Smartlog v. II » Benny Engelbrecht » omsorg
Opret egen blog | Næste blog »

Hvad vil du bruge 100 millioner til

8. Mar 2007 08:21, Benny-Engelbrecht

Det lyder jo fint nok at ansatte i plejesektoren får 100 millioner kroner af regeringen og Dansk Folkeparti, penge de selv vil kunne bestemme over. I praksis er det dog ikke noget alle vil komme til at opleve, for der er tale om en pulje som man kan søge midler fra "hvis man har en god idé", som det formuleres. Jeg tvivler på at der er tid i plejesektoren til at komme på gode idéer, for der er faktisk rigeligt at se til i forvejen.

De 100 millioner er atter et eksempel på hvordan Dansk Folkeparti med signalpolitik forsøger at markere sig på et tyndt grundlag. I forbindelse med finanslovsforhandlingerne er DF kendt for at kræve et beløb til særligt profilerede områder. Denne metode er med rette blevet benævnt som "politiske beskyttelsespenge".

Der er virkelig behov for en særlig indsats for de ansatte i plejesektoren - det vil jeg gerne medgive. Et kig på sygestatistikkerne taler deres eget klare sprog om et hårdt og nedslidende arbejde. Plejesektoren er det fagområde hvor der er den markant højeste sygefraværsprocent.
Hvis det kunne lade sig gøre at knække sygefraværet og bringe det ned i nærheden af gennemsnittet, så ville det i sig selv svare til at der kom 1000 ansatte flere ind i plejesektoren.

Det der skal til er dog langt mere end lidt puljemidler. Der skal overalt satses på ordentlige arbejdsforhold, så stress minimeres, tunge løft undgås og der er prestige i at yde omsorg.

www.benny-engelbrecht.dk

Statistikken giver befolkningen ret: Offentlig service er blevet ringere

13. Aug 2006 08:43, Benny-Engelbrecht

En meningsmåling i Ugebrevet A4 viste i mandags at et flertal i befolkningen mener at den offentlige service er blevet ringere under den borgerlige regering.

Tallene fra Danmarks Statistik taler deres klare sprog. I den tid regeringen har haft ansvaret for ældreplejen er antallet af medarbejdere i ældreplejen uændret. Til trods for at andelen af plejekrævende ældre er steget i den samme periode. Helt nøjagtigt var antallet af ansatte i ældreomsorg 99.835 i 2002, mens den var 99.378 i 2005.

Det virkelig interessante er at regeringen i den samme periode bryster sig af at have afsat samlet 1 milliard kroner ekstra til ældreomsorg. Kritikken af regeringen har gået på at størstedelen af ressourcerne er gået til at lave målinger på området. Tallene peger i retning af at det kunne være forklaringen, selvom regeringens spindoktorer forsøger at tegne et andet billede.

Uagtet at tallene kan vise en tendens der underbygger den kritik der bliver rejst skal der mere til for at bringe dette til offentlighedens opmærksomhed. Jeg ville derfor ønske at vi fik flere af de konkrete eksempler på hvor ældreomsorgen er blevet ringere i de senere år på banen. Opfordringen er hermed givet videre.

Kender du eksempler på forringelser på ældreområdet vil jeg gerne høre om dem.

Mere om Benny
Du kan læse mere om mig på min hjemmeside: www.benny-engelbrecht.dk