Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » mondo
Opret egen blog | Næste blog »

En fantastisk politisk uge

18. May 2008 19:45, Benny-Engelbrecht

Helle Thorning-Schmidt var i Sønderborg tirsdag. Foto: Flemmings FotoDen forgangne uge har på mange måder været noget ud over det sædvanlige i dansk politik, både for mig og for Danmark som sådan. Jeg behøver vel ikke sige så meget om de par ministre der særligt har været i ilden – Lars Løkke (som sædvanlig fristes man til at sige) og Birthe Rønn Hornbeck, men det har langt fra været det eneste. Lad mig derfor ridse nogle af ugens øvrige begivenheder op, set fra min plads i folketinget.

Mandag var ganske usædvanlig fordi den ikke bød på noget som helst – det var som bekendt 2. pinsedag og det betød afslapning. Du kan måske undre dig over at det skulle være noget særlig, men det er altså utrolig dejligt at have tid til at gå og rode i haven sammen med Charlotte, som må undvære mig (og jeg hende) meget i hverdagen.

Tirsdag kunne man fristes til at sige var en ”konge”-dag. Det var i alt fald ret pudsigt at jeg om morgenen fløj til København med næste weekends royale brudepar som diskrete gæster og om eftermiddagen fløj tilbage til Sønderborg igen i selskab med den socialdemokratiske partiformand, Helle Thorning-Schmidt. Årsagen var at Helle med kort varsel havde meldt sin ankomst til Sønderborg for at mødes med partimedlemmer og andre interesserede. På trods af en første behandling i salen, som jeg var ordfører på, lykkedes det blive færdig så jeg kunne nå hjem også og være ordstyrer på mødet. Det er jo ikke hver dag det lykkes at få formanden til Sønderjylland – og mødet var da også et sandt tilløbsstykke med et sted mellem 200 og 250 tilhørere. Sidste plads var fyldt og resten måtte stå op.

Helle var hamrende god, klar i mælet og gav sig god tid til de mange spørgelystne fremmødte. Og Helle var ikke sen til at gøre opmærksom på at hun sætter pris på at komme uden for Christiansborg. For egen regning vil jeg tilføje at det er dejligt at opleve Helle tage sig tid til at komme rundt i Danmark, mens den for tiden siddende statsminister har travlt med at rejse rundt i det store udland. Der er forskel på hvor fokus ligger.

Onsdag stod i miljøets tegn, dels med et åbent samråd i Miljøudvalget og en forespørgselsdebat i Folketingssalen, for slet ikke at tale om at jeg selv havde stillet spørgsmål til Transportministeren til mundtlig besvarelse i salen.

Det var i øvrigt også onsdag hvor sagen om Birthe Rønn Hornbecks kronik i Politiken blussede op og det tog så en del af opmærksomheden fra den aktuelle politiske dagsorden i øvrigt, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Det sker jo at de sager jeg arbejder med og synes er meget vigtige glider i baggrunden, fordi der er andre der stjæler billedet. I denne uge var det ikke mindst det åbne samråd jeg havde indkaldt transportministeren i om Post Danmarks service (eller mangel på sammen). Det blev til omtale i både Ekstra Bladet, JydskeVestkysten, Kristeligt Dagblade og TV2 Nyhederne, men der kunne nok være kommet mere opmærksomhed på sagen, hvis der ikke var gået tørklæder i den.

Torsdag var netop dagen hvor det i den grad kom til at handle om posten i det åbne samråd. Senere samme dag var der endnu et åbent samråd om kystsikring – endnu et af de delområder indenfor trafikudvalget hvor jeg er partiets ordfører, så også her var min tilstedeværelse påkrævet.

Fredag er normalt en af de dage hvor der bliver tid til mere eftertanke. Det var det også denne fredag, hvor der blandt andet blev tænkt store tanker i en af de arbejdsgrupper der arbejder med den langsigtede politik.

I folketingssalen var der debat om dyrevelfærd og her bakkede jeg op om vores ordfører Julie Skovsby. Det gav mig også lejlighed til at opleve hvordan den tidligere omtalte Birthe Rønn Hornbeck simpelthen havde søgt tilflugt i selve folketingssalen – her må journalisterne jo ikke komme. Senere på dagen søgte hun flugten ud af salen, via en sjældent anvendt elevator der bragte hende ned i Christiansborgs kælder. Herfra kunne hun slippe bort, uden at blive forfulgt af den hord af journalister der ellers ventede på hende. Om ikke andet må man altså imponeres over ministerens evne som flugtkonge.

Jeg valgte en mere traditionel vej bort og kunne slutte dagen med en samtale med Huxi og Iben på fra Mondo på P3, der tilbød sig som spindoktorer for mig. Det var jo et fantastisk tilbud, som jeg kun kunne takke ja til. De to har været meget omsorgsfulde for den nyvalgte MF’er og det seneste halve års tid har jeg snakket med dem nogle gange. Midt i en travl hverdag er det befriende at kunne fortælle om virkeligheden på Christiansborg med en mere munter vinkel. Politik er meget alvorligt, men hvis man ikke kan se på det man laver – uanset hvad man beskæftiger sig med – med i det mindste lidt ironisk distance, så bliver det ikke bare trist, men også uinspirerende. Det er efterhånden mange år siden DR2 stoppede den ellers fremragende udsendelse ”Indefra”. I stedet har vi TV2 News, som tage sig selv så alvorligt, at det næsten er morsomt i sig selv. Heldigvis har vi da Politikens ATS, karikaturtegnere som Roald Als og ikke mindst radioprogrammer som Mondo, så det hele ikke bliver for selvhøjtideligt.

Fredag sluttede i øvrigt af med en skøn fest. Vores nabo fyldte 30 og det blev fejret som det bør, med den ene trælse detalje at Charlotte og jeg måtte tage hjem allerede lidt over midnat – vi skulle nemlig tidligt op næste morgen.

Lørdag stod hele dagen nemlig i regionsrepræsentantskabsmødets tegn, hvor socialdemokrater fra hele Region Syddanmark mødtes i Middelfart. Her var Helle taler og det med en tale der var lige så stærk og inspirerende som tirsdag. Det er bare skønt at opleve hendes evne til at komme ud over rampen med gode billeder, klare politiske meldinger og samtidig kant til regeringen.

Stort tillykke til Poul-Erik Svendsen der fik klar opbakning som spidskandidat til regionen og Christel Schaldemose der er regionens første-kandidat til EU-parlamentet. Jeg ser til et fortsat godt samarbejde med de to. Også Mikkel Shøler der blev valgt som regionens anden kandidat til EU-parlamentsvalget ser jeg frem til at arbejde sammen med. Mikkel er studentervalgt bestyrelsesmedlem på Syddansk Universitet, som jeg selv sidder i repræsentantskabet for.

Søndag – i dag – gav vi hytten den store overhaling med en tiltrængt rengøring. Det skal der også være tid til – og selvom det ikke er en af de opgaver jeg ligefrem sukker efter, så er det altså lidt hyggeligt alligevel når man er to om det og musikken spiller imens. Netop som jeg bandt løbeskoene tikkede et skønt Ritzau telegram ind, der kunne fortælle at den seneste Catinét måling giver fremgang til os, men ikke nok med det – hvis der valg i dag, ville det give en ny regering til danskerne. Det var lige med til at give lidt ekstra energi ude på ruten, så det blev en af de lange ture i dag. Sådan halvanden time på landevejen, med god musik i ørene og sol i ansigtet giver altså masser af energi inden næste uge banker på døren med masser af spændende opgaver.

Nu dufter huset af den krydrede sammenkogte ret med bønner, som jeg lige har rørt rundt i. Mums! Så nu vil jeg blot konkludere, at det har været en fantastisk uge i dansk politik. Ses i næste uge!

www.benny-engelbrecht.dk

Grand Prix stemme til salg

2. Feb 2008 20:35, Benny-Engelbrecht

Grand PrixJeg er ubestikkelig – og alligevel kan jeg dog købes i dag. Ikke for penge, men for det gode argument. Hvilken sang skal jeg sende min stemme til, når finalen i Dansk Melodi Grand Prix er afviklet og Danmark skal tasterne for at stemme. Du kan bestemme!

Indtil nu er jeg i alt fald dybt imponeret af Martin Brygmanns sangskrivningsprojekt, men den sang kan man naturligvis ikke stemme på.

Jeg skal bestemme mig for én af de følgende sange – og jeg retter mig efter det bedste argument!

01 Come On Over - Anne-Marie og Claus Hassing
02 All Night Long - Simon Mathew
03 Luciano - Amin Jensen
04 Until We're Satisfied - Kendra Lou
05 Tree of Life - UNITE
06 Hooked On You - Lasse Lindorff
07 Den jeg er  - Charlie
08 Sweet Memories of You - Lars og Josefine
09 La' mig være  - The Dreams
10 Spanish Soul - Sandee May

Og hvorfor gør jeg nu det?
Helt ærligt: Jeg er blevet inspireret af et lille grand prix jeg selv – indirekte deltog i sidste år. Det var da Mondo på P3 gennemførte det store valgsangsgrandprix. Dengang blev min valgsang med L:Ron:Harald godt kun nummer 3, men det er en helt anden historie. Man kan i øvrigt stadig høre L:Rons sang på min hjemmeside.

Må den bedste sang vinde!

Gratis koncert med L:Ron:Harald og Jeppe Rap

5. Nov 2007 19:05, Benny-Engelbrecht

L-ronNu er det ganske vist. DSU Sønderborg afvikler et ganske specielt valgarrangement på onsdag den 7. november kl 21:00 på Cafe Maybe Not Bob i Sønderborg. Det er rapperne L:Ron:Harald og Jeppe Rap der optræder kvit og frit - men husk at der kun er begrænset plads, så det gælder om at være der i god tid.

L:Ron:Harald har været så venlig at indspille en særdeles underholdende valgsang til mig - jeg kan kun anbefale at tage en lytter på den - du kan downloade den fra min hjemmeside.

Og ja - sangen er naturligvis på synnejysk :-)

www.benny-engelbrecht.dk

Engelbrecht kan vinde over Khader og Nyrup 13. november

3. Nov 2007 23:47, Benny-Engelbrecht

Den 13. november er der folketingsvalg i Danmark – det er næppe undgået nogens opmærksomhed – men samme dag afgøres også et uofficielt melodi grand prix for valgsange. I det grand prix kan socialdemokraten Benny Engelbrecht fra Sønderborg vinde, over prominente navne som Poul Nyrup Rasmussen og Naser Khader.

Det er den sønderjyske rapper L:Ron:Harald (alias Lars Jensen), der har indspillet Engelbrechts valgsang og det længe inden folketingsvalgets udskrivelse. Det initiativ har spredt sig som ringe i vandet og nu vrimler det med valgsange.

”Jeg troede slet ikke der ville være kommet så meget opmærksomhed på grund af Lars’ sang, der jo bare var ment som lidt sjov og ballade,” siger Benny Engelbrecht, der i øvrigt selv har skrevet en valgsang til en af kunstnerne i Mondos Melodi Grand Prix, socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, dengang han var statsminister.

”Jeg må indrømme at jeg er lidt spændt på udfaldet af afstemningen på P3 den 13. november. Det er klart at folketingsvalget er vigtigere, men det der startede som en god lokal spøg er jo med et blevet en landsdækkende begivenhed,” siger Benny Engelbrecht, der fik sin valgsang forærende kvit og frit af L:Ron:Harald.

Afstemningen om hvilken valgsang der er Danmarks bedste, afgøres den 13. november af programmet Mondos lyttere på P3.

Hvilken valgsang er bedst?

3. Nov 2007 07:07, Benny-Engelbrecht

MondoDet er lytterne af programmet Mondo på P3 der bestemmer hvem der vinde - ikke folketingsvalget den 13. november, men konkurrencen om hvilken valgsang der er Danmarks bedste. Alle kandidater er nu på plads og kan aflyttes på programmets hjemmeside.

Jeg lægger ikke skjul på at jeg er ekstremt stolt over at Sønderborg er repræsenteret af ikke mindre end to kandidater. Det drejer sig om den konservative Mikkel Vestergaard og så mig sagde hunden.

Sammen er vi oppe imod stærke kræfter som Poul Nyrup Rasmussen og Naser Khader, for slet ikke at tale om Kristendemokraterne, der må siges at have en unfair fordel, eftersom de har både højere magter og kristelige lyttere og fjernseere som støtter.

Imod en sådan modstand, kan man blot sige: Må den bedste sang vinde!

Jeg anbefaler - naturligvis - at du stemmer på L:Ron:Haralds sang "Respekt få Engelbrecht".

Du kan finde og høre alle sange på Mondos hjemmeside...
Du kan downloade L:Ron:Haralds sang på min hjemmeside...

Mondos valgsangs Grand Prix

13. Sep 2007 06:49, Benny-Engelbrecht

DRs P3 har et radioprogram om eftermiddagen der hedder Mondo. Her har værterne indledt indsamlingen af sange til et valgsangs Grand Prix - en lidt sjov vinkel på den oppiskede valgkampstemning der har hersket i Danmark i den seneste tid. I tirsdags blev jeg ringet op af Huxi Bak fra programmet for at fortælle lidt om baggrunden for den sang L:Ron:Harald har lavet.

Min udmærkede partifælle Rasmus Horn Langhoff fra Kalundborg kredsen er foreløbig den eneste anden deltager. Da DR strejkede i går onsdag gav det ikke nogen kandidater til Grand Prixet, men lad os se hvad der sker i dag torsdag.
Specielt efterlyste værterne i tirsdags borgerlige politikere med valgsange. Lad os se hvad det bliver til - der skal i alt fald lidt flere sange til end de to der er nu for at man kalde det et egentligt Grand Prix :-)

www.benny-engelbrecht.dk