseoverskridende arbejdsmarked medfører flere pendlere, men også et stigende antal problemer med de sociale sikringsordninger, skatteforholdene og sprogene og det giver flere udfordringer. Forskellene i systemerne er dog andre og det kræver andre løsninger her i grænseregionen."

 

Yderligere information kan fås ved henvendelse til Benny Engelbrecht 20 46 09 69 eller Stephan Kleinschmidt 24 24 24 71

 

For mere information om grænselandet, besøg Institut for Grænseforskning