18. Jan 2009 14:31, Benny-Engelbrecht
Jeg frygter lidt at jeg om et øjeblik vågner af en dejlig drøm, for det virker næsten sådan. 8 år med en håbløs ledelse af USA som har fået ubetinget støtte af en dansk regering er slut om to dage. En ny visionær, farvet præsident tiltræder og skal overtage opgaven med at få det amerikanske samfund ført gennem en voldsom økonomisk krise, blandt andet ved at investere i mere vedvarende energi. Men når jeg kniber mig i armen forsvinder drømmen ikke. Det er virkelighed.
Jeg er ikke naiv, jeg ved godt at politikere der stiller meget store forventninger op, nødvendigvis også har en større risiko for at skuffe end de der ikke gør det. Der var i grunden ikke de store forventninger til George W. Bush og dem der var, levede han op til – ikke mindst med hans meget klodsede udtalelser. Jeg er dog overbevist om at den nyvalgte præsident Obama kan løse en række af det amerikanske samfunds udfordringer.
Når vi skuer ud i fremtiden ligger der en yderst usikker vej for hele den vestlige verden. Jeg er ikke i tvivl om at vi må styrke de internationale relationer, for alt i verden modvirke konflikter mellem lande eller befolkningsgrupper og fremme bæredygtig handel og energifremstilling. Her vil Danmark få en vigtig rolle, ikke mindst på grund af FNs klimatopmøde i december. Netop fordi en succes er vigtig for hele verden – og ikke kun for Danmark – bør den danske statsminister også lægge sin politiske linie om. Han bør først fremmest erkende at den ubetingede støtte til den tidligere amerikanske ledelse havde præg af nærmest betingelsesløs hengivelse. Den kritik en god ven burde have givet den amerikanske præsident, har manglet fuldstændig.
Hvis ikke den danske statsminister forstår vigtigheden af et brud med tidligere dogmer, bør han snarest overlade roret til en anden, der ikke har samme blakkede fortid. Ellers er der en alvorlig risiko for at han kan blive en sten i skoen i forhold til det samarbejde mellem danske og amerikanske klimadiplomater. Det gnidningsfri samarbejde er helt afgørende for at sikre en god aftale i København i december 2009.
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, engelbrecht, fogh, folketing, klima, klimakonference, obama, politik, usa, valg
|
kommentarer (2)
30. Apr 2008 19:44, Benny-Engelbrecht

I dag besøgte Sønderborg byråd Christiansborg – et besøg der var arrangeret af de fire folketingsmedlemmer valgt i området, herunder undertegnede. Formålet var at sætte nogle af de aktuelle udfordringer Sønderborg har på den politiske dagsorden og det lykkedes.
Først og fremmest er det klimaudfordringen og de mange initiativer Sønderborg Kommune har i den forbindelse, der blev sat på den politiske dagsorden. Det skete via møder med blandt andre finansminister Lars Løkke Rasmussen der midt i den travle politiske hverdag på Christiansborg havde afset en lille time til debat med byrådet. Af respekt for den politiske drøftelse der foregik for lukkede døre vil jeg ikke refererer fra dette møde, men blot konstatere at der blev ført en meget åbenhjertig og ærlig dialog og der blev lyttet til de argumenter det samlede byråd i Sønderborg fremførte om det problem at kommunernes anlægsloft betyder at Sønderborg ikke kan komme i gang med investeringer i energibesparelse. En udfordring som også andre kommuner har for tiden.
Det 6 timer lange og meget pressede program omfattede i øvrigt møder med sundhedsministeren, en række af de kommunalpolitiske ordførere, et frokostmøde med de lokale MF’ere og et tema om FNs klimakonference i København i 2009.
Endelig blev udnævnelsen af Sønderborg som klimakommune afviklet ved en højtidelighed hvor repræsentanter for Danmarks Naturfredningsforening mødte frem.
Alt i alt blev det en rigtig god dag for Sønderborg og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke både byrådet for at have afsat tid til besøget, for det flotte fremmøde og til mine ”kolleger” i de andre partier, Jørn Dohrmann (DF), Jesper Petersen (SF) og Ellen Trane Nørby (V), for deres indsats med at sætte programmet sammen.
Allerede mandag skal vi fire i øvrigt mødes igen – denne gang i Sønderborg til kvartalsmøde med borgmesteren på Sønderjyllands Kunstskole. Her skal vi blandt andet høre om skolens fremtidsplaner og på et efterfølgende møde med borgmesteren drøfte hvordan vi følger op på dagens besøg.
www.benny-engelbrecht.dk
anlaegsloft, benny engelbrecht, borgmester, byrad, christiansborg, danmarks naturfredningsforening, engelbrecht, fn, folketing, folketinget, klima, klimakommune, klimakonference, klimaudfordring, lars lokke, mf, miljo, prokopek, sonderborg, sonderjylland
|
kommentarer (0)
28. Mar 2008 09:29, Benny-Engelbrecht
I morgen, lørdag den 29. marts, slukkes lyset verden over, som en del af en den globale kampagne ”Earth Hour”. Der har været rejst kritik af virkningen af kampagnen – og isoleret set kan det være rigtigt at der ikke er nogen CO2-gevinst hvis man slukke det elektriske lys og tænder stearinlys i stedet. Ikke desto mindre er der god grund til at tage del i kampagnen alligevel.
Når vi alle slukker lyset er det nemlig et tegn på en fælles holdning kloden over – og det er det væsentlige i forslaget.
Min opfordring skal derfor være at tage aktivt del. Sluk lyset, tag til et fælles arrangement eller gå en tur i naturen og nyd nattehimlen, hvis ellers det er skyfrit.
Hvis du som jeg bor i Sønderborg Kommune, kan du læse mere om hvad der sker i Sønderborg her.
Læs også omtale på Politiken.
Tilføjelse: Desværre ser det ud til at det ikke er mange der vil bakke op lørdag aften. Det er synd for det gode initiativ, der jo først og fremmest handler om at vise at vi har de samme bekymringer verden over.
benny engelbrecht, co2, earth hour, engelbrecht, folketing, folketinget, klima, medie, politik, politiken, sluk lyset, sonderborg
|
kommentarer (3)
12. Mar 2008 12:42, Benny-Engelbrecht
Det kan siges helt lakonisk: Danmark er blevet rigere, men væksten er ikke slået igennem på investeringerne i natur og miljø. Konklusionen kan findes i et digert værk af en rapport fra det Miljøøkonomiske Råd. Rapporten er den første fra det nyetablerede råd. Rapporten vil i øvrigt til september blive fulgt op af en konference.
Den nye rapport lægger sig fint i forlængelse af tre tidligere rapporter, der ligeledes peger på den ringe indsats på miljøområdet. Miljøvismandsrapporten konkluderer kort sagt, at dansk miljø og naturpolitik står i stampe, at der mangler fremadrettet handling, og at vidensgrundlaget er for dårligt. Dermed er konklusionerne i overensstemmelse med tidligere miljørapporter fra OECD, Ingeniørforeningen og Danmarks Miljøundersøgelser.
Den undrende offentlighed har igen og igen fået tudet ørene fulde fra regeringen med statsministeren i spidsen med sætningen: ”Ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik.”
Med den nu fjerde rapport der udstiller regeringens mangelfulde indsats, kan man sige ”ikke et pip, ikke et blop, ikke et kvæk støtter regeringens miljøpolitik.”
I den kommende tid vil socialdemokraterne fremlægge en række konkrete forslag til forbedring af miljøet. Det bliver spændende at se om regeringen vil være parat til at støtte disse forslag når de behandles i folketingssalen, eller om det igen bliver ved den varme luft.
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, danmark, engelbrecht, folketinget, fro, fugl, klima, miljo, miljoindsats, oecd, politik, rapport, regering, socialdemokraterne, statsminister
|
kommentarer (0)
23. Feb 2008 09:25, Benny-Engelbrecht
Torsdag indgik de fleste partier i Folketinget forlig på energiområdet, et forlig der er godt for Danmark, men desværre indeholder en skuffelse for Sønderborg og andre kommuner der har arbejdet på at blive udpeget som energiby. Der er nemlig ikke afsat en pulje særskilt til udpegelse af energibyer i forbindelse med FNs klimakonference i Danmark i 2009.
Jeg har været en meget varm fortaler for at der afsættes midler til energibyer, for erfaringen viser at selv beskedne offentlige midler kan skubbe en god udvikling i gang. Det viser Sønderborg Kommunes investering i det ambitiøse Project ZERO, der har en række private investorer som aktive medspillere. Project ZERO har til formål at nedbringe den samlede udledning af CO2 i Sønderborg til et minimum inden 2029. Dermed placerer Sønderborg sig i verdenseliten af byer, med planer om CO2-nedbringelser.
At det ikke lykkedes at få afsat en mindre bevilling til energibyer skyldes desværre manglende vilje hos regeringspartierne og det må jeg erkende skuffer mig. Min partifælle Kim Mortensen gav i august et meget klart tilsagn om at arbejde for midler til energibyerne – og til det sidste holdt han spørgsmålet inde i forhandlingerne. Det fortjener stor ros!
Til gengæld er jeg skuffet over de borgerlige politikere der har udtalt sig positivt om energibyer, men som ikke kunne levere varen da det kom til stykket. Peter Christensen (V) skriver et begejstret indlæg om energiaftalen i gårsdagens udgave af dagbladet JydskeVestkysten, men fra ham var der altså ingen støtte til udpegelse af energibyer, selvom han sad med ved forhandlingsbordet. I november udtalte Ellen Trane Nørby (V) til samme avis: ”Det er min opfattelse, at der er bred politisk opbakning til at udpege energibyer. Vi presser på alt det vi kan.” Siden november er den brede opbakning tilsyneladende forsvundet som dug for solen, selvom Nørby selv har plads i energiudvalget.
”Stopper alt så nu?” Kan man spørge. Det kan heldigvis afvises, for ventetiden, mens energiaftalen har ventet og ventet er ikke blevet spildt.
Jeg må konstatere at den strategi Sønderborg har valgt var rigtig, for ganske vist er der ikke kommet penge fra staten, sådan som man havde håbet på, men man har ikke ladet sagen ligge død, mens man ventede. Senest meldte Nordea sig som deltager i projektet med en sum på 10 millioner kroner – og det altså uden statslig opbakning. Selv hvis det forslag jeg lancerede i valgkampen om en samlet pulje på 25 millioner over to år var blevet til virkelighed, havde et bidrag fra staten været beskedent i forhold til de private bidrag der er kommet til Sønderborg. En officiel udpegelse havde helt sikkert været gavnlig – en formel blåstempling kan man sige. Alligevel kan skuffelsen over den manglende opbakning til de lokale initiativer ikke bremse hverken Sønderborg eller de andre kandidater der har arbejdet intensivt med klimaudfordringen frem mod FN konferencen næste år.
Hidtil har fire byer meldt sig som kandidater til energiby
- Sønderborg Kommune, der vil gøre hele Sønderborg-området CO2-neutralt i 2029
- Skive der har bevilget to mio. kroner til - i samarbejde med en række lokale virksomheder - at udforme oplægget til hvordan Skive bliver CO2-neutral 2029
- Frederikshavn der vil være 100 pct. vedvarende energiby i 2015, således at al el, varme og transport-energi kommer fra vedvarende energi.
- Lolland Kommune der blandt andet har som mål, at 90 procent af de offentlige og private bygninger i 2015 skal opvarmes med vedvarende energi
Den næste udfordring bliver at placere Sønderborgs Project ZERO centralt i forhold til klimakonference i 2009, for eksempel ved at lade Sønderborg være vært ved dele af de for-arrangementer der helt sikkert vil foregå i Danmark i løbet af 2009. Det arbejde vil jeg fortsat tage aktivt del i.
Det skal for fuldstædigheden nævnes at der er mulighed for at søge midler til specifikke projekter under den særlige EUDP pulje – dette er dog en mulighed der hele tiden har eksisteret.
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, energi, energiby, engelbrecht, folketing, folketinget, kim mortensen, klima, miljo, politik, project zero, socialdemokraterne, sonderborg, vindmolle
|
kommentarer (0)
8. Dec 2007 17:42, Benny-Engelbrecht
De igangværende klimaforhandlinger på Bali kan meget vel komme til at blive vendepunktet i kampen mod global opvarmning. For første gang peges der på at det er de rige lande der skal gå foran i reduktionerne af CO2 udslip, mens de fattige lande skal holde deres udslip uændret.
Reelt vil det betyde at Danmark skal fordoble sin 2020 målsætning, fra regeringens mål om 20 % til en reduktion med udgangspunkt i Bali-udspillet på 40 %. Det er endda længere end den danske regering har været villig til at strække sig tidligere, så jeg håber at den danske delegation på Bali – og ikke mindst EU's delegation med min partifælle Dan Jørgensen i forhandlingsdelegationen – nu holder fast og ikke begynder at ryste på hånden.
Helt afgørende er det naturligvis at vi får alle de store lande med – især USA er en udfordring i den sammenhæng.
Målsætningen om 40 % reduktion i de rige lande er at finde i et udkast til sluterklæring. Udkastet er udarbejdet af delegerede fra tre lande - Indonesien, Australien, Sydafrika - forud for den afgørende uge med drøftelser for repræsentanter for de 190 lande. Dokumentet på fire sider fungerer som en uforpligtende vejledning for forhandlerne på mødets sidste dage, hvor landenes miljø- og klimaministre er til stede.
Formålet med klimamødet på Bali er at begynde at tegne omridset af en ny klimatraktat, som kan afløse Kyoto Protokollen efter 2012. Planen er, at forhandlingerne om en ny traktat bliver færdiggjort med succes på klimatopmødet i København i december 2009.
På mandag skal de delegerede på topmødet på Bali komme med reaktioner på udspillet – vi afventer spændt!
www.benny-engelbrecht.dk
bali, benny engelbrecht, co2, dan jorgensen, danmark, engelbrecht, eu, fn, global opvarmning, klima, klimakonference, kyoto protokol, politik, reduktion, socialdemokraterne, un, usa
|
kommentarer (4)
5. Dec 2007 22:52, Benny-Engelbrecht
I næste uge indleder politikere fra hele verden FNs Klimatopmøde på Bali. Et af de konkrete eksempler der vil komme med i de mange diskussioner, er Sønderborgs ambitiøse Project ZERO.
Det er min partifælle Kim Mortensen - tidligere energiordfører, nu europaordfører - der deltager i den danske delegation på FN topmødet og som tager det gode budskab om Sønderborgs tiltag med.
Læs mere på DR Syds hjemmeside...
www.benny-engelbrecht.dk
bali, benny engelbrecht, co2, co2 neutral, dr syd, engelbrecht, fn, kim mortensen, klima, klimatopmode, politik, project zero, socialdemokraterne, sonderborg, un
|
kommentarer (0)
27. Nov 2007 12:30, Benny-Engelbrecht
Hvis varme ord var nok til at skabe global opvarmning ville den danske regerings megen snak om klimaforpligtelserne alene have smeltet polerne, men varm snak gør det jo ikke alene. Der mangler ganske enkelt handling. Jeg frygter at selvom statsministeren i dag i sin åbningstale slog fast at klimaspørgsmålet er det vigtigste indsatsområde for regeringens arbejde, så bliver det ved den snak man har været så god til i de forgangne år.
Der er nedsat et egentligt klimaministerium, men meget tyder på at det bliver mere af navn end af gavn at det kan kaldes et superministerium. Jeg vil dog lade tvivlen kommer regeringen til gode. Nu skal der skabes resultater – det kan simpelthen ikke vente længere. Men jeg giver ikke meget friplads. Hvis der ikke sættes gang i et konstruktivt arbejde nu, så skal det påtales og udstilles.
Blot for at understrege hvor hul den hidtidige politik på området har været, viser nye tal fra EU-kommissionen, der offentliggøres senere i dag, at Danmark, på linie med Spanien og Italien, ikke når de mål vi har forpligtet os til i Kyoto-aftalen.
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, engelbrecht, folketing, global opvarmning, klima, klimaministerium, politik, regering, socialdemokraterne, statsminister, tale
|
kommentarer (1)
10. Nov 2007 08:48, Benny-Engelbrecht
Med næsten stik modsat rettede meningsmålinger - én der giver en ny VKO-regering og en der giver næsten rent rødt flertal, er det tydeligt at meningsmålinger med den intensitet vi har oplevet i denne valgkamp, er fuldstændig ubrugelige. For min skyld kunne vi sagtens forbyde dem, som flere valgforskere har foreslået.
Nu får vælgerne ordet. Nu kan de vælge selv, om de foretrækker flere skattesænkninger til de velhavende, øget social ulighed og en ringere offentlig service. Nu kan vælgerne tage stilling til, om den udslidte gamle regering skal fortsætte sin kurs ud i sumpen, eller om man vil have fornyelse på trygge vilkår.
Det er ikke længere meningsmålinger og professionelle meningsdannere der skal tolke - det er den enkelte vælger der fælder dommen.
Man må nu stille sig selv spørgsmålene: Kan jeg stole på en Fogh, der i seks år har ført blokpolitik sammen med det yderste højre? Kan jeg stole på en Fogh, der først elskede minimalstaten, og nu åbenbart elsker velfærdssamfundets offentlige sektor? Kan jeg stole på en Fogh, som først fyrede alle ”smagsdommerne” – og derefter har ansat et rekordstort antal spindoktorer og nedsat flere råd og nævn end dem, han først nedlagde? Kan jeg stole på en Fogh som først skar milliarder i miljøpolitikken – for nu at gå i spidsen mod klimaforandringerne? Kan jeg stole på en Fogh, der har ladet afviste irakere sidde i Sandholm og andre steder i årevis – men som nu pludselig vil lade dem bo uden for asylcentrene?
Eller kan jeg stole på Socialdemokraterne, når de vil sætte den fælles velfærd over skattesænkninger til de velhavende? Når Socialdemokraterne vil bruge den hovedløse skattelettelse på ti milliarder kroner til samfundets bedststillede til den fælles velfærd? Når Socialdemokraterne garanterer en stram økonomisk politik, der skal få flere sluset ind på arbejdsmarkedet? Når Socialdemokraterne garanterer, at der skal føres en stram, men retfærdig udlændingepolitik?
Vi kender godt svaret. Og flertallet af vælgerne vil give os ret den 13. november.
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, blokpolitik, engelbrecht, fogh, folketingsvalg, folketingsvalg 2007, helle, klima, meningsmaling, miljo, regering, socialdemokraterne, vaelgere, valgkamp
|
kommentarer (0)
31. Oct 2007 23:59, Benny-Engelbrecht
Her til aften var jeg ordstyrer på et debatarrangement i forbindelse med Klimakaravanens besøg i Sønderborg. Et panel af unge lavede oplæg til paneldeltagerne med forslag der efterfølgende blev debatteret.
Det var utroligt at opleve den gejst de 20 unge kløede på med. En stor tak til jer alle for jeres indsats og til Eckersberg Friskole for at fremragende arrangement.
Det var skønt for det mest af en enkelt dag, at lægge valgkampen lidt til side og dog arbejde med et meget vigtigt politisk spørgsmål.
Jeg vil benytte mig at Ungdomsklimapanelet i tiden fremover, når klimaspørgsmål skal debatteres.
Jeg vil sørge for at yderligere information om arrangementet og link til en film fra dagens arbejde vil blive tilgængeligt på denne side i løbet af kort tid.
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, blans, engelbrecht, folketingsvalg, folketingsvalg 2007, klima, klimakaravanen, miljo, politik, skole, valgkamp
|
kommentarer (1)
26. Oct 2007 07:28, Benny-Engelbrecht
Klimakaravanen besøger på onsdag Sønderborg Kommune, nærmere bestemt Eckersberg Friskole i Blans. Her kommer 350 folkeskoleelever fra skoler over hele kommunen, for at lære mere om klima, miljøteknologier og CO2 udslip. Arrangementet er Venstres Ellen Trane Nørby og jeg, der jo er socialdemokrat og ligeledes er midt i en folketingsvalgkamp, en del af. Vi har dog valgt ikke at aflyse klimakaravanens besøg, til trods for at det ikke handler om valgkamp - det er sagen simpelthen for vigtig til.
Derfor sidder jeg i dag fra 13 - 15 på rådhuset i Sønderborg til møde med Sønderborg kommende ungdomsklimapanel. Min opgave er at hjælpe dem i dag og på onsdag, med at formulere de emner der onsdag aften skal debatteres med et panel bestående af blandt andre borgmester Jan Prokopek Jensen og Ellen. Desuden kommer en række eksperter.
Formålet er at sætte fokus på hver enkelts energiforbrug, hvor vi kan spare og hvordan vi kan skabe et bæredygtigt samfund. Opgaven er utrolig spændende og der vil virkelig blive lyttet til elevernes holdninger.
Læs mere om Klimakaravanen på www.klimakaravanen.dk
Karavenens besøg i Sønderborg er støttet af Project ZERO
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, borgmester, ellen trane norby, engelbrecht, klima, klimakaravanen, miljo, politik, project zero, radhus, socialdemokraterne, sonderborg, valgkamp
|
kommentarer (0)
8. Sep 2007 19:01, Benny-Engelbrecht
Her gengives Benny Engelbrechts tale til den socialdemokratiske kongres i Aalborg. Det talte ord gælder.
Kære Helle, kære Mona Sahlin.
Tak fordi I sætter klimaspørgsmålet så tydeligt på vores politiske dagsorden. Jeg vil gerne supplere med et lille eventyr:
Der var engang en statsminister der skar i bevillingerne til miljøet. En statsminister der afskyede rådgivere, men alligevel fandt millioner til hans gode ven Bjørn, der skulle fortælle danskerne at det med klimaforandringer – det skulle de overhovedet ikke bekymre sig om.
Men så en skønne dag kom statsministeren på nye tanker, for han havde læst i en meningsmåling at danskerne ikke var blevet overbevist af hans ven Bjørn. Så han inviterede sin nabo Merkel til Grønland hvor de så på smeltende isbjerge – og så håbede statsministeren at danskerne ville glemme alt om at han intet havde gjort for miljøet i fem år.
Men kære venner – sådan ender eventyret altså ikke. Anders Fogh Rasmussen kan ikke spinne sig ud af sit Lomborg-eventyr. Han kan ikke slippe udenom fem år som klimaskeptiker. Miljø- og klimaspørgsmålet bliver ikke et eventyr med Fogh, men et mareridt.
Det kan godt være Danmark har en borgerlig-liberal regering, men det betyder ikke at erhvervslivet får antydningen af hjælp derfra. Det er os socialdemokrater der er miljø-industriens bedste venner. Vi forstår nemlig at der skal satses bredt. Der skal investeres i nye typer vindmøller, bølgeenergi, solceller og intelligent energihåndtering. Nye teknologier der skal prøves af i stor størrelse.
Et glimrende eksempel findes i min kommune Sønderborg, der med en visionær socialdemokratisk borgmester i spidsen har sat sig for at blive Europas første CO2 neutrale by.
Med 76.000 indbyggere er det ikke en helt enkel opgave.
Heldigvis har vi virksomheder i verdenseliten i ryggen – og som Danfoss direktør Jørgen Mads Clausen siger, så er der mindst 5.000 højtuddannede arbejdspladser i det i Region Syddanmark.
Sønderborg er et godt eksempel på at vi socialdemokrater ikke har berøringsangst overfor erhvervslivet. Vi ved at hvis Danmark skal have succes kræver det gode vilkår for innovative virksomheder. Fremtidens velfærd skal sikres gennem investeringer. Investeringer der både giver vores erhvervsliv succes og løser verdens klimaproblemer samtidig.
Foghs klimamareridt skal have en ende. Da han overtog regeringsmagten var Danmark i førertrøjen indenfor miljøteknologi – i dag kæmper vi for at hænge på i enden af hovedfeltet.
Vi vil gøre det meget bedre!
Fodnote: Efter mit indlæg, kom tidligere trafikminister J. K. Hansen - dengang selv valgt i Sønderborg - hen til mig og trykkede mig i hånden, som tak for en god tale. I min næve lå nu en blank 10-krone. Det er en af den slags oplevelser der luner en relativ ny politiker.
www.benny-engelbrecht.dk
aalborg, benny engelbrecht, co2, danfoss, energi, engelbrecht, helle, klima, kongres, lomborg, miljo, partipolitik, politik, prokopek, sahlin, socialdemokraterne, socialdemokratiet, solcelle, sonderborg, sonderjylland
|
kommentarer (0)
28. Aug 2007 18:00, Benny-Engelbrecht
Om to år bliver der trængsel i hovedstaden, når FNs klimatopmøde løber af stablen. Formålet er at forny den tidligere miljøaftale fra Kyoto. Statsministeren går nu ind for en ambitiøs politik forud for miljøtopmødet.
Betyder det så, at Fogh er blevet miljøbevidst?
Betyder det, at han er parat til at sløjfe de milliardbesparelser, hans regerings miljøministre har været pålagt siden 2001?
Nok ikke helt!
Vi er blot igen vidne til, at Fogh endnu engang har udskiftet ét sæt synspunkter med et andet.
Der er glædeligvis ingen grænse for, hvor højt VK-regeringen vil satse på klima, miljø og energi. Sloganet er "Mest miljø for pengene" - hvem kan være uenig i det? Hvis det altså holdt vand.
Vi har indtil nu oplevet massive nedskæringer på miljø- og energiområdet i løbet af fem år med Fogh ved roret - 5 år hvor Danmark er sakket bagud på miljø- og energiområdet. Statsministerens ændrede holdning må derfor tages som udtryk for at han for en enkelt gangs skyld erkender en fejl.
I Foghs første regeringsår blev Bjørn Lomborg udnævnt til den store miljøguru. Miljøministeren har dog kun brugt én eneste af guruens rapporter. Denne ene rapport har kostet skatteyderne 83 mio. kr. Det må vist kaldes "mindst muligt miljø for pengene".
For dette beløb kunne man gennem tilskudsordninger have etableret solcelleanlæg i størrelsesordenen 75 til 100 MW - og samtidig have understøttet en branche, der har brug for et hjemmemarked til udvikling af nye produkter.
Regeringen har det med at bruge penge to gange. Det skete også i foråret, da miljøministeren afsatte en halv milliard til en plan for vand- og naturgenopretning. Men regeringen har tidligere sparet mere end en halv milliard på det selv samme felt - samlet resultat: Et stort rundt nul.
Det står nu knivskarpt, at vandmiljøplan III fortsat er utilstrækkelig, at regeringens svar på udfordringerne er passivitet. Nedbrydningen af vandmiljøet ved de danske fjorde og kyster fortsætter med iltsvind, døde fisk og døde havbunde.
De nye højere miljøafgifter, som skal finansiere lavere top- og mellemskatter, er til grin. Hvor mange danske familier vil ændre adfærd i brugen af el, vand, varme og benzin for at spare 350 kr. om året?
Det er slet ikke tilstrækkeligt, hvis formålet er, at begrænse resurseforbruget og stoppe den globale opvarmning.
Naturligvis er det meget synligt, når Fogh og Hedegaard viser den tyske kansler og stribevis af US-senatorer rundt på den vigende grønlandske indlandsis og ved de smeltede bræer, men det er trods alt indsatsen på nationalt plan, der tæller.
Her har regeringens hidtidige indsats været til dumpekarakter. Det kan end ikke værtskabet for klimatopmødet 2009 rette op på.
Anders Fogh, må nu aktivt vise, at den nye miljøprofil er andet end varm ordgas. Det kan ske ved aktive og reelle investeringer i miljøteknologi, både i form af forskning og prøveanlæg i stor skala. Det gælder for eksempel for nye typer vindmøller, solcelleanlæg og bølgeenergianlæg.
Vi har brug for reelle tiltag og ikke kun Foghs valg-gas.
Dette indlæg er bragt i Jyllands-Posten.
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, debat, energi, engelbrecht, fogh, klima, medie, miljo, partipolitik, politik, socialdemokraterne
|
kommentarer (0)
21. Aug 2007 16:25, Benny-Engelbrecht
Der er nu kommet en officiel måling fra DMI på regnvejret i nat. 142 milllimeter på halvanden time, kom der i Fiskbæk, der ligger kort fra hvor vi bor.
Tilbage sidder jeg og er lidt chokeret endnu.
Der var en medarbejder fra kommunen forbi for at se på de skader der er på vejen ud for vores hus. Han rystede bare på hovedet. Der er intet at gøre, selvom vandet bliver ved med at komme løbende - det har det nu gjort i 17 timer...
Læs mere her: http://www.dmi.dk/dmi/142_millimeter_pa_halvanden_time
www.benny-engelbrecht.dk
adsbol, benny engelbrecht, engelbrecht, grasten, klima, regn, sonderborg, vand
|
kommentarer (0)
26. Jul 2007 09:34, Benny-Engelbrecht
Der er i denne sommer faldet 255 procent af den nedbør Danmark får på en normal sommer. Det har fået Danmarks Meteorologiske Institut til at konstatere, at det er regntid i Danmark. Samtidig har en rapport fra førende klimaeksperter slået fast at der er en direkte sammenhæng mellem de øgede regnmængder verden oplever og udledningen af CO2. Spørgsmålet man kan stille sig selv er om vi skal til at bygge dæmninger eller arker?
Sandheden er jo at uanset om vi så ændrer vores levevis her og nu, så vil det ikke ændrer de klimaudfordringer vi allerede står med. Vores indsats skal derfor være på to fronter: Den ene er at nedbringe mængden af CO2 der udledes til atmosfæren, den anden er at imødegå de problemer der vil opstå.
Vi behøver ikke at frygte oversvømmelser i Danmark, som følge af stigende vandstand i havet – i alt fald ikke på kort sigt. Derimod kan vi se at der er helt andre problemer med vand der skal løses her og nu. Vand der trænger op gennem kloakken i kældre har betydet at rigtig mange danskere er begyndt at investere i tilbageløbsventiler. Det er en ret overkommelig omkostning for den enkelte – og det vil sikkert blive et krav fra forsikringsselskabernes side i løbet af kort tid. Næste skridt er langt dyrere for samfundet, for i mange af landets kommuner halter investeringerne i kloaksystemerne bagefter. Det vil koster milliarder af kroner at sikre kloakker der kan klare de regnmængder der kan komme i fremtiden. De penge har kommunerne ikke i dag og det betyder at der enten skal findes statslige penge til området eller at den enkelte dansker skal betale mere i afgifter.
Det er på tide at den danske regering får udarbejdet en udgiftsanalyse, der viser hvad det vil koste direkte og indirekte at klimaet ændrer sig så dramatisk som det gør i disse år. Men det er jo ikke sikkert at den klimaskeptiske finansminister vil synes at det er en god idé.
ark, benny engelbrecht, co2, dmi, engelbrecht, klima, kloak, nedbor, politik, regn, regntid, socialdemokraterne, sommer, tv syd
|
kommentarer (1)
20. Jul 2007 06:34, Benny-Engelbrecht
Mange flere penge til forskning, mere frihed til universiteterne, uddannelse til langt flere og satsning på klima og miljøteknologier – det kunne næsten lyde som om Ny Alliance har kopieret store dele af deres udspil på forskningsområdet fra Socialdemokraterne. I alt fald har jeg svært ved at se hvordan det nystiftede parti, som vi nu så småt begynder at få sat en politisk profil på, kan få gennemført deres forslag med den nuværende regering.
På et andet område halter forslaget også gevaldigt. Ifølge Politiken vil NA øge forskningens bevillinger med 34 milliarder over de kommende otte år. Problemet er blot at partiet jo altså samtidig vil give massive, tilsyneladende ufinansierede, skattelettelser – og da partiet ikke samtidig prioriterer deres forslag er det vanskeligt at se hvor sandsynligt det er at dette bliver gennemført.
Grundlæggende har jeg været en varm fortaler for at øge investeringerne i forskning og uddannelse. Det er den bedste investering til at sikre fremtidens velfærd og når der er overskud i samfundet er det bedre at benytte en del af dette overskud på at investere i fremtiden, frem for at brænde pengene af på øget forbrug, der kan få hele økonomien til at koge over.
Jeg ser frem til at det bliver muligt at debattere med politik med officielle repræsentanter for partiet Ny Alliance i Sønderjylland. Jeg har forståelse for at partiet endnu mangler at organisere sig med folketingskandidater landet over – men når det er på plads stiller jeg gerne op til debatter. Her vil jeg blandt andet bede Ny Alliance redegøre for hvordan de vil prioritere deres politiske udspil. Er det for eksempel vigtigere at skaffe skattelettelser end at udvikle folkeskolen eller at øge forskningen.
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, engelbrecht, forskning, klima, ny alliance, partipolitik, politik, skat, socialdemokraterne, uddannelse
|
kommentarer (6)
27. Apr 2007 13:58, Benny-Engelbrecht
Det virker helt surrealistisk at det er blevet sommer i april. I går oplevede vi den første sommerdag med temperaturer over 25 graders Celcius. Meteorologerne spår at vi får badevandstemperaturer en måned før end normalt. Det er svært ikke at gå og være lidt glad i hovedet over det, men når man nu tænker lidt efter er det lidt skræmmende.
En af mine gode venner er netop vendt hjem fra Grønland. Her kan han berette om at fangerne der har levet af at fiske, har været nødt til at finde på andet at leve af. Den metode de har benyttet har gået ud på at spænde hundene for slæden, køre ud på isen og hakke hul, så de kan fiske. Det kan de ikke længere, for der har ikke været is i to år.
I morgen formiddag får Sønderborg besøg af EU-parlamentarikeren Dan Jørgensen. Han er næstformand i miljøudvalget og besøge os i forbindelse med forskningens døgn. I Sønderborg er temaet Klima og energihåndtering. Derfor er det helt naturligt at vi har valgt at invitere til et debatmøde med Dan på café Ib Rehné Cairo på Rådhustorvet i Sønderborg kl. 11:00 lørdag.
Der bliver tale om et afslappet møde - jeg har valgt at kalde det "stand-up politik", ikke fordi det er et underholdende tema vi skal have op og vende, men fordi politisk debat også gerne må være anderledes i formen.
Hvis vejret holder - som alt tyder på - bliver det i alt fald et varmt møde, muligvis lige så varmt som mit kontor.
Læs mere om Dan Jørgensen her...
Læs mere om Forskningens Døgn i Sønderborg her...
www.benny-engelbrecht.dk
dan, energi, engelbrecht, erhverv, investeringer, klima, politik, socialdemokraterne, varme
|
kommentarer (0)
19. Apr 2007 09:15, Benny-Engelbrecht
Vore nabolande ved det, USA ved det, fremtidens energi kommer ikke fra fossile brændstoffer. Det betyder, at den, der finder rentable løsninger via alternative energiformer, har muligheden for at udvikle en kæmpe industri.
Muligheden er der, for at Danmark kan blive en af verdens førende nationer på energiområdet og dermed opnå på alternativ energi, hvad Norge har opnået på olien.
I 1970erne var det mest langhårede hippier, der troede på vindmøller. I dag er vindmølleindustrien en milliardforretning, og virksomhedslederne har fundet ud af at indrette sig efter det. Imidlertid kan private investeringer ikke stå alene - for så bliver Danmark sejlet agterud.
Den danske regering taler varmt om investeringer i energiteknologi, men i praksis halter vi allerede efter. Over de kommende fire år er der som en del af Globaliseringspuljen afsat midler til det såkaldte Energipolitiske Udviklings- og Demonstrationsprogram. Desværre er rammerne for små til de store ambitioner, industrien allerede udviser.
På forhånd er der afsat en ramme til afgiftsfritagelse for brintteknologi og til udvikling af bioætanol, men der er langt flere projekter undervejs, der er lige så fornuftige at støtte. Det bør derfor allerede nu overvejes at udvide rammen - ikke ved at tage fra andre områder på forskningsområdet, men ved at tilføre helt nye midler. Betragt det som en investering.
Senest har energiminister Flemming Hansen afvist at øremærke midler til udviklingen af bølgekraftanlæg, til trods for at erhvervslivet med Danfoss-direktør Jørgen Mads Clausen i spidsen, har støttet udviklingen af bølgeenergi, og driftsklare anlæg er det næste skridt.
Med et historisk højt overskud på statens finanser virker det som særdeles dårligt købmandskab ikke at investere langt mere massivt i energiområdet. Naturligvis tager al udvikling af nye teknologier tid, men vi ved også, at sætter man sig for at fremme et bestemt område, kan det lade sig gøre at skabe enestående resultater. Offentlige investeringer i forskning - det viser erfaringen - bliver fulgt op af private investeringer.
Som da John F. Kennedy 25/5 1961 bad den amerikanske kongres om opbakning til at sætte en mand på Månen inden årtiets udgang, bør den danske regering sætte sig et langt mere ambitiøst mål på energiområdet. Når overskuddet i det danske samfund er til stede, er det at udvise rettidig omhu, hvis man investerer fornuftigt i fremtiden.
Dette blogindlæg er bragt som debatindlæg i Jyllands-Posten torsdag den 19. april 2007.
www.benny-engelbrecht.dk
danfoss, energi, engelbrecht, erhverv, investeringer, klima, politik, socialdemokraterne
|
kommentarer (0)
23. Mar 2007 15:25, Benny-Engelbrecht
Med nogle ganske få undtagelser er der bred opbakning til at Danmark gennemfører FNs store klimakonference i 2009. Det er en enestående chance for verden og for Danmark og i al sin enkelthed en opgave der er alt for vigtig til at køre partipolitik på.
Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg har store roser til Connie Hedegaard der tydeligvis har gjort en storartet indsats for at få konferencen til Danmark og vi bør alle glæde os over det resultat. På dette tidspunkt i et blogindlæg ville man forvente at jeg nu kom med en masse sætninger indledte med et "men". Det er imidlertid ikke tilfældet, for jeg ønsker ikke at nogen af de negative holdninger jeg har i forhold til den nuværende regering skal smitte af på min holdning til klimakonferencen.
I dag omtaler medierne da også en henvendelse fra min partifælle Svend Auken til Connie Hedegaard der foreslår borgfred om miljøtemaet, for at sikre arbejdsro frem til klimakonferencen, ikke kun med henblik på at have en positiv dansk politisk dialog, men også for at sikre regeringen i forhold til selve finansieringen af konferencen.
Hvad der ikke nævnes i medierne er naturligvis den bagtanke, at uanset hvad den siddende regering har planlagt at skulle fremlægge på konferencen, så vil der inden da skulle afholdes et folketingsvalg. Et valg der kan betyde at en socialdemokratisk regering skal overtage det forarbejde der gøres af den nuværende regering. Derfor er det klart at der må bygges på en så bred politisk platform som muligt.
Man kan lidt sammenligne situationen med den Anders Fogh Rasmussen var i umiddelbart efter at have overtaget regeringsmagten og skulle gennemføre det store EU-topmøde, hvor forarbejdet var udført af hans forgænger Poul Nyrup Rasmussen.
www.benny-engelbrecht.dk
auken, engelbrecht, fn, hedegaard, klima, klimakonference, miljo, politik, socialdemokraterne, un
|
kommentarer (0)