Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » motion
Opret egen blog | Næste blog »

Gang i Danmark

15. Sep 2007 20:39, Benny-Engelbrecht

Løberuter I dag har været en særdeles aktiv dag med optakt til den store ”Gang i Danmark”-dag i morgen søndag den 16. september. Jeg var i morges ude på en løberute, for at anmelde den i Radio Syd (DR P4) og senere i dag gik Charlotte og jeg med på en march i Sønderborg. Og hvorfor nu det?

Jeg har den grundholdning at politikere bør være med til at sætte et godt eksempel. Det betyder ikke at alt hvad man foretager sig skal være ”helligt”, men hvis jeg kan være med til at sætte fokus på det vigtige i at dyrke motion – uanset hvem man er – så medvirker jeg gerne til det.
I alt 74 kommuner har tilmeldt sig projektet – blandt dem alle fire sønderjyske kommuner. Du kan læse meget mere om Gang i Danmark på projektets hjemmeside, hvor du også kan finde en løberute eller gangsti i nærheden af dig.

Den rute jeg prøveløb i morges var en del af Gendarmstien ved Broager. I øvrigt en del af ruten ved Gendarmløbet, der er et stort tilløbsstykke hvert efterår. Desværre var det meget blæsende i morges – ja, faktisk var det første gang i mange måneder jeg var nødt til at løbe med både lange bukser og langærmet trøje. Du kan finde ruten og andre ruter i Sønderborg kommune lige her...

Der er mange sundhedsprojekter der falder sammen i Sønderborg i denne tid, hvor den store KRAM-undersøgelse (KRAM står for kost, rygning, alkohol og motion), der er arrangeret af det nationale råd for folkesundhed. Det var en kombination af KRAM, Gang i Danmark og Sønderborg Handel der stod bag initiativet i eftermiddag med en march rundt i Sønderborg. Det kostede en rund tier at være med, penge der gik ubeskåret til Sønderborg Sygehus’ børneafdeling.

Og hvad gør man så når man sådan kommer hjem fra en aktiv dag? Ja, man går naturligvis en tur med hundene. Efter sådan en dag er det helt i orden at sætte sig med benene oppe.

www.benny-engelbrecht.dk

Danmark løb i Sønderjylland

5. Jun 2007 20:03, Benny-Engelbrecht

Klokken havde netop passeret halv otte, solen skinnede fra en smuk himmel og temperaturen havde sneget sig op på de 14 – 15 grader allerede. Alt var optimalt til at sætte gang i dagens første etape i stafetten Danmark Løber, der gennem 21 dage gæster 123 byer i landet, med start og mål i Viborg. Formålet med stafetten er at samle penge ind til Dansk Røde Kors – et formål jeg varmt kan anbefale at støtte.

En journalist fra DR Syd indfandt sig samtidig med mig, foran Aabenraas gamle rådhus. Hun baksede i et stykke tid med at få sendemasten korrekt indstillet, til trods for at man næsten kan se over til DRs lokaler. Det er ikke altid afstanden, der er afgørende for gode sendeforhold, det ved jeg alt om fra den lange del af min karriere hvor jeg har omgivet mig med kommunikationsteknikere. Det lykkedes naturligvis at få alt op at køre inden det aftalte tidspunkt hvor der skulle sendes direkte med arrangørerne og en kort bemærkning fra min side.

I løbet af kort tid indfandt hele holdet sig og vi fik en god snak om tidligere løbeerfaringer. Jeg var noget bekymret for at de andre skulle løbe fra mig, men de lovede mig at de nok skulle holde den aftalt gennemsnitshastighed på 6 min/km, hvilket jeg sagtens kan følge med i.

Holdet i Aabenraa
Gruppebillede inden afgang fra Rødekro

Hanne, Martin, Mogens og Ove som jeg skulle løbe sammen med er alle muntre mennesker og sammen med det gode vejr og udsigten til en frisk løbetur, gav det en god stemning.

Efter vi havde fået taget en gruppebillede løb startede vi etapen og fulgte langt hen ad vejen den rute der anvendes til Aabenraa Bjergmarathon.
Jeg har ikke deltaget i det løb, men efter at have oplevet den fantastisk smukke rute, vil jeg meget seriøst overveje at finde tid i kalenderen til i det mindste at løbe en 10 km.
Det er en meget kuperet rute, men hvis man bare indretter tempoet efter det, går det sagtens.

Der blev god tid til hyggesnak undervejs, men jeg måtte også sande at min erfaring som løber ikke er så lang. Jeg har ganske enkelt svært ved at holde et stabilt lavt tempo, så jeg måtte sande at jeg ikke hang som agterlanterne, men kom til at ligge foran de andre af flere gange, så jeg måtte bremse op og vente.

Ankomst Rødekro
Samlet flok på vej ind i Rødekro

I sidste ende gik regnskabet op og vi ankom nøjagtigt 2 minutter for tidligt i forhold til tidsplanen, til en stærkt begejstret skoleklasse med røde kors flag. Det var ganske imponerende og en sjov slutning på en frisk og hyggelig løbetur.

Nå ja, helt slut var det nu ikke, for mine nyvundne løbekammerater havde ganske vist været så forudseende at stille en bil i Rødekro, så de kunne komme hjem, men de havde altså glemt nøglen i Aabenraa. Heldigvis var der plads i vores bil, så vi kunne give et lift.

Efter et forfriskende bad hjemme i Avnbøl, var jeg klar til resten af denne skønne grundlovsdag, demokratiets festdag.

En varm hilsen til teamet bag Danmark Løber og alle der har valgt at bruge tid, energi og startgebyr på at støtte Røde Kors. Husk at der stadig er ruter undervejs, hvor der mangler løbere og man kan stadig melde sig til på www.danmarkloeber.dk

Hele holdet med de glade børn i Rødekro
Gruppebillede til ære for JydskeVestkystens fotograf med hele holdet og 4B fra Rødekro skole

PS. Også tak til Hans Peter Brandt for at stå hulens tidligt op for at være chauffør og fotograf!

www.benny-engelbrecht.dk

Årets sidste marathon

7. Oct 2006 08:49, Benny-Engelbrecht

Den 21. oktober afvikles årets sidste marathon. Det bliver med mulighed for at opleve Danmarkshistorien undervejs, når ruten går gennem skanserne på Dybbøl. Jeg havde egentlig en plan om at deltage selv, men en skade har betydet at jeg er ikke kan blive klar.
Det skal dog ikke forhindre mig i at anbefale andre at deltage. Også for de der ikke har mod på de 42 kilometer er der en mulighed. Der afvikles således også en 10 km rute.
Men man skal skynde sig! Sidste tilmeldingsfrist er i dag - de der har lyst kan finde information om tilmelding på Idrætshøjskolens hjemmeside eller i denne brochure fra Vidar atletik.

Løb er en glimrende måde at slappe af på - ja det lyder måske lidt selvmodsigende - men når grundformen er der og det bare "glider", så opnår man en nærmest meditativ ro. Mange har sikkert oplevet det at komme hjem fra arbejde og have mest lyst til bare at smide sig på sofaen. Gør man først det, sker der sjældent meget mere den dag. Kan man derimod tage sig sammen og tage sig bare en kort løbetur, vil man opleve det forunderlige at man bagefter ikke er træt, men fuld af energi. Det samme gælder for øvrigt ved praktisk taget alle andre slags sport.
Jeg har oplevet at netop denne terapeutiske virkning ved sport virker rigtig godt som forebyggelse mod stress. En egenskab der i øvrigt er underbygget videnskabeligt.

Og så til de der måtte være bekymret: Den skade jeg har pådraget mig er en klassisk overbelastningsskade. En permanent smerte i akillessenen i venstre ankel betyder at jeg må lægge løbeskoene på hylden i de kommende måneder.
Det er naturligvis træls, men heldigvis kan man dyrke så meget andet sport. For mit vedkommende betyder det tilbage i motionscentret, hvor jeg blandt andet kan genoptræne min ankel når den har fået den har fået den ro der skal til.