28. mar 2009 22:28, Benny-Engelbrecht
Jeg havde her til aften den store fornøjelse at tale for en veloplagt flok sønderborgere til "Sluk Lyset"-arrangementet i Sønderborg. Meget imponerende at ca 150 mennesker var mødt op på Rådhustorvet i regnvejr, mens der var fodbold i fjernsynet.
Talen blev i øvrigt holdt uden brug af elektronisk forstærkning, men ved hjælp af en old-school megafon-tragt. Meget CO2-neuralt!
Millioner af mennesker rundt om i verden ville glo underligt på os danskere, hvis de oplevede, at nogle af os opfordrer resten til at slukke lyset en times tid denne forårsaften.
De millioner af mennesker har nemlig slet ikke noget elektrisk lys at slukke. Verdens fattigste folk ville være ellevilde ved at leve et sted, hvor der er strøm i kontakterne. Men vi kan med sindsro sige, at vi slukker lyset for deres skyld.
Hvis ikke der sker en massiv indsats for at redde klodens klima, vil det få alvorlige følger for mennesker, dyr og natur. Det er sagt så tit, at det nærmer sig det banale, men klimaændringerne er langt den største udfordring, vi i dag må finde de rigtige svar på.
Vi ved med sikkerhed, at gennemsnitstemperaturen i verden stiger hurtigere, end det var forudset blot for ganske få år siden. Det er således helt afgørende, at vi danskere langt om længe kan synge med på en anden melodi.
For seks år siden var det Bjørn Lomborgs falske melodi, vi skulle fløjte med på. Miljø og klima havde det bedre end nogensinde, så vi skulle bare slappe af og bygge nogle flere diger. Sådan tænker ingen længere, selv ikke den tidligere så klimaskeptiske snart forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Men vi må huske, at denne ene time ikke er at forveksle med et energibesparende aflad. Vi skal ikke blot tillade os at spare på lyset denne ene time, for derefter at tilsidesætte vores energibesparende bestræbelser resten af året. Meningen med denne dag er, at vi skal huske hinanden på at være miljøbevidste hver dag. Vi må for eksempel ikke glemme at slukke computeren, når vi alligevel sidder og ser X-factor i stuen.
Denne aften er vi her i Sønderborg en del af en international koalition, der tæller millioner af miljøbevidste mennesker fra over 1200 byer i mere end 80 lande.
Man kan spørge sig selv om et lille land som Danmark kan gøre en nævneværdig forskel med sådan en lille event. Men Danmark er en vigtig aktør denne aften. For det er ikke uden betydning, at Danmark er vært ved den internationale klimakonference i december i år. Og et værtskab forpligter. Danmark skal gå forrest allerede i aften og vise resten af verden, at tiden er inde til at være energibevidste også på mikroniveau. Værtskabet ved klimakonferencen giver Danmark en unik chance for at være et lille land, der taler med et stort lands stemme.
Ingen kan betvivle, at el-pæren er en genial opfindelse, der har revolutioneret verden, men den har udtjent sin værnepligt, og vi bør snart sende den på pension til fordel for nye og mere energibesparende produkter.
Tilsvarende bør vi også tage fat i hjemmet der hvor det batter: Med forbrugerelektronikken. Fladskærm, spillemaskiner og computere er det sted hvor der er mest at spare, kan Energisparefonden fortælle os, men det kniber med at komme i gang.
Derfor har jeg i forrige uge fremsat et forslag i Folketinget der skal gøre det lettere at købe det energivenlige forbrugerelektronik. Der skal være en simpel mærkningsordning på forbrugerelektronik i stil med den vi kender fra køleskabe og vaskemaskiner. Og forslaget, ja det har jeg fået inspiration til af nogle af de børn der for halvandet år siden i Klimakaravanens besøg i Sønderborg. Nogle gange behøver de bedste løsninger ikke være så svære og vores eget ProjectZero er fremragende til at føde nye anvendelige idéer.
Der er endnu lang vej til vi her i Sønderborg kan kalde os CO2 neutrale, men vi er kommet i gang med de første skridt. Over hundrede familier er gået i gang med at knækker de dårlige vaner og det er ikke bare til fordel for samfundet, det sparer også dem selv penge. Jeg er sikker på at endnu flere gode idéer vil komme ud af det engagement de mange familier der bor spredt ud over hele kommunen har.
I vores målestok er det meget vigtigt at vise vej, at være en mønsterkommune, ligesom Danmark bør være et mønsterland. Når regeringschefer, ministre og embedsmænd fra hele verden til december kommer til klimakonference i Danmark, skal de i praksis se, hvad der kan lade sig gøre, så bliver det lettere for dem at træffe deres beslutninger.
Så aftenens mørkeleg kan godt blive en rigtig betydningsfuld del af de signaler, som en bekymret verden må sende til politikere og beslutningstagere.
Og husk så, at uanset hvad I vil bruge jeres tid i mørket på, så er det ikke kun skumle ting man kan lave i mørket. Fortsat god, mørk aften!
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, burning panda, engelbrecht, folketinget, politik, project zero, sluk lyset, sonderborg, tale
|
kommentarer (1)
23. feb 2008 09:25, Benny-Engelbrecht
Torsdag indgik de fleste partier i Folketinget forlig på energiområdet, et forlig der er godt for Danmark, men desværre indeholder en skuffelse for Sønderborg og andre kommuner der har arbejdet på at blive udpeget som energiby. Der er nemlig ikke afsat en pulje særskilt til udpegelse af energibyer i forbindelse med FNs klimakonference i Danmark i 2009.
Jeg har været en meget varm fortaler for at der afsættes midler til energibyer, for erfaringen viser at selv beskedne offentlige midler kan skubbe en god udvikling i gang. Det viser Sønderborg Kommunes investering i det ambitiøse Project ZERO, der har en række private investorer som aktive medspillere. Project ZERO har til formål at nedbringe den samlede udledning af CO2 i Sønderborg til et minimum inden 2029. Dermed placerer Sønderborg sig i verdenseliten af byer, med planer om CO2-nedbringelser.
At det ikke lykkedes at få afsat en mindre bevilling til energibyer skyldes desværre manglende vilje hos regeringspartierne og det må jeg erkende skuffer mig. Min partifælle Kim Mortensen gav i august et meget klart tilsagn om at arbejde for midler til energibyerne – og til det sidste holdt han spørgsmålet inde i forhandlingerne. Det fortjener stor ros!
Til gengæld er jeg skuffet over de borgerlige politikere der har udtalt sig positivt om energibyer, men som ikke kunne levere varen da det kom til stykket. Peter Christensen (V) skriver et begejstret indlæg om energiaftalen i gårsdagens udgave af dagbladet JydskeVestkysten, men fra ham var der altså ingen støtte til udpegelse af energibyer, selvom han sad med ved forhandlingsbordet. I november udtalte Ellen Trane Nørby (V) til samme avis: ”Det er min opfattelse, at der er bred politisk opbakning til at udpege energibyer. Vi presser på alt det vi kan.” Siden november er den brede opbakning tilsyneladende forsvundet som dug for solen, selvom Nørby selv har plads i energiudvalget.
”Stopper alt så nu?” Kan man spørge. Det kan heldigvis afvises, for ventetiden, mens energiaftalen har ventet og ventet er ikke blevet spildt.
Jeg må konstatere at den strategi Sønderborg har valgt var rigtig, for ganske vist er der ikke kommet penge fra staten, sådan som man havde håbet på, men man har ikke ladet sagen ligge død, mens man ventede. Senest meldte Nordea sig som deltager i projektet med en sum på 10 millioner kroner – og det altså uden statslig opbakning. Selv hvis det forslag jeg lancerede i valgkampen om en samlet pulje på 25 millioner over to år var blevet til virkelighed, havde et bidrag fra staten været beskedent i forhold til de private bidrag der er kommet til Sønderborg. En officiel udpegelse havde helt sikkert været gavnlig – en formel blåstempling kan man sige. Alligevel kan skuffelsen over den manglende opbakning til de lokale initiativer ikke bremse hverken Sønderborg eller de andre kandidater der har arbejdet intensivt med klimaudfordringen frem mod FN konferencen næste år.
Hidtil har fire byer meldt sig som kandidater til energiby
- Sønderborg Kommune, der vil gøre hele Sønderborg-området CO2-neutralt i 2029
- Skive der har bevilget to mio. kroner til - i samarbejde med en række lokale virksomheder - at udforme oplægget til hvordan Skive bliver CO2-neutral 2029
- Frederikshavn der vil være 100 pct. vedvarende energiby i 2015, således at al el, varme og transport-energi kommer fra vedvarende energi.
- Lolland Kommune der blandt andet har som mål, at 90 procent af de offentlige og private bygninger i 2015 skal opvarmes med vedvarende energi
Den næste udfordring bliver at placere Sønderborgs Project ZERO centralt i forhold til klimakonference i 2009, for eksempel ved at lade Sønderborg være vært ved dele af de for-arrangementer der helt sikkert vil foregå i Danmark i løbet af 2009. Det arbejde vil jeg fortsat tage aktivt del i.
Det skal for fuldstædigheden nævnes at der er mulighed for at søge midler til specifikke projekter under den særlige EUDP pulje – dette er dog en mulighed der hele tiden har eksisteret.
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, energi, energiby, engelbrecht, folketing, folketinget, kim mortensen, klima, miljo, politik, project zero, socialdemokraterne, sonderborg, vindmolle
|
kommentarer (0)
17. jan 2008 08:14, Benny-Engelbrecht
Den canadiske arkitekt Frank Gehry besøger i dag Sønderborg, hvor han skal være bagmand til byens store havneudvikling, et investeringsprojekt i milliardklassen. Samtidig skal projektet tage hensyn til klimaet, ved at være CO2-neutralt, ja allerhelst skal det give et positivt bidrag i Sønderborgs CO2 regnskab.
På den måde får det store byggeprojekt en klar sammenhæng med Sønderborg andet store projekt, nemlig at gøre byen CO2 neutral - det såkaldte Project ZERO.
Frank Gehry er i gang med at udforme sin første samlede plan for en ny bydel i Europa. Det ligger på havnen i Sønderborg. Ambitionen er at skabe en bydel, der er unik i Danmark og Europa. Sønderborg lægger op til, at den verdenskendte arkitekt også skaber Skandinaviens mest usædvanlige wellness-hotel.
Inspireret af Statens Kunstfonds ideer om danske havnes transformation (præsenteret i bogen "Byens havn") er udfordringen for Frank Gehry at udarbejde en masterplan med rum for aktiviteter, der gør havnen til en magnet for folk, der ikke har deres hverdag eller bopæl i havneområdet. På den måde vil den nye bydel på havnen i Sønderborg blive inspirationskilde for planlæggere og arkitekter fra hele landet.
Frank Gehry indleder sit arbejdsbesøg i Sønderborg med et møde på Sønderborg Rådhus – et nøde jeg ville ønske jeg kunne have deltaget i, men jeg skal jo passe mit arbejde på Christiansborg. Så jeg må erkende at jeg er en kende misundelig, da min kone Charlotte, som byrådsmedlem og medlem af teknisk udvalg, deltager i mødet med den inspirerende arkitekt, der blandt andet står bag Guggenheim Museet i Bilbao.
www.benny-engelbrecht.dk
arkitektur, benny engelbrecht, co2, co2 neutral, co2 neutral by, engelbrecht, folketing, frank gehry, gehry, havn, havnefront, hotel, kultur, project zero, sonderborg, sonderjylland, verdensstjerne
|
kommentarer (0)
5. dec 2007 22:52, Benny-Engelbrecht
I næste uge indleder politikere fra hele verden FNs Klimatopmøde på Bali. Et af de konkrete eksempler der vil komme med i de mange diskussioner, er Sønderborgs ambitiøse Project ZERO.
Det er min partifælle Kim Mortensen - tidligere energiordfører, nu europaordfører - der deltager i den danske delegation på FN topmødet og som tager det gode budskab om Sønderborgs tiltag med.
Læs mere på DR Syds hjemmeside...
www.benny-engelbrecht.dk
bali, benny engelbrecht, co2, co2 neutral, dr syd, engelbrecht, fn, kim mortensen, klima, klimatopmode, politik, project zero, socialdemokraterne, sonderborg, un
|
kommentarer (0)
18. nov 2007 20:14, Benny-Engelbrecht
Det strømmede ind med gæster fra nær og fjern i går. Vi fejrede mit valg til Folketinget med et lille uformelt åbent hus. Tak til de mange der kom med hilsner fra nær og fjern – det blev en rigtig dejlig dag.
Tak især til de musikalske gaver! Den første var fra Jens Ole Pihl, der både spillede ”He aint heavy, he’s my brother” på en lånt guitar og en af hans egne sange ”Far, hvoffor sajler vi te Ystâ?”, der var en meget fin bornholmsk pendant til vores trafikale udfordringer her i Sønderjylland. Læs mere om Jens Ole her…
Senere blev vi noget overraskede da der – i ly af mørket – dukkede en sækkepibespillende mandsperson op på vores terrasse, i kilt og fuldt ornat! Det var formanden for Sønderborg Pibes & Drums, Henrik Franke, der lige ville give en spektakulær gave. Det lykkedes! Læs mere om Sønderborg Pibes & Drums på deres hjemmeside...
Min bror Flemming greb derefter en guitar og sammen sang vi ”Når jeg ser et rødt flag smælde”, inden Henrik på opfordring spillede ”Highland Cathedral”.
Endelig måtte vi nøjes med en CD version af min valgsang, men L:Ron:Harald havde sendt en lille hilsen på dagen:
”KÆRE Don Benny!!!!!!:-)
Jeg når desværre ikke at komme forbi, men ønsker dig af hele hjertet tillykke med det flotte og velfortjente valg:-)
Det var ligeledes en stor fornøjelse at skrive og indspille sangen om/til dig.
Vi fik godtnok ikke flået Fogh, meeen, 1 skridt af gangen - NÆSTE GANG VIL VI HA' BENNY TE STATSMINISTE!!!!!!!!”
Efter nogle lange uger var det skønt at slappe lidt af i dag, med en lang gåtur på Dybbøl med hundene og naturligvis oprydning efter i går.
I morgen venter en politisk arbejdsdag, med besøg af min partifælle Dan Jørgensen, medlem af Europaparlamentet. Han skal introduceres til Sønderborgs Project ZERO og i den forbindelse skal vi besøge en række virksomheder sammen med borgmester Jan Prokopek Jensen.
www.benny-engelbrecht.dk
abent hus, benny engelbrecht, dan jorgensen, engelbrecht, fest, folketing, jens ole pihl, lronharald, musik, politik, project zero, saekkepibe, socialdemokraterne, sonderborg
|
kommentarer (1)
26. okt 2007 07:28, Benny-Engelbrecht
Klimakaravanen besøger på onsdag Sønderborg Kommune, nærmere bestemt Eckersberg Friskole i Blans. Her kommer 350 folkeskoleelever fra skoler over hele kommunen, for at lære mere om klima, miljøteknologier og CO2 udslip. Arrangementet er Venstres Ellen Trane Nørby og jeg, der jo er socialdemokrat og ligeledes er midt i en folketingsvalgkamp, en del af. Vi har dog valgt ikke at aflyse klimakaravanens besøg, til trods for at det ikke handler om valgkamp - det er sagen simpelthen for vigtig til.
Derfor sidder jeg i dag fra 13 - 15 på rådhuset i Sønderborg til møde med Sønderborg kommende ungdomsklimapanel. Min opgave er at hjælpe dem i dag og på onsdag, med at formulere de emner der onsdag aften skal debatteres med et panel bestående af blandt andre borgmester Jan Prokopek Jensen og Ellen. Desuden kommer en række eksperter.
Formålet er at sætte fokus på hver enkelts energiforbrug, hvor vi kan spare og hvordan vi kan skabe et bæredygtigt samfund. Opgaven er utrolig spændende og der vil virkelig blive lyttet til elevernes holdninger.
Læs mere om Klimakaravanen på www.klimakaravanen.dk
Karavenens besøg i Sønderborg er støttet af Project ZERO
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, borgmester, ellen trane norby, engelbrecht, klima, klimakaravanen, miljo, politik, project zero, radhus, socialdemokraterne, sonderborg, valgkamp
|
kommentarer (0)
12. okt 2007 16:45, Benny-Engelbrecht
Det har været en usædvanlig sløj uge fra min bloggerhånd – og det med en god forklaring. Det meste af ugen har været på langs i sengen med influenza og stort set kun overskud til at sove til dårlige serier i fjernsynet. Heldigvis er jeg nu så nogenlunde på højkant igen og det til den gode nyhed, at Al Gore og FNs klimapanel deler årets Nobels Fredspris.
Det er ikke så meget hvem der har vundet prisen, som hvad der har vundet prisen, der er afgørende for mig. Det er sammenkædningen mellem den globale klimaudfordring og fred der er så væsentlig. For jeg er ikke i tvivl om at vi i fremtiden vil opleve krige afstedkommet af klimaforandringer, hvis vi ikke gør en indsats. Det kan være spørgsmål om adgang til rent drikkevand eller masseflugt fra områder der blive gjort ubeboelige.
Jeg vil helt sikkert vende tilbage til Al Gore senere, lige nu glæder jeg mig på klimaets vegne og over at feberen i min krop er væk.
I mellemtiden kan du læse mit indlæg om Gore og spin fra sidste år...
www.benny-engelbrecht.dk
al gore, benny engelbrecht, engelbrecht, fn, fredspris, influenza, klimaforandringer, klimapanel, nobel, partipolitik, politik, project zero, socialdemokraterne, sonderborg, un
|
kommentarer (2)
18. sep 2007 20:32, Benny-Engelbrecht
Der er ingen der endnu ved hvor stor en skatteforhøjelse vil blive i Sønderborg Kommune, men det er sikkert at det ikke vil være muligt at levere det serviceniveau borgerne kender i dag, uden at få flere indtægter i kassen. Forhandlingerne i den kommende måneds tid vil vise hvad resultatet bliver. Der dog flere der tror at de øgede skatteindtægter skal bruges til at betale for en kæmpe multiarena. Det vil ikke være tilfældet.
Der er planer om at lave sådan et ambitiøst projekt i Sønderborg, men det vil ikke være for kommunale midler. Planen vil involvere private investorer, men en del af projektet kan blive et rådhus. Beregninger viser at kommunen kan spare et tocifret millionbeløb ved at samle den centrale administration ét sted, frem for som nu på et stort antal matrikler.
Er det urealistisk at tænke store tanker? At satse på at de store koncerter og kulturbegivenheder en organisation som Kultur i Syd kan foregå hele året rundt og ikke kun i sommerhalvåret hvor man er dybt afhængig af godt vejr? Og så oven i købet bygge med anvendelse af den nyeste og mest avancerede energiteknologi, så byggeriet bliver en naturlig del af Sønderborgs ambition om at blive Europas første CO2 neutrale by.
Når der skal lægges budget i Sønderborg, med stort besvær som i så mange andre kommuner, så skal der tænkes fornuftigt, men hvis der ikke er plads til udvikling og vækst, kan man lige så godt lukke de danske provinsbyer først som sidst.
www.benny-engelbrecht.dk
arena, benny engelbrecht, budget, co2, co2 neutral, co2 neutral by, engelbrecht, kommune, kommuneskat, politik, project zero, skat, skattestigning, socialdemokraterne, sonderborg, sonderjylland, thor petersen
|
kommentarer (0)
10. sep 2007 20:10, Benny-Engelbrecht
Det er enorme mængder CO2-udslip der årligt kan spares i Sønderborg, hvis det lykkes DONG at finde optimale forhold i undergrunden under byen, så der kan etableres geotermisk varme. DONGs projekt sker i samarbejde med Sønderborg Fjernvarme og vil kunne gå i fuld produktion i år 2011.
Der bliver senere i denne måned Sønderborg Fjernvarme og DONG Energy tager hul på den første fase i etableringen af det geotermiske anlæg, der skal udnytte varmen fra jorden og omsætte den til forureningsfri fjernvarme. I første omgang vil det give grøn opvarmning af cirka 10.000 husstande i Sønderborg Kommune, men på længere sigt er planen at udvide dækningsområdet for fjernvarme i kommunen.
Planen om geotermisk varme er et vigtigt skridt på vej mod at Sønderborgs ambition om at blive Europas første CO2-neutrale vækstområde kan opfyldes.
I første fase er investeringen for DONG og Sønderborg Fjernvarme på 5 millioner kroner der skal dække seismiske undersøgelser. Er de positive er vejen banet for den fulde investering der er beregnet til 155 millioner kroner.
Hvis det lykkes at etablere det planlagte anlæg, vil det blive Danmarks største geotermiske anlæg og kun det tredje af sin slags. De to første ligger i Thisted og på Amager.
Da planen i morges blev præsenteret på Alsion, blev der naturligvis også stillet spørgsmål til hvor lang tid man kan forvente at kunne hente energi op af undergrunden. Svaret var ret tydeligt: I princippet uendeligt!
Sønderborgs plan om at blive Europas første CO2 neutrale by vil få et særdeles godt skub på vejen, når anlægget står klar. CO2-besparelsen er således beregnet til 15.000 ton CO2 årligt!
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, co2, co2 neutral, energi, energiby, engelbrecht, fjernvarme, fn, geotermi, miljo, miljokonference, partipolitik, politik, project zero, socialdemokraterne, socialdemokratiet, sonderborg, varme
|
kommentarer (0)
10. aug 2007 09:37, Benny-Engelbrecht
Socialdemokraternes energiordfører Kim Mortensen melder meget klart ud på forsiden af dagbladet JydskeVestkysten i dag: Sønderborg skal være energiby. Det sker efter Kim i går gæstede forskerparken Alsion i Sønderborg, der er hjemsted for Project Zero. Her blev Kim præsenteret for en række af de virksomheder der arbejder med intelligent energihåndtering i Sønderborg og for selve konceptet bag Project Zero. Den klokkeklare opbakning fra Kims side opfatter jeg som en stor ros til de engagerede og dygtige folk bag projektet, ikke mindst idémanden Asger Gramkow og direktør for projektet Peter Rathje, der står som en fantastisk ambassadør for det ambitiøse projekt.
Jeg vil nu opfordre mine kolleger fra andre politiske partier til at tage initiativ til at deres energiordførere også får lejlighed til at stifte bekendtskab med Project Zero. I begyndelsen af juli holdt vi et møde med borgmester Jan Prokopek Jensen, hvor alle landspolitiske politikere i området var inviteret. Her var opbakningen til Project Zero ikke til at tage fejl af, så jeg er overbevist om at den politiske vilje er til stede hos de øvrige partier. Det viser sig også ved at det er et enigt byråd der står bag dette ambitiøse projekt.
Du kan læse mere om Project Zero i dette blogindlæg og du kan læse den pressemeddelelse jeg har udsendt i dag.
Opdatering: Læs omtale på DR Syds hjemmeside...
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, blog, blogging, co2, co2 neutral, co2 neutral by, danfoss, dr, dr syd, energi, energiby, engelbrecht, kim mortensen, medie, miljo, miljokonference, partipolitik, peter rathje, politik, project zero, socialdemokraterne, sonderborg, sonderjylland, weblog
|
kommentarer (0)
15. jun 2007 09:29, Benny-Engelbrecht
Målsætningen er helt klar. Sønderborg skal være Europas første CO2 neutrale by. Historien kan læses som forsidehistorie i dagens udgave af JydskeVestkysten, men har været længe undervejs. Da MEP Dan Jørgensen var i Sønderborg i slutningen af april, fik han eksempelvis en introduktion til projektet og kaldte det efterfølgende den mest ambitiøse energiplan han endnu var blevet præsenteret for. Det var vi mange der var glade for at høre på det tidspunkt og siden har idémændene bag projektet arbejdet hårdt videre.
Tanken bag projektet er, at skabe en situation ”hvor Sønderborg Kommune, borgere og virksomheder gennem læring, holdningsbearbejdning, byudvikling, nye boligkoncepter og erhvervs/forretnings-udvikling sætter fokus på bæredygtig energiforsyning og optimeret energianvendelse.” (citat fra projektets beskrivelse).
Der er bred politisk opbakning til dette projekt i Sønderborg, på alle niveauer – og det er helt afgørende for at det kan lade sig gøre at gennemføre det.
Med en række af Danmarks mest ambitiøse energivirksomheder i ”baghaven”, er det naturligt for Sønderborg at tænke CO2 neutralitet og med Syddansk Universitetscenters placering centralt i byen og endda i en bygning, Alsion, der er bygget med anvendelse af meget avanceret energistyring, bliver udviklingen meget interessant at følge.
Så kære blog-læsere – dette var blot en spæd indledning til et tema I kan forvente jeg vil skrive meget mere om, ikke bare i år, men i mange år fremover. Jeg vil ikke gentage mig selv, men jeg vil som afslutning gerne fremhæve et afsnit fra min 1. maj tale i år:
”Sønderborg står foran at lancere en ambitiøs plan om at blive den første by i Europa der er CO2 neutral. Det betyder at virksomheder der arbejder med solenergi, bølgeenergi, brintteknologier og bedre udnyttelse af energien, vil have et perfekt laboratorium til at gøre deres teknikker kommercielt bæredygtige.
Det kan kun lade sig gøre hvis vi står sammen om denne udfordring og arbejder benhårdt for at skaffe midler til forskning, forsøg og udvikling af praktiske løsninger. I Sønderborg skal der med andre ord skabes plads til at eksperimentere med energirigtige løsninger.
Jeg vil gerne give jer håndslag på, at jeg vil arbejde for dette projekt.”
www.benny-engelbrecht.dk
benny engelbrecht, co2, co2 neutral, dan jorgensen, energi, engelbrecht, miljo, politik, project zero, socialdemokraterne, sonderborg, sonderjylland
|
kommentarer (0)