Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » mejdahl
Opret egen blog | Næste blog »

Demokratiets hellige tredeling

12. Sep 2006 06:46, Benny-Engelbrecht

Et bærende element i demokratiet er delingen af magt mellem lovgivende, udøvende og dømmende instanser. Sammenblandes disse ender man i et diktatur.

Konkret fastlægges uafhængigheden mellem politikere og domstole i grundlovens paragraf 3: "...den dømmende magt er hos domstolene." og igen i paragraf 62: "Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen. Regler herom fastsættes ved lov."

Dette grundlæggende princip bringes stadigt oftere i fare når folketingspolitikere kommenterer aktuelle eller verserende sager i medierne. Eksemplerne er mange og omfatter de fleste partier i folketinget, men diskussionen er blevet særligt aktuel fordi formanden for folketingets retsudvalg Peter Skaarup (DF) kritiseres for at misbruge sin rolle til at lægge pres på domstolene.

Det er et helt grundlæggende etisk problem når politikere på denne måde overtræde grundlæggende spilleregler, men jeg vil gerne påpege at der er en mulig forklaring - der dog ikke skal opfattes som en undskyldning.
Mediernes rolle i denne sammenhæng er ganske stor. Retssager der er særligt markante og nyder medierne bevågenhed, vil man gerne belyse på forskellig vis på redaktionerne. Her kommer den politiske vinkel ofte ind i billedet. Jeg er sikker på at mange af de udtalelser der kommer fra politikere i forbindelse med verserende sager, skyldes at den pågældende politiker er blevet kontaktet for en kommentar.

Her skal der ikke herske tvivl om at politikerne aldrig må glemme grundlovens principper og til enhver tid afvise at kommentere konkrete sager. Det er her det ofte går galt. For en politiker handler det blandt andet om at sikre sig taletid og når en chance for at komme i medierne byder sig, er det ofte for fristende at slå til.

Det glæder mig derfor også at folketingets formand Christian Mejdahl har taget initiativ til at spørgsmålet bliver rejst på en konference mellem regeringen og folketinget i begyndelsen af oktober.

Naturligvis skal en politiker kunne udtale sig om domstolenes arbejde, men det vil altid være om generelle tendenser, aldrig med udgangspunkt i en konkret sag - det kan hverken samfundet, de anklagede i de pågældende retssager eller dommerstanden være tjent med.