Det kommunale selvstyre er truet
11. Sep 2006 06:55, Benny-Engelbrecht
Fra både Venstre og Dansk Folkeparti sendes der alt for tydelige signaler for tiden. Hvis det står til dem skal det kommunale selvstyre sættes ud af funktion. I praksis er det allerede ved at være sket.
Regeringen ønsker at kunne måle og veje alt. Kontrollen med de offentlige myndigheder minder mere om George Orwell end om liberalisme.
År efter år har kommunerne været tvunget til at skære ned på budgetterne, siden den borgerlige regering tiltrådte.
I praksis betyder den centrale styring af kommunerne at de kommunale politikere har stadig mindre indflydelse på udviklingen i deres eget område. Flere og flere borgmestre føler sig som rene gummistempler og skal samtidig stå til ansvar for de besparelser der er nødt til at gennemføre.
Det er langt fra kun socialdemokratiske borgmestre der protesterer, også en række borgerlige lokalpolitikere har meldt sig blandt kritikerne. Den mest fremtrædende blandt dem er KLs formand Erik Fabrin.
Socialdemokraterne har krævet at aftalen med KL om den kommunale økonomi bliver genåbnet og at der afsættes yderligere 1 milliard ekstra til kommunernes velfærdsydelser på 2007 finansloven.
I dagens udgave af JydskeVestkysten har Frode Sørensen (MF) skrevet en glimrende kronik om det truede kommunale selvstyre. Den kan anbefales.
