Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » lejere
Opret egen blog | Næste blog »

Lejernes sag kæmpes fortsat

17. Nov 2006 11:34, Benny-Engelbrecht

Regeringen og Dansk Folkeparti ser skidt ud i sagen om Landsbyggefonden. Sagen er bestemt ikke glemt. Det vidner dagens udgave af dagbladet JydskeVestkysten om. Her bringes en hel side med debatindlæg om Landsbyggefonden. Kun et enkelt indlæg forsvarer regeringen, resten er kritiske.
På siden bringes en refleks skrevet af borgmester Jan Prokopek Jensen og undertegnede som svar til Socialministeren. For de der ikke kender til JydskeVestkystens betegnelser for indlæg svarer en refleks til en "lille kronik". Kun om søndagen bringer avisen en egentlig kronik i traditionel længde.
Nedenfor bringer jeg hele refleksen fra dagens JydskeVeskysten.
På min hjemmeside www.benny-engelbrecht.dk kan man læse alle indlæg om Landsbyggefonden.

Boligforlig har social slagside
Socialminister Eva Kjer Hansen (EKH) har været på kraftig retræte i sagen om Landsbyggefonden.
I JV 8.11. lyder det nærmest, som om hun er blevet omvendt. Nu vil hun gerne give støtte til renoveringer i det almennyttige byggeri.
Desværre holder de pæne ord ikke vand, for der tages stadig af lejernes penge.
Forslaget fra regeringen gik ud på at tage 3,1 milliarder kroner af Landsbyggefonden til nybyggeri. En opgave, som hidtil blev finansieret af kommunerne og staten.
Efter massivt pres endte man med »kun« at tage 1,6 milliarder. Det er naturligvis positivt, at partierne dermed har lyttet til den massive kritik, men det ændrer ikke på at der fortsat tages penge fra nødvendige renoveringer.

Det er for så vidt i orden at komme på bedre tanker, for alle kan jo begå fejl. Men når EKH nu bryster sig af, at aftalen betyder langt bedre forhold til lejerne, så knækker filmen.
Det svarer til at en bankrøver beder om nedsat straf, fordi han kun stjal halvdelen af pengene i bankboksen.

Med aftalen om Landsbyggefonden tager regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale godt 3.000 kroner fra hver lejer. Penge, der går til at dække nybyggeri, der ellers skulle være finansieret af kommunerne eller statskassen.
For os er det svært at se det retfærdige i denne omvendte »Robin Hood-model«.
Vi vil derfor opfordre EKH til at besøge nogle af de mange almennyttige boligbyggerier, der trænger til moderniseringer - og det er mange. Hvis det ikke er nok, har EKH's eget ministerium fået udarbejdet en udmærket rapport, der viser et behov for 161 milliarder over de kommende 20 år til renoveringer.

Når aftaleperioden om Landsbyggefonden udløber, vil regeringen, DF og De Radikale have lettet hver lejer i den almennyttige boligsektor for omkring 17.500 kroner.
Vi har svært ved at se, hvordan det kan opfattes som andet end en skjult skat på lejere.
Færre og færre huse ryger på tvangsauktion. Til gengæld bliver flere og flere lejere sat på gaden af Kongens Foged. Det er et tydeligt tegn på, at boligejerne får det stadig bedre, - og det er godt. Til gengæld er det også tegn på, at lejerne får det stadig dårligere - og det er skidt.
Velfærd handler om tryghed for alle borgere, ikke kun dem, der har råd til at betale selv.

På gaden for lejernes sag

11. Nov 2006 08:31, Benny-Engelbrecht

I dag går socialdemokrater landet over på gaden for lejernes sag. Som læsere af min weblog vil vide, har jeg været meget engageret omkring Landsbyggefonden - jeg vil ridse baggrunden op senere i dagens indlæg.

Sønderborgs borgmester Jan Prokopek og jeg har længe været med i denne sag. Allerede i efteråret 2005 satte Jan sagen på dagsordenen - og har formået at holde den kørende siden.

I dag kan vi konstaterer at der stadig bliver taget af lejernes penge. Heldigvis langt mindre end tidligere år, men det er stadig for meget. Derfor går Jan og jeg da også på gaden i dag, som man også kan læse i denne artikel i Sønderborg Ugeavis. Sammen med gode partifæller turnerer vi gennem den nye Sønderborg kommune for at gøre opmærksom på den uretfærdighed der finder sted.

Debat i Jyllands-Posten
I øvrigt falder det sammen med at vi netop i dag har et indlæg med i Jyllands-Posten med titlen "Stadig tyveri af lejernes penge". Indlægget kan læses her på min hjemmeside.

I øvrigt har også socialdemokraternes boligpolitiske ordfører René Skau Björnsson et indlæg i JP. Det kan læses her.

Hilsen fra Helle
Tidligere på ugen modtog socialdemokratiske tillidsrepræsentanter landet over en hilsen fra Helle Thorning-Schmidt. Her ridser hun de to store udfordringer vi har omkring denne sag op:

  • For det første er der et voldsomt renoveringsefterslæb, som der må gøres noget ved her og nu hvis ikke nedslidningen og ghettoficeringen af store boligområder skal fortsætte. Hvis der ikke er penge til denne opgave i Landbyggefonden er det alene lejerne selv, der kommer til at betale via øgede huslejer for den nødvendige renovation.
     
  • For det andet er der gennem de sidste 10 år blevet en meget større ulighed mellem lejer og ejer end tidligere. Derfor vil vi socialdemokrater nedsætte lejen på almene boliger med 10 pct. i gennemsnit og 25 pct. i de dyreste lejligheder.

Det er virkelig godt at se Helle så aktiv på dette område. Ikke kun fordi det er en sag som jeg mener, er meget afgørende, men også fordi hendes engagement smitter gennem hele organisationen.

Så det bliver indignerede, men entusiastiske socialdemokrater du kan møde på gader, stræder og trappeopgange i dag.

Landsbyggefonden kort
Sagen om Landsbyggefonden er kort fortalt den at regeringen siden 2002 har anvendt 8 milliarder af fondens midler på nybyggeri. Disse midler er opsparet af lejerne og burde være brugt på vedligeholdelse og renoveringer. At der er et massivt behov for renoveringer er helt åbenlyst for enhver der har sat sig blot en smule ind i situationen i den almene boligsektor. Tror man ikke mit ord, bør man læse denne rapport fra Socialministeriet der fastslår at der skal anvendes 161 milliarder over de næste tyve år på området.

I forbindelse med finanslovsforhandlingerne foreslog regeringen at der skulle tages yderligere 3,1 milliarder fra Landsbyggefonden. Dette blev ændret efter massivt pres fra blandt andre Boligforeningernes Landsforbund, således at der "kun" tages 1,6 milliarder. Det svarer til godt 3000 kroner fra hver eneste lejer i Danmark.

Det er denne uretfærdighed vi vil markerer vores utilfredshed med i dag.

Det sker i dag
Dagens program for Jan Prokopek og mig er som følger:

10:30 - 11:30 Ulsnæs-centret, Gråsten
11:50 - 12:20 Kløvermarken, Sønderborg
12:50 - 13:30 Havnbjerg, Nordborg