Hvis man skal tro alle borgerlige partier er det helligbrøde at kaste kritisk smuds på landets for tiden siddende statsminister. Med brask og bram er Mogens Lykketoft blevet udsat for et voldsomt pres dagen igennem, efter hans kronik i Politiken i dag, hvor han netop kalder Fogh for en farlig mand. Det samme som de radikales tidligere leder har kaldt Fogh.

Jeg må erklære mig enig med mit partis formand. Helle Thorning-Schmidt siger meget klogt at Anders Fogh ikke skræmmer hende. Hvis man tænker lidt over hvad hun dermed siger, kan det tolkes sådan: Hvis Fogh er så farlig som Lykketoft og Jelved gør ham, så sætter man ham op på en piedestal hvor han bliver urørlig. Fogh begår mange fejl – hans største er at han ikke vil indrømme at han begår dem. Med andre ord er han lige så menneskelig som alle andre – og dermed kan han slås. Hun piller altså det mytiske ud af manden og gør ham til en fjende, der kan besejres.

Man kender denne menneskeliggørelse fra sportspsykologien, hvor man også kan lære at se bort fra at man spiller på et kæmpestadion. For sit indre øje ser man kun Sønderbavelse stadion en regnvåd torsdag i september, mens man i virkeligheden spiller for 50.000 tilskuere på Wembley.
Man må aldrig undervurdere en modstander, men man må heller ikke gøre det modsatte. Hvis man tillægger modstanderen for store evner kan man overse hans svagheder. For Anders Fogh Rasmussens vedkommende er kommunikationen et glimrende eksempel. Den for tiden siddende statsminister fik sit ry som en stor kommunikator da han stillede op mod Poul Nyrup Rasmussen. Poul havde for sit vedkommende fået prædikatet ”uld i mund” hæftet på sig fra starten – og uanset hvor god han var, havde danskerne er refleks lært, at han var en dårlig taler.
Men i dag er Fogh ikke den bedste kommunikator. Hans direkte konkurrenter matcher ham og kan slå ham. Danskerne skal bare lære at lytte efter hvad der bliver sagt og ikke hvad kommentorerne tolker der er sket.

Godt spin har programmeret os til at opfatte Anders Fogh Rasmussen som en god taler. Det interessante eksperiment kunne derfor være at tage sidste weekends meget omdiskuterede partilederdebat med til et folk der lever fjernt isoleret i en jungle, som tilfældigvis taler dansk og som aldrig har stiftet bekendtskab med nogen af de danske politikere før. Hvis man viste dem debatten, ville de næppe have bedømt Fogh som vinder, som flere politiske kommentatorer har gjort. Tværtimod ville de undrer sig over at han tyede til platte vittigheder i starten. At han var usikker i flere af sine indlæg og at han sluttede debatten af på en utrolig ringe måde – helt uden pondus.

I dagens onlineudgave af Politiken kan man læse følgende: ”Jeg er bekymret for, at medierne ikke er i stand til at svare igen. Men at medierne bliver ærbødige, når statsministeren udtaler sig”, siger Henrik Qvortrop, der giver Mogens Lykketoft ret i, at statsministeren forstår at sno medierne.
Det er også interessant at både Mogens Lykketoft og andre socialdemokrater mange gange har kritiseret medierne for at give den for tiden siddende statsminister for let spil. Med Lykketofts kronik i dag, gjorde han derfor noget ekstra for at komme igennem med sit budskab – og igennem kom han, men pludselig blev han selv historien, fordi det borgerlige Danmark angreb ham for ordvalget ”farlig”.

 Til Nyhedsavisen siger Lykketoft: ”Jeg bliver da stadig forundret over, at meninger og holdninger ikke dækkes så intenst som ordvalg. Når jeg brugte Marianne Jelveds udtryk om Fogh vidste jeg da, at det ville blive kritiseret. Men det er jo jeres (mediernes, red.) måde at arbejde på. Det var en måde at få ordet.”

Man må med andre ord – ifølge det borgerlige Danmark – ikke kalde Fogh farlig. Men hvad må man mon så kalde ham? Berlusconi? Demagog? Og hvis man nu brugte et andet ord, ville det så blive hørt? Eller ville det bare blive placeret bagerst i avisen, nederst på siden, hvis det overhovedet bliver omtalt?

Jeg har længe før jeg trådte aktivt ind i politik, påpeget problemet i de stadig flere kommunikationsrådgivere i dansk politik. Tankesættet i en film som Kongekabalen er desværre ikke så langt fra virkeligheden som man kunne håbe. Man kan sige at parolen i dansk politik er blevet ”alt hvad du siger, bliver vendt imod dig”. Dialogen og mulige brede samarbejder, drukner i strategi, taktik og spin. Min påstand er at en del af årsagen til at Danmark er plaget af en meget stiv blokpolitik skal findes i det evige politiske spinneri.

Begår Anders Fogh Rasmussen noget ulovligt? Kan man anklage ham for at være på medie-EPO? Fogh har aldrig erkendt fejl, han er aldrig testet positiv, men medierne går heller ikke så hårdt til ham at han som en anden Bjarne Riis må træde frem og erkende sandheden.

Du kan i øvrigt debattere Lykketofts kronik direkte med ham selv på hans hjemmeside her...

www.benny-engelbrecht.dk

Jeg ved godt at statsminister Anders Fogh Rasmussen er urokkelig når det handler om kritik af at Danmark er allieret med USA i Irak i en konflikt der helt grundlæggende har været grebet forkert an fra starten. Alligevel må vi som politikere sørge for at finde gode og holdbare løsninger for et Irak i oprør. Det er let blot at pege fingre af Fogh, Blair og Bush og sige: Se hvad vi sagde!
Det er blot ikke særlig opbyggeligt.

Ikke desto mindre vil jeg blot lige i dag have lov til at sige: Vi har haft ret hele tiden!
Grundlaget var forkert fra starten og den amerikanske strategi er gået helt og aldeles galt.

George W. Bush kommer til at betale prisen på hjemmefronten ved de kommende midtvejsvalg, mens det må være op til vælgerne at vurdere Anders Fogh Rasmussens evner som statsmand.

Socialdemokraterne har i dag fremlagt et klart og visionært bud på en fredeligere verden. Et udspil der statsministeren burde bruge som et udgangspunkt for en fremtidig selvstændig dansk udenrigspolitik.
Læs udspillet her...