Krystalnatten 9. november 1938

Benny Engelbrechts tale på Rådhustorvet Sønderborg i anledning af mindehøjtidelighed for Krystalnatten 9. november 1938.
Det talte ord gælder!

Kære venner.

Vi har lovet hinanden at vi aldrig igen vil opleve etniske udrensninger som i Berlin 1938 – og dog oplever vi det igen og igen. Senest i Darfur, som vi på søndag skal samle ind til for Dansk Flygtningehjælp.

Krystalnatten blev det første, organiserede voldelige overgreb mod tyske jøder.
Aktionen var en uofficiel, men koordineret terrorhandling mod de tyske jøder, deres hjem, forretninger og synagoger.
Aktionen varede i to dage fra sen aften den 9. november 1938 og hele den følgende dag.
100 jøder blev dræbt, mange mishandlet og op mod 30.000 fængslet i kz-lejre.
267 synagoger blev brændt og ødelagt, mens 7500 forretninger blev knust og hærget – navnet ”krystalnatten” stammer fra de uhyre mængder glasskår, som lå i gaderne fra knuste butiksruder.

De jødiske menigheder fik ikke blot pligt til at betale for oprydningen, men blev idømt en bøde på 1 mia. mark for deres ”ansvar”.

Baggrunden for aktionen var at en polsk jøde dræbte en tysk diplomat i Paris, og hans død faldt sammen med en nazistisk kammeratskabsaften i München, hvor propagandaminister Goebbels indirekte opfordrer til ”spontane demonstrationer”.
Hitler ønskede, at aktionen ikke måtte udføres af partiet, men skulle fremstå som tyskernes ”spontane” reaktion på diplomatmordet; politiet får lodret ordre om ikke at forstyrre angrebene.
Krystalnatten markerede et skifte i naziregimets politik fra stort set at isolere og udstøde jøderne med retslige midler til egentlige voldelige overgreb.

Det er vanskeligt i dag at forstå, at nogen kunne overse betydningen af nedbrændte bygninger og knuste ruder over alt i riget. Men det lykkedes ikke desto mindre for en person, Hitlers yndlingsarkitekt og senere rustningsminister Albert Speer. Da han kører til kontoret morgenen efter aktionen, er det ikke overgrebets betydning for tusinder af uskyldige mennesker, han bemærker. Det er tværtimod den omsiggribende uorden med glasskår i gaderne og nedbrændte bygninger. Han føler ubehag ved synet, men ikke medfølelse eller indignation.

Speers reaktion var naturligvis et resultat af, at han lukkede øjnene for virkeligheden. Men den var også forståelig i betragtning af, hvad regimets propaganda havde hamret ind i tyskerne år ind og år ud.
Også i nutiden oplever vi eksempler på selvbedrag og mangel på moralsk ansvar. Tænk blot på eks-Jugoslavien og det føromtalte Darfur. Man kan med rette stille spørgsmålet: Er det moralsk uansvarligt ikke at gribe ind, når man ved at uretmæssige finder sted og man har en mulighed for at gøre en forskel.

Nazisternes racisme var vendt frem for alt mod jøderne. Og eksemplet med den Speer, som kun følte ubehag ved ødelæggelserne, viser os, at man kan vælge ikke at ville se og høre, hvis virkeligheden siger ideologien imod.

Efter krigen forsvarede de menige tyskere sig med, at de jo ikke vidste noget om jødeudryddelserne. Det er sikkert sandt, men millioner var med til at arrestere jøder, sætte dem på togene og internere dem i lejrene. Men det var forbundet med stor fare at kende sandheden, endsige fortælle den videre.

Udfordringen for os er derfor at kræve åbne øjne og ører i nutiden. Vi skal ikke affinde os med, at synspunkter og metoder som de nazistiske vinder indpas. Vi skal tale til det gode i mennesker. Vi skal bede dem modvirke racismen i stort og småt.

Vi kommer ingen vegne med forbud mod symboler eller bestemte holdninger. Vi kan kun forhindre racisme i at opstå ved at oplyse og samtale. Vi kan sammen slå vagt om de demokratiske ideer ved at være inkluderende over for andre i stedet for at skille dem ud.

Her i Sønderborg har vi oplevet nynazismen ved flere lejligheder. Jeg husker da Thies Christoffersen blev sunget ud af sit hjem – dengang var jeg med som ung DSUer. Jeg oplevede værdien af den fredelig protest – og derfor har jeg siden fulgt en linie hvor jeg foretrækker at nynazismen ties ihjel og når den stikker sit hoved frem bekæmper den med holdninger og demokrati.

Vi har et ansvar for at gøre op med uretfærdigheder, men samtidig følge de demokratiske retningslinier vi selv har udstukket. Derfor kan vi ikke forbyde nazismen – men bekæmpe den med fredelige midler.
Vi skal følge de rammer vi selv sætter op – uden at bryder med de grundlæggende retsprincipper vores samfund bygger på.
På samme måde skal vi sætte de højeste krav til os selv og vores væbnede styrker når de optræder i fredens tjeneste i udlandet. Kun på den måde kan vi kræve af andre at de gør det samme.
Danmark har desværre allieret sig med en partner – USA – der ikke anerkender Geneve-konventionen fuldt ud. Her har Danmark et stort ansvar for at kræve at konventionerne for krig følges i enhver situation.
For husk: Man kan lukke øjnene for verdens ondskab - men sandheden indhenter alligevel en til sidst…

www.benny-engelbrecht.dk