Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » nyrup
Opret egen blog | Næste blog »

En værdidebat i Socialdemokratiet

15. May 2008 09:42, Benny-Engelbrecht

Når man snakker danske værdier tænke man ofte på de holdninger der binder det danske samfund sammen, men det der findes også en række fælles danske værdier der er meget håndfaste. Det er de offentlige virksomheder der ejes af os alle.
Sammen med mine partifæller Mogens Jensen, Magnus Heunicke og Kim Mortensen har jeg drøftet spørgsmålet om ejerskabet af disse offentlige værdier - ikke mindst set i lyset af kapitalfondenes fremfærd i Europa.

På den baggrund har vi udarbejdet en mini-kronik der bringes i dagens udgave af dagbladet Jyllands-Posten.
Vi håber at kunne tage debatten i månederne fremover med medlemmerne i partiet.

Nedenfor er vores fælles udspil gengivet.

Værn om Danmarks værdier 

Udsalgsskiltene er ved at blive fundet frem igen i finansministeriet. Efter halvfemsernes storudsalg af offentlige virksomheder, var salgsprocesserne ellers gået i stå, men nu skal regeringens salgsplaner føres ud i livet.

De store kapitalfonde retter igen deres sultne blik mod Danmark.

Regeringen vil nemlig i denne valgperiode afhænde store, offentlige selskaber som Post Danmark, DSB, TV2 og DONG til private investorer. Et salg i milliardklassen, hvor det danske samfund for en engangsindtægt en gang for alle frasiger sig al fremtidig indflydelse på disse selskaber; bortset fra DONG Energy hvor staten foreløbig takket være Socialdemokraterne bevarer aktiemajoriteten. Alle er det selskaber der udfører vigtige, samfundsbevarende opgaver.

Dermed vil VK-regeringen overtrumfe halvfemsernes storudsalg i finansministeriet. Nyrup-regeringerne gik grundigt til værks, og i alt blev der solgt offentlige virksomheder for 37 milliarder kroner. Samfundet sagde farvel til det fulde ejerskab af selskaber som Tele Danmark, Københavns Lufthavn, DSB Gods, Statsanstalten for Livsforsikring, Post Giroen og Kommune Data.

Dengang så den daværende oppositionspolitiker Anders Fogh Rasmussen det som sin fornemste opgave at bevise, at de flotte tal i Mogens Lykketofts statsregnskab netop skyldtes engangsindtægter fra salg af offentlige virksomheder for dermed at kunne gentage mantraet om, at ”pengene fosser ud af statskassen.”

Vores ærinde er ikke at kritisere halvfemsernes politik. Tiden var en anden, og langt de fleste frasalg var fornuftige både i princippet og i den praktiske udførelse. Men der er også sket fejltagelser, som vi trækkes med i dag; f.eks. da man valgte at sælge den vigtige danske IT-infrastruktur, nemlig kobbernettet, sammen med Tele Danmark.

Samtidig har den politiske konsensus om privatiseringer betydet, at debatten om emnet stort set har været fraværende. Stemningen for privates indtog var så markant, at ingen rigtig problematiserede emnet, og den kulminerede med Peter Brixtoftes Farum-model, som dengang blev hyldet af både eksperter, medier og samfundsdebattører.

Det er på tide at genoprette befolkningens tillid til demokratiet og dets funktion. Og det ligger til Socialdemokraternes historie og selvforståelse, at dette opgør skal være en del af fremtiden for vort parti.

Som led i den ideologiske debat i Socialdemokratiet, foreslår vi derfor, at der bliver afsat nogle sømærker, vi kan navigere efter, når det drejer sig om frasalg af offentlige virksomheder. Stadig oftere lyder undskyldningen fra Christiansborg, at ”det er et privat firma, der varetager den opgave nu, derfor må vi som politikere respektere direktionens dispositioner.” Men vores udgangspunkt er, at det er borgernes demokratiske ret at kunne stille politikerne til ansvar for grundlæggende kerneopgaver i samfundet.

Nyrup-regeringerne stoppede med få undtagelserne frasalget, før vi nåede ind til kerneopgaverne og infrastrukturen. Mange husker sikkert dokumentarfilmen om valget i 1998, der fulgte Poul Nyrup Rasmussens sejr over Uffe Ellemann-Jensen. En central scene udspiller sig på bagsædet af ministerbilen, hvor Nyrup sammen med sin spindoktor i et selvironisk øjeblik laver sjov med den grundsætning, der udgjorde hovedtemaet i socialdemokraternes valgsejr:

”Hvem har skabt værdierne? Det har vi. Hvem vil ta’ værdierne? Det vil de!”

I dag kan vi se, at den streg i sandet, som Nyrup-regeringerne trak, vil blive overskredet af Fogh.

Men mens den borgerligt-liberale regering i Danmark altså sætter fornyet fart i frasalget af de statslige virksomheder, der yder kerneydelser for danskerne inden for bl.a. infrastruktur, går udviklingen den modsatte vej i resten af Verden. Post Danmarks største konkurrent i Danmark er
således Citymail. Bag det smarte navn gemmer sig et selskab, der er ejet af den norske stat. Ligeså er det med Boxer, det svenske statsejede selskab, som vandt udbuddet om opbygning og drift af digitalt tv i Danmark.

Vi kan konstatere, at vores offentlige forsyningsvirksomheder er en næsten skamløs lækkerbisken for kapitalfondene. Deres produkter er så uundværlige, at vi ikke kan overlade det til markedet at administrere. Samtidig ømmer vi os stadig efter første bølge af kapitalfondenes indtog. De kommer ind via lånefinansierede opkøb og hidtil usete millionbonusser til velvillige direktører, derefter malker de værdierne ud af selskaberne ved frasalg, nedskæringer og fyringsrunder for til sidst at sælge videre inden for fem til syv år. Den udvikling må vi sætte en stopper for.

Tiden er inde til et paradigmeskift. De næste års planer om frasalg af offentlige virksomheder, der udfører kerneopgaver, kræver et parti, der vil værne om Danmarks værdier. Den opgave bør socialdemokraterne påtage sig.

www.benny-engelbrecht.dk

Skal cykelhjelm være påbudt?

20. Dec 2007 23:01, Benny-Engelbrecht

Nyrup med hjelm

Det er måske ikke det mest sexede trafikpolitiske spørgsmål, men ikke desto mindre meget relevant. Derfor – på baggrund af en dialog jeg har haft med Hans her på bloggen – sætter jeg spørgsmålet om cykelhjelme til generel debat hen over julen.
Idéen fra Hans lød (i korte træk): Kan man forestille sig at det skal være lovpligtigt at bære cykelhjelm?

Vi har forsøgt at kaste lidt tanker for og imod det op i luften – og de tanker vil jeg lægge ud til almindelig diskussion her på bloggen. De kommentarer og forslag der kommer ind vil jeg benytte som inspiration til arbejdet i Trafikudvalget med trafiksikkerhed for cyklister.
På baggrund af det der er blevet diskuteret indtil nu har jeg opstillet fordele og ulemper ved forslaget om at gøre det lovpligtigt at bære cykelhjelm. I er meget velkomne til at komme med tilføjelser til denne oplistning:

Fordele ved hjelmpåbud:

  • Det vil kunne spare samfundet for udgifter til sundhedsvæsenet
  • Skader kan ske uanset om der cykles med høj eller lav hastighed, så personer der undlader at bruge hjelm fordi de ikke cykler stærkt bliver nu også beskyttet
  • Der er en stor overhyppighed af alvorlige uheld blandt ældre cyklister (der typisk ikke anvender cykelhjelm)
  • Et ikke nærmere defineret antal trafikdrab kan forhindres
  • Risikoen for uheld øges når der er mange cyklister (det er farligere at køre i Københavns centrum end på landet), men i storbytrafikken er det sjældent at se cyklister med hjelm
  • Usikre cyklister der ellers ikke vil benytte hjelm tvinges til at sikre sig selv

Ulemper ved hjelmpåbud:

  • Det er et stort indgreb i den personlige handlefrihed
  • Selvom der er sket meget med designet af cykelhjelme er de ikke smarte (også kendt som Nyrup-effekten)
  • Meget vanskeligt realiserbart på grund af den store kontrolindsats (hvor tit uddeles der eksempelvis bøder for manglende lys på cyklen)

Man kan også forestille sig mere ”bløde” varianter af et hjelmpåbud eller andre tiltag der skal øge brugen af cykelhjelme. Det kunne for eksempel være en af følgende varianter:

  • Børn og unge under 18 år skal benytte cykelhjelm
  • Der kan indgås en frivillig ordning med forsikringsselskaberne, hvor man kan få en nedsat præmie mod at man anvende cykelhjelm – en idé inspireret af forsøget med ”sorte bokse” i biler (der vil dog ikke kunne blive tale om noget stort incitament i betragtning af den meget beskedne omkostning en ulykkesforsikring udgør)
  • Der gennemføres en massiv oplysningskampagne for at få danskerne til at synes bedre om cykelhjelm
  • I særlige risikozoner – for eksempel Københavns centrum – gennemføres et hjelmpåbud

Som sagt er dette blogindlæg tænkt som et oplæg til en proces, der skal udmunde i et forslag til politik på området. Alle indlæg og kommentarer er velkomne.
Jeg ser frem til debatten!

www.benny-engelbrecht.dk

Godmorgen fra Socialdemokraternes kongres

9. Sep 2007 09:29, Benny-Engelbrecht

Helle Anden og sidste dag af Socialdemokraternes 2007 kongres er indledt. Dagens aviser taler særdeles pænt om Helle Thorning-Schmidts fremragende tale til kongressen i går og stemningen har da også været helt i top indtil nu. Med en enkelt markant undtagelse: Skuffelsen efter landskampen mellem Sverige og Danmark i går aftes.

Her til morgen indledte Henrik Sass Larsen dagen med en gennemgang af den politiske situation – kort og præcist! Budskabet er lige til: Vi rækker hånden frem til samarbejde med både radikale og Ny Alliance, for kun med os kan I være sikre på at Dansk Folkeparti ikke får afgørende indflydelse.
Umiddelbart efter Sass kom en særdeles veloplagt Poul Nyrup Rasmussen på banen. Poul der i øvrigt snart kommer til Sønderborg, for blandt andet at høre mere om Project ZERO.

Man kunne forestille sig at søndag formiddag ville betyde mange der tager sig en ekstra lur under dynen, men nej. I kongressalen er der fyldt helt op – alle delegerede er på plads. Dog er der et enkelt sted hvor der er gabende tomt: Hos de unge bloggere (som jeg har døbt ”Bloggers by Choice”), der tydeligvis ikke lige er så gode til det der med at stå tidligt op – det kunne ellers have været interessant at læse deres vurdering af den gode stemning her til morgen.

Du kan finde alle bloggerne her...

Du kan i øvrigt se hele Helle Thorning-Schmidts tale til kongressen i går på Youtube...

www.benny-engelbrecht.dk

www.benny-engelbrecht.dk