Flot opbakning til Sønderborg som energiby
10. Aug 2007 09:37, Benny-Engelbrecht
Socialdemokraternes energiordfører Kim Mortensen melder meget klart ud på forsiden af dagbladet JydskeVestkysten i dag: Sønderborg skal være energiby. Det sker efter Kim i går gæstede forskerparken Alsion i Sønderborg, der er hjemsted for Project Zero. Her blev Kim præsenteret for en række af de virksomheder der arbejder med intelligent energihåndtering i Sønderborg og for selve konceptet bag Project Zero. Den klokkeklare opbakning fra Kims side opfatter jeg som en stor ros til de engagerede og dygtige folk bag projektet, ikke mindst idémanden Asger Gramkow og direktør for projektet Peter Rathje, der står som en fantastisk ambassadør for det ambitiøse projekt.
Jeg vil nu opfordre mine kolleger fra andre politiske partier til at tage initiativ til at deres energiordførere også får lejlighed til at stifte bekendtskab med Project Zero. I begyndelsen af juli holdt vi et møde med borgmester Jan Prokopek Jensen, hvor alle landspolitiske politikere i området var inviteret. Her var opbakningen til Project Zero ikke til at tage fejl af, så jeg er overbevist om at den politiske vilje er til stede hos de øvrige partier. Det viser sig også ved at det er et enigt byråd der står bag dette ambitiøse projekt.
Du kan læse mere om Project Zero i dette blogindlæg og du kan læse den pressemeddelelse jeg har udsendt i dag.
Opdatering: Læs omtale på DR Syds hjemmeside...
