21. Oct 2008 12:22, Benny-Engelbrecht
I denne uge kan TV Syd, den regionale TV station i Syd- og Sønderjylland, fejre sit 25 års jubilæum. Det skal fejres. Først og fremmest fordi stationen har formået at fastholde et stort folkeligt engagement – og netop det folkelige engagement er i virkeligheden nok en forklaring på at ikke blot TV Syd eksisterer i dag, men at alle TV2s regioner eksisterer.
Når de regionale stationer tager udgangspunkt i de regionale nyheder og begivenheder bliver det ganske enkelt langt mere vedkommende for seerne end de nationale udsendelser – og for syd- og sønderjyderne der har været godt vant med lokal nyhedsdækning gennem årene, er de lokale vinkler måske endnu stærkere end i andre dele af landet.
Jeg skal ydmygt stille mig i rækken af gratulanter der hylder stationen der nu om dage har studier i Kolding, ikke mindst fordi man er meget dygtig til at talentudvikle. Det mest kendte eksempel er vel den tidligere nyhedsvært på TV2 Nyhederne, nu chefredaktør for det andet store regionale medie JydskeVestkysten Mikael Kamber. Men når man ser ned over listen af nuværende værter og journalister på TV Syd, er der rigtig mange stærke kort, der formår at levere det stationens seere sætter pris på: Troværdigt og imødekommende TV, med et naturligt smil.
Jeg har haft den fornøjelse at aflægge TV Syd en del besøg og det slår mig altid at der er en meget afslappet atmosfære på stedet. Jeg vil meget nødigt hænge noget medie i Danmark ud, men lad mig blot sige at der ikke er antydningen af selvfedhed på TV Syds redaktion. Jeg tror ganske ærligt at det er ligegyldigt om det var fru Petersen fra Broager eller statsministeren der trådte ind af døren, så blev de behandlet ens.
Fra næste år vil TV2s regioner få udvidet deres sendetid, når det digitale sendenet er på plads. Det vil helt sikkert give endnu mere godt TV, men det undrer mig meget at TV2 ikke bedre har formået at udnytte deres regionale udsendelser. Foruden TV2s hovedkanal der sender i døgndrift, har TV2 hele tre landsdækkende kanaler med Zulu, News og Charlie. Og til trods for de mange sendetimer har man ikke valgt at bringe sammendrag af de regionale TV-stationers programmer noget sted i sendefladen. Jeg følger via nettet, lidt med i hvad der sker i regionerne, ikke blot på TV Syd. Og der er altså rigtig meget godt at komme efter, så en daglig udsendelse med højdepunkter fra regionernes udsendelser ville klæde TV2s sendeflade.
Og ja, det tør jeg godt foreslå, selvom vi politikere jo ikke skal blande os i programpolitikken på public service kanalerne.
TV Syd var bølgebryder for de regionale tv-stationer da stationen startede for 25 år siden med en udsendelse på DR. Siden flyttede man så med til TV2. Jeg er sikker på at regionerne er en væsentlig styrke for TV2 – måske mere end stationen selv er klar over. Jeg håber at ikke blot TV Syd, men alle regionerne i fremtiden kan blive styrket med udvidet sendetid, udover den time man får ekstra næste år. Det fortjener seerne der helt afgjort ønsker den lokale dækning.
Tilbage er blot at ønske TV Syd held og lykke med de kommende 25 år.
Se også den videohilsen jeg har sendt TV Syd forud for deres jubilæumsreception i morgen...
www.benny-engelbrecht.dk
25, 25 ars jubilaeum, benny engelbrecht, blog, engelbrecht, fjernsyn, kamber, kolding, politik, regional tv, socialdemokraterne, sydjylland, tv, tv2, tvsyd, video
|
kommentarer (1)
6. Aug 2008 10:03, Benny-Engelbrecht
DSB kan i dag fortælle at antallet af togpassagerer i Syd- og Sønderjylland er i kraftig vækst. Det er strækningerne Kolding – Esbjerg og Kolding – Sønderborg/Padborg der trækker folk fra vej til skinner og det til trods for at der ikke er hverken bedre service eller oftere afgange. Selv mener DSBs regionschef at noget af forklaringen skal findes i prisen på benzin, der får folk til at fravælge bilen.
Uanset hvad årsagen er, er jeg glad for at den kollektive trafik er i fremgang og det understreger for mig vigtigheden af at vi også fremover får styrket togforbindelserne i det sydlige Danmark. Fortsætter fremgangen i passagerer er jeg sikker på at der vil være god fornuft i at intensivere antallet af afgange til og fra Esbjerg og Sønderborg. Jeg har tidligere fremhævet nødvendigheden i halvtimesdrift i Esbjerg og timedrift i Sønderborg, men der er en række forudsætninger der skal opfyldes for at det kan lade sig gøre.
En af forudsætningerne er færdiggørelsen af dobbeltsport fra Kolding til grænsen. På strækningerne fra Vamdrup til Vojens og fra Tinglev til Padborg er der i dag kun enkeltspor. Det betyder at kapaciteten ned gennem det sydlige Jylland er meget lille. Samtidig skal DSBs problemer med materiel løses hurtigst muligt – ikke for kun for det sydlige Jyllands skyld, men for hele landet. Både IC2 og IC4 togsættene er meget forsinkede fra den italienske producent og ganske vist skal vi om 14 dage have en opdatering af situationen når trafikudvalget besøger DSB, men vi skal være forberedt på at finde løsninger hurtigere end det de italienske leverandører kan præstere.
I det længere perspektiv er det dog nok så væsentligt at vi ikke bare lave hul-lapning i det sydlige Jylland. Danmark har brug for et generelt løft til jernbanen. Hastighederne skal op, servicen skal være bedre og naturligvis skal toget køre til tiden. Intet af det kan ske uden at vi giver hele området et løft. Det bliver en spændende udfordring når vi i dette efterår skal forhandle en langsigtet investeringsplan på trafikområdet.
Læs mere om de stigende passagertal i Syd- og Sønderjylland hos DR Syd...
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, benzin, benzinpriser, dsb, engelbrecht, esbjerg, folketing, jernbane, kolding, padborg, politik, socialdemokraterne, sonderborg, sonderjylland, tinglev, tog, trafik, vamdrup, vojens
|
kommentarer (0)
28. May 2008 17:07, Benny-Engelbrecht
Sagen om det manglende dobbeltspor i Sydjylland er ikke glemt. Tidligere på måneden stemte et flertal bestående af Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti godt nok et beslutningsforslag ned, der handlede om netop dobbeltsporet, men der er nu tegn i sol og måne på, at det kan komme med i efterårets investeringsplan.
I går meldte Venstres formand for trafikudvalget ret klart ud i DR Syd - og det fik dobbeltsporets varmeste fortalere på banen. SFs Jesper Petersen og jeg, der begge er valgt i Sønderborg, valgte at udsende nedenstående fælles pressemeddelelse som reaktion på støtten til det sydjyske dobbeltspor.
Tilfredshed med dobbeltspor
I det daglige kalder de sig i spøg dræsinebanden, SF’eren Jesper Petersen og socialdemokraten Benny Engelbrecht, fordi de sammen har kæmpet for at det sydjyske dobbeltspor skal færdiggøres. Og i dag er de to ekstra glade, efter formanden for folketingets trafikudvalg Flemming Damgaard Larsen, har udtalt at han regner med at dobbeltsporet bliver en del af den trafikaftale der skal på plads i løbet af efteråret.
- Vi er meget tilfredse med den melding Venstres formand for trafikudvalget er kommet med i dag. Endelige lever de borgerlige op til de løfter de selv har givet, men aldrig ført ud i livet. Vi har ventet på det forsinkede dobbeltspor i 15 år. Nu skal det være, siger Jesper Petersen.
Udtalelserne er faldet til DR Syd og her understreger Flemming Damgaard Larsen, at det er hans personlige mening, at dobbeltsporet kan anlægges inden for få år.
- Det manglende spor mellem Vamdrup og Vojens er en af de største flaskehalse på det danske banenet, det understreger også infrastrukturkommissionen. Det er ikke blot en investering der er nødvendig for Sydjylland, men også for sammenhængen mellem Danmark og Tyskland, siger Benny Engelbrecht.
Tidligere på måneden blev et beslutningsforslag om færdiggørelse af det sydjyske dobbeltspor nedstemt af et flertal bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, dobbeltspor, dr, dr syd, draesinebande, engelbrecht, folketing, folketinget, formand, jesper petersen, kolding, medie, politik, sf, socialdemokraterne, sonderborg, sonderjylland, sydjylland, trafik, trafikudvalget, vamdrup, vojens
|
kommentarer (2)
28. Jan 2008 09:50, Benny-Engelbrecht
Folketinget tager i dette forår stilling til et beslutningsforslag om etablering af et dobbeltspor på strækningerne Vamdrup – Vojens og Tinglev – Padborg.
I valgkampen var de borgerlige politikere ude med store løfter. Disse løfter blev hurtigt gjort til skamme af den konservative trafikordfører Henriette Kjær. Fra Folketingets talerstol den 22/1 lød det fra hende ”Det er meget, meget dyrt”. Samtidig afviste også Venstre og Dansk Folkeparti, at træffe beslutning nu. Sagen skal ifølge dem inddrages i en kommende investeringsplan. Der er ingen garanti for, at det vil betyde en løsning på den flaskehals, der eksisterer på den sydjyske jernbanestrækning.
Det betyder, at beslutningen i praksis udskudt på ubestemt tid.
Venstre gruppeformand, skrev den 31. december 2007 i JydskeVestkysten: ”Jeg mener, at vi skal udvide jernbanenettet, bl.a. ved at etablere et dobbeltspor mellem Vojens og Vamdrup.”
Jeg håber, at de vælgere, der satte deres kryds ved Hans Christian Schmidt og andre borgerlige politikere, der afgav løfter om dobbeltspor, vil holde dem fast på, at løfterne også udmøntes i handling.
Jeg skal ikke pege fingre. Mit ærinde er, at sikre Sønderjylland en løsning på et alvorligt kapacitetsproblem. En løsning der i mere end et årti har været undervejs. Jeg må desværre konstatere, at der ikke længere er den vilje til at sikre en løsning, som jeg havde en forventning om efter valgkampens løfter.
Jeg vil derfor blive ved med at minde de lokale politikere fra Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre om deres løfter, indtil en beslutning om et sydjysk dobbeltspor er truffet i Folketinget.
Dette indlæg er bragt i dagbladet JydskeVestkysten i dag.
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, dobbeltspor, engelbrecht, folketing, jernbane, kolding, padborg, politik, socialdemokraterne, sonderborg, sydjylland, tinglev, tog, trafik, vamdrup, vojens
|
kommentarer (0)
2. Nov 2007 05:17, Benny-Engelbrecht
Der er fundet en løsning i forhold til fremtidens sygehusvæsen i Region Syddanmark. Jeg vil ikke kommentere på de rygter der er i dagens aviser, men blot bekræfte at der er fundet en løsning.
Jeg vil skrive yderligere om den seneste udvikling i sagen om Sønderborg Sygehus, når forliget om sygehusvæsenet er blevet offentliggjort i eftermiddag.
www.benny-engelbrecht.dk
aabenraa, akutsygehus, benny engelbrecht, engelbrecht, esbjerg, folketingsvalg, folketingsvalg 2007, kolding, odense, politik, poul-erik svendsen, region syddanmark, socialdemokraterne, sonderborg, sonderborg sygehus, sundhed, valgkamp, vejle
|
kommentarer (1)
22. Oct 2007 07:11, Benny-Engelbrecht
I dagens udgave af dagbladet JydskeVestkysten skriver Kirsten Lund Hansen og Poul-Erik Thomsen en helsides analyse af situationen omkring fremtidens akutsygehuse i Region Syddanmark. Hovedvægten er lagt på spørgsmålet om det skal være Vejle eller Kolding og om det skal være Sønderborg eller Aabenraa der skal være akutsygehuse i den østlige del af Jylland. Langt hen ad vejen er analysen grundig og sober, men et meget væsentligt punkt mangler – mere om det senere.
De to journalister slår nemlig grundlæggende fast at udover de rammer der er udstukket af regeringen er der en ”sygehusgrundlov”, som de benævner den. En ”sygehusgrundlov” der er udstukket af befolkningen ”hvor der i dag er et stort flertal, der går ind for, at kvalitet er vigtigere end nærhed,” som de to skriver.
I den sammenhæng er det yderst interessant at gennemgå de mange debatindlæg, der har været fremme i hele perioden op til den forestående afgørelse. Næsten alt handler om geografi, placering og nærhed, mens det er mere sjældent at opleve de mere faglige argumenter.
I Hansen og Thomsens analyse slås det derefter fast at: ”Sønderjylland er den største bidragyder til sygehusdramaet. Selvfølgelig er der en chance for, at ét sygehus bliver den store vinder, men der er også en risiko for, at Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Tønder alle ender som tabere. Ikke her og nu, men om ganske få år.”
Når dette argument fremdrages, med klart sigte til Sønderborg Sygehus, som nogle frygter ikke er en fremtidssikret løsning, mangler jeg et meget væsentligt argument, som også tidligere er fremdraget på denne weblog. Hvis en afgørelse skulle falde ud til fordel for Aabenraa Sygehus, vil den tid der går mellem afgørelsen bliver truffet og til et nyt sygehus er parat til at overtage de mange medarbejdere der skal flytte arbejdsplads, betyde at mange helt vil forlade det sønderjyske sygehusvæsen. Det vil reelt betyde at Sønderjylland vil være stillet langt ringere end i dag i en 10 – 15 års periode.
Gennem flere uger har vi oplevet JydskeVestkysten fremdrage spørgsmålet om afstand optagegrundlaget i Sønderjylland i sygehusdebatten. Her er det interessant at opleve JydskeVestkystens lokalredaktør i Sønderborg, Steen Christensen, der i gårsdagens avis havde en egen kommentar til det emne. Her konkluderer han meget kontant: ”Jeg ved, det er rigtigt, at afstandene intet betyder. Jeg har været til behandling på Odense Universitets Hospital i hvert fald 10-12 gange det seneste halve år. Og jeg er glad for mit dygtige team i Odense – og tilbringer gerne timer i kø på motorvejen hen over Fyn for at få den bedste behandling. Så altså – om den halve time ekstra på vejen: Hvis I vil tages alvorligt, så drop det argument.”
Afslutningsvis må jeg konstatere at Hansen og Thomsen i deres analyse i JV i dag, stiller spørgsmålstegn ved sammenholdet i den socialdemokratiske og den konservative gruppe, der sammen med en løsgænger og en borgerlisterepræsentant udgør det flertal på 21 mod 17, der findes i regionsrådet for tiden. Pudsigt nok stiller de to journalister ikke spørgsmålstegn ved om gruppedisciplinen i Venstres gruppe kan holde til at der er uenighed om placeringen af et kommende sønderjysk sygehus.
Hvis du ikke har abonnement til dagbladet JydskeVestkysten, kan du købe adgang online via www.jv.dk - de bragte citater stammer fra JydskeVestkystens udgaver 21/10 og 22/10.
www.benny-engelbrecht.dk
aabenraa, akutsygehus, benny engelbrecht, engelbrecht, esbjerg, hansen, jv, jydskevestkysten, kolding, medie, odense, politik, socialdemokraterne, sygehus, sygehusstruktur, thomsen, vejle
|
kommentarer (3)
2. Oct 2007 07:02, Benny-Engelbrecht
Det er i dag den første tirsdag i oktober. Dermed åbner Folketinget, som grundloven foreskriver. Det markeres landet over med demonstrationer for velfærd, mod nedskæringer.
Du kan finde din lokale demonstration her:
København
Odense
Århus
Aalborg
Kolding
Viborg
Sønderborg
Bornholm
Jeg er blevet inviteret til at tale ved dagens sidste demonstration i Sønderborg på Rådhustorvet. Her vil der være fakkeloptog, taler og musik.
Demonstrationens krav er:
- Ja til mere løn og flere hænder – Nej til minuttyranni
- Ja til flere penge til kommunerne – Nej til nedskæringer
- Ja til udvikling af velfærden – Nej til privatisering
- Ja til investering i god og gratis uddannelse – Nej til besparelser
- Ja til velfærd til alle – Nej til skattelettelser
Det er krav jeg har stor forståelse for. Navnlig i en tid hvor kommunerne er presset på økonomien og man landet over forsøger at finde besparelser på budgetterne - besparelser der vil kunne mærkes hos mange borgere.
Vel mødt!

www.benny-engelbrecht.dk
2 oktober, aalborg, arhus, benny engelbrecht, bornholm, demonstration, engelbrecht, fagbevaegelse, google, kobenhavn, kolding, kort, lon, nedskaeringer, odense, politik, skattelettelser, socialdemokraterne, socialdemokratiet, sonderborg, velfaerd, viborg
|
kommentarer (0)
29. Jan 2007 16:00, Benny-Engelbrecht
I en tid hvor der som aldrig før er behov for medarbejdere på det danske arbejdsmarked er det naturligt at virksomhederne ser over grænserne. Som jeg har påpeget giver det i det sydlige Danmark nogle udfordringer der let kan overses, når fokus er på Øresundsregionen.
Imidlertid må iveren efter at skaffe tyskere til Danmark ikke overstige viljen til at bringe danske arbejdsløse i arbejde.
I Kolding har man i dag gennemført en messe for tyske ledige. Det er et udmærket initiativ, men arrangørerne har ifølge pressen ikke ville samarbejde med fagforeningerne 3F, HK og Dansk Metal - se DR Syd i dag...
Det er helt afgørende at indsatsen over for tysk arbejdskraft ikke overskygger viljen til at satse på danske medarbejdere. Det har endda ikke været muligt for fagforeningerne at få en informationsstand på messen - og det til trods for at en forudsætning for at tyskerne kan få arbejde i Danmark er at de arbejder på danske vilkår.
Jobmessen for tyskere er smart - men også lidt for smart.
Læs pressemeddelelse om messen her...
www.benny-engelbrecht.dk
arbejdskraft, arbejdsmarked, engelbrecht, fagforening, job, jobmesse, kolding, ledige, politik, socialdemokraterne, tysk
|
kommentarer (10)