Statsministeren skal nu forklare hvad regeringens politik er omkring kritisk dialog med Kina. Er det meningen at alle ministre der besøger landet skal fremføre kritik eller er det alene en opgave for udenrigsministeren?

Baggrunden for dette spørgsmål er at jeg i onsdags sammen med min partifælle Kirsten Brosbøl havde videnskabsminister Helge Sander i folketingssalen i spørgsmålet om, hvorfor han ikke har kritiseret Kina for deres problematiske forhold til menneskerettigheder, da han besøgte landet i november. Her svarede Helge Sander at han opfattede det som en opgave for udenrigsministeren – med andre ord har han intet problem i at besøge Kina, lave store fine aftaler og ellers tie stille med kritikken, for ellers kommer aftalerne måske ikke i hus.

I klar modsætning til dette står statsministerens citat fra Berlingske Tidende den 2. april, hvor han slår fast at ”Udgangspunktet er, at når danske ministre møder kinesiske kollegaer, så føres der kritisk dialog om menneskerettigheder og demokrati.”

Under debatten i salen slog Helge Sander fast, at han ikke havde fået dette direktiv fra sin statsminister, derfor vil det være yderst interessant at få belyst hvad regeringens politik i grunden er.

Du kan finde spørgsmålet til statsministeren her...

www.benny-engelbrecht.dk

Forsvarets Efterretningstjeneste betegner for første gang Irak som et land i borgerkrig. Samtidig indgår Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative et forlig om de afviste irakiske asylansøgere, der forudsætter at de skal vende hjem efter 9 måneders uddannelse. Pia Christmas-Møller der tidligere på ugen kritiserede samarbejdet med Dansk Folkeparti udtaler efter forliget: ”Vi har fået det, vi er kommet efter, så jeg kan kun være begejstret.”
Jeg er sikker på at 559 mennesker som denne aftale handler om er alt andet end begejstrede.

© UNHCR/P.Sands/December 2006 - www.unhcr.org

Og hvem har da også lyst til at vende hjem til et land som FE beskriver på følgende maleriske måde: ”Situationen har udviklet sig til borgerkrig, hvor irakerne kæmper om territorier, ressourcer og politisk magt, og landet er præget af opløsning og udbredt kaos.”
Der er ikke just tale om et skønmaleri med brølende kronhjort.

Regeringen kan ikke komme uden om at den kunne have lavet en langt bedre løsning. Hvis den havde ønsket det, kunne det været lavet et bredt forlig om de afviste irakiske asylansøgere, men det havde betydet at der skulle handles uden om Dansk Folkeparti.
Det forlig DF, Venstre og Konservative har indgået i dag, er ikke holdbart. Den irakiske regerings egen vurdering er at det ikke er sikkert at vende tilbage for de 559. Jeg forstår godt hvis de siger nej tak, for ikke at sætte deres eget og deres familiers liv på spil. Det helt umenneskelige er så, at det så betyder at de umenneskelige forhold de bor under nu ikke ændres.
Hvis det er den menneskelighed Venstre og Konservative kan svinge sig op til, forstår jeg godt at der er medlemmer af de to partier der søger nye veje.

Det fortvivlende er blot, at det alternativ de søger tilsyneladende ukritisk vil støtte en Fogh-ledet regering – og så er vi jo lige vidt.