Advarsel: Dette blogindlæg indeholder reklamer
26. Jul 2008 18:02, Benny-Engelbrecht
Jeg får ikke penge for at annoncere eller omtale produkter på en positiv måde. Intet kunne ligge mig fjernere. Men jeg vil heller ikke lægge skjul på at en af årsagerne til at jeg skriver blogs er at jeg gerne vil påvirke min omverden. Ultimativt handler mit arbejde om at sikre mit parti mest mulig indflydelse og en af måderne at sikre det på er at få udbredt kendskabet til både mit arbejde og mit partis arbejde mest muligt.
Hele formålet med en weblog er at videreformidle information, men samtidig give læserne mulighed for at respondere på det der bliver formidlet. Er du som læser uenig i det jeg ytrer mig om kan du svare – vi kan opnå en dialog. Ser jeg en god film, læser en god bog, hører en fantastisk koncert, så kan jeg omtale det i positive vendinger og endog anbefale det til alle der læser min blog.
Den slags anbefalinger har en særdeles positiv effekt og det har reklamebranchen naturligvis også indset. Den bedste slags reklame man kan få er jo når man får en personlig anbefaling af et produkt.
”Du skulle tage og prøve…det er bare så godt.”
”Jeg har lige købt den seneste med…den er fed!”
Den slags positiv omtale kan ikke købes for penge. Eller rettere, det kunne det ikke før i tiden. Hvis man lavede et godt produkt opstod der en naturlig spredningseffekt hvis man havde tilfredse forbrugere. I dag spekuleres der i at sætte denne slags positiv omtale i system og endog forsøge at påvirke omtalen i en retning der er hensigtsmæssig for det produkt man gerne vil sælge.
Problemet med denne markedsføring er at forbrugerne så ikke kan se hvad der er oprigtige anprisninger og hvad der er betalt reklame. Det svarer strengt taget til den type product placement man anvender meget i filmindustrien. Det er nemlig sjældent tilfældigt hvilken øl helten i en Hollywood blockbuster drikker eller hvilket stereoanlæg der er hjemme i heltindens hybel. Forskellen er blot den at på film forventer vi det. Det gør vi ikke når vi læser en personlig blog skrevet af en person vi i øvrigt sympatiserer med.
Løsningen – som jeg ser det – er at indføre et krav om at betalende annoncører skal ”skilte” med deres tilstedeværelse. Lidt på samme måde som når der er sponsorer til et TV-program og det derfor indledes og sluttes med sponsornavne. Enhver kan så selv tage stilling til hvad der står i bloggen, hvis det samtidig indikeres at bloggen er sponsoreret af en given annoncør. Det skal altså ikke være nok at man kan se at blog-skribenten generelt modtager bidrag, men man skal for det enkelte indlæg kunne læse hvem der har bidraget.
Jeg vil derfor tage kontakt til ministeren for Videnskab, Teknologi og Udvikling Helge Sander og bede ham se på muligheden for at der indføres en sådan mærkningsordning for danske weblogs. Tilsvarende vil jeg henvende mig til Erhvervs- og Økonomiministeren for at få afklaring på om en sådan mærkningsordning kræver en ændring af loven om markedsføring.
Du kan læse mere om reklamer på weblogs i dagens udgave af Politiken.
