Jeg får ikke penge for at annoncere eller omtale produkter på en positiv måde. Intet kunne ligge mig fjernere. Men jeg vil heller ikke lægge skjul på at en af årsagerne til at jeg skriver blogs er at jeg gerne vil påvirke min omverden. Ultimativt handler mit arbejde om at sikre mit parti mest mulig indflydelse og en af måderne at sikre det på er at få udbredt kendskabet til både mit arbejde og mit partis arbejde mest muligt.

Hele formålet med en weblog er at videreformidle information, men samtidig give læserne mulighed for at respondere på det der bliver formidlet. Er du som læser uenig i det jeg ytrer mig om kan du svare – vi kan opnå en dialog. Ser jeg en god film, læser en god bog, hører en fantastisk koncert, så kan jeg omtale det i positive vendinger og endog anbefale det til alle der læser min blog.

Den slags anbefalinger har en særdeles positiv effekt og det har reklamebranchen naturligvis også indset. Den bedste slags reklame man kan få er jo når man får en personlig anbefaling af et produkt.
”Du skulle tage og prøve…det er bare så godt.”
”Jeg har lige købt den seneste med…den er fed!”
Den slags positiv omtale kan ikke købes for penge. Eller rettere, det kunne det ikke før i tiden. Hvis man lavede et godt produkt opstod der en naturlig spredningseffekt hvis man havde tilfredse forbrugere. I dag spekuleres der i at sætte denne slags positiv omtale i system og endog forsøge at påvirke omtalen i en retning der er hensigtsmæssig for det produkt man gerne vil sælge.

Problemet med denne markedsføring er at forbrugerne så ikke kan se hvad der er oprigtige anprisninger og hvad der er betalt reklame. Det svarer strengt taget til den type product placement man anvender meget i filmindustrien. Det er nemlig sjældent tilfældigt hvilken øl helten i en Hollywood blockbuster drikker eller hvilket stereoanlæg der er hjemme i heltindens hybel. Forskellen er blot den at på film forventer vi det. Det gør vi ikke når vi læser en personlig blog skrevet af en person vi i øvrigt sympatiserer med.

Løsningen – som jeg ser det – er at indføre et krav om at betalende annoncører skal ”skilte” med deres tilstedeværelse. Lidt på samme måde som når der er sponsorer til et TV-program og det derfor indledes og sluttes med sponsornavne. Enhver kan så selv tage stilling til hvad der står i bloggen, hvis det samtidig indikeres at bloggen er sponsoreret af en given annoncør. Det skal altså ikke være nok at man kan se at blog-skribenten generelt modtager bidrag, men man skal for det enkelte indlæg kunne læse hvem der har bidraget.

Jeg vil derfor tage kontakt til ministeren for Videnskab, Teknologi og Udvikling Helge Sander og bede ham se på muligheden for at der indføres en sådan mærkningsordning for danske weblogs. Tilsvarende vil jeg henvende mig til Erhvervs- og Økonomiministeren for at få afklaring på om en sådan mærkningsordning kræver en ændring af loven om markedsføring.

Du kan læse mere om reklamer på weblogs i dagens udgave af Politiken.

www.benny-engelbrecht.dk

Instruktøren Max Kestner har premiere på DR2 på sin Danmarksfilm "Verden i Danmark" i morgen, mandag den 22. januar 2007. En Danmarksfilm der bedst kan beskrives med instruktørens egne ord: "Et spejl".

Størstedelen af tilskuerne vil givet kunne finde en eller flere dele af filmen de kan spejle sig i og måske finde en ironisk kommentar, en skæv vinkel eller et lille smil.

Forpremiere på Dybbøl Mølle
Jeg så filmen ved et af de forarrangementer der er en del af markedsføringen i forbindelse med premieren i torsdags. Det var et arrangement på Dybbøl mølle - ja hvor meget mere dansk kan det næsten blive.

Jeg vil gerne påpege at netop det at debattere filmen er en rigtig god idé. Desværre er det de færreste der i morgen sætter sig om et bord med det formål at diskutere indholdet af det de ser. Det er en skam, for hvis der var én ting vi der var samlet på Dybbøl Mølle kunne være enige om, så var det at filmen netop fortjener fordybelse.

Ironiske gengivelser af markedsføring og spin
Et af de elementer i filmen der er særligt ironiske, er de passager der beskæftiger sig med markedsføring og politisk spin. Begge dele er naturligt områder der berører mig, dels fordi jeg arbejder som marketingchef, dels fordi jeg er folketingskandidat.

Jeg vil ikke lægge skjul på at jeg har et meget kritisk blik på de tankesæt der styrer markedsførings- og reklamebranchen. Det er ganske imponerende hvad der kan lade sig gøre at opnå med de analysemodeller man anvender, men jeg savner at folk i branchen stiller sig selv det grundlæggende spørgsmål: "Bliver verden et bedre sted af det jeg gør?"

I et eksempel i "Verden i Danmark" skal en gruppe medarbejdere i Irma træffe beslutning om sammensætningen af deres reklameavis. Valget står mellem økologiske varer eller kylingefilet. Desværre taber økologien. Dermed bliver det billedet på de valg der dagligt skal træffes i forretningsverdenen og hvor det igen og igen er økonomien der vinder.

Pia Kjærsgaard udstilles
Det andet eksempel jeg vil fremhæve er billedet af Pia Kjærsgaard der sammen med en pressemedarbejder skal skrive tale. Netop denne scene blev i øvrigt kommenteret flittigt på Dybbøl Mølle i torsdags. Kjærsgaard redegør for de elementer hun gerne vil have med i sin tale og så konkluderer hun at hun mangler "inderlighed". Det bliver opgaven for hendes spindoktor - at få hende til at lyde inderlig.

Max Kestners film er blevet lanceret som en Danmarksfilm. Som sådan er den i grunden ikke særlig vellykket, men den er et glimrende sindbillede på et udsnit af den vestlige verdens kultur. Og at titlen netop er "Verden i Danmark" skal heller ikke forstås som at den handler om et multietnisk Danmark - næsten tvært imod. For der er stort set ingen personer med anden etnisk baggrund end dansk med i filmen.
Det vil naturligvis glæde medlemmer af Dansk Folkeparti, men de skal nok finde noget andet at kritisere den for. For eksempel at deres partiformand udstilles i en negativ rolle.

En film der er værd at se - også om 10 år
"Verden i Danmark" er virkelig værd at se. Måske endnu mere om 10 år eller mere, for den er ikke mindst et lille udsnit af hverdag. Når man for eksempel ser et ungt ægtepar hos bankrådgiveren, der kan fortælle dem at de kan handle bolig for op til 3,6 millioner - og kvinden lakonisk konstaterer at så er der ikke råd til det hus der gerne ville have. Sådan vil vi måske huske Danmark anno 2007, når vi om nogle år skal tænke tilbage: Som dengang de fleste af os var utrolig velhavende, men vi alligevel ikke kunne få råd til det vi gerne ville.

Læs meget mere om Max Kestners Danmarksfilm "Verden i Danmark", der vises på DR2 mandag den 22. januar 2007 på filmens officielle hjemmeside...

www.benny-engelbrecht.dk