Et døgn uden mail
19. Dec 2007 14:10, Benny-Engelbrecht
Velkommen til den moderne verden! Døgnet rundt kan man skrive mails, sende SMS, MMS og hvad ved jeg. Bare ikke lige nu i det politiske Danmark, for Folketingets mail-systemer er under omstrukturering og det betyder et døgn helt uden at kunne sende og modtage mails!
Tidspunktet er naturligvis planlagt ud fra at Folketinget officielt er gået på juleferie, men i virkelighedens verden er det nu en sandhed med modifikationer. Derfor har telefonerne da også glødet ekstra meget i dag. Det man har været vant til at kunne klare med en mail, bliver der nu ringet om.
Og lad det så være sagt: Hvis du har sendt mig eller et andet folketingsmedlem en mail i dag, skal den nok nå frem – du får bare ikke svar før systemerne er oppe at køre igen.
Det gode ved sådan en mail-pause er naturligvis, at man bliver mindet om at der findes mange andre gode måder at kommunikere på. Julekort for eksempel.
Som mit postbud glad udbrød forleden dag: ”Hvor er det dejligt at der altid er post til dig!”
Det er sikkert og vist – her er arbejde nok til postbudet i Adsbøl og navnlig i denne tid, hvor det strømmer ind med julehilsner fra nær og fjern. Og tak i øvrigt til alle jer der sender hilsner!
Selv har jeg valgt at skrive mine julekort i hånden – I ved sådan lidt ”old-school”, men jeg sætter nu også pris på de mange der skriver et lidt længere kort, printet, med en opdatering på hvad der er sket i det forgangne år. Det har i øvrigt den fordel at man så helt sikkert kan læse hvad der står i kortet. Jeg har jo ofte fået at vide at jeg burde have været læge med den håndskrift jeg holder mig.
Læs i øvrigt denne lille historie på Dansk Politik om netop julekort. Man fornemmer en høj grad af jule-agurke-tid på redaktionen.
